? Musernes Indfald, i Anledning af 17 Januarii 1772, indsendt fra Parnasso.

Musernes

Indfald,

i Anledning af

17 Januarii 1772. indsendt

fra Parnasso.

Kiøbenhavn,

trykt med Godiches Skrifter.

2

        

3

Undersaatterne til hverandre.

Som Nordens Folk paa nye sendt ned fra Himmelen,

Ret som den første Dag vi om Hans Fødsel hørte,

Er os Landsfaderen, Monarchen, Folkets Ven.

Vi ved Hans Frelse os fandt overvettes rørte.

Opstemmer et Ønske for Kongen! Han lever!

Ja, Han leve længe, lyksalig og vel! Retfærdighed følge og lønne de Grever Og Herrer, som giorde ey Ret eller Skiel!

4

4

Tanker om den 17 Januarii 1772.

Saa merkelig en Dag faae aldrig Dannemark.

Da Griffenfeldt han faldt, det vel stor Opsigt giorde;

Men dennes Fald ey kan med deres lig- net vorde,

Som nu befaledes at skee af vor Mo-

De tvende Grever faldt: Grev Stru-

ensee og Brandt@Og deres Fald endda langt fleeres med

sig trykte. Men, priset være han, som Hævnens

Haand udrakte@Mod dem, som onde Raad mod Kon-

gens Huus opspandt.

5

5

Tanker ved Dronningens Udfart til Cronborg.

kiører Dronningen til Cronborgs Slot afsted,

For der, til videre, at skulle residere. Hvo spørge tør: Hvorfor? og hvo vil viide mere?

De veed det neppe selv, som følger Hende

ned.

Uventet Residenz for Hendes Majestet! Og uformodet Nyt for Folket og for Landet!

Men Ære være Gud for dette og alt andet,

Hvorved hans store Navn og Dyden skeer sin Ret!

6

6

Tanker ved Greve Struenses Ud- bringelse til Kastellet.

Saa gaaer det, naar vort Mod ved Lykken sig opsvinger.

Han glemte Icarus, som brandte sine Vinger,

Da han i Hovmods Flugt kom Solen alt for nær.

Den samme Ild til Straf i Nordens

Soel og er.

Hvor blev Ministeren som fløy i Kabinettet?

Hans Æreminde bliv hos hver en Dansk udslettet,

Endog for det, som har fortient Berømmelse;

Thi han, hvor høyt han fløy, var dog blant Nedrige.

7

7

Tanker ved Greve Brandts, Ge- neral-Lieutenant Gählers og Frues Arrestering.

høyere paa Straa, jo dybere er Fal-

det.

At ville giøre det, hvortil man ey er kaldet Af Pligt og lovlig Drift, fortiener ingen

Agt,

Men dobbelt Skam og Straf, naar Ond- skab Grund har lagt.

Ey nogen ynkes ved Grev Brandts og Gählers Skiebne;

Og alles deres, som sig tør mod Kongen væbne.

Bort, bort med alle dem, som ey er Kongen troe,

Og som forstyrre vil vort Kongehuses Roe!

8

8 Tanker ved Oberst Falckenskiolds og de andres Arrestering. Saa faaer vist Falckenskiold den Løn han har fortient, Saavelsom alle de, der af Hans Sind har været, Og Kongens Magt og Bud ved onde Raad vanæret, Som alt for meget er af Virkningen bekiendt. Livvagten, dem til Trods, paa nye oprettes skal; Og deres Anslag er af Himlen giort til Skamme, Som i beleylig Tid de Onde veed at ramme. Gid aldrig nogen Dansk meer findes blant det Tal

9

9 Tanker ved Kongens Fremstillelse for Folket paa Slots-Pladsen.

Umueligt er, med Ord den Glæde at udtrykke,

Med hvilken en og hver Monarchen ønskte Lykke,

Da Han fremstillede sin hellige Person, Som sand Retfærdigheds Handthæver og Patron. Hurra! og Vivat! maae for alle Ord her gielde.

