↩

Vedvarende

Vidnesbyrd

om

i Nordens Glæde

over

den 17de Januarii 1772.

Samlet

af de fleeste Stæders udviiste

Fryde-Tegn

over den da skeete

Forandring ved Hoffet.

Kiøbenhavn, trykt med Godiches Skrifter, og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Aalborg. Fryd over Dannemark og Glæde i hvers Bolig! Deri tog Aalborg Deel ret brændende og trolig. Navngives just ey her, hvorudi Borgerne Lod deres Glædestegn for heele Norden see; Man ey desmindre kan til deres Ære sige, At de har ingen Bye i Glæden vildet vige, Og den udmerket saa, at det ham Ære giør. De Gud og Kongen gav hvad beste Borger bør.

Aarhuus.

Anseelig overalt og herlig Glæden fandtes Ved Baandet., som paa nye af HErrens Forsyn bandtes mellem Kongens Siel og Folkets Hiertelav Ved Frelsen, HErren os saa øyensynlig gav.

Det Aarhuus Borgere til Glæde har opvekket,

At Fryds Betegnelsen de har saa viidt udstrekket Som nogen anden Bye i begge Rigerne,

Og Troskab imod Gud og Kongen ladet see.

Arendahl.

Hvor stor end Nøden blev fra Arendahl beskreven, Fandt hver af Borgerne sig dog til Glæde dreven,

Da Posten bragte dem den glade Tidende,

Som længe ønsket var i begge Rigerne.

Paa Isen Styrmand Schmidt en Kunstild der antændte, Og sit Fyrverkerie til alles Lyst afbrændte.

Derefter spiset blev, da Musikanterne Opstemmede ved hver Pokals Udtømmelse.

Kanoner løsnedes; man tusind Ønsker giorde,

At alting maatte nu herefter bedre vorde!

For Kongen, Dronningen, saavelsom printzerne Troe Ønsker hørtes tidt fra hver en Mund at skee. Der dandsedes paa Bal af Samlingens Personer,

Og vistes overalt Illuminationer.

Hver i Bevægelse af Glædens Ild var sat,

Som næsten varede den gandske lange Nat.

Assens.

Raadstuen her ey før ved alle Glædes-Fester Har havt saa stort et Tal af milde Fryde-Giester,

Som efter Tidenden om Stats-Forandringen;

Og Kongens Fødselsdag var her ey før som den.

Af Byens egne Folk, honette og fornemme,

Samt en anselig Deel, som her ey havde hiemme, Forsamledes med Lyst og i Fornøyelse Indtil om Morgenen heel muntre dandsede Kanonskud hørtes og, naar Kongens Skaal blev drukket; Og alle havde glemt, de forhen havde sukket. Illumination man og i Assens saae,

Hvor denne Fest vil vist i lang Erindring staae.

Bergen.

Gud HErren takket blev i alle Stadens Kirker For Kongen lykkelig fra Fare friet var;

Og da, naar man kan troe, man Stort ved Bøn udvirker:

Man Bøn for Kongens Liv og Landets Vel frembar Sex Timer Byen var og smukt illumineret,

For over Frygten dog vort Haab fik triumpheret.

Her Nordens Følelser ved Bud om Kongens Fare Blev af et Selssab i harmonisk Sang udført;

Og alles Hierter her i Bergen glade vare Som dens, der bleven er ved beste Budskab rørt.

Ey noget sparet er, hvoraf man kunde kiende Den Ild, som pleyer reen i Nordmænds Hierter brænde.

Bogense.

Der og opvaktes Fryd i hele Bogense Saasnart det rygtedes, at Dronning Juliane Af HErren styrket var, til Frelsen Vey at bane For Kongen og hans Folk, som Stormen truede. Hvorover Borgerne endogsaa her blev glade,

Og glemte ey, sin Fryd smukt at tilsyne lade.

Callundborg.

Gladt Hierte meget rart formedelst Sorgen sukker, Naar sorrigfuldest Mund sig tidt med Smiil oplukker. Der hielper ingen Sorg til sig at giøre glad.

Men Nordens Sorg er endt ved Glæden, den udbad. Vi Aarsag har til Fryd! saa sagdes allevegne,

Har vi end sørget før, saa vil vi nu betegne Vor Glæde derudi, at være lystige For den Forandrings Skyld, som Gud for os lod skee. Hvor høyt i Callundborg man har udviist sin Glæde, Og hvor Fornøyelsen har været her tilstæde Saavelsom andensteds, man vil fuldkommen see;

I det man her kun vil anføre følgende:

Mein Stübgen ist nur klein,

Doch brennen hier zwey Lichter

Du solst mein König seyn,

Der Dänen ihr Beschützer,

Drum lebe alzeit wohl O großer Christian!

So blühet auch mein Wohl;

Vivat mein Christian!

Callundborg den 29 Janv. 1772.

