✂ det er morgen -, og atter fire maaneder er gaaet - foran huset er en lille plads, hvor nogle graner er fældet - her staar stenka - bjærget falder lige akkurat saa stejlt ned, at stenka over de nærmeste trætoppe føler solen og skimter søen som et stykke lysende staaltraad langt nede i dalen - stilheden er kolossal - skovens milelange stier fører ikke ud af den - stilheden aftager ikke, hvor langt man end gaar - her bliver den - og den er ikke ond - blot rummer den alt - hver lyd -, et egern, som gnaver, en urfugl, som selve det at b1ive, har gjort rædselsslagen, og som flyver sin skraa dinglende larm for at lande efter et halvt minut fuldstændig rolig -, et par grankogler, der raslende glider ned - stilheden behøver ikke engang at synke -, alt udviskes og forsvinder - stilheden er for stor - intet kan udfylde den - og solen stiger ikke op her - den lever her - solen er stilheden - solen er skovens ubevægelige grønne sandhed - skoven er det modsatte af løgn - skovens øjne ser opad og nedad - skoven har selv løst sin gaade - og skoven opfylder selv sin gaade - for skoven er kravet gaade - og at se gaaden er at opfylde kravet - solens krav - og solen lever her - sommetider er den kra- vets sol, som skænker gaadernes løsning til dem, som modtager kravet - sommetider er den kærlighedens sol - hvid og blaa ser den, at dette hjærte er for stort og tungt, og den lader en dolk lysende sprænge nattens skal - og den ser, at dette sværd har hvæsset sig for langt og tyndt, og den lader det styrtende synke i et bundløst hjærte - og sommetider er den godhedens sol, som med sorte straaler blænder øjne og tvinger dem at lukkes - eller uimodstaaeligt lokkende kalder: du har gjort, hvad jeg vilde -, kom -! og bagved, med alt i sin mund, straaler vejenes sol, livets sol - og vejenes sol er blevet menneskenes fjende -, fordi dens mund er lukket og tavs for alle, før de er naaet halvvejs ad den længste af veje, som ikke er nogen vej, men solens mund og skød, hvorfra livet falder - og derfor kalder menneskenes hjærter solen for dødens og krigens sol, fordi alle kræfter i verden er fjender, og solens kraft af alle er den største -

✂ og derfor venter solen -, nu dagens og mandens gule sol -, og de vældige skove og de lange søer venter, og elvene venter, alle med den store stilhed over deres aasyn - og ingen lyd høres - og stenka staar foran sit hus og venter paa, at morgensolen skal naa hans ansigt -

✂ hvem er stenka?

✂ stenka er en mand paa omkring femogtyve menneskeaar; han kom for 13 maaneder siden og byggede sig det lille hus, han nu staar med ryggen til, og hvor han siden har boet - ingen ved rigtig, hvem han er, bortset fra, at han er udlænding, dansk eller tysk, (man har gættet paa tysk flygtning) og at han ser mærkelig ud - man ved, at han nu hovedsagelig lever af jagt - og, at han hidtil regelmæssigt har betalt sin smule leje af stedet og jagten i de omliggende skove - men, hvad han før har haft for arbejde eller bestilling der, hvor han kommer fra, har ingen kunnet sige - de eneste, der har talt med ham, er købmanden i den to mil borte beliggende landsby og bonden, der hævder at eje skoven - og til dem har han aldrig sagt andet, end det nødvendigste og kun, hvad der angik deres forretningsmæssige forhold -

✂ karlen hos købmanden har lavet vittigheden: lukket foran og aaben bag, paa grund af hans skæg og, at han en dag, han var nede for at købe tobak og ammunition, havde haft et hul bag i sine bukser - og ingen undtagen skolelærerens 14-aarige søn, har overhovedet set hans bolig, og denne endda kun udvendig - drengen havde med besvær fundet vej op til hytten - der var ingen stier i forvejen, og da stenka sjældent gik samme vej, var der heller ikke blevet traadt nogen ny - først kunde den forventningsfulde dreng slet ikke finde noget hus - han fandt en stabel brænde under et grantræ, og han kunde lugte en ild i nærheden - endelig opdagede han, lurende bag en stor trærod, der var revet op paa højkant, da træet blæste om, at stenka havde dækket hele huset med friske graner og store grangrene, baade langs væggene og paa taget, saa at det næsten var umuligt at skælne hans bolig fra den omgivende skov - men lige, da drengen skulde til at rejse sig fra sit skjulested for at gaa rundt om huset for, om muligt, at komme det nærmere fra en anden side (han turde ikke aabenlyst gaa frem, da han ikke havde kunnet finde noget rimeligt paaskud for et besøg), saa han et geværløb blive stukket ud mellem grenene paa et grantræ 20 meter borte og rettes lige imod sig - bøssens ejermand sagde intet, og drengen havde ikke kunnet se ham - men bevidstheden om, at han aabenbart havde været iagttaget længe, og at hans nærværelse paa stedet øjensynlig ikke ønskedes, havde været tilstrækkelig til at faa ham til at lægge benene paa nakken og hurtigst muligt søge sig hjemad -

