↩

Tanker

i Anledning af

Natten

imellem

den 16de og 17de Januarii 1772, da

Grev Struensee

og hans Complot

bleve fængslede.

Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos A. F. Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2
3

I Nat, o! Glædes Nat, hvis Fryd ei kunde ventes,

Hvis Haab var skiult med Sorg, og nær med Døden endtes,

I Nat blev Sorg og Død til Fryd og Liv

omvendt,

Da Himlens Hielp os blev, i Dagningen tilsendt.

Tegn op, o Tvilling Søn, see til, du aldrig

glemmer

Den Lysets Nat for dig, som Mørkheds Hær

nu klemmer,

Den Glædes Nat, som slugte mange Nætters

Graad,

Den Viisdoms valgte Nat, som styrted' Ondskabs Raad.

Den Nat, som Himlens Raad bestemte til

at redde

Sin Salvede fra dem, som nu i Skiendsel græde,

Den Nat os Friehed gav, men dennem

Fængselet,

Som tænkte ei paa Gud, paa Eed, paa

Dom og Ret.

Den Nat, som fangede de Fugle, som opfore

Saa hastig og saa høit, i Frækhed, Stolthed store,

Den Nat, som styrtede fra Ærens høie

Top

En Haman, ja vel meer', en mordersk

Røver-Trop.

Den Nat, da Greverne var sidst paa

Masqverade,

Og der med deres Flok var ret af Ondskab

glade,

Den Nat tilmaalte Gud dem Hævnens fulde

Maal,

Saa det dem bliver suurt at drikke Dommens

Skaal.

Uglemmelige Nat for dem, som er, som kommer, Da Herren viiste sig Forsvarere og Dommer, Paa Kongens Huus blev seet Guds Varetægtes Magt, Rovfuglene blev fast i Buur og Lænker lagt.

Bliv ved, Almægtige, at redde Kongens

Ære;

Lad Herrens Viisdoms Aand med Kongen altid være;

Giør store Ting imod vor store Christian,

Vi store Ting af ham da og forvente

kan.

Velsigne Dronningen, vor vigtig' Juliane,

Hvis Viisdoms Raad til Fryd fra Sorg kan Udgang bane,

Hvis ædle Konge-Mod et Lys i Mørket

var.

Som giennem Tvivlens Nat med Haabets Straaler skar.

Velsigne hendes Søn, vor Konges kiere

Broder,

Hvis Dyd, Forstand ham giør ret værdig til sin Moder;

Giør vel mod Kongens Huus den gandske Konge-Slægt,

Lys over dem din Freds og Naades Varetægt!

Omgierde Kongens Stoel med Mænd, som veed at fremme

Din Ære, Kongens Gavn og Landets Skade hemme,

Som trolig bygge op, hvad hine nedbrudt

fik,

Bønhør mig ringe; thi min Bøn fra

Hiertet Gik!