Hvo sig selv ophøyer, han skal nedtrykkes, Luc. 14. 11. Betragtet i Anledning af den ønskeligste Forandring ved det Danske Hoff den 17de Jan. 1772 […]. Af Franz Christen Sön,

Hvo sig selv ophøyer, han skal

Nedtrykkes, Luc. 14. 11.

Betragtet i Anledning

af

Den ønskeligste Forandring

ved

Det Danske Hoff

den 17de Jan. 1772.

Da

Grev Johan Friderich Struensee

Med sit skadelige Tilhæng, efter

Kongel. allernaadigst Befalning, blev hæftet og til Sagens Uddrag indbragt i Citadellet i Kiøbenhavn.

af Franz Christen Sön.

Tronhiem, 1772.

Trykt paa Autors Bekostning.

2

1 Cor. X. 12.

Hvo sig lader tykke , at han staaer, den skal see vel til, at han ikke falder.

3

Min GUD! — hvad Nyt fra Dannemark?

Kan Landets Fader og Monark

I Sikkerhed ei blive?

Tør Ondskab vel formastelig Til Guders Throne nærme sig Og der sin Gift udgive?

En Slange i sin Konges Barm Opelsket, kiælen, vel og varm Sig om hans Hierte vinder, Den hvisler, kryber af og til, Vil alt hvad Kongens Hierte vil, Indtil den Udflugt finder;

4

Nu stikker den sit Hoved frem, Indsniger sig hos alle dem,

Som Landets Tilstand kiender Den veed, at Kongens Øyemeed, Som ømmest Faders Kierlighed

For sammes Velfærd brænder. —

Endnu er Slangen ingen Ting,

Som ussel Orm den gaaer omkring Maa sig i Haabet mætte.

Den skiuler List og Gift og Braad, Imens den spinder paa den Traad, Som skal dens Krone flætte.

Først i det Allerhelligste,

Hvor uden Livs Forbrydelse Ei nogen sig bør nærme,

Den søger sig et Tilflugts Sted,

Hvor den mod Følgers Farlighed Sig sikker kand beskiærme.

5

Saaledes første Trin er giort; Dog dette hielper ikke stort;

Her meget er tilbage,

Hvis han sit Ønske skal opnaae, Maa han i Raad med sieere gaae For Kongen at bedrage.

Men, uden Rang og Værdighed, Anseelse og Myndighed

Et Værk at giennemdrive, Som hele Rigets Sikkerhed,

Ja Thronen selv maa vakle ved, Det ei saa let vil blive.

Han Kongens Hierte dobbelt har,

Og Kaaben efter Veiret star;

Var tredst og underfundig;

Han talte gierne Landets Sag;

Var haard og nidkier mod Bedrag,

Udrænkte alting grundig.

6

Med en saa hellig Maske paa,

Han burde vel Belønning faae Af Landets ømme Fader?

Ham værdiges Fortroelighed,

Ham skiænkes Rang og Værdighed I før uhørte Grader.

Nu skyder han sin Slange-Hud, Foragter Konge, Pligter, GUD, Fordreier Ret og Love.

Men endnu er hans Myndighed Ei i fuldkommen Sikkerhed,

Han derfor snart maa vove,

At spille saa sit pakket Kort,

At faae de høye Trumpfer bort,

I Beet ham kunde føre.

Han blander om, og blander saa,

At den maa ud af Spillet gaae,

Som ingen Kneb vil giøre.

7

Vel Redelighed vaagen staaer, Og troelig Ham i Hælen gaaer,

For i hans Kort at kige:

Men han forstaaer den Helved-Kunst, At blinde Visdom selv med Dunst, Saa den maa Falskhed vige.

Naar dette Kunstgreb først er brugt,

At Ærlighed maa gaae paa Flugt; Begynder han at trække Dem af sin egen Rase frem,

Der fremfor andre er beqvem

Hans Ondskab Haand at række.

Nu kryber Sandhed i en Vraae Og tør ei frem for Thronen gaae; Thi han den stedse møder. Og lykkes det, den engang tør Sig nærme Kabinettets Dør; Han den tilbage støder.

8

Endnu han ikke sikker er.

Maaskee han i sin Ondskab seer Retfærdighed at vaage? —— O nei! thi havde han det seet; Var evig Visdom ei beleet

Bag Ondskabs tykke Taage. —

Her er han eene Alt i alt;

Thi han sin Herre har fortalt,

Han evig troe Ham bliver. Saaledes han udvirket faaer,

Hans Haand saa vel til Troen staaer, Som naar hans Konge skriver.

