Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

Lige ved Middagstid kom vi, næsten opløste af Hede og kvalte af Støv, til det gamle Lentini, en smudsig Landsby, der i Romernes Tid 87 havde været en blomstrende Koloni, som endog havde sin egen filosofiske Skole, og da vi havde bedet der en Timestid i en ussel Kro, gik Vejen videre ned gennem en dyb Sænkning i Terrænet og op igen i uhyre Zigzag-Slyngninger til det befæstede Karlentini, et af Karl V I spansk Stil anlagt Kastel med en Række faldefærdige Hytter, der husede en Befolkning med de mest kæltringeagtige Ansigter, jeg maaske endnu havde set. I Villasmundi, en lignende Rede nogle Timers Vej derfra, gjordes et længere Ophold, og da der heldigvis netop holdtes et Slags Marked omkring i Gaderne, fordrev vi Tiden med at iagttage de forskellige Grupper. Trods den brændende Hede hørte vi dog den sædvanlige Dansemusik med Violin og Guitar, og blev i et tilrøget Osteri Vidne til et Slags Sekstur, hvor de dansende ledsagede enhver Svingning med Spring og Armbevægelser, der bragte Sveden frem i Strømme, uagtet Kavalererne saa vel som de fyrige skønne havde afført sig saa mange Klæder, som Anstændigheden nogenlunde tillod.