↩

Tvilling-Rigernes

Taksigelse til Forsynet

over

Kong Christian VII.

tilligemed

Kiøbenhavns Borgeres

Glæde

over

de vigtige Tildragelser

den 17de Januarii Anno 1772.

Kiøbenhavn

trykt hos Paul Herman Höecke. 1772.

2

O dies læta! notanda candidissimo lapillo.

HORATIUS.

Den Dags Hukommelse, saa længe Verden

staaer,

Ey nogen ærlig Dansk og Norsk af Minde

gaaer.

3

Kongens Vel og Landets Vel ere tvende nær forenede Støtter, paa hvilke et Riges Lyksalighed grunder sig; men skal et Riges Lyksalighed just staae fast ved disse, da maae de selv have en fast Grund at staae paa, og denne Grund opbygges best ved Gudsfrygt.

O kiære Dannemark! Et evigt Bliv har sat dig paa saadant et Stæd paa Jordkloden, hvor du gierne kan leve og bestaae, dig er skienket saa stor en Plæt af Jord, hvilken, naar den ved Fliid og Vindskibelighed

4

bliver dyrket og ret anvendt, Forsynet har benaadet med saa overflødig Velsignelse, som er tilstrækkelig nok til at underholde dig og dine, naar du kuns vil passe paa flittig at luge Klinten fra Hveeden, og stræbe med Aarvaagenhed at dræbe de fremmede Blod-Igler, som saa ofte hemmelig indsniger sig for at sue Blodet af dine Aarer.

Du har stedse været fornøyet med dine egne indfødte Konger; Din Kiærlighed til dem og deres til dig igien har været medfødt; Du har aldrig ønsket at maatte regieres af andre end dine egne Konger, og naar de kuns selv har siddet ved Roeret, har du været best faren. Deres medfødte Mildhed og Naade har allene kundet styre dig, og Kiærlighed til dine Kongers Liv og Vel har allene giort dig rebellsk. Kort sagt: Din Kiærlighed til dine Konger har været saa reen og ægte, at om de havde ligget og sovet paa den alfareste Vey i Deres beste Prydelse, ingen Røver, i hvor stærk Bevæbnet, i hvor grusom og mordisk han end kunde være, havde Mod og Hierte til med den mindste Finger at røre dem.

5

Lyksaligt Dannemark! Et evigt Forsyn har paa nærværende Tiid skienket dig en Konge, hvis milde Aasyn opliver enhver, der seer ham, alles Hjerter er fulde af Glæde naar de beskuer ham , enhver indfødt Dansk og Norsk kappes om med Liv og Blod at beskytte ham, og alle er eenige i at elske ham, hver Gang de seer ham oplives, deres Haab, deres Glæde forøges. Elskværdig Konge til slig Rige! elskværdig Rige til slig Konge! Jo meere jeg skriver, jo meere henrykt bliver jeg, mit inderste oplives af Kiærlighed, jeg - - - Nok er det: elskte Konge! elskte Christian! Det er alles Ord med mig, og jeg hører alles Hierter er eenige om eenstemmigen at udraabe:

Til Rigets, Landets Vel, til hele Statens

Nytte,

O evig Forsyn! du vor Konge selv beskytte, Paa Jorden neden for blev raabt; Lev

Christian! Fra Himlen kom en Lyd: Endnu jeg tar

ham an.

6

Elskværdige Konge! min Pen er alt for svag til at beskrive den heftige Glæde, og den inderlige Fornøyelse enhver indfødt Dansk og Norsk føler hos dem, den store Kiærlighed deres Hierter brænder af til dig; Dit Foretagende er for dem ubegribeligt; enhver elsker det, og dog forstaaer det ikke; de er inderlig fornøyede, og begriber det ikke; den eeneste Aarsag til den Glæde de føler i deres Hierter, siger de, er Kiærlighed til deres Konge. Kort sagt, enhver er ligesom henrykt; ja, det lader ligesom Kiøbenhavn har faaet en nye Skikkelse:

Nocte pluit tota, redeunt spectacula læta, Divisum imperium cum Jovc Cæsar habet.

