Munch-Petersen, Gustaf TILLÆG

TILLÆG

prosafragment

I. november

i skoven er der mørkt - det er næsten nat - langt borte fra sit hus løber stenka - søgende -, med bøssen i haanden og jagttasken paa ryggen -, tom - hans arbejdende øjne roder i mørket - se kan han ikke - men lede - søge - finde - hvis der er noget at finde - af og til kalder han sagte og gennemtrængende: gripsy, gripsy, her, kom -! han standser og lytter - intet høres - stenka løber langs skovens kant - og langs gaardenes yderste marker, der lyser under den tynde sne - det er nu fire timer siden han gik ud for at jage - gripsy, hans hund er forsvundet - frivilligt er den ikke kommet væk fra ham - maaske har nogen stjaalet den - før, da det endnu var lyst, hørte stenka et skud - er det haren, der er blevet skudt - eller - eller har den satans bonde skudt hunden -? ingen lyd svarer hans kalden - maaske er den vendt hjem efter at have mistet følingen med sin herre - stenka standser og puster - saa bøjer han af - ind i skoven - krumbøjet løber han under granerne med øjnene halvt lukkede mod grenenes snærtende slag - glidende, økonomisk løber han - af og til hviler han ved at gaa - han kommer ud paa en plads med spredte høje graner - en klump paa en høj gren - sortere end nattehimlen - en tør gren knækker under hans bremsende skridt - klumpen gir et ryk - lynsnart skyder han - et par larmende vingeslag og tjurhønen ligger for hans fødder - den er stor og fed - han stopper den i tasken - men hvor er gripsy -? hvorfor fanden skulde han have skudt hende -? stenka løber videre - han er træt nu - der er en halv mil tilbage - det sidste stykke gaar han - han gider ikke holde grenene fra sig - de smider sne over hans nakke og skuldre - slaar ham paa munden - ved stammen paa en birk hænger en afplukket grangren og en tør pind ved siden af hinanden - stenkas mærke - bare et par skridt til hytten - saadanne mærker er anbragt i en stor cirkel hele vejen rundt om hans hus - med et sæt synker han i knæ - fra hyttens tag flyver en gnist - endnu en - en hel række - røde draaber, der falder -, opad mod himlen - stenka spænder sine øjne til det yderste - der maa være nogen - nogen har gjort ild i hans hus -! stenka kender ingen her - der har aldrig i de otte maaneder, han har boet her, været andre end han selv paa dette sted - eller i alt fald i huset - forsigtigt, liggende paa knæ i skoven, spænder han hanen paa sit gevær - med tre spring staar han i døraabningen - ved den nylig tændte ild sidder en sorthaaret kvinde og smiler - stenka maaber og piller langsomt patronen ud af bøssen og stikker den i lommen - "hvad vil du?" siger han - han er ikke vant til at tale til mennesker - hun ser paa ilden, lægger et par pinde paa, stryger en stribe haar fra panden og svarer stille: "jeg er manja, jeg er ikke herfra" som om det skulde være en anbefaling - lidt efter: "i sandviken hørte jeg, at din hund var skudt - det var forstanderen for fattighuset, der saa den og skød den af forvirring og forskrækkelse - saa gik jeg herop - det var ikke let at finde -" manja smiler igen - stenka lægger bøsse og jagttaske fra sig og sætter sig - manja kigger i ilden - saa bøjer hun sig frem og tar fuglen ud af tasken, kaster et hurtigt blik paa stenka og begynder at rense fangsten - stenka er tavs - han sidder længe som om han tænkte - saa rejser han sig og gaar ned til bækken, slaar hul paa isen, fylder sin spand og bærer den uden at spilde en draabe ind og stiller den ved siden af kvinden - fra en krog henter han en gryde og en krukke med smør - manja ser op - fjerene flyver om fingrene paa hende - atter smilende hvisker hun: "salt!" men stenka smiler ikke - lydløst rejser han sig fra sin seng af faareskind og henter saltet - han sætter det, uden at tænke derover, saa langt fra hende, at hun næsten maa rejse sig for at naa det -

- natten er dyb som en skakt - men du sidder paa bundens mørke fløjl og der er ingensteds at falde - og ved siden af dig brænder og varmer et lille lys - saadan er stenkas hytte i skoven denne nat i november - der er ingen vind og vinterens kulde skraber sig frem langs jorden mellem stammeme langt nede fra elvenes og de store søers frostcentraler - og de første dage efter denne nat er der ingen dyr fremme - i ubevægelig venten i reder og huler vænner de sig til vinterens nye pels - og stenka spiser sit første rigtige maaltid efter den lange dag - og mens han gnaver de fede fuglelaar, venter manja paa sin andel og fortæller stenka om sin hævnplan - hun vil gaa ned til købmanden - han har en hunhund, der har løbetid nu, ved hun - og hun vil lukke den ud af skuret, hvor den klager om sin spildte brunst, og tage den med sig til sandviken - to gange vil hun gaa frem og tilbage mellem de spredte huse i den lille landsby, og saa vil hun gaa ud i skoven med tæven og vente - saa vil alle den skyldige landsbys hanhunde søge sig efter hende i hundeelskovens duftspor - og hun vil ligge paa lur og vente - og hun vil skyde dem alle - hver eneste en som hævn over niddingsdaadet mod stenkas gripsy - saadan er hendes plan - heller ikke nu smiler stenka - han rækker resterne fra sit maaltid over mod hende og siger: "hvorfor? til hvad nytte? -" saa lægger han sig uden et ord mere til at sove - og manja er alene med hans rolige aandedrag og skoven og natten og de sluknende gløder fra ildstedet -

II. stenkas tale

det er morgen -, og atter fire maaneder er gaaet - foran huset er en lille plads, hvor nogle graner er fældet - her staar stenka - bjærget falder lige akkurat saa stejlt ned, at stenka over de nærmeste trætoppe føler solen og skimter søen som et stykke lysende staaltraad langt nede i dalen - stilheden er kolossal - skovens milelange stier fører ikke ud af den - stilheden aftager ikke, hvor langt man end gaar - her bliver den - og den er ikke ond - blot rummer den alt - hver lyd -, et egern, som gnaver, en urfugl, som selve det at b1ive, har gjort rædselsslagen, og som flyver sin skraa dinglende larm for at lande efter et halvt minut fuldstændig rolig -, et par grankogler, der raslende glider ned - stilheden behøver ikke engang at synke -, alt udviskes og forsvinder - stilheden er for stor - intet kan udfylde den - og solen stiger ikke op her - den lever her - solen er stilheden - solen er skovens ubevægelige grønne sandhed - skoven er det modsatte af løgn - skovens øjne ser opad og nedad - skoven har selv løst sin gaade - og skoven opfylder selv sin gaade - for skoven er kravet gaade - og at se gaaden er at opfylde kravet - solens krav - og solen lever her - sommetider er den kra- vets sol, som skænker gaadernes løsning til dem, som modtager kravet - sommetider er den kærlighedens sol - hvid og blaa ser den, at dette hjærte er for stort og tungt, og den lader en dolk lysende sprænge nattens skal - og den ser, at dette sværd har hvæsset sig for langt og tyndt, og den lader det styrtende synke i et bundløst hjærte - og sommetider er den godhedens sol, som med sorte straaler blænder øjne og tvinger dem at lukkes - eller uimodstaaeligt lokkende kalder: du har gjort, hvad jeg vilde -, kom -! og bagved, med alt i sin mund, straaler vejenes sol, livets sol - og vejenes sol er blevet menneskenes fjende -, fordi dens mund er lukket og tavs for alle, før de er naaet halvvejs ad den længste af veje, som ikke er nogen vej, men solens mund og skød, hvorfra livet falder - og derfor kalder menneskenes hjærter solen for dødens og krigens sol, fordi alle kræfter i verden er fjender, og solens kraft af alle er den største -

og derfor venter solen -, nu dagens og mandens gule sol -, og de vældige skove og de lange søer venter, og elvene venter, alle med den store stilhed over deres aasyn - og ingen lyd høres - og stenka staar foran sit hus og venter paa, at morgensolen skal naa hans ansigt -

hvem er stenka?

stenka er en mand paa omkring femogtyve menneskeaar; han kom for 13 maaneder siden og byggede sig det lille hus, han nu staar med ryggen til, og hvor han siden har boet - ingen ved rigtig, hvem han er, bortset fra, at han er udlænding, dansk eller tysk, (man har gættet paa tysk flygtning) og at han ser mærkelig ud - man ved, at han nu hovedsagelig lever af jagt - og, at han hidtil regelmæssigt har betalt sin smule leje af stedet og jagten i de omliggende skove - men, hvad han før har haft for arbejde eller bestilling der, hvor han kommer fra, har ingen kunnet sige - de eneste, der har talt med ham, er købmanden i den to mil borte beliggende landsby og bonden, der hævder at eje skoven - og til dem har han aldrig sagt andet, end det nødvendigste og kun, hvad der angik deres forretningsmæssige forhold -

karlen hos købmanden har lavet vittigheden: lukket foran og aaben bag, paa grund af hans skæg og, at han en dag, han var nede for at købe tobak og ammunition, havde haft et hul bag i sine bukser - og ingen undtagen skolelærerens 14-aarige søn, har overhovedet set hans bolig, og denne endda kun udvendig - drengen havde med besvær fundet vej op til hytten - der var ingen stier i forvejen, og da stenka sjældent gik samme vej, var der heller ikke blevet traadt nogen ny - først kunde den forventningsfulde dreng slet ikke finde noget hus - han fandt en stabel brænde under et grantræ, og han kunde lugte en ild i nærheden - endelig opdagede han, lurende bag en stor trærod, der var revet op paa højkant, da træet blæste om, at stenka havde dækket hele huset med friske graner og store grangrene, baade langs væggene og paa taget, saa at det næsten var umuligt at skælne hans bolig fra den omgivende skov - men lige, da drengen skulde til at rejse sig fra sit skjulested for at gaa rundt om huset for, om muligt, at komme det nærmere fra en anden side (han turde ikke aabenlyst gaa frem, da han ikke havde kunnet finde noget rimeligt paaskud for et besøg), saa han et geværløb blive stukket ud mellem grenene paa et grantræ 20 meter borte og rettes lige imod sig - bøssens ejermand sagde intet, og drengen havde ikke kunnet se ham - men bevidstheden om, at han aabenbart havde været iagttaget længe, og at hans nærværelse paa stedet øjensynlig ikke ønskedes, havde været tilstrækkelig til at faa ham til at lægge benene paa nakken og hurtigst muligt søge sig hjemad -

