Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Taormina, de gamles Tauromenium, er som ovenfor berørt en ussel lille Bjergby med snævre, krogede Gader, men rig ved sine Mindesmærker. Som alle disse smaa Reder i Bjergene har den oprindelig været befæstet ved en høj, nu paa flere Steder sammenstyrtet Mur og er for Resten fra Naturens Haand beskyttet ved de bratte Klipper, hvorpaa den er anlagt, og som paa de tre Sider falde lodret ned imod Havet. Paa den fjerde, Sydsiden, som vi kom op ad, findes Porten, et malerisk smukt lille Udenværk, der ligesom den takkede Mur og flere adelige Paladsruiner inde i Byen er arkitektoniske Skønhede i den reneste normanniske Stil. En fuldkommen saa malerisk, og endnu smudsigere Miniaturudgave af Byen er det paa en kegledannet Klippe, omtrent 400 Fod højere, liggende Mola, der med sine lange Mure og sine Tinder og Gavle synes som en Rovfugl med udstrakte Vinger og Næb og Kløer at svæve spejdende over ens Hoved i den klare Luft. Kun en eneste, af dobbelte Mure beskyttet, Sti førte op til det næsten uindtagelige Kastel, og man har halvt historiske Sagn om glimrende Heltegerninger fra Besætningens Side, da Byen blev forsvaret mod Araberne, der dog endelig en mørk Nat ved Forræderi overrumplede Vagterne og nedsablede hele Befolkningen.