↩ Først langt over Midnat brød det muntre Selskab op. Det skulde med Undtagelse af Damerne atter tilbage til Katania med en Speronaro, der ventede nede ved Giardini, og da de hørte, at vi agtede os samme Steds hen, indbød de os til at gøre Sejlturen med i den dejlige maaneklare Nat. Vi modtog naturligvis Tilbudet med Glæde, og nu gik det da i en lang Række af Sted gennem den lille By, hvis skumle Beboere blev vækkede af de højrøstede Stemmer og den klare, lydelige Latter. Ikke faa Forbandelser udslyngedes imod os fra de aabnede Vinduer, og vi maatte prise os næsten lykkelige ved, at vi slap for saa godt Køb, da vi omsider gjorde Holdt udenfor Porten for at ordne os og samle Kræfter til "Nedstigningen". Det var lyst nok til at undgaa Afgrunden ved Siden af Stien, men næppe lyst nok til at undgaa alle de Huller og Ujævnheder, som vore Æsler om Morgenen saa mesterligt havde klaret. Imidlertid slap vi dog med forholdsvis faa Uheld ned i den sandede Fiumare, og nu gik det, stadigt med den utrættelige Neapolitaner i Spidsen, videre, indtil vi standsede ved de første Huse i Giardini. Her var alt lukket og slukket. Den lette Speronaro var halvvejs halet op paa Strandbredden, men 83 Baadfolkene var ingen Steds at finde. Vi bankede flere Steder forgæves paa, uden at faa andet Svar, end at her var ikke Logi for Landstrygere etc., ja et Sted kom en gammel, arrig Heks ud i mindre end Negligé og ønskede saa mange Ulykker over os, at vi, hvis en Fjerdedel deraf havde ramt os, vilde have været værre farne end Odysseus paa hele sin Omflakken.