De betydelige Forandringer
ved Det
Kongelige Hof, som af
Kiøbenhavns Indvaanere
med Glæde hørtes og saaes,
Fredagen den 17 Januarii 1772.
Tilligemed
en kort Beskrivelse
om Pøbelens Opførsel samme Nat.
Kan og synges som: Sørge-Takter, sorte Noder & c.
Kiøbenhavn, 1772.
Trykt hos L. N. Svare.
23
Nu synger alle Glædes Munde Om denne Dags Forandringer.
En vigtig Sang! som ingenlunde For ofte kan gientages her.
Den gamle Cloris derom synger,
Saa og den syge Choridon.
Den Sang de Aldrende forynger,
Om Hyrdens Christians Person.
Hver synger om: Han var i Fare,
Og glædes over, Han slap frie,
Og ikke kom i opstilt Snare,
Man søgte at faae Ham udi.
Det er bekiendt nok allevegne,
At alle Hyrder har Ham kier,
Som her omkring i disse Egne Bestandigt Offer til Ham bær.
Han, som er Egnens Overhyrde,
Det Rygtets Mund fortæller os,
Man viide, om just ikke myrde,
Dog tage Magten fra til Trods.
4Men der blev lykkelig opdaget;
Og strax anvendte Han sin Magt,
At hver paa Timen fast blev taget,
Som havde Uraad overlagt.
Da Modet knekket blev hos mange,
Som andre før indjoge Skrek,
Og de, for hvilke hver var bange,
Man førte nu som Fanger vek.
De fromme Landets Hyrder glædes Ved alle disses Fald i Dag;
Thi mangt et Øye maatte vædes,
Til Hielp for deres slette Sag.
Men det dog hialp dem ei omsider, Da Himlens Time kommen var.
Vor Frygt forsvandt for verre Tider,
Og de sin Løn at vente har.
Enhver af Glæde blev henreven,
Da Rygtet dette bredde ud,
At Han fra Faren frelst var bleven,
Der elskes som en jordisk Gud.
Nu kan man klart, hver Borger, Bonde,
Og alle Folk i Landet see,
At Greverne har været onde
Om Christian den Syvende.
Især de tvende sidste Grever,
Som nu sin Friehed mistet har,
Og udi deres Fængsel lever
Som dem beredt af Skiebnen var.
5Retfærdig Skiebne dem lod stige
Paa Ærens Trappe til sit Fald;
Da dette skede, hørtes sige: De nu ei fleer bedrøve skal.
Ei Struensee, ei Brandt, ei Gähler,
Ei Falckenskiold, ei en og hver,
Som var i denne Sag en Hæler,
Meer Sorg nu skal aarsage her.
De alle fast nu ere satte,
Som overtraadde hellig Pligt,
Og Kongens Gunst ei vilde skatte.
Slet ingen græder over sligt.
Nei tvert imod, hver sees at glædes,
Som ei Tilhænger var af dem,
Og Frydesang af alle qvædes,
I hvor man gaaer og kommer frem.
En Mængde Folk tilsammen stimler
Paa Slottets Plads med Hurras Raab; Ja de i alle Gader vrimler,
Og synger om sit store Haab.
De følger Kongen om i Staden,
Da Han sig offentlig lod see,
Og i hvert Huus, som ud paa Gaden,
Var Glæde hos hvert Menneske.
Et Hurra uafbrudt bestandig
Om Majestetens Vogn blev hørt.
Ja Glæden teede sig saa mandig,
At den til Vildskab nær blev ført.
6Thi Pøbelen var fast afsindig Udi sin Fryds Betegnelse;
Den troede, den blev anseet vindig,
Om den ei giordes virkende.
Den foer, som Stormen høres suse, Med Stoy i Gaderne omkring,
Besøgte flittig Skienke-Huse,
Og brød sig ei om nogen Ting.
De Penge kræved', at opdrikke,
Og derom Folk antastede.
De Penge fik, og glemte ikke At tælle dem til Skienkerne.
De drukke sig af Glæde fulde.
Korn-Brændevinet spartes ei;
Men da de hjemad vende skulde,
De tumlede en anden Vei.
Korn-Brændeviin frisk Mod kan give, Det sagde Jeppe, da han drak;
Og det, som jeg nu vil beskrive, Bevidner det er ikke Snak.
Den rusende og vilde Skare Optændtes af Forbittrelse Mod visse Huse, som her vare; Foer til, dem ruinerede.
Et efter andet de anfaldte,
Som det var efter Liste skeet. For Gammelt nogle vel betalte ; Men andre blev uskyldig beet.
7Begyndelsen paa Østergade Blev giort med Ødeleggelsen,
Hvor man ei Verten vilde lade Engang beholde Boligen.
Hvad løst og fast i Huset fandtes,
Først flyttedes og rantes bort;
Der stødtes, skraaltes, stoytes, bandtes, Imedens denne Fangst blev giort.
Derefter Skaren sig fordeelte Omkring udi Smaagaderne,
Og hvor de kom, sin Kage meelte,
Som de var commanderede.
Nu var de komne i den Vane,
At tage Alting vek for Fod:
Saa de blev ved, hvert Huus at rane,
Og ingen torde staae imod.
De tænkte, hvad de fik, var deres,
Og glemte Pligten mod de Bud,
At Næstens Gods maae ei begieres, Og endnu mindre ranes ud.
De bøde fal, der kiøbtes, solgtes;
De søgte Fordeel hver for sig.
Al denne Rey af Drik forvoldtes,
Som Folk omskaber jammerlig.
Monarken Sendebud udsendte; Lod Folk ombede, at gaae hiem.
Men Ranelyst saa heftig brændte,
At næsten ingen hørte dem.
8Der blev udraabt Pardon og Naade For det, som nu passeret var, Naar de sig vilde lade raade,
At gaae hvorhen hver Hiemmet har.
Ja! raabte de, paa Øyeblikket
Vi nu enhver til Sit skal gaae;
Men den og den gaaer da uslikket:
Vi Hannem først besøge maae. Kort sagt, ei Pøbelen blev rolig,
Uagtet Ordre eller Vagt;
Og hver Mand frygted i sin Bolig
For Overvold og Ransmænds Magt. Saa glædelig den Dag begyndtes,
Ved Meest kierkommen Tidende,
Som hastigt overalt forkyndtes,
Saa fæl dens Ende var at see.
Skiønt slige Huse bør afskaffes,
Var dog den Medfart alt for slem; Og saadant vil herefter straffes,
Saa det kan have Fynd og Klem.