Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Lige saa frugtbar Naturen havde vist sig, førend vi kom til Katania, lige saa gold og ørkenagtig fremtraadte Landskabet for os nu, da vi forlod den. En Støvsky hvirvlede bestandigt foran Vognen paa den hvide, solbeskinnede Vej, ligesom Røgstøtten for Jøderne i Ørknen. Efter nogle Timers Kørsel var det formeligt velgørende for Øjet at se Vand. Det var den lille Flod Gioretta, hvorover vi bragtes paa en skrøbelig Færge, der truede med at knuses under Hestenes og Vognens forenede Vægt. Kort efter hævede Landet sig i Bakkelinjer, der efterhaanden gik over til et Højplateau, som i Horisonten begrænsedes af Monte Veneres blaalige Kam. Gentagne Gange saa' vi ved Siden af Vejen de urgamle, pelasgiske Gravkamre, hvælvede Huler, der var udhugne i den haarde Klippe. Vi steg af for at undersøge en af de største, hvor en hel Hyrdefamilje havde indkvarteret sig med sine Geder og Æsler. Mændene laa udstrakte paa Jorden og sov formodentlig til Middag, Kvinderne malkede Gederne, og Børnene ristede Korn over en Ild af Trækul. Ved uregelmæssige, kolossale Piller var Rummet delt i flere Kamre hvert med en eller flere Smaanicher, hvor rimeligvis Ligene havde ligget, og op ad den kølige Grottes Vægge groede Mos og Venushaar i frodige Klynger.