Drachmann, Holger Uddrag fra I STORM OG STILLE EFTER AAR 1874

↩ Det er paa ingen mulig Maade min Agt at føre Forsvaret for den sønlige Ulydighed mod de fædrene Bud. Jeg ønsker lige saa lidt ud af de følgende Meddelelser at bevise noget som helst i Retning af: en uartig Dreng ergo en dygtig Mand. Jeg indrømmer, at der af Drenge, som løb væk (eller forsøgte at løbe væk) fra deres Forældre, er blevet store Slubberter; og ihvorvel Campes Robinson trods al den Pædagogikkens tynde Mælk, hvormed han er bleven opflasket, egentlig kunde stille sig paa min Side og pege hen paa sin Ulydighed som den Omstændighed, der bevirkede, at han blev til en energisk og lykkelig Mand i Stedet for til en Døgenigt paa et Hamborger Kontor, ihvorvel jeg ikke alene her, men ogsaa mange andre Steder kunde skaffe mig allierede, saa vil jeg dog ikke fremkomme med nogen Paastand. Jeg vil simpelthen fortælle, hvorledes vi bar os ad, da vi var Drenge.