? Den lille C***s Glæde over at hun slap frie fra at blive forført fra *B*s Voldsomheder samt hendes Taksigelse til Forsynet, som ved en ny Tildragelse den 17 Januarii hialp hende til at bevare sin Kyskhed og Ære.

Den lille C * * * s Glæde

over at hun slap frie fra at blive forført fra

* B * s Voldsomheder

samt

Hendes Taksigelse

til

Forsynet, som ved en nye

Tildragelse

den 17 Januarii hialp hende til at bevare sin Kyskhed og Ære.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt hos L. N. Svare, boende i Skin- dergaden.

2

        

3

I Verden har jeg ei haft mange glade Dage, Som jeg kan sige mig har kundet ret behage, Jeg ei fra Barne-Svøb, til nu har været frie For Sorg, Bekymringer, dog Gud har staaet

mig bie.

Da først mit Lives Lys blev tændt, min Moders

sluktes,

Og for jeg skulde see just hendes Øine luktes,

O! hvilket stort Forliis? naar man berøves maae Den, man først søger til, for Livets Saft at faae.

Der stod en Fader hos og saae paa denne Scene, Hvem kunde hannem nu tilfulde Trøst forlene? Han høist bedrøvet blev, og saae da jeg blev fød Til største Hierte-Sorg, min kiære Moders Død.

Jeg kunde altsaa ei en Moders Bryster nyde, Som er det eneste, det spæde Nor kan fryde. Min Fader udsaae een til mig i Moders Sted, Hvis Melk uvidende jeg tog i Rolighed.

Jeg tog nu til i Aar, min Fader ingenlunde Forsømte noget af, hvad mig forfremme kunde, Han ømmest Omsorg bar for min Opdragelse, Anvendte alt hvad han fornødent kunde see.

4

Min Fader haabed' jeg tilsidst ham skulde trøste@Graahaaret tænkte han, han Glæde skulde høste Af mig, som Giengield var for hans berøvede Troefaste Ægte-Ven og hulde Kiæreste.

Men see! hvor Lykkens Blad sig hastig for mig vente, Og til min største Sorg de glade Dage endte, En Fader maae jeg see i Evigheden gaaer,

Da jeg knap havde fulgt endnu mit siette Aar.

Nu var sig faderløs og moderløs tillige,

Ved Venner kunde jeg mig og berøvet sige,

Paa Landet var dog een udaf min Faders Slægt, Gom udaf Medynk tog mig i sin Varetægt.

Han mig opdrage lod i Dyd og gode Sæder,

Og alt det Smukke, som er Fruentimmer klæder. En liden Capital blev og paa Rente sat Af det, min Fader til mig havde efterladt.

Hos denne Ven jeg dog opnaaede en Alder Udaf en Leve-Tid, som femten Aar man kalder,

I Dyd og Glæde, men den Glæde varte kort, Da han ved Dødens Bud fra mig blev revet bort.

Min Ven da døde bort, jeg eene stod tilbage,

Jeg vidste ei til hvem jeg Tilflugt skulde tage,

Jeg saae det rent forud, der ingen Redning blev For mig, hvis jeg ei strax til Kiøbenhaven skrev.

5

Jeg vidste nok forhen, at der i Staden boede Toe gamle Venner, som min Fader fordum troede.@Jeg dem beskrev min Sorg, og bad om de for mig En Sahl hos dennem selv vil giøre ryddelig.

De svarede mig strax, det færdig skulde blive Saasnart jeg vilde mig til Kiøbenhavn begive.@Jeg reiste da strax ind og tog til dennem hen,

De ogsaa mig antog som deres beste Ven.

De var toe gamle Folk og levde meget stille, Derfore jeg til dem saa gierne flytte ville. Paa Landet var jeg vandt til nøisom Roelighed, Derfor jeg frygtede for Stadens Flygtighed.

