Kiøbenhavns
Pro Memoria
over
den meget merkværdige
Begivenhed,
som
skede den 17 Januarii
1772.
Sangviis forfattet under
den Melodie
Det største Glædes Flag.
Kiøbenhavn,
trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.
23
1. Hurra! Hurra! Hurra! Opfylder Stadens Gader For Landets fromme Fader.
Hurra! Hurra! Hurra!
Triumph! Victoria!
Naar fandt en Glædes Dag Et saa alment Behag!
Naar bød en Frydefest Gaa rigt enhver til Giest!
Som Januari Syttende?
For os og Efterkommerne.
Den Dag i Minde staae Til Verden skal forgaae!
42 2.
Du glade Kiøbenhavn! Fortæl de andre Stæder Hvorover du dig glæder.
Giv Glæden dog sit Navn:
Alt Landets fælleds Gavn!
Er dette Glædens Grund? Velsignet var den Stund,
Da Sorg og Frygt forsvandt, Som Frommes Hierter fandt. Er Forsyn vaager dog endnu, Og kommer Dannemark ihu.
O glade Borgere!
Saa ændres Tiderne.
3. Gaaer hen til Kongens Slot, Hvor Mængde Unge, Gamle,
Sig i en Hast forsamle,
Og ønsker Kongen Got,
Men Landets Fiender Spot.
Der spores idel Fryd;
Der høres Glædes Lyd;
Der bliver overalt Merkværdigt Nyt fortalt: Merkværdigt Nyt, at Kongen giør, Hvad høyst retfærdigt kaldes bør: Frigiør sig selv og os,
Hans Navn til ævig Roes.
54. Et Engle-Syn er her! Monarken og hans Broder Hos Landets Enke-Moder.
Hver af Dem hver har kier,
Som patriotisk er.
Det Syn udgyder Trøst!
Hør Folkets Glædes-Røst.
Ey nogen elskes kan Meer end Kong Christian. Vivat og Hurra for Ham gik. Ret som paa nye vi Hannem fik. O mætter Øynene,
Ved dette Syn at see! 5.
Men hvor blev Hine af, Som før om Kongen vare?
Lad Rygtets Mund dig svare:
De sendtes til sin Straf;
Det Hver Mand Holder af.
Just det, at de kom bort,
Har alle glade giort.
Man alle muntre seer,
Just for de sees ey meer.
Det var just hvad vi ønskede, Vor Konge uden dem at see. Og lovet være Gud,
Som førte Sagen ud!
66.
Vor Konges Cabinet Bør ubesmittet være.
Mænd, som er Himlens Ære, Kun findes bør i det;
Thi ellers gaaer det slet.
Vi intet Tab har giort Ved det at de kom bort, Som Lænker havde lagt Paa Kongens Eenemagt, Og som sig selv anmasede Regieringens Bestyrelse Med Underfundighed, Hvorved saa mangen leed.
7. Religion og Dyd,
Med Viisdom sammenbunden,
Omkring en Konge funden,
Befordrer Held og Fryd,
Og stemmer Glædens Lyd.
Den Lykke vor Monark Og hele Dannemark Samt Norges Rige med,
Vi ønske vil i Fred!
Gud give Kongen gode Raad Til Gavn for alles Tarv og Daad, Og flaae med Hevn ihiel Enhver Achitofel!
78.
Endnu er meer at see Af Dagens store Glæde.
Man maae os dog tilstæde,
At see det vigtigste Omkring i Gaderne.
Udi Procession Vor Konge sin Person Fremstiller offentlig,
For Folket viser sig.
O hvilken Glæde Folket fik,
Da Kongen med Prinds Friderik I Staden kiørte om,
Og Mængden om ham kom.
9. Hof-Cavaliererne Man Hattene saae svinge Og Glæden meer opbringe:
Saa Luften skingrede Af Hurras Raabelse.
Hvert Huus, Han foer forbi, Med Mængden stemtes i.
Enhver tilkiendegav
Fornøyet Sindelav
Kort sagt, der blev kun seet og hørt,
At hvert et Hierte fandtes rørt
Med inderligt Behag
Ved saa merkværdig Dag.
810,
Saa merkelig en Dag Har ingen før oplevet.
Det er iverksat blevet,
Som er saa høy en Sag,
At Skildren er for svag.
Her en usynlig Magt Det vist i Stand har bragt Som vi i Dag har seet,
Der ellers ey var skeet.
Hvor maae vi glade være nu, Og komme denne Sag ihu, Hvori Gud viser sig Stor og forunderlig.
11.
Vor Konges Majestet Har herlig forhen været;
Men meer nu bliver æret,
Naar Verden hører det,
Som her hos os er skeet.
Og hvo vil frygte for At Frugten blir ey stor Deraf for hver en Mand Udi det hele Land,
Naar kun vor Konge om sig faaer Troe Mænd, som Ham tilhaande gaaer, Der med retskaffen Siel Vil see paa Landets Vel.
912.
Velsigne Christian O Gud! med Held og Naade,
At Han maae eene raade I sin Regierings Plan,
Saa alle hielpes kan.
Lad aldrig Hyklere Og ilde Tænkende Til Hannen nærme sig!
Giør Ham Hans Fædre lig!
Ja lad Ham Dennem overgaae I Dyd og Viisdom, saa vi maae I Hans Regierings Tid See Held af Kunst og Flid !
13.
At giøre om igien Hvad bedre giort kan være,
Er altid Kongers Ære.
Vor Christian faae den,
Som Landets milde Ven!