Christian Friderich v. Weichenborn Premier-Lieutenant beym 5 Seeländschen National-Bataillon.

Christiania.

Hver Normand stræbet har, sin inderlige Glæde At vise offentlig. I Rigets Hoved-Sæde Blev Kongens Fødsels-Fest til Glædens Fest bestemt For alt det Gode, som Gud haver til os giemt. Med Fahne og Musik først Borgerne optrakte,

Og hver Mands billig Agt for denne Dag opvakte Ved Saluteringer af deres Haandgevær,

Og ved Kanonskud, som gientoges stedse her.

Et Aften-Tractament der offentlig blev givet.

Hvor alles Glæde ved Pokaler blev oplivet,

Som af Indvaanerne nu fandt sig veltilfreds Og var særdeles kier velkommen sammesteds.

Bal var dm Aftenen og hvert et Huus i Staden Illumineredes af alle Folk til Gaden:

Saa her ey sparedes paa Glædskabs Tegnene,

Som andre Stæder lod for Landets Frelse see. Professor Døderlein holdt samme Dag en Tale,

Som passede til det, hvers Glæde skulde male.

Hans taleriske Aand vist alle den har rørt Som hans Veltalenhed paa samme Tid har hørt.

Christianssand.

De gode Nordmænd her, hver Christianssands Borger, Som havde taget Deel i Landets store Sorger,

Tog nu og Deel i Fryd, da Bladet vendte sig,

Og hver fik Haab, igien at blive lykkelig.

Hvorledes ellers man udviste her sin Glæde,

Kan sluttes til fra den i Rigets Hovedsæde;

Thi her som andensteds man got for Kongen bad,

Og var i Munterhed ved HErrens Frelse glad.

Colding.

Her haver Borgerne sig helligen fornøyet Med Lov og Tak til Gud for al hans Styrelse,

Og ved et Sammenskud den gode Anstalt føyet At Glædskabs Almisse blev deelt til Fattige. (*) Derefter glædde de sig ved et Giestebud,

Ved hvilket de og ey Pokalerne forglemte,

Men Vivat Kongen og hans Huus de tidt istemte,

Og enig Samling holdt til langt paa Natten ud.

(*) Der bled uddeelt i Rdlr. til hver af 12 Huus-Arme, og 5 Mark til hver af 42 andre Byens Fattige.

Corsøer.

De Fiorten gode Mænd, som her sig viste glade,

Og Got for Kongens Liv, hans Huus, og Landet bade, I fattig Tilstand har dog stemt sit Vivat i,

Og drukket Kongens Skaal, ja havt Fyrverkerie.

I al Eenfoldighed til denne Glædens Time,

De, som de skreve selv, har sat sig til at rime.

De med Taksigelse har kommet det ihu,

At Kongen ey blev død, men lever dog endnu.

Vi Fiorten ville være Og giøre Kongen Ære I vores ringe Stand,

Af os gemene Mand,

I før af Brede-Gade,

Lad Ilden os ey flade! Saa vil vi prise Gud,

Som hialp vor Konge ud Fra den iskienkte Skaal Og Vellysts fulde Maal.

Nu vil vi allesammen Prise Gud og Kongen Amen.

Dramen.

Saavel paa Bragernæs som Strømsøe her var Glæde. Den udi hver Mands Bryst og Hierte havde Sæde. Den derfor og udbrød som andre Stæder her Ved allehaande Tegn og Fryds Beviisninger.

Af dette var det et, som Maler Lobek viste Paa Bragernæs, hvorfor han ey sin Roes bør miste. Paa kunstigt Malerie udi et Vindue Var meget smukt at see det efterfølgende:

1.) Kongens Brystbillede, med tykke og mørtel Drive-Skyer;

derover en flyvende Engel, som udbasunede:

Længe leve Kong Christian den Syvende!

Alseende Øye! Treenigheds-Kraft!

Velsigne din Salvedes Christians Magt.

2.) Retfærdigheds Billede, som trædde falskhed

paa Hovedet:

Retfærdighed med Mildhed skiøn Gav Avindsmand sin rette Løn.

3.) Et brændende Hierte, som en Tordenkile giennemfoer:

Falskheds Hierte slog's af Torden.

Ach, hvad høres nu i Norden!

4.) En Strudsfugl paa sort Grund, med Lænke fra Halsen til Foden:

Du modig Struds, dit Ridderbaand En Lænke blev fra Foed til Haand.

12 >

Ebeltoft.

Den gode Villie og god Samtale er Udi et Giestebud de allerbeste Retter;

Derfor i Ebeltoft man sig og foresetter At være ligesom man fundet har enhver.

Man havde Villien, og talede derom Som om Lyksalighed, at Kongen frelst var bleven, Og Kongestammen fra en Snare var udreven, Hvorhos man Kongens Skaal med Glæde ihukom.

Faaborg.