dette var det eneste, man vidste om den besynderlige stenkas hus - bonden, som ejede skoven, boede langt borte fra landsbyen og interesserede sig ikke synderligt for sin lejers bolig, da han var ængstelig for, at der skulde kunne afkræves ham hjælp under en eller anden form, hvis han viste sig for indladende - en af de første gange stenka havde været hos købmanden, havde han foruden sin bøsse (som tilsyneladende var af udenlandsk konstruktion), en lang stav med et udskaaret S paa den ene side og et underligt mærke, ogsaa udskaaret, paa den anden - begge forsiringer havde været farvet blaa, maaske med blæk - købmanden havde spurgt ham, om mærket skulde forestille et øje, og dertil havde stenka svaret ja, uden nærmere at forklare meningen med at have et øje udskaaret paa sin stok - en lørdag, lige efter at han var kommet til egnen, var han gaaet den lange vej ned til "biografen", en forhenværende lade med filmsapparat og dansegulv, hvor der var dans - alle havde kigget og hvisket - og at gaa femten kilometer i ti graders frost gennem skoven iført nypresset citydress og laksko - ! bønderdrengene havde let højlydt, medens de saa til den modsatte side, af hvor han sad, og pigerne havde fniset med den dybeste foragt i stemmen og skælvende beundring i øjnene - men efterhaanden var lyset blevet dæmpet af mangel paa petroleum, og man havde ikke rigtig kunnet se, være sig skægget eller lakskoene

og stenka havde kun danset een dans - og med den pige, som alle helst vilde i lag med, men som de ogsaa alle generede sig for bare at danse med - pigerne hadede og haanede hende - mændene beskæftigede sig ikke med hende, men hendes nærværelse var tilstrækkelig til at tage interessen fra de andre piger

- stenka havde altsaa danset en dans med hende - man havde ikke kunnet se, hvordan han dansede, men selvfølgelig kunde han ikke danse som de andre - drengene havde faaet et plausibelt paaskud for at kigge paa pigen, og de andre havde hvisket, at det var underligt, at hun kunde danse med ham - men efter at have været der i det hele kun en god halv time og uden at have danset mere end den samme dans, var den fremmede gaaet - og han havde ikke talt med nogen, han havde ikke engang sagt god aften eller farvel -

dette er, bortset fra, at han bevislig aldrig afsendte eller modtog post, som muligvis havde kunnet give et holdepunkt i en eller anden retning, alt hvad man ved om stenka i landsbyen - og de forskelliges nysgerrighed sløvedes efterhaanden af mangel paa næring - stenka er blevet den fremmede, der er "lukket fortil og aaben bag" -

- og nu staar denne mand foran sit hus og venter paa solen, der ligger paa granerne helt nede ved søen -

hans mørkeblaa skjorte staar aaben og hans grønbrune bukser er stoppet ned i et par langskaftede lyse støvler, der skinner af fedt - om livet har han et bælte, strikket af hvid silketraad, og midt paa maven dingler en kniv i en lang skede med sølvknap underst - over den ene skulder hænger en skindjakke indvendig foret med egernskind -

stenka staar og skræver med hænderne i bukselommerne - hans mørkebrune bølgede pandehaar naar næsten helt ned til de sorte øjenbryn, der skraaner let opad ved enderne - han er meget velfriseret - skægget er rødt og ligner hageremmen paa en græsk hjælm og ligesom holder haarets skal fast ned over hovedet og nakken paa ham - overskægget hænger ned i to spidser som en kinesers - hans tænder er blanke og tætte men ikke hvide - han staar og smiler - og gaar et par skridt opad for at se bedre - han gynger i knæene for hvert skridt - en ild knager inde fra huset -

stenka træder op paa en stor flad træstub - stadig med hænderne i bukselommerne - han har en underlig bevægelse med kinderne, der strammer ansigtet og klemmer øjnene sammen til to haarde revner - og han taler med en lav, træagtig stemme: "jeg, stenka, med mig er ting sket mærkeligere, end de, der er sket med andre - jeg drog bort, fra hvor jeg før havde levet, og jeg vidste, at jeg aldrig vilde vende tilbage - og der, hvor jeg før havde levet, der var min moder død, og min elskede døde, og mine venner døde en efter en - og min fader havde jeg aldrig kendt - og min elskede døde, fordi jeg aabnede de store aarer, der gik over hendes hals med min kniv - og nu har jeg en anden kniv -"

medens stenka taler, har solen flyttet sig en anelse, og den vælder nu ud over skoven, ned langs søen, ind i granernes tætte ro - og stenka gaar langsomt tilbage mod huset - et sekund tar sollyset skraat nedefra over hans ansigt, og det er, som om en stor lydløs latter har sovet bag pandehaaret, øjenbrynene og skægget og i dette sekund vaagner og i nøgen glæde træder ud gennem kinderne og drillende breder sig ud over hele stenkas ansigt - med sin nøgenhed dækker den hans øjne og lukker hans mund - nogle skridt fra døren kalder han stille: "jeg gaar nu, er det færdigt?" noget flyttes inde paa gulvet, en smal skygge gaar forbi ildskæret - stenka bøjer sig og tar jagttasken med maden, bøssen og patronbæltet og den korte økse, der som svar er blevet lagt ud i døraabningen - "jeg gaar ogsaa til cigarmanden i dag -" med disse ord forsvinder stenka i skoven - han synker lidt i knæet for hver gang en støvle naar jorden - han gaar, som om han var en enkelt muskel af et større væsen

terrænet er fyldt med store sten og væltede træstammer, og hans skridt blir korte og gummiagtige - fra hoften og nedefter virker han larvefod - hans ryg er krum - han suger sig frem under granernes nedhængende grene - og en flad skraaning ligger foran ham - pladsen har aabenbart været ryddet for nogle aar siden - granerne er smaa og bløde - stenka løber - han lader foden glide lidt frem i den tynde sne - han løber hurtigt - naar han træder fejl -, naar foden naar den nedfaldne gren i stedet for den flade sten, ser han sig kort tilbage, truende ad sit sjuskeri - at løbe er en nydelse, men rigtigt - det er en melodi, han maa høre hver dag - og hans sammenknebne øjne blir mørke og blanke, naar han spiller rigtigt - han elsker dette at bevæge sig - han har tasken paa ryggen - bøssen i højre, øksen i venstre haand - af og til standser han og fælder et tørt træ og lægger det ud i sporene - brænde, som han skal tage med paa hjemvejen - han har skiftevis det ene og det andet øre bart - naar han fryser, trækker han skindhuens klap ned over det bare øre, og væk fra det andet - ved hver lyd standser han og staar uden en bevægelse og med munden halvaaben for at høre bedre

en urfugl?, en tjur?, en hare? eller bare et egern eller en skovskade - stenka gaar i retning mod "stormens eneste træ", et stort fyrretræ højt oppe paa den store slette øverst paa bjærgryggen - enebærkrat, mos og tyttebærris - og bjærget, der langsomt og atter skovklædt falder ned mod en anden, meget stor og smal sø - 1 mil opad og en halv mil over isbelagte smaamoser oppe paa bjærget - der plejer altid at være urfugl - allerede paa afstand høres enkelte smældende vingeslag - stenka sætter sig et øjeblik for at hvile - "jeg vil fortælle manja historien om, ja, jo, jeg vil kalde ham shojo, livets drukkenbolt -, ja, den historie vil jeg fortælle hende -" han tar et iskoldt æble frem af tasken og begynder at spise - han bider hele munden fuld og lævner kun blomsten og stilken - han stopper to patroner i bøssen og lægger den over knæene - saa tar han huen af og klør sig grundigt i hovedet, haler en sodavandsflaske med kaffe frem og en pibe - "ja, jeg tænker, jeg maa snakke med hende - jeg har jo slet ikke snakket i lange tider - hun vil blive forbavset - hun ler saa sjov, naar hun er forbavset -"

han rejser sig og samler en bunke tørt brænde sammen og lægger øksen og tasken ovenpaa og dækker det hele med en stor frisk grangren - hænger bøssen i remmen over skulderen og begynder at løbe - hans øjne griner - hans lange lave skridt mumler: stenka skal snakke - stenka skal snakke - stenka skal snakke -

paa tilbagevejen fra "stormens eneste træ" hviler han et øjeblik ved brændebunken - og belæsset med brænde og tre varme urfugle slentrer han langsomt ned mod landsbyen, en stor vinkel udenom huset igennem den tætteste skov - til cigarmanden - omtrent halvvejs smider han brændet, de to af fuglene, bøssen og øksen, lægger et par tynde stammer ovenpaa mod dyr - griner lydløst i retning af sit hus og gaar skødesløst og uden byrder videre - i tanker -

III. festen

fra den undrende købmand og landsbyens spredte huse med benzintankens skilt som et øje i midten, et øje, der fortæller intet undtagen prisen paa benzin pr. liter, vandrer stenka paa vej hjem - i tasken har han tyve cigarer og et kilo kaffe, sukker og salt - købmanden havde sagt tak for hver ting, stenka havde forlangt - tilsidst, da han havde betalt (cigarerne med den ene fugl), var takken blevet efterfulgt af et søgende "herr .....