De fyldte Luften op for Kongens Eene-

vælde,

Da man Ham fik at see hos Enke-Dron-

ningen

Og hos Printz Friderich, Hans Broder og hans Ven.

10

10

Tanker ved Kongens Optog omkring i Kiøbenhavn.

Et Seyers Optog har saa prægtig aldrig

været,

En Seyervinder er saa høyt ey bleven

æret,

Som Kongens Optog nu, og som Han

æret blev

For det, vi billigen Guds Almagts Haand tilskrev.

De, som det ikke saae, sig ey kan forestille,

Hvor man saae Lyst og Fryd i alles Øyne

spille.

Her var en jordisk Gud og hans Tilbedere.

Et Optog, Ilden værdt, som det oplivede!

11

11

Tanker om Aften-Spectaklet

den 17 Januarii.

Lyst for Guds Frelse saaes om vor Monarchs Person, Anstilte overalt Illumination:

Saa hele Kiøbenhavn, vor Konges Ho- ved-Sæde

Indviet Tempel blev for en udmerket

Glæde.

Men det, som fulgte paa, alt Lys uværdiqt var.

Vor Pøbel rasede mod Jomfru-Husene; Ey nok, de sloge ned, men de og ranede. Det, som gaaer alt for viidt, ey noget Forsvar har.

I

1

i

i

12

12 Til Kongen. O Konge! dobbelt kier Du bliver nu Dit Folk, Da Du, som arvet har at være mild og naadig, Er bleven løs, og frie, og frelst, og eneraadig. Troe aldrig efterdags vor Uhelds falske Tolk! Troe Dine Egne mest, og vær Dit Folkes Ven! De elsker Dig som Børn, naar Du vil være Fader, Og ikke een sin Pligt af dennem efter- lader, Men takke alle Gud, for vi Dig fik igien.

13

13

Til Dronning Carolina Mathilda.

O Dronning! vi har seet og kiendt Din Majestet

I al den Tid Du har vor Landets Moder været;

Som Undersaatter vi Dig altid og har

æret,

Og ville troe, at Du nok haver merket

det.

Nu Du Din Residentz paa Cronborg have skal,

Vort Ønske følger Dig, at Du, som er ophøyet

Langt over andre Folk, mane findes der fornøyet,

Og nok af Tidsfordriv mane have for

Dit Val!

fe* %

14

14

Til Enkedronning Juliana Maria.

Priisværdig Dronning! Du, Dit Fol- kes Enke-Moder!

Velsignet vær af os for hvad Du hos os

vaer!

De største Dronninger selv Mønster i Dig har!

O Gud skee Lov for Dig og for vor Konges Broder!

Næst Gud vi skylder Dig al vor Taksigelse, For de Forandringer, som vist vil Norden nytte.

Guds Magtes Varetægt herefter selv be-

skytte

Vor Konge og hans Huus i høy Velgaaende!

15

15 Til Arveprintzen, Kongens Broder. Hvad har har det glade Folk sin Arveprintz at yde? Ak, Du, o dyre Printz! skal vore Hierter nyde? Du forhen dyrebar for alle Danske var, Men Du hos Kongen nu langt fleere Straaler har. Ophøyet vorde Du til Tvillingrigets Stytte! Saa vist som Du vil see paa hver Mands Tarv og Nytte. Ey nogen zirer meer vor Konges Kabinet, End naar vor Arveprintz hos Kongen er i det.

16

16

Til Kronprintz Friderich.

For Dig, som er bestemt, at faae Din Faders Krone, Alt Folkets Ønske skeer til Viisdom og Forstand,

Gid han, som vilde os med Himlens Gud forsone

Selv danne Dig, at sees en værdig Sceptermand !

For Din Opdragelse gid saadan Omsorg drages.

Som hver Veltænkende med Glæde kan

ansee;

Thi Folkets Vel og Vee af samme vil ledsages:

Saa den tilvisse er for os det Vigtigste.