Hvo som er uden Gield er lykkelig og rig. Faaborgs Indvaanere vil lykkelige være,

Da de betale vil sin Gield til Gud, og ære Hans Forsyn, som til Hielp for Kongen viste sig.

De ikke mindre her end nogen andensteds Har været glade ved, god Tidende at høre,

Og ikke glemt sin Bøn for Kongens Huus at giøre, Samt i anstændig Lyst beviist sig vel tilfreds.

Friderichshald. Hvad got og gammelt er, man ikke bør forkaste, Og med Indretninger, som ere nye, ey haste. Derved en Fordel er. Det tænkte Friderichshald, Da Tiden den kom op om hine Grevers Fald. Hver fandt en uvant Fryd, og deraf blev oplivet: Saa til Fornøyelsen man sig har overgivet, Og Kongens Fødselsdag med dobbelt Glæde holdt, Da de var fængslede, som Jammer havde voldt. Fridericia. Liig andres Stæders Fryd har denne Byes været. Gud ved Taksiigelsen af Borgerne blev æret For Kongen havde dem leveret hen til Straf, Som Baandet mellem ham og Folket brøde af. Derover Lystighed man sædelig anstilte, Man sang og dandsede, man Skaaler drak og spilte, Og lod sin Gavmildhed imod de Fattige Ved denne leylighed og kiendeligen see.

Friderichssund.

Gud styrer alle Ting; han og bestyret haver,

At Danmark tabte ey alt Haab til Lykkens Gaver, Hvorfor og Fridrichssund, som andre Stæder har Paaskiønnet, Gud mod os særdeles naadig var.

Greenaae.

I Modgang hielper best den Mægtige med Daad, Og den, som visest er, da trøster best med Raad Saa Juliane og Prins Friderich de giorde,

Da det saae uvist ud, hvad af os skulde vorde. Saa tænkte Borgerne i Grenaae, da blev hørt, At Folkets Sag saa vel af Herren var udført.

De glædede sig da paa allerbeste Maade,

Og Gud velsignede for den beviste Naade.

Hadersleb.

Her blev af Cantor Saup paa Stedets Postgaard qvædet, Hvor de Fornemste sig indbyrdes haver glædet Ved de Forandringer, som nyttig skeete var,

Og denne Glæde langt paa Natten varet har.

Man Kongens fødselsdag var dobbelt celebreret, Og har sig, som paa nye, med Kongen gratuleret. Ja der i Hadersleb var ikke nogen Siel, Som jo ømt ønskede den beste Konges Vel. Helsingøer. Den gode Villie, den Glæde at betegne, Som saa udmerkende sig viste allevegne, Her ikke manglede i Helsingøer hos Een; Men her, som andensteds, var ædel, høy og reen. Hver havde Følelser for Kongen og hans Stamme, Som Gud i Varetægt har viist sig at annamme Ja Byens Magistrat og fleer var sindede, At lade Frydetegn af Hiertets Glæde see. Men der, som hindrede, at saadant ikke skede, Og at ey Borgerne saa glade sig berede Paa Kongens Fødselsdag, som deres Forset var, Sin Grund i Lydighed imod et Forbud har. Der blev imidlertid og dandset dog souveret, Samt hed Hr. Cantor Falch concertlig musiceret. Illumination en Deel og giøre vil: Men Commandanten bød, de skulde lukke til.

Hr. Lyche, Formand for de Sexten Mænd i Staden, I nogle Vinduer lod skinne ud mod Gaden De Hiertets Tanker, som enhver af Borgerne Paa Kongens Fødselsdag til Himlen ofrede:

Hver troe og ærlig Undersaat,

Som bærer Navn af Patriot

Bær frem med mig jer Tak til Gud,

Som hialp vor Landets Fader ud Fra Falskheds Snarer, Slangens Braad, Fra Ondskabs hemmelige Raad,

Og frelste os en Konge, som Paa Jorden aldrig bedre kom.

Kom Tvillingrigets Sønner frem,

Som nys ey vidste, I var rolig I Eders ærlig Kald og Bolig,

Og Himlens Naade aldrig glem;

Nu aabnes for jer Sukke-Tone En sikker Ven til Kongens Throne

Thi Helveds Hær, som stod paa Vagt,

Er nu i Baand og Lænker lagt.

Ey glemmes bør vor Takker-Sang Til vor velsignet Juliane,

Der saae med Ynk den onde Vane,

Som Ondskab selv fik bragt i Gang;

Samt til Prinds Fridrik, Dydens Bolig, Som med forenet Kræfter trolig Antog sig begge Rigers Sag, Og bragte Ondskab for en Dag.

Tak store Konge Christian!

Vort Tvilling Rige aldrig glemme At love dig med Fryde-Stemme;

Ja Spæde, som kuns lalle kan,

Skal Efterslægten underviise,

Hvorfor, hvor høyt den dig bør prise,

Saa Ondskab skamfuld skal tilstaae,

Den aldrig bedre Konge saae.

