Drachmann, Holger Uddrag fra MED KUL OG KRIDT SKITSER (FORAAR 1872)

↩ Jeg vendte mine Øjne saa vel som mine Tanker bort fra "Linjen" og ud imod Søen. Der ude paa den anden Side af Kasteispynten, ude i Horisonten, langt borte, flimrede endnu det gyldenrøde Skær over Vandet. Smaa violette Skyer tittede op, som vilde de spørge, om de nu maatte komme frem, og da ingen nægtede dem Tilladelse, tog de hverandre i Hænderne og steg op over Bølgerne i en lang, broget Række. Nogle enkelte, bitte Skyer, der var dristigere end de andre, smuttede ud af Kæden og klatrede op, højere og højere i Vejret, maaske for bedre at kunne se, hvor Solen blev af. Imellem disse raske Luftsejlere blev jeg paa en Gang nogle mørke Punkter va'r. Punkterne blev større og større; snart saa' jeg, at det var store Fugle, der paa susende Vinger og - nu hørte jeg det ogsaa - med klingende Sang kom flyvende hen under Himlen. Sangen der oppe lød som saadan eller dog som noget lignende: