Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

Jeg var lige kommen hjem fra en Rejse i Udlandet. Jeg havde set Abekattene paa Gibraltar og Røverne i Kalabrien. De første havde jeg været med til at forhindre fra at blive skudt; de sidste havde jeg med en vis Fornøjelse set blive skudt i en Kasernegaard i Reggio. Det var nogle store Tyveknægte. Der var navnlig en, Pietro Perrelli tror jeg, som var et usædvanligt Eksemplar. Men jeg snakker over mig. Det er man altid saa tilbøjelig til, naar man lige er kommen hjem fra en Rejse. Saa bliver det, man har ladet tilbage derude i den vide Verden, stort og fyldigt, og det, man er kommen hjem til, viser sig saa smaat og magert. Og saa snakker man som sagt om alting derude fra, selv om Aberne (Røverne vil jeg slet ikke tale om).