Hiærting.

Frue Tillisch her indbød en Deel Indvaanere Paa Kongens Fødselsdag og dem bevertede,

Da de sin Glæde har for Magtens Gud forklaret Udi Taksigelser, for Kongen blev bevaret.

Hillerød.

Man udi denne Bye ved Slottet Fridrichsborg Ved sindig stille Fryd sit Hiertes Glæde viste,

Og HEtrens Forsyns Hielp for Kongens Frelse priiste, Hvorved forvandlet blev til Glæde al vor Sorg.

Hirschholm.

Ey just i denne Bye, som Navn af Slottet har. Men strax deruden for i Udserød blev dandset,

Og Glæde viist, fordi Guds Forsyn havde standset Den Vilderedes Strøm, som mod os udbrudt var.

Hiøring.

I Armod bedre er at leve fromt og ærlig,

End uretfærdigen som mægtig, rig og herlig.

Om dette var betænkt af dem, der styrtede Den Syttende i Aar, ey Faldet skulde skee.

Men den, som Gudsfrygt, Dyd og Ret vil undertvinge, Og sig til Ærens Top ved Vellyst vil opsvinge,

Den Skiebne har fortient, som Kongens Fiender fik, I et for Nordens Folk lyksaligt Øyeblik.

Hver Hørings Borger da med andre Stæder vover, Paa Kongens Fødselsdag at være glad derover;

Men Glæden hos enhver bestandig vare vil Saa længe Borgere i Hiøring bliver til.

Hobroe.

Har andre Stæder viist sin Tak for HErrens Naade Mod Kongen og hans Huus ved alt hvad de formaaede: Da ligeledes har hver Borger i Hobroe Beviist det samme, som mod Gud og Kongen troe.

Holbeck.

Skiønt Holbecks Glædes Tegn ey læses i Aviser For HErrens Frelse, som alt Landet eenigt priser:

Saa har dens Magistrat og gode Borgere Dog ingenlunde glemt, at lade samme see.

De efter Evne har anstændig sig fornøyet Og Juliane, samt Prins Friderich ophøyet For den Lyksalighed, som nu udbredes vil Ved de Forandringer, De hialp saa mægtig til.

Holmestrand.

Saavel i Holmestrand, som og i sammes Egn Man har udmerkende viist Hiertets Glædes Iver Som den almindelig for hver tilkiendegiver Ved allehaande frie udvortes Glædes Tegn.

Hr. Blom i Holmsbroe har høytidelig trakteret, Og Kongens Fødselsdag merkværdig celebreret. Hans Sønner førte op en meget smuk Concert, Og Kongen ønsket blev langt Liv med mere Kiert.

Holstebroe.

Naar der er Grund til Fryd i alle Danske Stæder, Man sig i Holstebroe da billig ogsaa glæder.

Jo, jo, hver Borger her til visse fandtes glad, Og got for Kongens Huus af fyrigt Hierte bad.

Horsens.

Her Glæden offentlig høytidelig sig maler Ved Folkets Fryde-Raab, ved nogles lærde Taler. Den meest ukunstlede utvungne Lystighed Her havde overalt i alle Huse Sted.

Vivat Kong Christian! man hørte hver at raabe: Der bedre Tider nu herefter er at haabe!

Naar det gaaer Kongen vel, saa gaaer det hver Mand

vel;

Saa tæenkte man og tog i billig Glæde Deel.

Kiøbenhavn.

Her var den Skueplads, hvor alle saae den Scene, Som skabte Følelser for Rene og Urene.

I Kiøbenhavn ey før en Dag som denne var,

Der uforglemmelig sin Rang i Tiden har.

Stor blev den ved det Verk , som paa den Dag udførtes; Stor blev den ved det Raab, fra alles Munde hørtes: Stor blev den ved den Ild, som Staden Lysning gav, Der ret bevidnede hver Borgers Sindelav.

Den større aarlig vil i alles Minde blive,

Naar man de Frugter seer, som den vil af sig give,

At ligne grundet Haab, og derom Ønsket var Som alle for den Dag til Herren baaret har.

Kiøge.

Paa det honetteste har Kiøges Borgerskab Med sammes Magistrat fornøyet sig og fyret Af inderligste Fryd, fordi Guds Haand har styret For Kongens Frieheds og alt Landets liidte Tab.

Paa Kongens Fødselsdag det Kane-Føre var.

Deraf betiente sig et Selskab, som ringkiørte,

Da man Trompetters Lyd og tre Kanonskud hørte, Hver gang for Torvet de sit Optog holdet har. Derefter begge Kiøn paa Byens Raadhuus kom,

Som paa det zirligste blev seet illumineret,

Det hver Indvaaners Huus i Byen og har været:

Og der var idel Lyst, hvor man sig vendte om.