17

17 Til Printzesse Charlotta Amalia.

Nordens store Skat! Du Himmelens Veninde!

Du lever gandske vist at bede got for os.

Du af Din Gudsfrygt har fortient den

største Roes;

Og vi nu Frugten kan af al Din For-

bøn finde.

Dit Liv forynge sig ved hele Hoffets

Glæde,

At uformodentlig vi ikke skal begræde Een af vor Konges Huus! Ja gid Du leve maae,

Og see alt Landets Held sin rette Høyde

naae!

18

18

Til Printzesse Lovisa Augusta.

Da, Dyd kan give Glands, som Fødslen aldrig giver:

Gaa ønskes, at Du maae i Dyder tage til,

Som Du med Aarene herefter ældre

bliver,

Om Himmelen hos os Dig leve lade vil.

Den, efter hvilken Du Lovisa kaldet er

Var før og i sit Navn er Norden meget

kier.

Naar Du i Yndighed som Dyder hende

ligner.

Da er ey nogen Tvivl, Dig Himlen jo velsigner.

19

19

Til Hofstaten.

De Mænd, som nyder nu den Naade og den Ære,

Om Kongen, som Hans Raad herefterdags at være,

Lykønskes af enhver, og ønskes Raad af

Gud,

At dele overalt sit Raad til Kongens

Bud!

Troe Danske aldrig skal den beste Konge

fattes,

Og Tillid ey til dem endnu forgieves sattes. Det hver udi sin Stand herefter vel vil

gaae,

Naar Kongen raader Selv, og Raad Ham raade maae.

20

20

Tanker ved Audientzerne hos Kongen.

Monarchen naadig er, og som en glædet Fader

Hans troe og fromme Folk til Audientz indlader.

Han Stadens Geistlighed forsikkret sit

Behag

For deres Nidkierhed ved Kongehusets

Sag.

De Flere, som hos Ham er Audientz forundet.

Har alle, hver for sig, den største Glæde fundet.

Ach ja, hvo glædes ey, som har en ædel

Siel,

Ved det, at Kongen er i Live, vil os

vel!

21

21

Til Dannemark og Norge.

Altid lyksalige og frelste Tvilling Rige! Hvor maae Du nu i sær af HErrens Frelse sige.

Tak Gud, for Du ey fik at vide al den

Sorg,

Som Dig tillavet var at skee fra Christiansborg.

Grev Struensee, Grev Brandt og mange andre Herrer Blev arresterede. Det ey Din Sag forverrer.

Ney, Kongens Enemagt uarresteret er; Og Han har Dannemark eg Norge lige

kier.

22

22

Til Søe- og Land-Etaten.

I Kongens Frelse sees Guds Hævn i Dag udført.

I Fredens Hævnere af Søe- og Land-

Etaten,

Som værge skal Hans Liv saavelsom hele

Staten!

Maae hver af Eder nu ey Hiertet finde

rørt?

Afskyer dem blant Jer, som ey var Kongen troe.

De faae, hvad Falskheds Løn for slige Folk bør blive.

Men I! ophøyer Gud, for Kongen blev i Live!

Troe Helte værer Ham! og værger Ham

i Roe!

23

23

Til Magistraten.

Det, som paa denne Tid hvers Bøn i Brand har sat,

For Kongens Majestet erfaret har Guds

Frelse,

Og Ham med Konge-Huus tilbeder Fred og Helse,

Særdeles haver rørt vor Hsye Magistrat.

Den Gamle og den Nye, sin Konge lige

troe.

Vist lige Nidkierhed for Kongens Vel

udviste.

Det Dem en Vinding er, vi Struensee

forliste.

Nu kan hver ærlig Mand staae paa sin Post i Roe.

24

24

Til Høyskolen.

Nu Kongen Konge er igien! O fryder Eder!