herr..... mange tak..... herr ...... " men stenka var ikke gaaet i fælden, han havde ikke fuldført sætningen - og da han var gaaet forbi de sidste huse, havde han skimtet landsbyens sjæl, i form af fladtrykte børneansigter i vinduerne, og døre, der tøvende blev lukket, lige da han passerede - og stenka bestemmer, at der skal være fest i aften - i aften og i nat - hans første fest i hans ny hus - og i morgen vil han begynde at snakke - maaske allerede i nat - til festen - fest - i otte maaneder havde han med strænghed holdt stilheden ved lige i sit indre - i otte maaneder havde han forberedt mødet mellem sit eget mysterium og det store mysterium - og nu var det sket - nu var det færdigt - nu vidste han, hvad han skulde vide - foreløbig - hans eget mysterium var forsvundet uden at gøre det store mysterium større

og i stedet for havde han faaet en lille del af det store, som han havde ladet gøre med sig, hvad det vilde - blot han til gengæld maatte se, hvad det var, han skulde - hvad det var, det vilde -, hvad det var, han ikke havde vidst før - og som det var absolut nødvendigt for ham at vide - og nu var det sket, og han kunde gaa, hvorhen han vilde - men først skulde han takke det store, som havde vist sig for ham - og han skulde sige: din vej er fra nu af for evigt ogsaa min vej - og selv dit fald er sejr og tillige min - og (det største af alt:) din sejr vil blive ogsaa min sejr - og andet findes ikke for dig - han skulde takke

takke for, at han havde faaet et liv at leve - en herlig strid at kæmpe - og saa kunde han gaa - saa var han fri - fri -! men i nat skal der være fest - den store fest for ham selv - og manja skal være med ham - og han skal fortælle hende den lange og mærkelige historie om shojo, verdens drukkenbolt, jordens frælser -

det er allerede næsten mørkt - stenka gaar hurtigt til stedet, hvor han havde efterladt sine ting - han læsser det hele paa en stor grangren, surrer det fast og slæber næsten løbende sit læs hjem gennem det hurtigt faldende mørke - det er sagte begyndt at sne, og hans aande staar som røg om hovedet paa ham i kulden -

manja havde tændt et stort baal foran hytten, for at han ved skæret eller lugten lettere skulde kunne finde huset - hun sidder i døraabningen - "hej stenka" raaber hun stille, da hun ser ham komme - hans aande har lavet skægget om til en hel isbuket - han rækker hende den ene af urfuglene og den anden paa en krog udvendig paa huset, hvor to harer i forvejen hænger - "kaffe?" spør hun - "mens maden blir færdig" stenka tar sin snevaade skindjakke af, og sine støvler og strømper, og stikker de bare fødder i et par sutter af hareskind og varmer dem paa stenene omkring det aabne ildsted - "kaffen er stærk" smiler manja - "drik!" hun sætter sig i en krog og plukker hurtigt fjerene af fuglen - "stenka, jeg har taget maarskindet" hun siger det tøvende og stille - stenka rejser sig og gaar ud med en smal pakke, som laa under hans leje -, cognac'en - manja viser ham en stor krukke - "den fik jeg for skindet - og saa disse her" hun peger paa to faarelaar - "jeg syntes, vi skulde have lidt godt - der er brombærsyltetøj i krukken" - stenka rejser sig fra sin kaffe - og uden at hans hænder rører hende, bider han hende let i den udstrakte haand - saa tar han smilende hendes hoved mellem hænderne -, springer ud og kommer tilbage med en vældig favn brænde og smider den paa ilden - den rejser sig som et lakrødt taarn og sender en gloende hede ud i rummet - "vi skal have fest - en vældig fest - hører du manja - en fest - i nat laver vi fest, fest, fest -!"

manjas øjne, kinder og mund breder sig ud i et smil af tyk fløjelsrød varme - "fest, stenka - ja" og stille begynder hun at forberede sig til festen - imens gaar stenka med en stor gryde ned til bækken og vasker fødder, ansigt og haar i det iskolde vand - urfuglen er stegt - kaffen færdig, og en fed suppe af kraaser staar dampende paa en sten, hvid af hede efter at have ligget i ilden - manja tar sit tøj af paa nær en nederdel af rødt lærred og gaar barbenet ud under en tynd gran, ryster den og svaler sin af ildskæret tørrede hud med sneen, der falder ned over hende fra granens grene - hendes farve er som friskt afbarket træ, og levende og mat - hendes sorte haar er fyldt med duften af brændt gran, og dets egen duft er som et nyskudt dyrs - hendes øjne er blanke, og deres lys skifter som skovens lys - fra nattens sammenkrøbne sorthed til solopgangens forbijagende haler - og tilbage gennem dagens grønskarpe aarvaagenhed, oversaaet med skovens brune bankende ro - manja er ikke født her - hun er fra det store land med de lange bølgende sange - hvor hestene er fulde af værdighed og uro - hvor floder og kvinder tilbeder maanen, og mændenes angst for det ukendte gør dem hurtige og skæggede - de røde støvlers land - manja er fra landet i øst, hvor mysteriet har valgt at være jubel og dans, og hvor jordens knugende død vaager i natlige klager mod ubønhørlige og levende guder - manja var gaaet bort for at finde lykkelige mennesker, men hun vilde snart vende tilbage til de røde støvlers land - hun vidste det -

hun gaar atter ind i huset - tørrer sit haar ved ilden, binder det sammen i nakken med et sort baand, sætter sig i en krog og begynder at spise - stenka kommer tilbage med den store gryde svingende i haanden og flasken med cognac - ingen af dem har spist siden morgenen - stenka sætter sig helt henne ved ilden med korslagte ben og roder op i sit vaade haair og skæg - manja sidder paa hug i sin krog med tallerkenen paa de bare knæ, gnavende paa en vinge - som stol har hun nogle hvide lammeskind - hun hviler ikke som folk, der er vant til at sidde i stole - hun tynger ikke - hun sidder med fødderne ogsaa - naar hun rejser sig, stiger hendes legeme hurtigt og lige op uden andre bevægelser - stenka friserer omhyggeligt sit nu næsten tørre haar og skæg - ilden sender lynsnare og slikkende skygger over hans ansigt - røgen, der kun langsomt trænger ud gennem det lille kolde hul i taget, trykker loftet midtvejs ned over gulvet - -

manja rækker stenka hans portion af fuglen - hun bøjer sig frem uden at flytte sig og støtter den ene haand foran sig - stenka tar fadet og griber samtidigt om hendes udstrakte haandled og kysser hurtigt alle hendes fingre en efter en - saa river han fuglen midt over og spiser sultent - manja er allerede færdig og sidder med hagen i hænderne og betragter ham - stenka kaster sine afgnavede ben paa ilden og henter kaffegryden - hun sætter tallerknerne udenfor - til kaffen spiser de hver en stor kop brombærsyltetøj - saa begynder festen - manja nynner, vuggende med hovedet og de knyttede hænder - omkvædet paa sangen er kort latter, som hun understreger ved at slaa en haand mod hvert knæ - stenka skænker de tømte kaffekopper fulde af cognac - de tænder hver en cigar - i stille og mæt nydelse sidder de og stirrer i ilden, drikker og ryger - stenka bygger legende et kinesisk taarn af brændestykker over ildstedet, hvis flammer hvæsende illuminerer det indefra - manja piller med tæerne i faareulden under sig - og smiler mod stenka

- naar hun smiler, løfter hun kun overlæben fra tænderne - mundvigene og underlæben er ubevægelige - hendes tænder er meget tykke - og korte - som tætte terninger af porcelæn - hendes øjne smiler mere end munden, og panden faar en rynke - de drikker skiftevis kaffe og cognac af kopperne - hver gang en drikker ud, fyldes koppen paany - den, der har drukket, rækker sin kop til den anden, som skænker - huset er kun oplyst af ilden - varmen er enorm, men de har kun ild om aftenen, og mærker det ikke -

stenka ryger meget hurtigt - efter cigaren stopper han to piber

- manja kan ikke stoppe selv - cognac'en farer rundt under huden paa dem - opad - kaffen faar deres hjærter til at snurre - bunden i de tømte kopper er dækket af et tykt lag grums, som de slaar ud, før de skænker - manja stryger ned ad sin kjole og rejser sig - hendes fødder er smaa og høje - og brune - hun begynder sagte at synge en dans - stenka forstaar ikke ordene - sangen blir stærkere - højere - stenka lægger langsomt pibe og kop fra sig - og tar hendes ene haand - de danser - først haand i haand - til de har fundet takten - til rytmen har rigtig fat - saa tar de om hinanden og danser rigtigt - manja synger med øjnene næsten lukkede - hurtigere og hurtigere - stenka ser tavs paa hendes ansigt - gulvet er kun eet lag brædder - nogle tommer fra jorden - det gynger sagte efter manjas bare fødder og stenkas bløde sutter - de danser længe - manja synger den samme sang om og om igen - ord, som siger det samme som melodien - langsomt blir hendes stemme svagere - hun synger højt oppe ligesom fra næseroden - saa skiller hun læberne, og sangen blir dyb og blød - saa atter højere - til den næsten er et melodisk og rytmisk udtrukket skrig - en del af dansen danser de bedre sammen end det øvrige - helt sammen - deres blikke gaar som stænger af følelser og liv forbi den andens øre og kind -

men helt forskelligt danser de - manjas dans er ligesom spredt, flagrende - dog er hendes bevægelser ikke store - men det er som om betydningen ligger langt bagved dem - som om de kun er løsrevne glimt fra en tordensky, der endnu er langt borte - hendes skridt er ikke selve dansen, hendes rytme heller ikke - sangen er nærmere ved - men der er en anden sang, som stenka hører i sin haand, som han ligesom har rakt dybt ind i en fjern og mægtig melodi - manjas melodi, som hendes urolige og dog sikre skridt ikke kan følge, som ingen dans i verden kan følge helt ud - stenka danser helt anderledes - det er samlet som eet dyr, en maar, en odder, en slange - stenka danser een tanke, een følelse ad gangen - danser den færdig og fortsætter med den næste - han kan holde op og begynde igen, hvor han slap - han kan blive ved, til han har danset, hvad der er at danse - stenka danser sit sinds perlebaand, den ene dag langt som en vej, den anden dag kort som en sang - stenka faar ro af at danse - og glæde af at føle roen komme - og brede sig i ham - for manja er det hver gang paany at betragte hele afstandens uhyggelige, urokkelige længde - hjemveens højtklagende vemod - hjemveen efter den evigt lige fjerne melodi, som er hendes hjærte, hendes hjemland - men atter og atter maa hun søge ud til uroen, danse sig i alt fald saa langt frem, at hun kan skimte den dybe varme, hvoraf hun er kommet, som en rød solstribe paa horisonten -

- før de holder op med at danse, har de fundet et sted, hvor de er meget nær til hinanden - det er som om de begge staar med en arm paa hver side af stammen paa hver et højt træ og trækker i hinandens hænder med brystet mod de ubønhørlige stammer - og saa et kort øjeblik blir træer til kviste og stammernes øverste toppe bøjes sammen af deres arme - men stadig er de gyngende, susende, skillende stammer der - dog er de i dette korte øjeblik som vand, som luft, som intet - men de er der - imellem dem - trykket mod bryst og kind - og i dette korte øjeblik føler begge de dansende, at stammer, pæle, grænser ikke kan flyttes fra, hvor de staar, men at deres magt kan gøres lille og svag som aftenvind og faldende blade -

efter dansen sidder de to som før - skænker i igen og tænder en ny cigar - spiser mere syltetøj - isen i bækken nedenfor gir af og til et knald - sneen lister susende ned mellem granernes grene - der er en lille drive udenfor døraabningen som en barriere mellem skoven og huset - ilden har grebet stenkas taarn og kaster en kort tid et gnistrende lys gennem røgen i stuen - stenene omkring ildstedet ser taageagtige ud af hede - manja er ligesom mindre nu -, det er som al hendes kraft har trukket sig sammen til en blok inde i hende efter dansen - musklerne i hendes kæber har mørke skygger - hendes øjne ser vidaabne ind i ilden - hun sidder paa sine hænder og over undersiden af hendes fødder, som ildskæret belyser, klemmer de korte tær sig ned, som om de med magt betvang en voldsom trang efter at udsige, hvad de vidste - der er for varmt nu - de lader ilden dø ud - stenka knapper sin skjorte op foran - saa ser han pludselig paa manja - "jeg vil fortælle dig historien om shojo, verdens drukkenbold" manjas spænding opløser sig i et udtryk af den største glæde - hun udstøder en lille latter - som en fugl, der letter - "ja" hun tar med hænderne under sine fødder, saa fingrene mødes, og hendes skuldre næsten rører ved knæene - "ja" hvisker hun, "ja - fortæl historien -"