Vivat Kong Christian! og Kongens Huus! blev hørt. Man sang og spillede paa Byens Instrumenter;

Og Glæden var, som man i saadan Fald den venter, Hvor Hiertet ærekiert af Fryd sig føler rørt.

Kongsberg.

Glück auf! für Christian! af alles Munde raabtes Paa Kongens Fødselsdag, da idel Glæde haabtes For Kongsberg efterdags og for Biergverkets Tarv. Sand Held og Frelse staae for Kongens Huus til Arv!

Lemvig.

Hvor Træet borte er, der Ilden maae udslukkes: Saa var det før, da nok i Nøden maatte sukkes, Da Grunden manglede til Glædens Fyrighed, Indtil Forræderne fra Magtens Top faldt ned. Det sidste Aarsag blev til Lemvigs Borger-Glæde, Hvor man nu alle saae med Munterhed fremtræde Og prise offentlig den Gud, som hialp i Nød, Og Fred i Kongens Huus og hele Landet bød.

Løchstøer.

Har man endskiønt ey seet i Stykkeviis opregnes Hvorved man Glæden lod udi Løchstøer betegnes For Kongens Frelse, som alt Landets Frelse var, Man ey desmindre her sig derved glædet har.

Mariager.

Velgierning glemmes snart; og Norden tidt forglemte Hvor stor Velgierning Gud bestandig til os giemte.

Den sidste, som er viist imod os, er saa stor,

At vi til ævig Tid bør takke Gud derfor.

Saa billig som enhver sin Deel i Glæden tager For den Velgiernings Skyld: saa har og Mariager Udviist sin Skyldighed, som den sin Evne fandt. Hver glædde sig og drak sin Konges Skaal iblant.

Mariboe.

Ey med de ringeste iblant de Danske Stæder Som sig ved Kongens Vel og Landets Gode glæder Var Mariboe tilforn, og altsaa mindre nu Ved denne Leylighed, hver komme bør ihu.

Middelfart.

Den Aarsag, hver en Bye befandt, sig at forlyste Ved Kongens Fødselsdag, som var i Aar saa kier, Blev Grund for Middelfart, sig og af det at bryste, Som andre Stæders Roes og Æreminde er.

Her har og Borgerne sig deri distingveret,

At de har Glædes-Fest for Kongen celebreret.

Nackschow.

Det er berømmeligt at vove store Ting!

Til Julianes Roes i Nackschow det udraabtes, Da man erfarede det Udfald, som forhaabtes Med dem, der kiørte frisk med Landets Vel i Ring, Nu var vor Konge frelst, og Landet ligesaa:

Nu ofrede enhver, som paa Guds Godhed skiønner, Til Gud for Kongens Liv Taksigelse og Bønner. Hver Borger sagde her: Gid Kongen leve maae!

Dig, o Forsyn! vi tilbede,

Som os gav uventet Glæde Til vor Christians høye Fest! Glæde-Taarer os nedrinde: Forsyn, vor Beskiermerinde!

Dine Blink os fryder mest. Blandt de takkefulde Bønner, Som dig ofre Nordens Sønner,

Nackschow og istemmer med: Himlens Ære stedse fremmes! Kongens Fiender lad beskiemmes!

Stødes fra hans Throne ned! Kongen leve og i Live Himlens Yndling altid blive! Mildhed pryde Christians Navn!

Stammen blomstre ved Guds Naade! Guds og Kongens Venner raade!

See, saa fremmes Rigets Gavn.

Nestved.

Lad være man ey har fuldkommen Efterretning Om Byens Munterhed: saa er det dog vis Gierning, At Nestveds Borgere sig og udmerket har Den Fryd, hvis Aarsag Maal for hver Mands Glæde var.

Nexøe.

Hver er sig huldest selv; Men det Almindelige Hos Patrioter har en vigtig Deel at sige.

I denne Post man veed, at Nexøe-Borgere Var glade ved den Hielp, som skede Rigerne.

Niibe.

Hvad Fred formere kan, det Ufred kan adsprede. Til Ufred regnes kan, naar Landets Vilderede Forhindrer Næringer, Befordrer Fattigdom,

Og kaster gammel Skik og og gode Love om.

Da Dannemark sig saae bragt udi saadan Knibe, Men ved Guds Forsyn frelst: Saa glemte ikke Niibe Sin Skyldighed og Pligt, men andre Stæder liig, Taknemmelig mod Gud og glad udviste sig.

Nyekiøbing i Siælland.

Roes og Berømmelse giør ikke nogen bedre; Men gode Borgere man bør dog altid hædre, Naar de fornøye sig ved fælleds Velfærds Sag. Des Aarsag har man og her holdt en Glædes-Dag.

Nyekiøbing paa Falster.

I ligemaade her har Borgerne vist været Forsamlede, og Gud for hans Velgierning æret Som Norden blev beviist, og ønsket Kongen Got, For de nu borte var, af hvem vi havde Spot.