Den Skye, som længe os med Modgang haver truet,

Hvorover hver og een saa længe haver gryet, Den er nu drevet bort, vi kommer den

Gud med vor Christian beskytter os

endnu.

7

Den Danske og Norske Nation gir ingen i Verden efter i Kiærlighed til deres Konger, de er fuldkommen oplyste om de har gode Konger, de har elskværdige Konger, det begriber de, det skiønner de paa. Vi faae den 17. Januarii en Talriig Forsamling paa Slottets Plads, hvoraf enhver, fra Rigest' til Fattigst', fra Størst' til Mindst' Strømmeviis kappedes om at udviise deres Glæde. Hør engang: de udraaber eensstemmig et Vivat neden for, og Kongen selv med Giensvar oven for gir sit milde Biefald tilkiende. Saa lyst som der var Fredags Aften, den 17 Januarii, i alle Huuse og Gader, saa brændende og ivrige as Glæde var alles Hierter. Beviis nok paa Undersaatternes Kiærlighed til deres Konge, og deres Konges Kiærlighed til dem igien.

Op alle indfødde ærlige Danske og Norske! kommer, haster og foreener eder med mig, opløfter eders Hænder og med Hænderne eders Hierter til Himmelen, nedknæler Andagtsfulde i Ben for vores Konge, udbryder med Lov og Tak til det evige Forsyn, som har beskyttet

8

og beskiermet ham. Lader denne Dag aldrig gaae eder af Minde, saa længe I kan huske; lader denne Dag give eder Anledning til mange Taksigelses-Dage; lader denne Dag paaminde eder om, at den store Kongernes Konge beskytter og beruster vores Konge til Rigets og Landets Vel. Lader os siunge Herren en nye Sang, hans Lov skal være i vor Meenighed. Herrens Haand har ved Kongens Haand draget de, som syntes Mægtige i Landet af Stolen. Herren haver giort deres Anslag til intet, de vaklende Knæe haver Han giort raske, og de nedsiunkende Hænder haver han givet Styrke. Op glæder og fryder eder, takker Fyrsynet vor Christian lever endnu, de bedrøvede Borgere er trøsted', De Beængstede husvaled', de Modfaldne styrked', alle er fornøyet.

Nu da: Tak mildeste Forsyn for den Konge du gav os! Tak for vores Christian! Du har givet ham en Krone, Tak for du benytter den ; vær Kongens Skiold og Landets Skiold, saa lever vi trygge, boe i hans og alle

9

hans Undersaatters Hierter, saa lever vi sikkre. Din Troefasthed beskytte ham, din Kiærlighed oplive ham, din Viisdom bestyre ham, saa ere vi Lyksalige.

Du store Hierternes Randsagere! Oplys Kongens Øyne, at han maae see og kiende dem som er hos ham, forstærk hans Forstand at han maae kiende og forstaae, om deres Raad, som er om ham, sigter til hans, til Rigets og Landets Beste. Drag selv Dækket ned fra alle Masqverte Ansigter, at Kongen maae kiende dem, bekiendt giør alle Hyklere for ham, og lad deres hemmelige Raad og Anslag, som til egen Interesse for dem imod Kongen og Landet ere besluttede, blive aabenbarede.

Dit aarvaagne Øye staae stedse over det gandske Kongelige Huus Dag og Nat, saa er det tryg, faa staaer det sikker imod alle Anstød til Rigets og Landets Beste.

Regier selv Rigets Raad med dit Raad. Lad ingen uden reedelige Hierter nærme sig til Kongen. Forund Lykke og styrk selv hans Be-

10

slutninger: saa troer vi de haver den rette Fremgang, saa veed vi de ere lykkelige, saa slutter vi det gaaer os alle vel.