IV. shojo

- stenka taler fra sin sjæls underste blomster - af og til er hans stemme snærrende og skarp som en agitators - saa atter som en, der hvisker en uendelig kostbar og farlig heramelighed mod et øre, der om nødvendigt maa tvinges til at forstaa - ordene smuldrer hen - tonefaldet alene taler - manja maa anstrænge sig til det yderste for overhovedet at opfatte noget - og hele tiden er hans strejfende tale skødesløs, uvæsentlig - som om han tror fuldt og fast, at de ting, han fortæller, er saa store, saa stærke, at de umiddelbart maa trænge ind, ligegyldigt hvilke ord, der tumler over hans læber - som om disse store ting maatte træde frem, klare og utvivlsomme, alene paa grund af deres magt over den talende, selv om han talte om helt andre og mindre lysende emner - men manja er en god tilhører - først nærmer hun sig til hans mund, hvis læber næsten ikke bevæger sig - saa gaar hun længere, og hun sidder skælvende af iver bag ved ordenes arbejdende læber og tunge - hun kan lade dem gaa uænsede forbi sig - hun lytter til det, stenka siger, til det, han vil - lytter -, bare lytter - og arbejder - sig længere og længere ind - ind og igennem - til hun hører - nu hører hun - gennem en tom himmel kommer en regn af blanke meteorlysende kugler over hende - hendes sjæls hænder griber og griber -, samler og samler - og febrilsk gør hun hænderne fri for at kunne gribe, stadig gribe, gribe og samle - der er intet uden en langsom og tungt arbejdende mund et sted højt oppe - og disse store sejlende kugler, der blanke, skiftende i klare kølige farver, daler ned mod hendes aabne hænder - lægger sig omkring hende, for hænderne at ordne, betragte, tage - saadan er stenkas tøvende ord: "allerførst var shojo min mor - og gennem min barndom blev shojo min barndoms konge; sommetider var denne konge min ven, til andre tider min bitreste fjende, som det var mig umuligt at overvinde - hvor denne konge drog frem, var vejen paa den ene side kantet med knækkede lanser, afhuggede hjælmbuske, trompetfanfarer og lyden af store hestes trampen - og paa den anden side hørtes kvinders øresønderrivende skrig og graad - mænds forbandelser og tilfangetagnes ydmyge hyldest - shojo er et navn jeg fandt i skoven forleden dag - efter min barndom blev shojo min kammerat - min kammerat i hvis selskab jeg legede, spekulerede og sloges - min kammerat, som vidste mere om mig, end jeg om ham - og saa da jeg var blevet en 15 - 16 aar, (jeg naaede hurtigt denne alder), fandt jeg, at shojo fra kammerat var blevet min lærer - hans tanker og ord blev svære at forstaa - men jeg arbejdede, til det lykkedes - - shojo var nu en meget gammel mand - han maa have været mindst 50 aar ældre, end jeg dengang - en periode var han en gammel og vis jøde, hvis rolige, overlegne humor flydende og fast løste mine 16-aarige indfiltrede knuder - og jeg sled og stræbte, til jeg kunde følge ham - og en tid var shojo en olding af min egen race - en hvidhaaret olding med en stor vorte paa næsen og en ro, der besejrede alt ondt - ogsaa ham lykkedes det mig at følge og forstaa - men da jeg var blevet 17 aar, saa jeg at hans ro var falsk, at oldingens sejr over ondskaben blot var alderdom - og shojo blev igen min jævnaldrende kammerat og ven - men en ven uden hensynsfuldhed, som førte mig ud i vanskeligheder og haard modgang - han, sho jo, havde sine egne veje, som han fulgte uden at tænke paa, at jeg, hans ven, maatte følge - uden at skænke det en tanke, at de veje, som for ham selv blot var hans, og for ham selvfølgelige, for mig blev en strid, der sled paa mit sind og forbrugte min ungdoms uprøvede kræfter - men altid gennem alle disse aar var shojo saadan, at han stod foran mig eller ved min side og pegede, og jeg saa ham og fulgte - men for hver gang jeg havde naaet det af ham udpegede, havde shojo umærkeligt skiftet udseende, var blevet en anden -

- og paa denne tid da jeg var sytten aar, skete det, at min kraft svigtede, at mine anstrengelser ikke slog til, og jeg ikke mere kunde følge min kammerat shojo - og i min svaghed omtydede jeg hans krav, forfalskede jeg hans ord - og jeg gik en skæv vej og til al modstand raabte jeg mod min ængstelige sjæl: det er saadan shojo vil - du maa gøre saadan - ser du da ikke at det er saadan, shojo vil, - og i lang tid efter dette gik alt godt for mig - min vej var lige, men shojos vej var ogsaa lige, og jo længere jeg gik, jo større blev afstanden og min egen angst - for hvert skridt, for hver kamp sejrede jeg over den dumhed, den skændsel, som jeg angreb - men min uklarhed, og det deraf kommende raseri, gjorde, at jeg efter hver sejr blandt de bekæmpede, de besejrede, de dræbte, fandt ogsaa megen sandhed, megen sand godhed - jeg opsøgte i mit voksende raseri, der nærmede sig vanvid stadig dumheden, skændslen - men jeg fandt den hver gang i borge hvor ogsaa sandhed og godhed havde søgt tilflugt - og staaende paa de rygende ruiner efter hver sejr, jeg ved raseriets mod havde vundet, fandt jeg hver gang ogsaa sandhed og godhed blandt de overvundne og dræbte -

- og saa en dag kom shojo til mig - han var nu en ung 22-aarig prins af sjælden skønhed - og han fortalte mig, at han maatte rejse - at hans moder dronningen ventede ham i sit slot mod syd - shojo var ikke vred - ikke bedrøvet - han blot sagde, at han nu maatte rejse til sin moder, som ventede ham - først da anede jeg dunkelt, hvad der var sket - endnu forstod jeg intet, men mit stormende raseri var blevet ren angst - og i min sjæl var intet andet end angst - der fandtes ingen tanke, ingen bestemt, klar og artikuleret følelse, intet var tilbage i min sjæl uden denne angst, der lignede vanvid, mere end kamplysten og raseriet nogensinde havde gjort det - - - - "

- stenkas stemme er næsten ikke til at høre og uendeligt langsomt falder ordene fra hans mund - som løv saa let, at intet synes at kunne formaa det til at lande og tage fodfæste paa jorden, hvor det dog tilsidst vil lægge sig, som om det aldrig havde kendt anden plads - hviskende og dog fuldt hørbart fortsætter han sin besynderlige beretning om shojo: "shojo er det menneske, jeg af alle har elsket højest - jeg har følt hans sjæl med mine hænder i vanmagt og rædsel - jeg har lidt mere med shojo, end med nogen anden, mere end jeg nogensinde har lidt for mig selv - og gennem hans hjerte saa jeg et baal af sejrende jubel, der gik gennem mine lukkede øjenlaag som sol - jeg hørte solens smæltende smil smælte jordens evige død og i mægtig glæde føde nyt liv deraf - sommetider elskede jeg shojo, saa at jeg tvivlede om, at jeg var mig selv - og til andre tider kunde jeg frygte hans overmenneskelige strænghed som min egen undergang -

- tilsidst sagde shojo: nu har du kendt mig - jeg har gjort meget ondt i mit første liv og meget godt i mit andet liv, saadan som jeg skulde - og nu gaar jeg til de grønne haver med det milde lys og den evigt skiftende musik for at hvile hos min dronning, som venter mig der, iført den blaa og hvide dragt, som hører til hendes kærlighed - - " og stenkas stemme kan næppe anes, da han tilføjer: "og da shojo var gaaet fandt jeg det frygteligste - jeg havde glemt alt, hvad jeg havde gjort gennem alle disse aar - at jeg end ikke vidste, hvem mine ofre var, eller deres antal, eller hvilken skæbne, der var blevet deres - kun forstod jeg, at jeg havde kæmpet for en sag, som intet var - at mit liv maatte have været sortere end nogens af alle dem, som jeg i tro paa mit store maal havde saaret og dræbt - og hvis helligste, jeg med rolig samvittighed havde skændet -

og hin nat fandt jeg, at maalet for hvilket jeg havde troet hvert offer billigt, havde været latterligt som gniernes kamp om mønter, som perversitetens spyt mod kærlighedens brand - jeg fandt, at jeg havde været en trofast og offervillig jesuit i min egen tjeneste, mens jeg troede, at vinde helgenkrone for en sag, som var menneskehedens - for den nat er jeg shojo taknemmelig, mere end for alt i verden -"

det er blevet morgen og stenkas i forvejen lave mumlende stemme dør hen i uhørbar ensformighed - stenka sover med ryggen mod væggen og fødderne hængende over ildstedets kant - gløderne ulmer sagte og manja rejser sig smilende -

snevejret er blevet snestorm - husets gavl er en skibsstævn, der sukkende pløjer sig vej frem gennem de rejsende driver og stormens isnende sus - døren er helt dækket af sne - lyset, som mat borer sig ind gennem en smal aabning mellem den og væggen, er mælket og blaat - der blir ingen sol idag - manja skubber med skulderen døren et par tommer udad og graver i sneen med et stykke brænde, til hun kan aabne lige saa meget, at hun kan klemme sig igennem - skoven har ligesom sluppet fodfæstet og hænger i armene paa stormen, og gynger langsomt frem og tilbage - den er stum og dens øjne er lukkede - skoven hviler og lader uvejret gøre med sig, hvad det kan - og det er ikke meget - skoven ved det, og vugger roligt som i søvne - den drømmer med de senede rødder, og krammer dem i drømmen haardt om jorden og dens klippeblokke - snestorm er ingenting for skoven - det er alligevel dens sovetid - skoven er for stor til at have fjender - eller til at kende dem - i dag lader dens herre, solen, den hvile - skoven kan hvile -, men den behøver ikke at hvile - paa havet og over sletterne er stormen det store raseri - for skoven er den noget i luften -

solen gaar igennem et øjeblik og siger, at i dag vil der intet ske - stormen vælter sine tusinder tons af sne ned overalt, solen er langt borte og tavs, og skoven fniser af og til i søvne, naar den føler den vidunderlige, æggende saft, der vender sig i de vældige ubekymrede rødder under sne, jord og sten - manja smutter ud med en gammel frakke over hovedet og henter en favn brænde - hun laver frisk ild, fylder en gryde med sne - snart er der lyst og varmt i hytten, der langsomt fyldes med duften af stærk kaffe - hun flaar en hare og gør den i stand, saa den er parat, naar sulten melder sig - med en tændt morgenpibe i munden gaar hun hen og begynder at rede den sovende stenkas haar - varsomt og blødt - naar kammen vil sætte sig fast, tar hun den forsigtigt ud og begynder igen - ind imellem bøjer hun sig med leende øjne og kigger nedefra op paa stenkas ansigt - han har talt længe - men hun ser, at han er ved at vaagne - saa rejser hun sig lydløst og gaar hen ved døren han nu maatte rejse til sin moder, som ventede ham - først da anede jeg dunkelt, hvad der var sket - endnu forstod jeg intet, men mit stormende raseri var blevet ren angst - og i min sjæl var intet andet end angst - der fandtes ingen tanke, ingen bestemt, klar og artikuleret følelse, intet var tilbage i min sjæl uden denne angst, der lignede vanvid, mere end kamplysten og raseriet nogensinde havde gjort det - - - - "