Nyekiøbing paa Morsøe.

At glædes hemmelig ved den almene Lykke Tidt føles sterkere, end Ord det kan udtrykke. Saaledes Borgerne i denne Bye vist har Sig glædet over det, som alles Glæde var.

Nyested.

Her Procurator Toft gav et anseeligt Bal;

Ved hvilken Leylighed han forud holdt en Tale For de Forsamlede, og vidste at afmale Den Tid, som var forbi, og den, som komme skal. Den heele Nat gik bort med Glæde og Musik;

Man dandsede og drak til Dagningen begyndte,

Og ved Kanoners Skud hver Konge-Skaal forkyndte, Hvorefter hver i Fred hiem til sit eget gik.

Odense.

Af Stadens Øvrighed blev glædelig erindret,

At Lands-Forstyrrelsen af Gud var bleven hindret,

Saa ey i Bund og Grund hver Mand blev ødelagt Af den tilsnegne og saa frekt misbrugte Magt. Forsamlingen sig her som andre Stæder viste I fuld Fornøyelse, et Glædes Maaltid spiste,

Drak lystig Kongens Skaal saavelsom Landets Vel, Og ingen merkedes af tvungen Fryd en Træl.

Men det merkværdigste var, at en Feldtbereder,

Som vel en fattig Mand, men dog god Borger heder, Skiød Syv og Tyve Skud ved Selskabs Skaalene, Og over Evne her lod Hiertets Glæde see.

Ved hvert et Skud han skiød, som kostede hans Penge, Han kommanderede et lidet Antal Drenge,

Som raabte Hurra kiekt: Vivat Kong Christian! Endnu, Gud være Tak, befriet lever han.

Selv Feldberederen hver Gang igientog Raabet Med Bøn for Kongen, og en vigtig Trøst for Haabet: Gid det gaae Kongen vel, der os da vel og gaaer! Det var at giøre alt, hvad ringe Magt formaaer.

Randers.

Gaver i Troskab som i alle andre Dyder, Som gode Borgere udmerkende bepryder,

Har Randers Borgere udviist sig idelig; Hvorfor i deres Fryd var nu ey heller Svig.

Præstøe.

Langtfra, at nogen Bye sin Glædes-Pligt forglemte; Og derfor Præstøe med sin Fryde-Sang istemte: Velsignet være Gud! Vivat Kong Christian!

Og alle dem, som hialp til den udførte Plan.

De holdt en Glædes-Fest saavelsom andre Stæder; Thi hver en Patriot ved Landets Vel sig glæder.

At de har kappedes en Deel at overgaae I mange Glædes-Tegn, derom ey tvivles maae.

Ribe.

For HErrens Varetægt om Kongen og hans Stamme,

Man Kongens Fødselsdag fandt billigt at beramme Til Fryds-og Takke-Fest først ved Guds Tieneste, Dernest ved Skaalers Drik til bøn Velgaaende.

Af Byens Magistrat til Tredsindstyve Arme Et Maaltid givet blev, for Gud sig lod forbarme, Og saae til Nordens Nød. Til Sengeliggende Og Gaver deeltes ud, som var anselige. Stiftamtmand Levetzan trakterte paa det beste,

Og lod ey nogen Ting i Festens Glæde reste. Kanonskud hørtes der, saa og Trompeters Lyd, Og alting vidnede om Folkets fælleds Fryd.

Der fandtes overalt en billig Jubilering; Sindbilleder man saae i smuk Illuminering;

Af Stædets Biskop og trakteret blev den Dag; Og Glæaden overalt var efter beste Smag.

Ringsted.

Naar Solen bryder frem igiennem mørke Skyer, Da Sindet muntres op, og Glæden sig fornyer: Saa glædde Borgerne i Ringsted sig igien,

Da de fik Tidende om Stats-Forandringen.

Roeskilde. Bal var der overalt; her derfor ligeledes. Almindeligste Fryd ved dette Tegn betedes. Her dandsedes til Dag, og under Skaalers Klang, For Kongen, Dronningen og Prindserne man sang: Lyksalig er den Dag, og hellig bør den skrives,

Da Sorgens sterke Aag fra Undersaatter rives;

Lyksalig er den Dag, naar man sig glæde kand,

At Gud han friede os, og vores Scepter-Mand.

Vi takke Himlen, og et Ønske vi istemmer,

Ret vel forsikkret om, at Gud os ikke glemmer,

Naar han kun varer selv om vores Christian,

Og om Hans Kongehuus, til Fryd for Dagmars Land.

Rudkiøbing.

Hver søge maae sit Gavn foruden andres Skade: Saa tænktes ved det Bud, som giorde alle glade, Der til Rudkiøbing kom, hvis gode Borgere Lod efter Leylighed sin Glæde ogsaa see.

Rønne.

