Tvilling-Rigets Tvilling-Glæde.
I Anledning af
den blant Dagene velsignede 17de,
som
gav os
den høystglædelige
29de Januarii
1772.
Kiøbenhavn.
Trykt og findes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.
2Henrykte Siel! Hvad nu? hvorfra den
Glædes Vrimmel!
Hvad Grund til Glæde! hvad er Aarsag til
din Fryd?
Min Gud ! Hvor er det fat? ach styrk min Lyd, o Himmel!
Hvis ey, jeg daaner ned. Ach tal en himmelsk Lyd!
Bryd ud, du frelste Folk! lad Sejers Skrig nu høres; Fremtrin, udbred, forkynd den dyrebare
Dag,
Da dig af Himmelen nye Grund til Fryd
tilføres;
Thi evig Almagts Haand udførte Folkets
Sag.
3Opreis et Fredens Tegn, opreis en
Seiers Støtte;
Indprent med gylden Stiil; laan Evighedens
Pen!
Et Eftermæle, som ey nogen Tiid skal
fløtte —
Optegn den Frelse, som vi fik i Dag
igien.
Min Gud! forvoven Hob, din Almagt Grændser setter.
Den stolte Tænke-Kraft sit intet glemmer
nu.
Opblæste Dødelig med Evigheden tretter.
Hver sagde sukkende: Hvor sort seer det
nu ud!
Det er nu Knald og Fald; alt Haab er nu
forsvunden.
Vor svage Raab ey meer fra Himlen Giensvar
saaer.
Nu Nordens Lykkes Soel har alt sin Høyde
funden.
Den haster, at den snart sit Løbes Ende
naaer.
4Ach grumme Syn! en Ven sig mod sin
Ven opsetter.
Naar hørtes sligt vel før? Dog tie! nu tilig
nok!
Det Baand, som Venskabs Pagt imellem Dem
opretter,
Er brudt; thi Kongen sees midt i en Røver-Flok.
Frygt og Forskrækkelse omgir Monarchens
Trone.
Forbauset , skielvende jeg det endnu beseer.
Al Flid, Bestræbelse er vendt paa Kongens
Krone.
Mon saa forvovent Raad og Himlens Bifald
bær?
Kan Forsynets Kraft indsluttes inden
Skranker?
Har hiint almægtigt Bliv nu mindre Magt
end før?
Kan hiin umaalte Top nu maales ud af Tanker!
I Viisdoms bundløs Dyb mon Skabte giette
tør?
5Ney! nen! det store Alt bestemmer kuns
vor Lykke.
Hans uindskrænket Magt af ingen Grændser
veed.
Vor Afmagt kan det store Viisdoms Raad ey
rykke ;
Ja Dødeliges Kaar Alvidenhed ey leed.
Fornuftens Øye kuns en ringe Punct bestiger.
Forsynet bliver dog bestandig Synets
Grund.
Ey nogen Dødelig bag Tidens Forhæng kiger;
Thi Evighedens Raad har ey som Tidens
Bund.
Nøden den var størst, os Himlens Hielp omringer. Da det meest graanede, kom Soelen i en
Hast,
Da var først Herrens Tid, da først han Frelse bringer.
Forløsning sender Selv —og vores Snare brast.
6Den Snare, som en Helved-Trædskhed mod os stilte,
Blev sønderbrudt, og vi slap udaf Fængslet
fri.
Al Flid, al Møye de forgiæves derpaa
spilte;
Thi meer end Mennesker Vor Gud han
stod os bi.
Fredens Gud bød Fred i Fryd sin Fane svinge.
Bort Tordenskyer, som bestormer Soelens
Glands!
En Fredens Dag skal os nye Fred, nye Frelse bringe;
Thi saa var Fredens Raad — kom Dødelige!
stands.
Din Minde, store Dag ! den sildre Slægt skal ære.
En Alderdommen skal udflette Dine
Spor.
Den sølvgraae Alder skal selv Vidne om
Dig bære,
Indtil at Tiden udi Evighed forgaaer.
7Hver Mund nu aabner sig, hvert Hierte sees
nu brænder.
Guds Ære, Kongens Vel og Frelse
Maalet er.
En Tvilling-Glæde Tvilling-Riget nu
antænder.
Gud Kongen, Kongen os, og vi har
Kongen kier!
Byd, store Jehova, Fred, Salighed
og Lykke
Omringe vor Monark, vor store Christian!
Tillad ey Modgangs Skye Hans Glædes Soel undrykke!
Hans Lykke Nordens Vel dog best bestemme kan.
Beskyt Ophøyede! Din Salvede i Norden!
Bliv Hans Raadgivere, Hans Førere
og Ven!
Da faaer vor Konge ey sin Lige meer paa
Jorden;
Ja Riget samler og nye Styrke, Kraft
igien.
8Nedstyrt enhver, som sig mod Kongen tør
ophøye;
Ophøy enhver, som vil forfremme Kongens
Gavn;
Lad intet mangle, som hans Hierte kan
fornøye;
Befal, en Evighed at krone Kongens
Navn!
Bliv ved, at legge Aar til Kongens
Leve-Alder,
Nye Aar udfordrer og nye Help, nye Naadens Saft;
Vær Lysets Engel nær med Hielp, naar han
paakalder!
Viig Dødens Engel! Vær o Gud! hans Lys,
hans Kraft!