- stenkas stemme er næsten ikke til at høre og uendeligt langsomt falder ordene fra hans mund - som løv saa let, at intet synes at kunne formaa det til at lande og tage fodfæste paa jorden, hvor det dog tilsidst vil lægge sig, som om det aldrig havde kendt anden plads - hviskende og dog fuldt hørbart fortsætter han sin besynderlige beretning om shojo: "shojo er det menneske, jeg af alle har elsket højest - jeg har følt hans sjæl med mine hænder i vanmagt og rædsel - jeg har lidt mere med shojo, end med nogen anden, mere end jeg nogensinde har lidt for mig selv - og gennem hans hjerte saa jeg et baal af sejrende jubel, der gik gennem mine lukkede øjenlaag som sol - jeg hørte solens smæltende smil smælte jordens evige død og i mægtig glæde føde nyt liv deraf - sommetider elskede jeg shojo, saa at jeg tvivlede om, at jeg var mig selv - og til andre tider kunde jeg frygte hans overmenneskelige strænghed som min egen undergang -

- tilsidst sagde shojo: nu har du kendt mig - jeg har gjort meget ondt i mit første liv og meget godt i mit andet liv, saadan som jeg skulde - og nu gaar jeg til de grønne haver med det milde lys og den evigt skiftende musik for at hvile hos min dronning, som venter mig der, iført den blaa og hvide dragt, som hører til hendes kærlighed - - " og stenkas stemme kan næppe anes, da han tilføjer: "og da shojo var gaaet fandt jeg det frygteligste - jeg havde glemt alt, hvad jeg havde gjort gennem alle disse aar - at jeg end ikke vidste, hvem mine ofre var, eller deres antal, eller hvilken skæbne, der var blevet deres - kun forstod jeg, at jeg havde kæmpet for en sag, som intet var - at mit liv maatte have været sortere end nogens af alle dem, som jeg i tro paa mit store maal havde saaret og dræbt - og hvis helligste, jeg med rolig samvittighed havde skændet -

og hin nat fandt jeg, at maalet for hvilket jeg havde troet hvert offer billigt, havde været latterligt som gniernes kamp om mønter, som perversitetens spyt mod kærlighedens brand - jeg fandt, at jeg havde været en trofast og offervillig jesuit i min egen tjeneste, mens jeg troede, at vinde helgenkrone for en sag, som manja vaagner - de ser paa hinanden og lytter mod dalen - det, som høres, er ikke dyr, ikke storm - langt nede høres en knækken af grene, som langsomt nærmer sig - det kan ikke være andet end menneskefødder - og ikke et, men flere, mange menneskers trampen - hvad er der for mennesker at søge i denne retning og i snestorm i en skov uden veje og stier? stenka rejser sig og gaar ud - hurtigt har han faaet skindjakken over ryggen og bøssen i haanden - dyret, som ser sin hule opdaget, flygter for at finde den indtrængende, før det selv er fundet og fanget - manja følger ham efter et par minutter - sneen er dyb og tung, og stadig nye lag farer frem mellem træerne og fylder mellemrummene mellem driverne - stenka har næppe gaaet 100 skridt -, og manja 10 -, da en forpustet stønnende skiløber staar foran dem - georg, en ung karl fra landsbyen - stakaandet fortæller han, at der er kommet en direktør i en stor lukket bil, udelukkende for at besøge stenka - bonden smiler - stenka kan ikke være nogen anden, end den, der staar foran ham - stenka nikker tavst - han er fanget - der er intet at gøre - manja betragter ham rædselsslagen - nu hører de alle tydeligt, hvordan de tunge masende skridt langsomt kommer nærmere - bonden kaster et forsigtigt blik paa stenka - og sætter hænderne for munden og raaber mod stormen: "her! her! her! -" saa staar han genert smilende - i forhold til en direktør er stenka og han dog trods alt næsten forbundsfæller - men han ser paa stenka, at der er ingen vej udenom - det er for sent - et øjeblik endnu staar stenka - lammet - saa kommer der et haardt og frækt træk som et ryk over hans mund - manja fanger det - stenka vender sig roligt mod hende -: "i dag er det vor festdag - men vi kan ikke skyde ingeniør erik brandt -" stenka griner "men fest er fest, og storm er storm - og dig skal direktøren give champagne, saa du hører maanen og de tusind floder fra dit eget land - og festen er vor - kun vor -" stenka klemmer manjas haandled, som var det et bøsseløb - "det skal gaa -" hun nikker stum - og næppe har hun hvisket sit skønne "du har ret", før direktøren ingeniør erik brandt fnysende af kulde og sne maser sig frem gennem sneen, lige imod dem - og bagved denne pelsklædte skikkelse dukker mere end trediedelen af landsbyen op - unge mænd, koner, børn - georg, skiløberen, indser, at de ikke har noget at gøre her - han vender sig opgivende mod erik brandt - ingeniøren gir ham en seddel og truer mod flokken, der tøvende rykker nærmere og tilsidst stiller sig op tyve meter fra huset - sammen med georg trækker de sig skuffede og modvilligt tilbage og vender hjem, udasede og gennemblødte, for at meddele den magre, men dog friskt duftende nyhed, at den mystiske stenka, ikke er nogen anden end hr. stenka fra ... -

landsbyens stemmer er forsvundet - og en hær af fodspor har stormen aandet paa og dækket med sit søvngivende tæppe af 1 meter sne - og som en pilgrim under peterskirkens kuppel træder den 30-aarige direktør erik brandt, bro- vej- og havneentreprenør, ind i stenkas hus, bøjende sig under den lave døraabning - med hinanden i haanden følger stenka og manja efter for at fuldføre deres afbrudte fest -

maaske læser erik brandt i deres ansigter noget om skovens afbrudte hvile, eller om en fest mellem to mennesker efter fire maaneders tavshed - eller -, og snarere, han er saa til randen fyldt af dette ene, dette, som han er kommet for, at han ikke kan vente med at tale, til han har faaet pelsen af - men stenka afbryder ham: "det er manja -" de to sætter sig - der, hvor hun før har plejet at sidde - stenka peger, at erik brandt kan sætte sig paa hans plads - manja har en flakkende uro i sine øjne - det er ikke noget med deres gæst - det er stenka -, hvad han vil gøre - hun sidder saa nær ved ham, at hun ikke kan se hans ansigt - han rækker hende en cigar og tænder en selv - "vi -", begynder han - men erik brandts bedende blik standser ham - siddende med den tunge sorte pels i skødet stirrer han ufravendt paa stenka - saa siger han med en for hytten alt for høj stemme: "du maa rejse med mig til ... -" og efter disse ord brister direktør erik brandt i graad - hulkende, fortvivlede falder taarerne ned i pelsen - og imellem dem ligger løsrevne, ynkelige ord: "jeg er rig - jeg er gift - du maa -" stenka farer op og gir den grædende en drønende lussing - saa brøler han ind i erik brandts taarevædede, bortvendte ansigt: "ja - jeg skal - rejse med - dig -" som ved et trylleslag ophører graaden - erik brandt rejser sig hurtigt, griber stenkas haand - men stenka gør sig fri og siger kort: "nej - du skal tie stille -" hans øjne falder paa lejet, hvor han to minutter før havde siddet ved siden af manja - skindet er bart - manja er ikke i hytten - han kaster et roligt blik paa sin gæst og gaar ud - han stiller sig paa den store flade træstub, hvorfra han i gaar havde set solen staa op - hans legeme er en eneste anspændt lytten - saa raaber han, vendende sig mod nord, mod skoven: "husk festen!" - et hviskende "ja" siver gennem snestormens mælkede væg - og langsomt gaar stenka tilbage til huset - men paa sin vej gennem sneen -, langs bjærgets kant, mod nord, tænker manja smilende paa historien om shojo -

i eksprestoget finmarken - ... sidder direktør erik brandt sammen med stenka -

erik brandt taler - taler og taler uden ophold - men eftersom hans tale ikke indeholder andet og mere, end de korte hulkende udbrud, der faldt mellem hans taarer paa den sorte pels i stenkas hus, vil vi foreløbig lade den upaaagtet - - og i stedet for et øjeblik lytte til, hvad stenkas stædige tavshed kan have at svare og indvende -