Har andre Stæder vidst paa Landets Vel at skiønne, Som ved Guds Frelse kom igien, da har og Rønne. Her Commandanten og den høye Øvrighed Takoffere til Gud for Frelsen lagde ned.

Ey mindre fyrige her Borgerne har været At glæde sig, end hvor der meget blev fortæret.

Selv Himlen har Behag udi den stille Fryd,

Og denne viste sig at være deres Dyd.

Saxkiøbing.

Saxkiøbings Borgere, hvis Troskab aldrig svigter, For Landets Frelses-Dag ey glemte sine Pligter;

Men alle glædde sig paa andre Byers Viis;

Bad Got for Kongens Huus, og gav Guds Forsyn Priis.

Skagen.

Endog Indvaanerne oplivedes i Skagen Og lagde offentlig sin Følelse for Dagen Af Glæde over det, som var ved Hoffet skeet, Hvoraf saa meget Got for hver blev forudseet.

Gid Haabet, ønskte man, maae rigelig opfyldes! Saa skal vor Tak til Gud betales, som ham skyldes, Og vi fordobble skal al patriotisk Flid Til Haabets bedre Grund om en lysalig Tiid.

Skanderborg.

Da alle glædde sig, var og den sande Glæde Hos alle Borgerne i Skanderborg tilstæde.

Guds Forsyn takket blev, for Kongen giordes Bøn; Og Glædens Dag var her, som andre Stæder skiøn.

Skielskiør.

Her sig forsamlede de Herrer Officerer Udi den Escadron, som Byen indqvarterer,

Samt Byens Geistlighed og Embedsmændene,

Hos Kiøbmand Mandahl, hvor de blev beværtede. Pokalers Tømmelse her ingenlunde glemtes,

Ved hvilken Leylighed Lykønskninger istemtes For Kongen og hans Huus til al Velgaaende; Os Glæden kiendelig hos alle sig lod see.

En Deel af Borgerne var og ved dette Gilde;

Og de, der ikke var, dog ikke tie vilde;

Men raabte hver for sig: Gid Kongen leve maae! Thi hver sig som en Fugl, fra Snaren frelst, ansaae.

Skive.

Hvor ey Vildfarelse vil tage nogen Ende,

Der faaer man ingen Tid Lyksalighed at kiende.

Men hvor man retter det, hvori man feylet har, Der beste Frugt deraf vil blive aabenbar.

Saa tænkte Borgerne fornøyede i Skive,

Som saae, Gud vilde os nu gode Tider give,

Da han saa gode Raad til Frelsen nylig gav,

Og derfor glæddes de med dydigt Sindelav.

Slangerup.

Saavel de ringere som Landets større Stæder Har taget Deel i det, som hver Mands Hierte glæder, At Kongens Eenemagt til Kongen kom igien,

Og at han Frihed fik at være Folkets Ven.

Des Aarsag Slangerup med andre Stæder vilde Og vise Borger-Fryd ved kierligt Glædskabs-Gilde, Samt drikke Kongens Skaal med meer anstændig Lyst Som Frugten af den Ild, der brændte i hvers Bryst.

Sorøe.

Academiet her saavelsom Byen haver Til sammes Fattige uddeelt Almisse-Gaver Som rørende Bevis paa fromme Følelser For de ved HErrens Haand udførte Handeler. Høytideligste Fryd hos alle var at kiende,

Og Glædens Ild man saae i alles Adfærd brænde, For Kongen havde seet vor Guds Beskiermelse, Og for nu ventedes alt Got for Rigerne.

Stege paa Møen.

Da alle kappedes, at dandse og at lege,

For Kongen fandt sig frelst; man ligesaa i Stege Forsamlede sig smukt udi al Kierlighed,

Og giorde Hierteglad som andre alting med.

Først af Professor Gram en ziirlig Tale hørtes, Hvorved Forsamlingen til Tak og Ønsker rørtes;

Og disse brøde ud ved sterk Trompetters Lyd,

Da man af Kongens Skaal og giorde sig en Dyd.

Store Heddinge.

I Store Heddinge, den Kiøbsted, som med Tiden, Mod hvad den forhen var, er blevet meget liden,

Har Byens Borgere med fleer af Stedets Egn Ved Gilde og ved Dands viist deres, Glædes Tegn.

De vel fornøyede og overmaade glade Ved hver Pokal de drak saae hen til Josephs Skade, Og trøstede sig ved, at alting nu blev got,

Da Kongen herskede i Frihed paa sit Slot.

Stubbekiøbing.

Blant beste Borgere bør Stubbekiøbings regnes, Hvis Glædes Vidnesbyrd ey bedre kan betegnes,

End naar man kort og got fortæller, at de har Giort alt til Glædens Fest, hvad dennem mueligt var.

Svanneke.

I denne liden Bye var en langt større Glæde End alt udvortes Tegn at vise kan tilstæde.

