↩ I denne Nattens Stilhed og i en Stemning lig den, hvori man om Aartusinder vil gennemvandre Paris's eller Londons Ruiner, kørte vi da over Levningerne af det vidtstrakte Syrakus, og den samme vemodige, næsten andægtige Følelse var over os, medens vi de følgende Dage gennemstrejfede det store Territorium til Lands og til Vands. Over den dybe Havn, hvor alle Evropas Flaader tilsammen kan faa Plads, begav vi os til den Flod, hvor Proserpina efter Sagnet blev bortført. Kæmpemæssige Søjler af et Zeustempel rage i Vejret paa Bakkerne til venstre, og medens man i den varme Formiddags Stilhed stager sig langsomt frem under de sivbevoksede Bredder, hvor af og til en Lerhytte viser sig, omkranset af høje Palmer, tænker man sig dybt inde i Afrika, paa en Flodarm af Nilen eller Senegal. Op ad Anapo-Flodens venstre Arm, Cyane, føres man til Papyrusplanterne. De halvnøgne Baadfolk skære de lange Stængler af, og det gaar hastigt tilbage ned ad Strømmen, og igen over Havnen til en aaben Plads udenfor det nuværende Sirakusas svære, bourbonske Fæstningsmure. Her bestiger hver sit Æsel, og ad den støvede Landevej gaar det op til Overfladen af det terrasseformede Højplateau, hvor den uhyre By strakte sig milevidt omkring Havnen. Ad halsbrækkende Veje, de gamle, i Klippen udhulede Bygningsgrunde, rider man Skridt for Skridt paa de smaa forsigtige Æsler. Solen 88 brænder lodret ned paa denne Stenørk, og efter en halv Times Ridt standser man ved Fæstningen Hexâpylon. Alt, hvad der af denne var over Jorden, er styrtet i Grus, men de underjordiske Magasiner, Brønde og Gaarde og den hvælvede brede Gang, hvorigennem Romeren Marcellus banede sig en blodig Vej - kort sagt, alt hvad der er hugget ud i Klippen, vidner tilstrækkeligt om Borgens Størrelse og Modstandskraft.