"erik brandt er slut - død og færdig - han er intet mere at regne med - nu har jeg frælst ham tre gange - og hver gang uden virkeligt resultat - hver gang jeg har ført ham op i taarnet, hvorfra han kunde se sig selv og verden, sine virkelige fjender og de farer, der alene er at regne med - hver gang han har staaet i taarnet og set alverdens kræfter brydes og kæmpe med hinanden, har han svimlet og bedt om naade - hver gang han har set, at der kun er een kraft, der er mægtigere end alle andre tilsammen, har han frygtet underkastelsen og delagtighedens pris, der dog er saa latterlig lille, naar man ejer mønten, den skal betales med -, og det gør hvert menneske - og i højere grad, jo senere det har haft lykken at komme til verden - nu kan han gaa - han kan gaa til den store forbandede hob - den store hob af absolut haabløse - aah - disse stinkende gamle sjæle - men nu ved jeg, at vi maa negligere dem - gøre vort regnestykke op, som om de ikke eksisterede - de eksisterer jo faktisk ikke - lenin gjorde sit regnestykke - og fik ret - de kunde negligeres - de kunde ikke gøre modstand - og de kunde ikke overbevises - hverken om det ene rette eller om det modsatte - de havde simpelthen ikke overbevisningens evne - de er det værdiløse pulverresultat af kampen mellem de store akser og de store lejer, som disse arbejder i - paa den ene eller den anden maade maa hele denne klump elimineres bort - stenkas tanker gør et vældigt spring -, toget svinger frem og tilbage af fart -, erik brandt taler og taler -, og stenkas tanker kører videre der, hvor de er sat af efter springet, som en hær af traktorer -

jeg tror ikke paa kunstnernes hævden af det dumme undskyldende generationsprincip - at hver tid skulde have sine kunstnere, sine politikere og videnskabsmænd, der blot har at opfylde den tids krav og derefter dø, for at lade helt andre opgaver opstaa for nye mennesker at løse - det er de gamle, der ser, at de ikke har naaet, hvad de vilde -, og de unge, der indser deres egen svaghed (hvilket er dobbelt svaghed) og paa forhaand opgir - siden Kristi død har alle kunstnere, alle forskere villet det samme -, det ene og samme - men alle er de enten gaaet en forkert vej -, eller de har savnet den fornødne styrke - det er og blir umuligt at skabe, fremtvinge nye, rigtige mennesker, saalænge mennesker er nødt til at leve under samfundssystemer, som de nuværende - det er ikke det ene samfundssystem, der er værre eller bedre end det andet - det er hele det store fælles skema for alle samfund, der er haabløst, satanisk ondt -, idiotisk - en stor mand kan danne femhundrede nye, rigtige mennesker - de er der -, de staar færdige og frie, som de skal være - og hvis de ikke er titaner af sjælskraft og fysik, vil samfundskolosserne dog gradvis vride dem tilbage, bøje dem, bage dem om i den gamle stupide form -

det er umuligt at udrette noget ved at arbejde med enkelte, med individer - man kan, det viser sig, og har altid vist sig, man kan skabe mennesker - men disse kan umuligt staa, naar de blir sat ud i stupiditetens glatte glidende skidt - og at gaa den anden vej er ogsaa haabløst - du kan ikke ændre, selv det allerringeste fra grunden, samfundsmæssigt, uden i forvejen at have frigjort de vældige skjulte krav hos menneskeheden, der ene vil være i stand til at bære en saadan verdensomformning, som selv den mindste virke1ig konsekvente ændringsbestræbelse øjeblikkelig vilde resultere i - ja, disse latente krav om fornuft og retfærdighed i universel maalestok, hvis fond af energi, nu bundet, først frigjorte vil virke som en naturkatastrofe af verdensformat, selv paa de mest forudseende -, disse krav vil uundgaaeligt virke imod dine hæderligste anstrængelser, saalænge de er uden sprog, uden naturligt afløb, saalænge de trykkes ned til blot en undertrykt uartikuleret destruktionsdrift - der findes kun eet eneste vindue, der ufejlbarligt viser rigtigt og altid staar aabent - du kan ikke nu skabe de nye mennesker -, for de vil dø - du kan ikke ændre samfundene (fra grunden straks - al anden vej er paa forhaand haabløs), for de gamle kræfter vil kvæle dig -, og de nye, der endnu ligger som uaabnede og ukendte gaver, kan ikke støtte dig - men dette kan du gøre -: du kan arbejde paa at give mæle til de vældige, naar først frigjorte, saa ubetvingelige, krav, der (endnu bundne) æder af livskraften hos alle levende - du kan raabe: se, hvad I gør -! hvad I, I, som dog kaldes mennesker, finder jer i - se, hvordan I kunde leve - se alt, hvad der findes i jer - ser I ikke, at I kun bruger en tusindedel af jeres kraft -, og at I, saadan som alt er, ikke kan bruge mere -SE-SE-SE-! dette kan du gøre -

lær mennesker at tale - lær dem at udtrykke, ikke det, som man har bildt dem ind, er vigtigst for dem, men lær dem at udtrykke imellem sig det i dem, som kræver og længes efter et virke - 1igt liv for hver enkelt at leve, en virkelig strid for hver enkelt at kæmpe, den eneste strid, der er, og nogensinde kan blive, deres egen -, deres egen i aller dybeste forstand - som det er nu, gaar hvert enkelt menneske rundt og tror sig ene i verden om længselen, om kravet - der findes intet sprog til at aabenbare det store fællesskab - intet sprog til at udsige det, som fylder hvert menneskes inderste selv, og som alene er sand virkelighed - giv sproget, talens gave - lær menneskene at sige, blot de ligegyldigste ting paa et sprog, der kan udtrykke alt -, og de vil, alle somen, øjeblikkelig se, hvortil et saadant sprog, en saadan gave er ment - hvad der skal siges, behøver du ikke at bekymre dig om - det findes, stærkt, sundt og levende i dem alle - ubrugt, farligt og herligt - flyt denne, den første hindrende sten, og løgnen vil skride som en søjle af sand, bygget af et barns hænder - og alt det gamle vil være glemt og uendeligt fjernt for det store og vidunderlige, som hvert menneske vil opdage i sig selv, og i alle andre - naar de enkelte ser, at de er alle, der endnu lever, da vil verdensstupiditeten dø - dø af en banal forkølelse eller tandpine - verdensstupiditetens sidste middel -, nu eneste effektive vaaben, er de skærme, den har sat mellem de enkelte mennesker -, og som faar dem til at tro paa ensomhedens løgn - stumhedens brændende feber -, som blot er den verdensstupiditetens indsmigrende, i hemmelighed bønfaldende kosmetik, den lægger over menneskene, menneskene, dens største fare -, for at de skal tro sig være blevet skønne, som de i forvejen var -, for at de ikke skal kende hinanden - gør dette - find kravet, som er hos alle, og giv det evnen til at udtrykke sig - og dit arbejde vil ikke blive din generations idealisme - dit arbejde vil, hvis du har den fornødne kraft og det fornødne klarsyn (hvilket du aldrig ved, før dit liv er endt, og endt efter at være tilbragt i denne kamp -, den eneste værdige, indtil den er vundet) -, dit arbejde vil gøre (eller medvirke til at gøre) jorden til det paradis, som den er ment som -, det paradis, som vi aldrig til fulde har kendt - men, som vi dog alle aner maa være vort eneste rette og naturlige hjem - som vi alle i vore højeste, stærkeste og mest tilfredsstillende øjeblikke har troet os skimte glansen af - det er de øjeblikke, der burde være vor daglige opildner, naar vore krav vil lade sig fange i nøjsomhedens trætte garn - i de øjeblikke alene ved vi, sikkert, konkret og utvivlsomt, hvad det er, vi kæmper for, lider for og længes imod, og altid har længtes imod - hvis du er den, der kan dette og skal gøre det, da vil dit arbejde blive en revolution, i hvis skær alle tidligere vil virke som blide og sentimentale kærtegn - dit arbejde vil blive det, som alle ærlige forskere, alle trofaste kunstnere, alle vaagne, alle virkeligt gode, siden romerrigets undergang forgæves har arbejdet paa - den lenin, som døde 1924 var blot en model af den lenin, som maa komme - den kristus, som blev korsfæstet for denne -, samme sags skyld, vil ikke blive den sidste - naar HAN kommer, vil hvert menneske, hvert barn, føle sig som den Rette, som den, der har gjort verden til det, som den altid har villet være, og indtil da altid trods alt har drømt om at blive - ingen er udvalgt, men alle, alle er kaldede: -

naaet saa langt indfanges stenkas ører af ordstrømmen, der sprøjter fra hjørnepladsen, hvor erik brandt sidder - en rigtig skovlatter faar stenkas kinder til at rødme - det er ikke erik brandts ord - dem har han ikke hørt - det er en blomstring i hans eget bryst - en blomstring, ikke anemoneblid og violduftende -, men haard og brutal og dog kærlighedsbedøvende og herlig - hans næsebor fanger en duft, herlig som saften af raat kokød - og han ser for sig tusinder af byer brænde paa vældige altre, paa hvis kant er skrevet: Et Nyt Liv Er Begyndt, Hver Den, Som Tøver Skal Blive Et Glædesoffer Til Det Ny Liv - - erik brandt taler sagte: "jeg har aldrig kunnet tale - og man kan vel ikke forlange, at andre skal forstaa en, naar man intet siger - jo du har forstaaet mig -

først var det min far - han undertrykte alt i mig - og jeg kunde ikke sige ham, at det var alt blødt og fint i mig, han traadte paa, hver gang, vi mødtes - saa var det else - hun frygtede og hadede min ensomhed - hun kunde ikke se, at min trang til tavshed og til at være alene, blot var en kamp for at finde de ord, de fagter, der skulde sige hende alt -, der skulde vise hende fuldt ud, helt ind igennem min sjæl, hvordan og hvorfor jeg elskede hende - og hendes frygt for min lukkethed blev en tyk mur - og nu tilsidst min rigdom, mit arbejde - mit arbejde, som dog trods alt, til det sidste havde været helt mit eget -, ogsaa det blev en uhændig uformelig klump -, en drøm, som jeg ikke kunde magte, ikke udnytte, ikke forme -" erik brandts stemme er melodisk og dannet - behagelig - men hans ord er som et barns hjælpeløse klynken -: "nu har mit liv trykket sig sammen om mig, saa jeg ikke kan vende mig -, ikke kan finde noget som helst for bare grums og mørke - nu ved jeg ikke engang, hvorfor jeg skulde røre mig, hvorfor jeg skulde tale - du har frælst mig tre gange -, fræls mig igen - sig mig, hvad jeg skal gøre - du maa vide det, om nogen ved det -"

atter glider skovlatteren over stenkas ansigt - skovlatter har intet med en almindelig skov at gøre - den kommer fra stenkas skov - og vender tilbage derind som en givende og frugtbar regn og gør rødder og stammer blanke som nye vokslys - stenka griner og svarer -: erik - du er erik brandt - jeg kan sige dig, hvad du skal gøre - selv kan du intet gøre mer - erik brandt selv er død - men du " skal", det er det eneste, du kan nu, og det skal du - du skal være en finger mellem mine overbebyrdede virkehænders tusinde fingre - tro! tro! - og du vil maaske blive frælst paa en anden maade - dine egne krav er færdige - gaa nu ind under mine kravs ubrydelige strænghed - og svigter du denne gang, er det din sidste, absolut sidste død -" stenka smiler - at smile er hans egentlige, virkelige udtryksmiddel - og erik brandt nikker - og hvisker med stive læber: "ja" - uigenkaldeligt - erik brandts strid er tabt - den findes ikke mere