Han see paa Fingrene Hans Regnskabs Førere.
Han høre ifleres Raad,
At stille Trængtes Graad.
Han være altid Efterdags Landsfader af det beste Slags, Og faae Velsignelse Med Undersaatterne.
1014.
Selv Konge, Han nu vil Sin Livvagt atter have,
Som Ordres Afsked gave Der torde sigtet til Et hesligt Sørge-Spil.
Vor Jule-Aften sidst Er mange vel bevidst:
Livvagten Afsked fik;
En Deel til Norge gik;
En Deel, som at formode var, Igien sig engageret har.
Hvor faaer man samlet det, Som da adspredtes let?
15. Det Corps dog skal i Stand; Og Regnskab vil nok kræves,
For man det saae ophæves,
Som endog Mand for Mand Var Ziir for Stad og Land.
Hvad dets Aftakkelse Udi Gemytterne Hos Nordmænd virket har Vel ey det Beste var.
Men naar de nu at vide faaer At det paa nye oprettet staaer: Saa voxer Kierlighed Hos dem i andets Sted.
1116.
Nu maae vi videre Paa Dagens Glæde agte,
Og overalt betragte Gaarde og Husene Illuminerede.
Det alt en Virkning er Af det, som skede her;
Og er et Vidne om Hvad Fryd paa Folket kom, Fordi at Kongens Majestet Lod Dennem vederfares Ret, Hvis Tab beklages ey Af Een paa Dydens Vey.
17.
I hvert et Vindue Endog i mindste Gader,
Af Lyst til Landets Fader Var tændte Lys at see,
Som alt erklærede:
Her saadan Glæde var,
Som ingen fundet har Ved Glædes-Fester før,
Det jeg frit sige tør.
Thi indtil Halte, Krøblinge Var alle i Bevægelse.
Den hele Holmens Magt
I Glædes-Fyr var bragt.
1218.
Fra hver af deres Mund Man Hurra! Hurra! hørte.
De alle vare rørte Af Fælleds Glædes Grund I en uventet Stund.
Ja Sinds Fornøyelse Dem saa bestormede,
At De om Aftenen
Gav sig aldeles hen
Til Glædens Overgivenhtd
Og toge alt for grumt afsted:
Saa til-Udskeyelse
Den dem forledede.
19.
Matroser overalt Med Pøbel samlet vare, Og Hvor de kom, var Fare
At blive dræbt og qvalt Af Trykken og Gevalt.
De tumlede omkring Og slæbte af med Ting: Saa deres Forhold kan Med rette kaldes Ran. Det bedre Navn fortiener ey; Thi det var ret en hurlumhey, Som før ey var at see, Og gid ey mere skee
1320.
De Hun-Contorene
I hver en Krog besøgte;
Men alt for fælt de spøgte.
Og ruinerede Hvad de ey ranede.
Spektakel, ret uhørt Af dennem blev opført. Hver Gade, hvor de var, Sit Kiendemærke har.
Paa Østergade, de i sær Besøgte een de havde kier, Og reent udfeyede Meer, end han eyede.
21.
Det for vidtløftigt er,
Hver Gade at opregne,
Og hvert et Sted betegne,
Hvor de har været her Og giort Forretninger.
En stod den anden bi;
De holdte eet Parti,
Og agtede ey om,
At Vagt og Forbud kom.
Saa vidt gaaer hidsig Nidkierhed, Ak den sig ey at styre veed. Saaledes gik det her.
Som nu berettet er.
1422.
Alting gik meget got.
Allene det undtagen,
Som skede ey om Dagen,
Og er kun visses Spot.
Men nu til Kongens Slot!
Ministerne sig der Forsamler en og hver,
Saa mange, som her er,
Og fleer vil komme her.
De ønsker Kongen Lykke til Den Bygning, Han opføre vil Paa Statens gamle Grund! Det skee i heldig Stund!
23.
Bør saa merkværdig Dag I Glemmebogen skrives!
Ney den et Sted bør gives Med meget Velbehag I Mindets beste Fag.
De meest Nysgierrige Ved denne Tidende Sit Sind tilfreds kan stille,
Og seer nu Kongens Ville,
At alting gandske ret og reent Af Hannem selv er altid meent. Men er det saa ey skeet,
Da har Han det ey seet,
1524. Om den Begivenhed Vi længe ville tale Og ofte den afmale.
Gid den befordre Fred,
Og Held paa hvert et Sted!
Gid Kongen Sundhed faae Og gammel blive maae.
Ja gid Han Glæde, see Omkring i Rigerne.
Hans Norge venter Ham til sig; Han komme der saa lykkelig, Som Han nu hos os er! Thi Nordmænd har Ham kier.
25.
Af Kongens Stiftelser,
Som nyttelige ere,
Enhver i sær florere Og vore meer og meer,
Saa Frugt deraf Han seer
Han alting faae i Stand Udi sit hele Land!
Han sit Skatkammer see Bestandig rigere!
Selv see Han sig lyksalig her Hos os, som alle har Ham kier Og vover Liv og Blod For Ham med tappert Mod.
1626,
Saa blev den Dag da endt; Men gid vi aldrig Ende Paa Kongens Naade kiende ,
Som blive dem tilvendt,
Der Har den best fortient.
Vi Himlen takke bør,
Som vel imod os giør,
Endog i denne Sag,
Som ligger for en Dag.
De Onde sin Betaling faae,
For de af Verden bort skal gaae; Og alt, hvad Onde er,
Ey komme Kongen nær!