De Fromme priser Gud i stille Eenrum helst:

Saa Gud her takket blev, for Kongens Liv var frelst. Svendborg. Her ved Gudstienesten fra Kirketaarnet blæstes: Her sang man Lov til Gud; her Bøn for Kongen læstes; Man her i Stilhed og et Glædes Maaltid nød, Hvortil en Controllent i Byen Giester bød.

Veldædighedens Roes til Svendborgs Minde taler, Der gav en Summa bort af Hundred Tie Rigsdaler Ved et frit Sammenskud til Byens Fattige.

Den Fryd betegner meer , end Musikanterne.

Sæbye.

Som hvert et Selskabs Lem giør sit til Selskabs Beste: Saa Sæbye Borgere udviste som de fleste En munter Lystighed og Glæde over det,

At Landsforstyrrerne nu skulde skee sin Ret.

Trundhiem.

Forseet det er forspildt. Det maatte hine sige,

Som tænkte ikke got mod Konge, Folk og Rige.

O hvor blev Nordmand glad, da Rygtet til ham kom, At der mod Ondskabs Drift nu skulde fældes Dom. I Trundhiem toges Deel af Byens glade Giester I de nu overalt anstilte Glædes-Fester;

Her blev med fyrig Lyst og udsøgt herlig Pragt For Kongen og hans Huus Lykønskninger frembragt.

Warde.

Af samme Drift, som har hver Byes Borger drevet, Er her en Glædes-Fest anstændig holdet blevet Paa Kongens Fødselsdag, da Sex og Tredive Af Byens Fattige blev frit bespisede.

Byefogden ogsaa lod Fyrverkerie afbrænde, Hvorhos et Selskab gav sin føelte Lyst tilkiende Ved Bal, som varede snart til om Morgenen, Ved hvilken Leylighed er tænkt af Byens Ven:

Hver Vraa udi det gandske Land Som ingen falske Hierter hæler,

Der sig med Udyds Rænker qvæler,

Ved denne Dag sig glæde kand.

Weyle.

Man glad i Weyle var, da Posten med sig bragte Den glade Tidende: De var i Lænker lagte Som lagde Lænker før paa Folkets Næringer.

Ved deres Fald man sig ret har fornøyet her.

Gid det gaae Kongen vel! Vor Enkedronning leve! Saa raabte Borgerne i det de glade bleve,

Og paa det beste de da har fornøyet sig I Glæden, som nu var for hver almindelig.

Wiborg.

I Wiborg man ey før saa stor en Glæde kiendte, Som da fra Kiøbenhavn den Tidende man sendte Omkring til Stæderne, at der paa Kongens Slot Var den Forandring skeet, saa alting vist blev got.

Strax vare Borgerne beredte til at vise De Glædes-Tegn man veed fra hver en Bye at prise. Paa sommelig Maneer de sig forlystede,

For Kongen bade Got, saa og for Rigerne.

Wordingborg.

Man her først offentlig i Kirken Gud har takket,

For det ey blev udført, hvorom var længe snakket, Men af Guds Forsyn var befordret Landets Roe Ved den Omskiftelse i Ministerio.

Den første Syttende i Aar blev her antaget Som da frie Eenemagt blev atter overdraget Til Kongen anden gang; og altsaa viste sig Hvers Andagt og hvers Fryd desmeer høytidelig. Saasnart Gudstienesten i Kirken var til Ende,

Man saae enhver sig hen til visse Steder vende,

Hvor der trakteret blev af Hr. de Beringskiold, Som nylig Vidne var til de Fastsattes Vold.

Han Byens Ypperste lod hos sig selv beverte Og paa dens Viinhuus han dens Borgere trakterte, Samt i et Vertshuus og de ringere af dem, Hvorfra enhver gik glad mod anden Dagen hiem. Der paa et fierde Sted var og anrettet Gilde For Skolens Lærlinger; Thi Kammerherren vilde Udmerke sig især mod Kongens Huus devot,

Og ved Trakteringer selv findes Patriot.

De glade Følelser, som hver Indvaaner viste,

Den Bøn for Kongens Liv, ham ey for snart at miste, Saaes i de mange Lys, som Natten giorde klar,

Og hørtes i de Raad, som alle Mundes var:

Hurra! Kong Christian, vor Konge længe leve! Og Juliane med! ved hvem vi frelste bleve.

Det Raab blev stedse ved Kanoners Løsning hørt Og under fuld Musik til Dagningen fremført.

Saaledes overalt har idel Glæde været Og HErrens Forsyn bør bestandig blive æret Af hele Nordens Folk, som har Guds Frelse seet, Og af den Efterslægt, som hører hvad er skeet.

Vedvarende Vidnesbyrd om Nordens Glæde over den 17de Januarii 1772. Samlet af de fleste Stræders udviiste Fryde-Tegn over den da skeete Forandring ved Hoffet.

Vedvarende

Vidnesbyrd

om

i Nordens Glæde

over