- og det er ikke ny strid, nyt liv, han har søgt - han har søgt frælse - nu findes kun stenkas usynlige maal -

toget gynger, duver og slingrer - bremser, og hviner i bremser og fjedre - standser og holder - medpassagererne skifter - ved en lille station stiger en gammel kone ind i kupeen, hvor stenka og erik brandt sidder - hun er helt hvidhaaret og har en tyk græsgrøn kjole paa - hendes hænder lægger sig klogt og roligt i skødet - hendes ældede ansigt er som et dyr, der hviler, men dog husker farerne, og som har fundet modet i at kende frygtens aarsag - i samme øjeblik stenka ser hende, forandres hans udtryk, saa man næsten maa tro det er en anden mand, man har foran sig - men erik brandt lægger ikke mærke til det - han sidder foroverbøjet med hagen i de opadvendte haandflader og albuerne støttet mod knæene - han har ikke forstaaet, hvad stenka har sagt - og han bryder sig ikke om det - den ro han føler nu, har han ikke følt i flere aar - han har ladet sig synke

- endelig har han naaet bunden - det er ham nok, at stenka har givet ham følelsen af, at han ikke kan komme længere ned - og at der synes at være en slags mening, selvom han ikke nu formaar at gribe den - pludselig hvisker stenka med ganske svag stemme: "erik, hvad jeg lige har sagt dig, er, at hvidt ikke er sort, at den fattige ikke er rig - det var alt -"

- saa falder hans blik atter paa den gamle kone overfor ham - hurtigt tar han sit cigaretetui op og rækker hende det - "De ryger, ikke sandt?" den gamle smiler: "det er saa længe siden, jeg har røget, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det er - mine børn synes ikke en gammel kone skal ryge - men det synes De aabenbart -" - hun tar ubehjælpsomt en cigaret ud, og stenka tænder den for hende - den gamle vil sige noget, men da hun ser, at stenka allerede har sat sig tilbage i sædet, og nu ser ud af vinduet med et fraværende og træt udtryk, tar hun sig i det

- erik brandt er ligesom vaagnet og betragter forbavset konen, der ryger med smaa korte drag som en ganske ung pige der [aldrig har] røget før -

kammerater!

- en kunstner, som ikke er revolutionær, er ikke kunstner - han er alle virkelige kunstneres lumskeste og farligste fjende - hans er forræderens og spionens rolle -, forræderen og spionen, som indenfor alle andre virkefelter øjeblikkelig dømmes til skændselens tilintetgørelse, saasnart masken er revet fra hans bedrageriske øjne og mund - den revolution, som er kunstnerens, er ikke brødets - brødets revolutionære er hans selvfølgelige kampfæller, men paa et ham uvedkommende omraade - hans maal er at skabe mennesker, som fuldt ud er i stand til at tilgodegøre sig frugterne af disse hans kampfællers resultater - de rydder, skaber plads, aabner en menneskeværdig jord -, hans opgave er at danne de mennesker, der værdigt og frigjorte først gennem hans arbejde blir aabne for den frugtbarhedens varme, som brødets revolutionære har beredt dem -

- der er overproduktion af varer, men ikke der, hvor varer behøves og ikke af de slags, der trænges til - og -, eller men, hvor mærkeligt det end lyder, der er en skrigende mangel (indtil videre uden lyd) paa mennesker - de, som er, kan af naturlige grunde ikke vandre paa jorden evigt - og nye fødes kun i et forsvindende faatal - og endnu besynderligere: de fødes, vokser op, lever og dør paa steder, ingen besøger; deres virkefelt indskrænkes til et latterligt minimum af slæbende, tyngende dødsmasser - resultatet af deres kæmpende, pinefulde liv blir klare lysende blomster, hvis straaler sluges og udviskes af et kæmpemørke uden dybde og uden bund -

i forhold hertil er den materielle verden all-right, næsten venlig og god - jordens fortvivlede situation er, at der ingen findes til at frugtbargøre den, forløse den, puste ild i de evige, nu stumpt sørgende gløder - jorden behøver lige nu mennesker, der repræsenterer noget, der symboliserer noget - men noget, der ikke er vagt og blødt som skum - noget, der staar, og blir staaende gennem gode og onde tider som træer og fjælde - og ikke løsrevne individer, men befolkningslag og nationer - situationen er blevet saadan, at vi ikke kan skærpe kravene til at fordre lys og overvældende godhed og frugtbarhed - vi maatte juble, om vi bare kunde øjne en flok djævle, hvis djævelskhed var 149 naturlig, levende og ubøjelig -, hvis maal var absolutte og udiskutable

- af saadanne kunde der skabes mennesker - fjældet er fjæld - du spør ikke hvorfor -, dine medmennesker er det eller det - dit krav om begrundelse er berettiget, fordi de ligesaa godt kunde ha' været noget tredie, fjerde eller femte - de var tomme - og tvunget af et overmægtigt samfund fyldte de sig af posen, der kunde kaldes unødvendighedens, tilfældighedens pose - og deres valg er intet valg - de var ikke affordret noget valg - deres greb i posen er ikke definitivt, uigenkaldeligt - prøv at kræve det bestemte, det reelle, det virkelige - og du vil finde, at vejen til mavernes og hjærternes mæthed er kort og gældende for dem alle -

hos et skaldyr er dyret det samme, det konstante, og skallen det skiftende - for de til fortvivlelse bragte mennesker nu er det skallen, sneglehuset, der skiftende fyldes med skiftende mæthedssurrogater - menneskehedens uvished og fortvivlelse er tragisk, fordi den er saa forbandet berettiget - og ingen enkelt kan alene hjælpe her - ikke din bedste ven kan du hjælpe - ikke din højest elskede - af intet kan intet blive - ikke med venskab - ikke med hellig kærlighed - her er ikke tale om overmenneske og ikke overmenneske, om genier kontra idioter - din tjenestepige, som er og blir og (forudsætter vi) ikke kan være og blive andet end tjener under en herre - hun er maaske virkelig, realiter det, hun er - hun er tjenestepige, og maaske endda den absolutte, utvivlsomme tjenestepige x - som kun kan være dette og denne - og som altid i al evighed vil fylde sin reelle plads i verden som tjenestepigen x og ingen anden - her er konventions- og samfundsbegreber som beskedenhed og ærgerrighed uklarhedskilder - du er den, du er - ingen idiotiskmeningsløs kamp opad eller nedad kan gøre dig til andet end det - en falsk etikette resulterer blot i ubeføjede krav eller ubrugt kraft - og selve kampens haabløshed gør dig blot delagtig i den dødens tragik, som nærmer sig, stadig rykker nærmere, og som ikke den blodigste verdenskrig eller det brutaleste og fasteste diktatur kan forhale et sekund -

- hver idé, hver formskarakter kan kun i een kombination af andre former og andre følelser give hele sin sjæl -, hele sin betydning - naar en saadan kombination opstaar, er verden et kunstværk rigere - kun gennem denne ene situation kan en ny realitet opstaa, en bestaaende manifestere sin existens - og saadan ogsaa med mennesker - de bestaaende samfund nu (mere eller mindre, men dog alle) gør det saa vanskeligt for de nulevende mennesker, der er underlagt deres omsorg, at indtage den plads (for hver enkelt kun een eneste), der er deres og kun deres - den plads, hvor deres betydning er uomtvistelig, den plads, hvor netop det bestemte menneske er absolut nødvendigt (for alle andre og det selv) og uundværligt - samfundssystemer, der gør det lettere for en vognstyrer at blive professor end vognstyrer, og forhindrer tusinder af sømænd i at sejle for at stikke dem gadefejerens kost i haanden -, saadanne samfundssystemer er de reelle kunstneres uforsonligste fjender - den kunstner, som ikke indser dette faktum, og indretter sig derefter, har automatisk mistet sin betydning for verden - selv om han (eller hun) derved faar lejlighed til at leve i 100 aar - og frem for alt: en saadan kunstnervirksomhed er direkte rettet mod alle andre kunstneres (hans eget inklusive) arbejde og sjæls frelse - og han burde brændemærkes med den frafaldnes lysende skændselsmærke - - en verdens- og samfundsordning, der gennemfører den minutiøse specialisering, der ene kan give en mening til hvert eneste menneskeliv og give den enkle tilfredsstillelse og verdensbetydning som et gennemført livs strabadser med rette kan gøre krav paa -, kun en saadan samfundsordning kan en virkelig kunstner gøre til sit ideal - og den som nægter at acceptere dette (uendelig fjærne, men eneste værdige) maal - hans skæbne skal drukne som djævelens suk i erkeenglenes brusende sang - maaske er det et vigtigt organ, et instinkt vigtigt paa liv og død, som menneskene har glemt at anvende, har ladet ubrugt for længe - et instinkt af samme art, som det, der faar rovdyret til at jage og edderfuglen til at dykke - og planten til at gro kun der, hvor jorden er den rette - et instinkt uden falsk hensynsfuldhed, der med sikkerhedens ro peger og ved: her og ikke der - her og ingen andre steder skal netop mit liv ligge - vi vil et samfund for alle mennesker, undtagen de golde, de snyltende, de indifferente - lad os frygte sygdommen mere end helbredelsen!

nogle kritiske bemærkninger om psykoanalyse

Nu "i vor oplyste tid", hvor man opfinder patenterede metoder til løsning af alle praktiske saavel som teoretiske spørgsmaal: Lynlaase og lilleputautomobiler, har man naturligvis ogsaa opdaget en maade, hvorpaa alle psykologiens før saa vanskelige problemer let og hurtigt kan løses: Psykoanalysen. Egentlig turde psykoanalysens resultater være af alt for tvivlsom karakter til at fortjene større opmærksomhed fra den videnskabelige psykologis side end andre metoder, hvis fordele ganske vist ikke er saa talrige, men til gengæld saa meget mere "solide" og tilforladelige. Men da psykoanalysen paa grund af de mange populære fremstillinger af den for mange staar som et symbol for hele den moderne eksakte psykologi, kunde det maaske interessere nogle at se den belyst fra et psykologisk synspunkt.

Ved første øjekast har denne metode kun een uheldig egenskab, nemlig den, at den mener at kunne løse alle knuderne. Man skal bare analysere; det kan enhver fatte. Sætter man saa psyko - foran, bliver de, der ikke forstod, ganske vist heller ikke forstaaende, men i alt fald overbeviste. Tilbage bliver de helt umulige, der hverken kan forstaa eller vil lade sig overbevise. Vi vil nu se lidt paa, hvordan en af disse ser paa psykoanalysens tanker, saadan som dr. Næsgaard har fremstillet dem for os i sin bog om psykoanalyse.