Thi bliver alting ey ved gammel Slentrian,

I dog den Naade nu af Kongen vente

kan,

At han hver Lærer paa sin satte Post be-

freder.

Grev Struensee, opreyst i Kongens Cabinet,

Vanslægtet gandske var fra Fædres Gud og Dyder,

Og allerede nu paa Straffen Forsmag

nyder.

O, ønsker Kongen Got! og takker Gud

for det!

25

25

Til Præstestanden og Geistligheden.

Der længe pønset er paa Raad mod HErrens Sag

Og mod hans Huses Folk og Tienere i

Ordet.

Men han forsvarer den, og indtil denne

Dag

Ey stort betydeligt er deri vundet vordet. Ophøyer Gud derfor I Danske Geistlige! I skal Kong Christian en frelst sand Christen see.

O beder Gud, at Han herefter maae bevares,

Og af Guds Trofasthed til Siel og Liv forsvares!

26

26

Til Proprietairerne.

I Herrer Eyere af Godfer! fryder Eder, Og for Monarkens Liv, som Landets

Faders, beder!

Han lever! og for Jer; Thi Han er alles Ven.

Men vider, vi Ham fik paa nye af Him-

melen!

O hielper derfor til, enhver af alle Kræf- ter,

At Han det Maal kan naae, som Han

har stræbet efter:

Landvæsenet hos os pan beste Fod at faae. En Faders Hensigt her hver Skiønsom skiønner paa.

27

27

Til Bønderne.

I gode Agermænd! fornøyer Eder nu. Fordobler Eders Flid, den kiere Jord at

dyrke:

Saa skal I Landets Vel og Eders Held

bestyrke,

Og Kongens Naade jer vil komme mildt

ihu.

Fortæller Eders Børn og hvem I kommer

til:

Vor Konge Christian den Syvende Han lever

Men Han fra Thronen har nedstødt de tvende Grever,

Grev Struensee og Brandt. Det alle glæde vil.

28

28

Til Borgerne.

Nu kan hver redelig, troe og retssaffen Borger

Sig dristig rive løs fra allehaande

Sorger,

Som forhen plagede og qvælede hans

Sind,

Saa længe Statens Skib har seylt for al Slags Vind.

I gode Borgere! I tør nu ey befrygte, At jo troe Kongens Mænd vil Eders Beste rygte

For Kongens Majestet til Eders Gavn og Tarv:

Saa Fædres Lykke gaaer til Børnene i

Arv.

29

29 Til Kunstneren og Haandverksmanden.

Nu bliver alting got og ønskeligt igien: Saa baade Kunstneren saavel som Haandverksmanden

Har allerstørste Grund, at glædes med hinanden,

Og for det, som er skeet velsigne Himmelen.

Hos Tarvelighed de jo begge trives kan; Og I, got Folk! ey vil faae Aarsag meer at klage,

Naar os Fremtiden spaaer de lykkeligste

Dage

Formedelst gode Raad omkring vor Christian.

30

30

Til de Afskedigede.

Var forhen Eders Trøst en god Samvittighed,

Saa trøster Eder nu, at Eders Hævn er kommen:

Sidstleden Syttende Januar afsagdes Dommen.

Enhver Hoffærdig blev fra Thronen kastet ned.

Hvo som Retskaffen er blant de Afsattes

Tal

Kan være rolig nu, ja og Erstatning

vente;

Men de, som ikke før sin Konge trolig

tiente,

Bør aldrig komme meer til noget Brød

paa Val.

31

31 Til de Ruinerede. I Folk! I to Slags Folk, som Af- tenqvalen fandt, Da Ødeleggelsen hos Eder blev anstillet, I ynkes; dog kun hver Uskyldig deriblant. Med hine blev tildeels af Hævn tilbørlig spillet. Dog gik det alt for viidt, da Pøblen giorde Ran; Men dette til Beviis for Eder her maa tiene, At I bør ryddes ud fra andre, som urene. Dog, I et Onde er, som ey undværes kan.

32