? Kort Efterretning om den merkværdigste Begivenhed ved Kongens Hof, Fredagen den 17 Januarii 1772.

Kort Efterretning

om

den merkværdigste

Begivenhed

ved

Kongens Hof,

Fredagen den 17 Januarii 1772. da

Dronning

Caroline Mathilde

fik efter Kongelig Ordre sin Residentz paa Slottet Cronborg, og de tvende Grever Struensee og Brandt med flere bleve iudlogerede i Citadellet Fridrichshavn indtil videre,

Samt

Kong

Christian den Syvendes

høytidelige Optog

omkring i Staden, Indvaanernes almindelige Glæde derover og paafølgende lyse og mørke Aften-Scener.

Kiøbenhavn, trykt hos Morten Hallager, boende i store Fiolstrædet.

2

        

3

Skriv op, o Dannemark og Norge ! denne Dag. Fortæl for Slægterne, som ere og som kommer, At en almægtig Haand fra en retfærdig Dommer@Har styret og udført det Danske Folkes Sag.

Naar Faren synes størst, da Hielpen nærmest er. Vi derpaa til Beviis har levet og end lever;

Og seer det satte Maal for de opsprungne Grever, Om hvilket Haab og Frygt har længe mumlet her.

Vi vidste gandske vist, at noget saadant snart Ufeylbar maatte skee; thi Strængen altid springer, Som man ved Stemningen for høyt i Lyden tvinger. Dog tænkte ingen paa, det blev saa hastigt klart.

Et Forsyn over os har lempet alle Ting,

Saa det Udfaldet er til Nationens Glæde.

Ikkun Tilhængerne af det Partie vil græde,

Som giorde Spring i Spring og kiørte alt i Ring.

Men lad dem længe nok begræde deres Tab:

Saa mange sukket har og blege Kinder vædet,

For hine i Triumf sig yppigt nok har glædet,

Og derved sværtede sin beste Egenskab.

4

Nu kan al Verden see, at Himlens Varetægt Er over Dannemark, og til en Tid kun taalte,

At Uretfærdighed og Synder de imaalte,

Som Kongens Eenemagt gav en uægte Vægt.

Fra Stats-Minister af i Kongens Cabinet Er Greve Struensee Stats-Fange værdig blevet,

Og til vor Held ey fik sit Ønskes Maal oplevet.

Fred være over dem, som har afværget det!

Hvad var hans Ønskes Maal? — det er ey hemmeligt. — Forvovent nok af ham, saa frek at torde vove,

At overtræde Guds og Billighedens Love;

Ja reent at fkeye ud fra Undersaattens Pligt.

Vel nok, at meget Got ved ham udrettet er,

Det selv hans Fiender vil med Ret ey kunne nægte; Men naar man fandt ham fra den Caracter vanslægte, Som Stats-Ministrene udmerke bør i sær:

Saa har han jo fortient alt det, han nu vil faae, Saavel som alle de, der af hans Tanker vare;

Og ingen Advocat vil kunne ham forsvare.

Her seer man høyest Spring for dybest Fald at gaae.

Men vi maae ordentlig fortælle hvad er skeet,

Og lade Struensee og Brandt med hele Resten, Afgive Stof for os i Dag til Glædes-Festen,

Hvis Lige man ey før i Kiøbenhavn har seet.

Ney, ey dens Lige før for os har været til.

Der sig en Glædes-Tid i alles Hierter tændte,

Hvis Lue hos en Deel endog for heftig brændte:

Saa Glædes Scenen var nær bleven Sørge-Spil.

5

Fredag, den Syttende Ianuarii, skede det,

At efter Kongens Bud, blev Dronningen Mathilde Til Cronborgs Slot udført, hvor Kongens Naade vilde Bestemme Residenz for Hendes Majestet.

Grev Sruensee blev strax til Citadellet bragt. Derefter blev Grev Brandt og Gähler med udførte; Og flere ligesaa til samme Sted udkiørte.

Vel alle skyldige i det om dem er sagt.

Ey før var dette skeet, før det strax rygtedes,

Og hele Slottets Plads med Mennesker opfyldtes, Der ydre Glædes-Tegn, som Kongens Naade skyldtes: Saa Mængden raabte sig paa Hurra næsten hæs.

For aabent Vindue Monarchen lod sig see,

Hos Enkedronningen, vor beste Landets Moder,

Og hos Prins Friderich, vor Konges Ven og Broder, Og dette Engle-Syn hvers Hierte glædede.

Ja, Glæden større var, end vi beskrive kan.

Dens Virkninger endog til dennem sig udstrakte,

Som sig i mange Aar til Smil ey fandt opvakte.

De Smilende nu skreeg: Vivat Kong Christian!

Nu saae Monarchen selv sit Folkes Kierlighed!

I alles Fryde-Raab Han samme kunde høre.

Han derfor fandt Behag, en Tuur omkring at kiøre.— Kan foer som i Triumf, og Skaren fulgte med.