Det, en psykolog først af alt vil fæste sin opmærksomhed paa, naar han staar overfor en fremstilling af de psykoanalytiske ideer, er vel disses hævden af det ubevidstes store betydning for menneskers handlinger og psykiske dispositioner. I og for sig er denne antagelse ikke noget, der først er fremkommet med psykoanalysen. Den videnskabelige psykologi har længe været klar over, at de ubevidste handlinger var langt talrigere end de, vi foretager med bevidsthed, og at handlinger, der til en vis tid var bevidste, under andre omstændigheder kan blive ubevidste og omvendt. Psykoanalytikerne lægger derimod særlig vægt paa, hvad de kalder "ubevidst sjæleliv". Hvad de forstaar herved, staar vist de færreste rigtig klart. Sædvanlig vil man vel ved "sjæleliv" eller psykiske fænomener forstaa det "bevidste" i modsætning til det ubevidste liv hos et menneske, altsaa menneskets rent fysiologiske virksomhed. Til dato har baade fysiologer og psykologer vist været enige om, at der foregaar en hel række processer baade hos dyr og mennesker, hvoraf dog kun en del er bevidste. Nu møder vi atter denne i mine øjne uholdbare antagelse om en "underbevidsthed" (ubevidst sjæleliv) hos psykoanalytikerne, der dog mere end at benytte den som det videnskabelige hjælpebegreb, den muligvis kunde være, anvender den som en slags asylum ignorantiae. Hverken eksistensen af denne underbevidsthed, hvor aarsagerne til en mængde forskellige forhold henlægges, eller nødvendigheden af dens antagelse er endnu bevist. (Denne antagelse grunder sig, hvad vi ikke vil gaa ind paa her, paa den sandsynligvis uholdbare hypotese om eksistensen af psykiske "genstande"). Hvis psykoanalytikerne som underbevidsthed tænkte sig noget i retning af fysiologiske processer, som f. eks. visse nerveprocesser, der under givne omstændigheder kan være ledsaget af bevidsthed, men som i foreliggende tilfælde ikke er det, vilde det jo være i høj grad stemmende med virkeligheden og i alle henseender fornuftigt; kun er det ikke helt let at faa det ud af deres egne fremstillinger. Under alle omstændigheder kunde man jo med god grund beklage sig over, at de indfører en saa uklar terminologi. De benytter her begreber, som man i forvejen bruger som betegnelser for helt andre fænomengrupper; og det kan jo ikke andet end øge det uheldige ved dette valg af termer, at disse ogsaa ellers er meget omtvistede.

Denne førnævnte opfattelse af begrebet "ubevidst sjæleliv" eller underbevidsthed synes mig at være den eneste, som giver nogen mening. Enhver anden, som man kunde forestille sig, maa, saa vidt jeg kan se, ende i uhjælpelige selvmodsigelser. De foreliggende kendsgerninger fører ikke paa nogen maade hen imod antagelsen af et saadant, direkte uiagttageligt fænomen, og det er forøvrigt tvivlsomt, om det kan have nogen som helst heuristisk betydning.

Ogsaa et andet forhold forekommer mig ret uklart. Dr. Næsgaard synes nemlig her ganske at forveksle psykoanalysens effektivitet overfor hvad han kalder fejlbygninger, med dens (eventuelle) brugbarhed som psykologisk metode. Et tydeligt eksempel paa dette findes pag. 28-29, hvor forf. omtaler og beskriver en "fejlbygning", som blev hævet ved anvendelse af psykoanalyse. Hvad selve fejlbygningen bestod i, er i denne sammenhæng uvæsentligt (og fremgaar vel ogsaa tildels af det følgende). Hvad der derimod er meget vigtigt, er, at forf. afslutter beskrivelsen af fejlbygningen saaledes: "Heri laa grunden til opkastningen af kold mad. Saasnart dette aarsagsforhold blev oplyst, kunde han nemlig1 taale at spise al slags kold mad uden at have den ringeste trang til at kaste op". Forf. begrunder altsaa sin opfattelse, at "grunden laa heri" med, at "patienten", efter at denne var blevet oplyst om "aarsagsforholdet",", blev helbredet for fejlbygningen Men det kan jo dog umuligt være et kriterium for analysens "sandhed", at patienten bliver helbredet ved den; og det faar man absolut indtryk af, at dr. Næsgaard mener. Helbredelsen bestaar jo, saa vidt jeg har forstaaet, i, at patienten bliver overbevist om sagens sammenhæng. Men sagens sammenhæng bliver han overbevist om af psykoanalytikeren (eller nervelægen), hvis opfattelse af denne sammenhæng vel muligvis kunde være forkert. Endvidere bliver vedkommende patient, efter psykoanalytikerens opfattelse, helbredet, naar han blot tror fuldt og fast paa den forklaring, han faar af psykoanalytikeren, hvad enten denne i og for sig er rigtig eller ej. Det væsentligste for helbredelsen er vel (ifølge psykoanalytikernes egne opfattelser), at patienten føler sig overbevist om, at den forklaring, han har faaet, er den rigtige; men dette forhindrer ikke, at den kan være fuldstændig forkert. Denne fejltagelse er antagelig opstaaet ved, at psykoanalytikerne prøver paa at benytte en (hvor frugtbar, ved jeg ikke) psykiatrisk metode overfor psykologiske spørgsmaal.

Endvidere er, efter min mening, grundlaget for forklaringerne af flere af de fejlbygninger (i det følgende eksempel er det en saakaldet "fortalelse"), som forf. omtaler, i alt fald ofte, meget usikkert. Saaledes i tilfældet paa pag. 51, hvor "præsidenten for rigsdagen" skulde have sagt: "Hermed er rigsdagen lukket", medens hans hensigt var at erklære den for aabnet, fordi han hellere havde set, at dette rigsdagsmøde ikke var blevet holdt. Selvfølgeligt er det muligt, at dr. Næsgaards (eller den af ham anførte) forklaring er rigtig, men man savner uvilkaarligt beviserne herfor.

Ogsaa mange af de drømmetydninger, som forf. beskriver, synes mig noget usikre. Jeg vil tillade mig at citere et afsnit med en af disse drømmetydninger, da jeg synes, det er typisk for psykoanalytikernes maade at foretage den slags operationer (se pag.

*

91): "En meget ivrig drømmetyder drømte følgende drøm: "Der er faldet vildænder ned i skorstenene paa de helsingørske ejendomme, og ejerne samler disse ænder ind til eget forbrug. Kommunaldirektøren holder imidlertid paa, at denne ekstrafordel skal beskattes. Jeg protesterer og hævder, at det kan man ikke. Direktøren fastholder dog, at man bør skrive til ministeriet om det. Et sted paa bordet ser jeg et blyantskrevet concept med direktørens skrift. Personalet og jeg selv ses utydeligt sidde ved smaa brunmalede skoleborde og gnave skrog af de stegte vildænder, som vi gemmer paa hylder under bordene. Bag en stor oplyst rude i den ene væg ser jeg to kvinder (rengøringskoner), der vistnok rækker andeben til en ung kontorist, som jeg har haft paa kontor en gang for nogen tid siden"". Dette var selve drømmen, vel at mærke saadan, som vedkommende "meget ivrige drømmetyder" har husket og opfattet den bagefter. Nu vil vi anføre dr. Næsgaards forklaring af denne drøm for at vise, hvor meget en psykoanalytiker kan faa ud af dette for andre "udenforstaaende" forvirrede sammensurium af ord og sætninger:

"Drømmeren har ofte ønsket sig et "ben", og han har tidligere haft et ben, der blev taget fra ham af politiske grunde. Den unge kontorist, som kvinderne rakte ben til, var netop paa det kontor, hvor drømmeren havde sit ben Denne kontorist ligner en anden ung mand, i hvis hus drømmeren havde været den foregaaende dag. Vildænderne minder om en kile, idet drømmeren gaar ud fra, at det er vildænderne og ikke vildgæssene, der flyver i kile. Denne kile vilde han sammen med andre drive ind i det politiske flertal i kommunalbestyrelsen. Skolebordene stammer fra en samtale om en slægtnings børn, der gaar i skole, og hvis forhold blev drøftede sammen med en kendt skolemands optræden som politiker. Der havde ogsaa været tale om, at den ene af de to kvinder kunde trække stemmer paa den politiske liste, nemlig saadanne "folk som tante Vilhelmine". Denne kvinde ligner hende, og navnet Vilhelmine kan minde om vildænder".

Det her citerede behøver vist ingen kommentar; det taler for sig selv. Men skulde den her anførte tydning virkelig være den eneste mulige? Og hvorfor?

Meget væsentlig er forfatterens brug af ordet seksuel i meget forskellige betydninger. Det kan dog ikke andet end bidrage til stor uklarhed, naar man, som dr. Næsgaard, afvekslende benytter dette ord som betegnelse for, hvad man i almindelighed vilde forstaa ved seksuel, nemlig nærmest lig kønslig eller kønsi andre forbindelser, som kønssygdomme, kønsforhold o. s. v., og som term for alle de (mere eller mindre forskelligartede) fænomengrupper, som Freud ofte sammenfatter under denne benævnelse. Overhovedet forekommer den altomfattende indflydelse, som psykoanalytikerne (og dr. Næsgaard) tilskriver det seksuelle liv (i dette ords egentlige forstand), mig i alt fald ikke tilstrækkelig godtgjort, og den er maaske ret tvivlsom.

I det hele taget turde dr. Næsgaard's fremstilling af psykoanalysen, ligesom de fleste andre, være præget af en vis mangel paa forsigtighed med at drage alt for vidtgaaende slutninger udfra det foreliggende (forøvrigt ofte udmærkede) materiale. Endvidere er det ofte alt for aabenbart, at psykoanalytikerne helst uden videre vil omplante en psykiatrisk (og som saadan ofte frugtbar) metode paa psykologien, uden med tilstrækkelig kritik at foretage de fornødne ændringer i benyttelsen af denne. Thi de problemer, som psykoanalysen beskæftiger sig med, er saa komplicerede og vanskelige, at man vist gør mere skade end gavn ved for hurtigt at ville fremtrylle løsningerne.

Til slut skal jeg bemærke, at de af mig fremdragne punkter af dr. Næsgaard's afhandling udelukkende er saadanne, som jeg har anset for særlig uklare eller af anden grund kritikvækkende. Det forekommer mig imidlertid, at de saaledes fremdragne punkter er saa væsentlige og typiske for psykoanalysen som helhed, at de af mig fremsatte bemærkninger kan anses for at have adresse til den psykoanalytiske retning i almindelighed.