↩ En lille Plads kunde jeg dog ønske at lade staa aaben for et Par Bemærkninger i Forbigaaende. Man taler og skriver, synger og prædiker her hjemme i vore Dage saa meget om Ungdommens vaagnende Friskhed, Djærvhed, Mandighed o. s. v. o. s. v. Man ønsker gerne at se den opvoksende Slægt øvet i Brugen af et Vaaben, der maaske en Gang i Fremtiden kan forsvare Landets Uafhængighed. Man tager ved saadanne Lejligheder gerne et eller andet historisk (sommetider meget gammelt) Forbillede, kryber ligesom den fantastiske Carl af Rise i et eller andet støvet Harnisk og udfører i dette Futteral Geværgrebene paa en Eksercerplads eller sender en Riffelkugle hen imod en Skydeskive. Saa gaar man hjem og er Agerdyrker, Bogmenneske eller Handelsmand, og - vel at mærke - samtidig med at man vender tilbage til sin hæderlige, borgerlige Bestilling, vender man tillige tilbage til Tiden og Øjeblikket, som man tilhører; man er akkurat saa modig eller saa ridderlig eller saa kysk, uegennyttig, haardfør, gæstevenlig, trofast, sanddru o. s. v., o. s. v., som man kan være det i den sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede, - men heller ikke mere. - F. Eks.: Man fødes i en borgerlig Familie, i vore Dage. Man vokser op og sættes i en Skole. Hovedsummen af Skolens og Familiens Fordringer gaar i Retning af Flid og Artighed. Er Drengen i Besiddelse af disse to Egenskaber, spørges der ikke om andre. Han kan værefejg, lumsk, ukysk, egennyttig, en daarlig Kammerat, det siger altsammen intet, naar han kun er Duks (eller i ethvert Fald sidder paa 189 første Bænk) og ikke river sin Trøje i Stykker. Og nu Fliden og Artigheden? - Ja, da der er saa stærk Efterspørgsel efter disse to Artikler, og da enhver af egen Erfaring véd, hvor fiffig og snild Drengenaturen er, saa følger det af sig selv, at alle Klude sættes til for at erhverve sig enten Artiklerne selv paa de øvriges Bekostning, eller i hvert Fald saa vidt muligt Skinnet deraf. Alle Midler benyttes for at synes det, som man ikke kan eller ikke gider være, og det unge Menneske, som endnu besidder nogen Æresfølelse ved Udgangen af sine Skoleaar, maa ofte blues ved at tænke tilbage paa de Løftestænger, der bevægede dette Maskineri, ligesom han maa have sine egne Tanker overfor de Kammerater, der nu, udrustede med Skolens anerkendende Stempel, skal gøre gældende i Livet, hvad de lærte i Skolen.