Vores Magt til Lands og Vands bestyr og styrk, at de maae viise deres Tapperhed i rette Tiid.

Det hele Land, Geistlig og Verdslig, Adel og Uadel, Borger og Bonde, lad dem tilsammen hvile under dine Vingers Skygge, saa lever Kongen og Landet lyksalig.

11

Opliv dig Dannemark! op, fryd dig

nu igien;

Det syntes som dit Mod nu reent var lagt i

Dvale;

Men see! vor Christian dig nu atter vil

husvale,

Saa du af Sorrig ey nu reent skal svelte

hen. Din forrig' Munterhed nu i en Afkrog laae, En paalagt Myndighed som dig just til at gyse Og Blodet ligesom i alle Aarer føyse, Du vidste ey tilsidst hvad du dig skulde spaae.

12

Men see! et Øye seer til vores Chrisstian hen,

En Haand fra Himlen selv tar Dækket bort

fra Øye;

Saa at han skimter Hielp fra den hielpsomme

Høye,

Og just ved dette Syn benytter sig af

den.

En Masqverade var just for i denne

Nat,

Og Nyt vi haver hørt i Kongens Huus

feret,

Vi takker Himmelen for det er arriveret, Skiønt vi det ey forstaaer, hvorledes det

er fat.

Hvorledes det er fat; Nok: det os Glædde er.

Nok er det, vi har hørt de Masqver er borttaget,

Og deres Myndighed blev ved hans Haand

aftaget.

Som just beskiermer har enhver af dem

især,

13

O! gid at hver og een, som Masqver

bær endnu,

For Guds, for Kongens og for heele Statens

Nytte,

Dem med reent Ansigt og reent Hierte vil

ombytte,

Og denne Nat som Dansk maa komme

reent ihu.

Nu frydes just min Siæl, just nu i denne

Stund,

Da hver en Undersaat af Dansk og Norsk

tillige

Just kappes om Vivat eenstemmigen at skrige,

Og Echo høres fra den høye Konges

Mund.

Monarch! engang din Plads af Mængde

opfyldt er

Af Aldels, Geistlig Stands, af Borgers, Bønders Glæde,

Som søgte kapviis for dit Ansigt frem at træde,

For at lykønske dig til Thronen hver i

sær

14

Just nu paa denne Dag vi samme Optog seer.

Hver ærlig Undersaat af Kiærlighedens Lue Selv kappes om at de maa vores Konge skue. De seer ham, frydes, og reen fuld af

Glæde leer.

Stadt-Hauptmand kommer for vor kiære

Konge frem.

Tak! for vi Borger kan faae Kongen udi

Tale; Tak ædelste Monarch! for du vil os husvale; Din Hielp veed vi er stor, din ved vi

haver Klem.

Op! frydes Dansk og Norsk! op! frydes

hver og een!

Hør Christians milde Svar: I mine

Norske Gutter,

Som for mit Liv, mit Blod Jer Næver ey

indputter,

Som staaer for Mand og naar det gielder

ey er seen.

15

Med min Medborgere jeg just i dette Nu

Er gandske reent omspendt af Troeskabsfulde

Flammer!

Tak Himmel! for du os bortdrev forventet

Jammer!

Tak! du ved Christians Hielp har

kommet os ihu.

Tak milde Forsyn! du den Skye bortdrevet har,

Som længe nok har os med Modgangs-Vinde truet,

Hvorfor enhver og een af os længst haver gruet,

Tak! du ved Christians Haand den Godhed for os bar.

Lev længe Christian lyksalig Aar fra

Aar!

Det er det Ønske vi for Himlen dig fremsender,

Fra Riigst' til Fattigste, som Sorgen reent

omspender!

Her er det Ønske som dit Borgerstab

formaaer.

Opliv dig Dannemark, rc. rc.

16