Igiennem Gaderne, hvor Majesteten kom,

Løb Glæden om Hans Vogn og med Opløftet Stemme Sit Hurra hvirvlede. De Store og Fornemme Sang Hurra med de Smaa, for Bladet vendtes om

6

Igiennem Vinduer, ja op fra Tagene Kom Hurra ham saa sterkt og glædefuldt i Møde,

Ret som vor Konge var for os vakt op af Døde.

Ak! dette Optog var en Hierte-Lyst at see!

Spædt Vivat Christian ! fra Engle-Kiønnets Mund Tilviftedes vor Helt og milde Landets Fader.

Der var ey noget Huus i alle Stadens Gader,

Hvor jo en hæftig Fryd frembrød i samme Stund.

Kort sagt, ey noget Syn var forhen dette ligt!

Thi saa almindelig var Glæden som uventet.

Dens Udraab ikke blev fra tvunget Hierte hentet; Men det var alles Lyst at øve denne Pligt.

Nu kom Monarchen hiem til Christiansborg igien: Hvor Rangsmænd gjorde Cour og ønskte Ham til Lykke Med den Beslutning, som vil Hans Regiering smykke. Ja alle Landets Børn velsigner Ham for den.

Han Undersøgelser nu strax anstille vil,

Hvordan Huusholdningen om Hannem haver været, Hvordan man har misbrugt Hans Naade, den ey æret; Og hvi man ey har søgt det Maal han sigted til.

Hvad Dommen blive vil, os Tiden lære skal.

Saa meget forudsees, den blive vil retfærdig,

Og hver for sin Bedrift vil faae hvad han er værdig Af dem som ere blant de nu Fastsattes Tal.

Hans Liv-Vagt han igien i Stand vil have sat Som Jule-Aften blev afskediget. Hans Ordre Vist meer Forandring vil til gammel Skik befordre. Hvor ikkun Misbrug var til Skade for hans Stat.

7

Det Gode, som man ey kan nægte, jo er skeet Han ønskes Kongelig bestandig at handthæve;

Men derimod enhver til Forholds Regnskab kræve For unødvendigt Nyt, som er iblant os seet.

Liv-Vagten i en Hast man viidt adspredet fik,

Da dette kiekke Corps man ikke kunde tvinge, Feldtregimenter sig at lade underbringe.

Det ret en Lykke var det uden Blod afgik.

Man ey i saadan Hast det faaer igien i Stand; Men naar det skeer, det da vil ret anseeligt være,

Og blive Kongens Magt et Gierde og en Ære,

Som og en Ziir igien for baade Stad og Land.

Bor store Januar sin Dag uu hælde lod,

Og hele Staden blev af Fryd illumineret,

Til Glædens Vidnesbyrd om det, som var passeret;

Lys i hvert Vindue i alle Gader stod.

Til dette Øyeblik var Alting saare got:

Alting bevidnede en overvættes Glæde

At have hos enhver i Hiertet taget Sæde

For det, som Rygtet bar omkring fra Kongens Slot.

Men nu forandredes den Scene, som var spillt:

En Nidkierhed opkom i Tusendes Gemytter,

Til hvis Beskrivelse faa Ord kun lidet nytter;

Den ved et Raserie blir nærmest forestilt.

Nu Jomfrue-Husene skal en Ulykke faae!

Saa svoer den hele Flok af Pøbel sammenblandet.

Og, skiønt de i sig selv fortiener ikke andet;

Man dog Medlidenhed med dem her have maae.

8

Men Hævnens vældig Haand var engang seet udrakt; Og alt uhørligt var, saa var nu ogsaa dette: For Pøblens Raserie ey Grændser var at sette;

Til Vold og Røverie den bleven var opvakt.

En Vold og Røverie jeg Hævnen kalde tør,

Som Himmelen tillod vor Pøbel at ndøve;

Thi man Uskyldige dem saae endog bedrøve.

Sligt har i Kiøbenhavn sig ey tildraget før.

Formanden Gabel blev for dem, som fik Besøg. Ham elskede de meest, og altsaa først besøgte,

Hvorefter de omkring paa andre Steder spøgte;

Dog denne Gang det blev ey blot ved bare Spøg.

Naar slig Besøgelse hos een er forhen skeet,

Da har kun Ruderne i Vinduerne dandset;

Men nu Besøgelsen ey kunde blive standset,

Før intet Møbel meer i saadant Huus blev seet.

De Alting toge bort, nedreve Mure med,

Og disse Steder har et saadant Merke skienket,

At der til Marv og Been har mange af dem krænket. Man tage kan for grumt mod Onde selv afsted.

Saa mørk en Slutning fik den lyse Glædes Dag. Det er Historien i Korthed om den samme.

Gid aldrig nogen Dansk sig efterdags maae skamme Ved det, som ey er Guds og fromme Folks Behag!