Nu levede jeg got, fordi jeg levde rolig,

Derfore havde jeg helst udvalgt denne Bolig. Men see! i Roe kan og paakomme Fristelser Uventendes, det mit Exempel viser her.

Af Kiøbenhavnske Folk, som der paa Gaden vare, Af dem som der og een, som prægtig var at see, Som mange Hilsen gav, han dem og hilsede.

Han Huset gik forbie, en Compliment han giorde For mig, jeg andet ei end ham besvare torde,

Dog skamfuld blev derved, da det saa tit gik paa, Bestuttede derfor fra Vinduet at gaae.

6

Hver Gang jeg saae han kom, det vared' nogle Dag« At han i Gaden gik, snart frem og snart tilbage, Nu var han snart i een, nu i en anden Dragt, Han op til Vinduet saae, men jeg mig tog i Agt.

En Dag med disse Ord min Vert op til mig stiger, Jer Slægt er neden for, jeg strax til hannem siger: Er det min Slægt? lad ham her komme oven paa Det ei anstændigt er, jeg ned til ham skal gaa.

Han kommer ind, jeg strax ham kiendte paa hans

Kæder,

Slet intet mangled' ham paa høflige Ord og Sæder, Han mig forsikrede, han var min Moders Slægt, Han vilde tage mig derfor i Varetægt.

Jeg takkede derfor, og sagde jeg vil blive Just her paa Dette Sted — O nei — de maae begive Sig paa et andet Sted, han svarte: hvor der er For dem indrømmede meer smukke Værelser.

Ved disse Ord sin Haand han langsom til mig rakte, Og i det samme han et Suk fra Hiertet trakte.

Jeg spurgte derpaa strax: hvorfore sukker de? Og hvorfor skal jeg dem hos mig bedrøvet see?

Han svarede da strax: har de vel nogen ledsked Med deres Kierlighed, og dem tilfulde vedsked?

Jeg svarede strax ja; han rødmedes derved.@Jeg sagde: jeg har viist Naturens Skyldighed.

7

Min Næste som mig selv jeg stedse elsket haver.

Og takker Himmelen, som gav mig disse Gaver. Ja jeg paa denne Punkt skal stedse lægge Vind,

Ei Had, Misundelse bemestre skal mit Sind.

Naa! svarer han: ja saa! saa er jeg vel fornøyet, Naar de slig Kierlighed har stedse haft for Øyet. Just hos min Slægt der er meer smukke Værelser, Meer værdige for dem, end de, de haver her.

De begge Gamle han troeværdig overtaler,

Tilsidst med gode Ord og Penge dem husvaler.

De overtaler mig, jeg skulde følge med

Min Slægt; jeg svarer ja, jeg dertil er bered.

En Aften maatte jeg da giøre Promenade Med ham, for at besee bestemte Huus og Gade, Men see! det samme Huus just ruineret blev Da man den syttende af Januarii skrev.

Jeg siden hørte strax hans Navn, og han var G** Man mig forsikrede, jeg rolig kunde leve For ham, da han med Magt nu sat er paa det Sted Hvor han ei hindre kan mig i min Rolighed.

Nu mærkte jeg min Slægt han har udspioneret At han desbedere mig kunde faae fixeret,

Jeg Æren dog beholdt, ei kom blant disse Pak, Derfore sender jeg til Himmelen min Tak.

8

Tak Skaber for du frelste mig Da jeg var udsat for en Snare,

Som truede mig med stor Fare.

Tak! jeg ei blev ulykkelig,

Jeg bad, du hørte, og jeg saae En kraftig Hielp fra dig, du Høye! For dig jeg stedse mig skal bøye Saa længe jeg skal oprakt gaae.

Den som udi sit Levnets Løb Har Dyd, Religion for Øye Og sig for Laster ei vil bøye Til sidste Aar fra første Svøb,

Den skal, naar alting hører op,

Naar Bliv til første Chaos kalder,

Naar Luft, naar Jord. naar Verdner falder, Omkranset staae paa Ærens Top.