Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ I Sandhed det var et overraskende Syn, da vi drejede os om og saa' Ætna lige foran os, løftende sit gigantiske Hoved over de mellemliggende Bjerge, opsendende den klare Svovldamp mod Zenith, bærende paa sin Fod Verdens frugtbareste Have, Kataniasletten, og solende sine mørke Aarer, de dunkle Lavastrømme, i det klare, blændende Dagslys. Jeg var saa optagen af dette Syn, at jeg næsten slet ikke lagde Mærke til, at vi holdt vort Indtog i den maleriske, snavsede Røverrede og gennem nogle snævre Gader blev førte hen til det lille Hotel, fra hvis Altan vi under det frugale Maaltid formelig svælgede i Nydelsen af den henrivende Udsigt.