Nu tør han skrive hvad han vil, Snart tage fra, snart legge til;

Thi alle ham adlyder.

Om Riget falder eller staaer,

Det lige nær hans Hierte gaaer, Naar Egennytte byder.

9

Nu kryber Ormen ikke meer; Nei! den for høyt ophøyet er, Og ved Monarkens Side. Til Dyden spodsk og bitter seer, Og dem i Hiertet kun beleer, Der tør hans List bestride.

Nu tager han forvovne Skrit —

Men gaae Forræder! ei for vidt,

Lad dig i Tide skrække!

Skiælv! — bæv!— det er Guds Salvede, Mod hvilken din Formastelse Sin frække Haand tør række.

Men—nei!— du følger kun din Gud, Den GUD, Retfærdighedens Bud Med fiendske Fødder træder, Naar Splidens Diævel for dig gaaer Og blant din Gift sin Sæd udsaaer, Paa Helligdommens Steder.

10

Du svækked' Kongens Myndighed, Og dyssed Ham i Søvnen ned Ved dine Helved-Renker. Det beste Folkes Kierlighed Forvandlet blev til Bitterhed Ved før uvante Lænker.

Din List udbryde vil til Vold,

En nedrig Brandt, en Falkenskiold Din Nedrighed vil føye.

Hver med sit Tilhæng færdig staaer — Men Hævnens Vredes Torden slaaer Paa Ondskab fra det Høye! —

Forræder? — Udyr! — Struenfee!

Tør du endnu mod Himlen see? — Kan du din Synd fortryde?— Saa græd! —ja græd, om mueligt, Blod! Og tak den GUD, som ei tillod,

Din Ondskab at udbryde.

11

Tak GUD, det Forhæng rævnede Bag hvilket du dig skiulede For Kongen at besnære Men Ven! — dit Sinds Forhærdelse Dig nægter Egenkiendelse ——

Dog—GUD—din Dommer være! —

Det Navn en Støtte har fortient,

Hvorpaa med evig Stiil blev brændt

For Eftertiden dette!

En Tydsk Forræder, Struensee

Til evig Skiændsel, Skam og Spee Lod Kongen denne sette.

12

Men evig Tak skee Himmelen,

Som elsket Konge, Fader, Ven Sit Folk igien vil give! Som faae til vores Suk og Graad, Og skildte Slangen ved sin Braad. Guds Navn velsignet blive!

O Konge! hvis Du kunde see Dit Folkes nye Henrykkelse Og Hierters rene Glæde, Fordi de see Din Konge-Magt Igien i rette Orden bragt;

Du vilde med os græde!

13

Hold Kongens Hierte i din Haand! Du, Kongers Konge! leed Hans Aand!

Hielp Kronen selv at bære!

Din Frygt Ham giøre vits og stoer; Saa skal det Folk, i Norden boer, Det lykkeligste være.

Men JULIANE! det var Dig

Igien os giorde lykkelig!

Vi Takke-Offer bære Ved Dig og ved Din FRIDERIK! Vort faldne Haab OpreIsning fik, Og Kongens Magt sin Ære! (*)

(*) Eder I kiække, I redelige Danske! som ved denne Lejlighed viste, hvilken Pligt der

14

De alles Hierter havde før,

Og dette os afmægtig giør;

Dog vi paa nye dem give: Lev, elsket Moder! med Din Søn Velsignet, længe! det vor Bøn For DEM skal stedse blive.

paaligger enhver oprigtig Undersaat, burde opreises et evigt Æreminde; men — hvorledes skal dette være? —- troe Rigernes tause Erkiendtlighcd, og lad det være Eder en rørende Glæde, at de evig ansee og takke En Grev Ranzow Ascheberg,

En Grev von der Osten,

En Gen. Mai. Eichsted,

En Oberste Köller,

En Krigs-Commissair Bierinschiold,

Som Kongens og Landenes medhielpende Befriere!

15

O! Tvilling-Riger! bryder ud Med bøyet Knæ for Guders GUD I Tak- og Fryde-Tone:

Velsignet være CHRISTIAN! Til Skiændsel blive hver den Mand,

Der rokke tør Hans Throne!!

16