↩

Velmeente

Glædskabs-Tanker

til

vores dyrebare Monark

Kong Christian den Syvende, Arve-Printz Friderich og Dronning

Juliane Marie,

i Anledning af den 17 Januarii.

Kiøbenhavn,

trykt hos L. N. Svare. 1772, boende i Skindergaden i No. 76.

2
3

Nu sang man saa det skald,

Og Bierges Gienlyd hørte Ved Dragens store Fald Og deres hiins tilførte.

Hver af dem Hoved-Mand,

Som Landet vilde qvæle,

Og vi udi den Stand

At vore Danske Siæle,

4

Var udi saadan Qval,

Som Sind og Sands forqvakler. Vi ønsker, Konge! tael!

Retfærdighedens Fakler Fortære disse toe

Som Mørkheds Ravne-Unger,

Du, vi i Tryghed boe

Hver Patriot udsiunger.

Da Gud og Dig den Tak,

To Guder kan fortiene,

Naar løs fra dette Pak

Vi Bønner vil foreene, Til vore Guders Priis

Den store Gud ey glemmes,

Men først paa vores viis I Hiertet Tak bestemmes.

5

Men Du vor Jordens Gud, Staaer dernæst først paa Listen Og dette er et Bud,

Hvorom er ingen Tvisten. Gud hører vores Bøn

Og bøyer Guders Hierter, Juliane, Friderichs Søn Skal lindre vore Smerter. De vover Liv og Blod

Og Snaren sønderriver,

De Toe i Gabet stod

Men Seyer-Herre bliver.

Thi Gud var Deres Skiold.

Fremfører Deres Tale. Vi takke Tusindfold,

Som ikke kan betale

6

Med anden Mynt end Tak

Vor Helt, Heltindens Gierning, Her ey er Qvinde-Snak,

De kaste ikke Tærning Om, hvem der først skal gaae

Til Kongen og Ham vække, Allene ønsker saa:

Gid Vores Trop ey trække Paa Skuldre ind og ud,

At Troeskabs-Eeden glemmes Forhindre det, o Gud!

Da Vores Anslag fremmes.

I saadan Troe De gik,

Og alle Ting udførte,

Til mindste Punkt og Prik,

De Kongens Hierte rørte.

7

Han ey i Tanke tog

Sit Navn at underskrive,

Et Raad saa snilt og klog Som evig vil forblive Dig Dronning og Din Søn Til varig Ære-Minde Af hver en Stand og Kiøn Skal ingen faae i Sinde At glemme Kongens Navn Syvende Christian,

Til Danskes, Norskes Gavn Vor største Danske Mand, Som paa Sig Selv giør Vold For Folkets Gavn at fremme, Tak, Tak ti tusind fold!

Vi aldrig Dig forglemme.

8

Tænk ikke Høye Siæl

At andre faaer Din Ære, Vi andre rose vel,

Men Du skal eene være Den, hvortil Du er skabt,

Regent, Stormægtig eene, Thi ellers har vi tabt.

Regier Du ey allene Med uindskrænket Magt,

Dog Viises Raad betragter Og eet til andet lagt,

Taer deraf hvad Du agter Er got til vores Vel

Og gavner Dine Riger, Af Gud ey andre Træl Ey Sceptret fra Dig viger.

9

Til Lykke da paa nye

Med begge Dine Riger! Herefter Ondskab flye

Fra alle dem som kiger

Ind i det Konge-Sind

For hvem du aabner Hiertet Som Avnerne for Vind Bortfiyver, strax lad Snærtet Af en retfærdig Pidsk

Dem jage bort fra Thronen, Du skiønner er pollisk

Og eftertragter Kronen. Jeg meen, regiere vil

Og Magten fra Dig tage, Hvo vover dette Spil, Død, Fængsel lad ham smage.

10

Nu har Du Manddoms Aar

Og meer end før kan skiønne, Hver Dag nye Got vi spaaer,

Med Troeskab vi belønne.

Vi vover Liv og Blod

For Dig, vor store Konge! Og siunge Eyegod,

Saa det i Skyen ronge.

Blant Danske Konger stor

Den Roes Dig ingen nægter, Men vi dog alle troer

Du større blier herefter Ved Herrens vise Raad

Og Mænd udi Conseilet, Hvis trygge Raad og Daad Vi falskelig har speilet

11

Ey forhen i et Speil

Som dennem kan flatere,

Ey nogen uden Feil Og ingen reflectere Paa troe Mænds mindste Feil,

Naar Ondskab ey regierer For Falskheds fulde Seil,

Som sønderriver, snærer Alt hvad som kaldes got,

Om Skin af Got end giøres Af Grunden Falskhed, Spot, Hvorved dog andre føres Fra Ærens rette Maal

Og Landet dermed skades, Imens Vellystens Skaal At drikke dem tillades.

12

Som Tydste, Franske Kneb

Af Hiertet digter, tragter Og i et kort Begreb

Vor Danske Mænd foragter. Men got er Alting giort;

Thi da de spotter Faren Det heder: skynd jer fort!

Og de løb ind i Snaren, Til andre stillet var

Og herved fik at vide,

Hver Dansk er ei en Nar Og Tydsken ey maae ride Paa troe og Danske Mænd,

Men sig at lade nøye Med Kongers Danske Læhn, Og ikke uden Føye

13

At giøre Æren Vold Og søge at tilsnige

Sig uretfærdig Told

Af Konge-Gunst, som lige Maae deles Ud til dem, Fortienester har inde, For Dagen har lagt frem De ikke ere blinde Af Ære Syge meer,

Som hine falske Græver Og mange andre fleer

Ved deres Fald dog bæver Udaf en billig Skræk,

Hvad før er skeet, betragtet Fra størst til mindste Træk Er dette ikke agtet.

14

Før legges nu paa Vægt,

Thi Riget maae vel lære Af Fiende Tidens Slægt,

Om den skal ikke være For andre Riger Spot

Tilsidst gaae reent til Grunde, Naar Ont skal være Got

Og falske Raad de sunde.

Men vel hiins falske Raad

Ved troe Mænds Raad blev Avner Hver Dansk og Norsk i Graad Dig Juliane favner.

Dig Friderich en Søn

Af Friderich den Femte,

Og Kongen er vor Løn

For Troeskab, som bestemte

15

Vor Oldefædres Troe

Til Oldenborgisk Stamme Gud lad i Fred og Roe

Vor Efterslægt den Samme Paa Thronen immer see,

Vi spaaer da Dem den Lykke, Som vi ved store Tre

Nu nyder, dybt vil trykke Paa Børne-Børn ind,

Den Troeskab De bør vise I Dansk oprigtig Sind

Mod Kongens Huus og prise Vor Kongers Konges Magt, Forræderne her standset Til Naade, Naade lagt,

Naar hine de har danset

16

En skiændig Dødsens Dans,

I Hofmænd her kan lære At I er uden Sands,

Naar Konger I vil være. Og Kongens Huus kan see,

At Gud udi det Høye Var med Dem alle Tre,

Men vi ey uden Føye Endnu istemmer Sang

Til Guds og Kongens Ære, Og lover Nok engang

Troe Danske Børn at være.