Kirstine Marie Møller Hiertelig Taksigelse til det guddommelige Forsyn som især den 17. Januarii 1772. omvendte vores Sorg til Glæde. Den første synges, som: Du store mandhaftige Preussiske Helt. Den anden, som: O Jesu! Min Brudgom, livsaligste Ven. Velmeent forfattet af Kirstine Marie Møller paa Kronborg Amt.

Hiertelig Taksigelse til det guddommelige Forsyn som

især den 17 Januarii 1772.

omvendte vores Sorg til Glæde.

Den første synges, som:

Du store mandhaftige Preussiske Helt.

Den anden, som;

O Jesu! min Brudgom, livsaligste Ven.

Velmeent forfattet af

Kirstine Marie Møller

paa Kronborg-Amt.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Hermann Höecke 1772.

2

I.

O Store, ja Kongernes Konge forsand, Hvis Vælde er uden al Lige!

Du styrer alting med din mægtige Haand, Det alle maae tilstaae og sige.

Din Naade er stor For os udi Nord

Over Konge, ja Land og Rige.

2.

Vort Rige det svømmed i Taare en Tid,

Vor Glæde-Soel saae vi formørkes; Philisterne havde mod os anlagt Strid,

Men Samson af Herren dog styrkes.

Dig, Herre, skee Lov,

Vi blev ey til Rov!

Derfore dit Navn her skal dyrkes.

3.

Du satte os, Herre, paa frie Fod igien,

Ved Hielp af vores Juliane,

Med Printzen, vor Konges troe Broder og Ven, For Sorgen sees Freds- og Fryds-Fane, Vor Rantzau med fleer Troe, kiekke Officeer,

Eichstedt med Köller von Banner.

3

4. Velsigne Gud dem, som den farlige Nat Saa troeligen paste paa Posten.

Den Syttende Januarii det hedde: grib fat!

Du viiste Dig kiek, vor troe Osten!

Vor Rantzau, med fleer Troe, kiekke Officeer.

De vare ret Varmen i Frosten.

De aandelig' Stridsmænd vi takke og bør, (Fornuftige veed, hvem jeg meene.)

Vel sandt, at enhver Christen-Navnet tilhør;

Men Præsterne stod som allene.

De raabte til Gud;

De Onde ryd ud,

Vi ville dig tiene allene.

6.

Tak, Rigernes Kierne, som stode paa Vagt, Og lode dem ikke forbluffe Den Tid, som regierede Mørkhedens Magt, Og vilde vor Salvede skuffe.

De stridte dem frem,

De Geistlige Mænd,

Trods Struensee. See om du dem truffe!

7.

Det tredobbelt Embed, vore Præster, i Nord Her viiste, hvortil de ere salved;

De lærte, de straffed', de trøsted' deres Hiord, Som syntes af Angest hel falmed:

4

4 Staaer faste, mine Faar!

Eders Hyrde fremgaaer,

Som for os i Døden er qvalmed.

8. Forbandet da være det Menneske slet,

Som vilde herefter fortryde,

At Præsterne kunde æde dem mæt;

Men Herren det selv skal forbyde:

Thi vor salvede Gud Selv sendte dem Bud,

For kierligen Tak dem at yde.

9.

O Glæde! O! Glæde den Tre og Tyvende Udi Januarii Maaned,

Vor Konge lod Præster og Borgerne see, Ja sidste og ey havde skaaned Deres Liv og deres Blod For vores Konge god,

Som nær af Fortred var hendaaned.

10.

Nu saae selv vor Konge den Syttende Dag: Januarii vi aldrig bør glemme.

Han tænkte vel neppe, sit Folkes Behag Var eene hans Frelse at fremme.

Ja, store Monark!

Vi skal i Dannemark

Og Norge Guds Naade ey glemme.

5

5

11.

Vor Naadigste Konge om Aftenen, mild, Undersaatterne vilde oplive;

Saae selv, hvor hver Borger med skydende Ild,@Af Glæde de ikke lod blive,

Som ellers i Nød

Stik , Skyden og Stød Tiltænkt Achitophel at give.

12.

O Dannemark, Norge! o Fyrstendømme! see Guds Naade foruden al Lige!

Den Syttende Januarii sin Hielp lod betee,

Saa alle maae tilstaae og sige:

Gud selv ved sin Aand Sleed sønder de Baand,

Som voldte, at mange maae skrige.

13.

Jeg mener ey just den forræderske Flok, Som da blev med Jern bebunden; Men mange Oprigtige ved deres Rok Er Brødet og Lykken fraspunden. Gud lindre dens Nød,

Som misted sit Brød:

Gid Sorgen maae blive forsvunden.

14.

Nu Adel, nu Borger, nu ringe Landsbyemænd,@Forglemmer nu ikke Guds Naade;

Hver Morgen og Aften Taksigelse fremsend, For Herren os frelste af Vaade:

6

6 Lad voxe hvert Fied For Kongen og Sæd

Velsignelse uden al Maade.

15. Velsigne, o Gud! vore Lande med Fred!

Vort Legem med Sundhed forleene! Vore Agre og Enge, med Urter og Sæd, Lad voxe, at vi dig kan tiene!

Vore Faar og vort Fæe,

Kamre og Kieldere,

Velsigne du, Herre, allene!

16.

Giv selver, o Herre, den Fattige Brød, Og trøst den Bedrøvedes Hierte! Husval den Elendige udi sin Nød,

Og lindre hvers Sorrig og Smerte. Forlad ikke mig,

Som haaber paa dig:

Lad Armod ey længer mig smerte!

1.

Nu lader os alle med frydefuld Skriig Dig, Herre, paakalde for Seyeren riig! Dit faderlige Hierte Hialp os i vor Smerte,

Da vi var omringet med Falskhed og Svig.

7

7

2.

Naar Nøden var haardest, saa Hielpen var nær,

Da saae vi, o Herre! du havde os kier,

Som kunde ey taale :,: Hvem ondt vilde maale,

Forræderske Anslag du selver afskier. :,:

3.

Du, Herre, beskikte Heltinden saa from,

Vores Lands beste Moder til Hielp os da kom: Velsignet Juliane! :,:

Hvorfore Freds-Fane Sig lader tilsyne i vore Lande om. :,;

4.

Vor Naadigste Friderich ey Hielpen forsov;

Hans Høyhed selv saae at det giordes behov,

Med Moder, ved Hende :,: Velsignede Trende,

Som vakte vor Konge, da han endda sov :,: 5.

Den kiekke troe Rantzau vor Dronning gav Vink

Tak, for til vort Beste Du holdte Dig flink!

Vor Osten, med flere, :,:

Bestandig florere!

Troe Köller og Eichstedt de vare ey link.

8

8 VOTUM:

Danmark, Norge, Fyrstendømme, (Herren selv nu hør min Bøn!) Lad din Naade oversvømme!

Deed med mig, Guds kiere Son:@Gid vor Konges Aar maae blive

Fyldt med Glæde, Fryd og Fred, To Gang Siebsig her i Live!

Gud velsigne Kongens Sæd! Gandske Konge-Huus og Stamme, Samt Hans Raad, som vil os vel, Aldrig noget Ondt lad ramme:

Gud, leg selv dit Amen til!