✂ dette var det eneste, man vidste om den besynderlige stenkas hus - bonden, som ejede skoven, boede langt borte fra landsbyen og interesserede sig ikke synderligt for sin lejers bolig, da han var ængstelig for, at der skulde kunne afkræves ham hjælp under en eller anden form, hvis han viste sig for indladende - en af de første gange stenka havde været hos købmanden, havde han foruden sin bøsse (som tilsyneladende var af udenlandsk konstruktion), en lang stav med et udskaaret S paa den ene side og et underligt mærke, ogsaa udskaaret, paa den anden - begge forsiringer havde været farvet blaa, maaske med blæk - købmanden havde spurgt ham, om mærket skulde forestille et øje, og dertil havde stenka svaret ja, uden nærmere at forklare meningen med at have et øje udskaaret paa sin stok - en lørdag, lige efter at han var kommet til egnen, var han gaaet den lange vej ned til "biografen", en forhenværende lade med filmsapparat og dansegulv, hvor der var dans - alle havde kigget og hvisket - og at gaa femten kilometer i ti graders frost gennem skoven iført nypresset citydress og laksko - ! bønderdrengene havde let højlydt, medens de saa til den modsatte side, af hvor han sad, og pigerne havde fniset med den dybeste foragt i stemmen og skælvende beundring i øjnene - men efterhaanden var lyset blevet dæmpet af mangel paa petroleum, og man havde ikke rigtig kunnet se, være sig skægget eller lakskoene

✂ og stenka havde kun danset een dans - og med den pige, som alle helst vilde i lag med, men som de ogsaa alle generede sig for bare at danse med - pigerne hadede og haanede hende - mændene beskæftigede sig ikke med hende, men hendes nærværelse var tilstrækkelig til at tage interessen fra de andre piger

✂ - stenka havde altsaa danset en dans med hende - man havde ikke kunnet se, hvordan han dansede, men selvfølgelig kunde han ikke danse som de andre - drengene havde faaet et plausibelt paaskud for at kigge paa pigen, og de andre havde hvisket, at det var underligt, at hun kunde danse med ham - men efter at have været der i det hele kun en god halv time og uden at have danset mere end den samme dans, var den fremmede gaaet - og han havde ikke talt med nogen, han havde ikke engang sagt god aften eller farvel -

✂ dette er, bortset fra, at han bevislig aldrig afsendte eller modtog post, som muligvis havde kunnet give et holdepunkt i en eller anden retning, alt hvad man ved om stenka i landsbyen - og de forskelliges nysgerrighed sløvedes efterhaanden af mangel paa næring - stenka er blevet den fremmede, der er "lukket fortil og aaben bag" -

✂ - og nu staar denne mand foran sit hus og venter paa solen, der ligger paa granerne helt nede ved søen -

✂ hans mørkeblaa skjorte staar aaben og hans grønbrune bukser er stoppet ned i et par langskaftede lyse støvler, der skinner af fedt - om livet har han et bælte, strikket af hvid silketraad, og midt paa maven dingler en kniv i en lang skede med sølvknap underst - over den ene skulder hænger en skindjakke indvendig foret med egernskind -

✂ stenka staar og skræver med hænderne i bukselommerne - hans mørkebrune bølgede pandehaar naar næsten helt ned til de sorte øjenbryn, der skraaner let opad ved enderne - han er meget velfriseret - skægget er rødt og ligner hageremmen paa en græsk hjælm og ligesom holder haarets skal fast ned over hovedet og nakken paa ham - overskægget hænger ned i to spidser som en kinesers - hans tænder er blanke og tætte men ikke hvide - han staar og smiler - og gaar et par skridt opad for at se bedre - han gynger i knæene for hvert skridt - en ild knager inde fra huset -

✂ stenka træder op paa en stor flad træstub - stadig med hænderne i bukselommerne - han har en underlig bevægelse med kinderne, der strammer ansigtet og klemmer øjnene sammen til to haarde revner - og han taler med en lav, træagtig stemme: "jeg, stenka, med mig er ting sket mærkeligere, end de, der er sket med andre - jeg drog bort, fra hvor jeg før havde levet, og jeg vidste, at jeg aldrig vilde vende tilbage - og der, hvor jeg før havde levet, der var min moder død, og min elskede døde, og mine venner døde en efter en - og min fader havde jeg aldrig kendt - og min elskede døde, fordi jeg aabnede de store aarer, der gik over hendes hals med min kniv - og nu har jeg en anden kniv -"

✂ medens stenka taler, har solen flyttet sig en anelse, og den vælder nu ud over skoven, ned langs søen, ind i granernes tætte ro - og stenka gaar langsomt tilbage mod huset - et sekund tar sollyset skraat nedefra over hans ansigt, og det er, som om en stor lydløs latter har sovet bag pandehaaret, øjenbrynene og skægget og i dette sekund vaagner og i nøgen glæde træder ud gennem kinderne og drillende breder sig ud over hele stenkas ansigt - med sin nøgenhed dækker den hans øjne og lukker hans mund - nogle skridt fra døren kalder han stille: "jeg gaar nu, er det færdigt?" noget flyttes inde paa gulvet, en smal skygge gaar forbi ildskæret - stenka bøjer sig og tar jagttasken med maden, bøssen og patronbæltet og den korte økse, der som svar er blevet lagt ud i døraabningen - "jeg gaar ogsaa til cigarmanden i dag -" med disse ord forsvinder stenka i skoven - han synker lidt i knæet for hver gang en støvle naar jorden - han gaar, som om han var en enkelt muskel af et større væsen

✂ terrænet er fyldt med store sten og væltede træstammer, og hans skridt blir korte og gummiagtige - fra hoften og nedefter virker han larvefod - hans ryg er krum - han suger sig frem under granernes nedhængende grene - og en flad skraaning ligger foran ham - pladsen har aabenbart været ryddet for nogle aar siden - granerne er smaa og bløde - stenka løber - han lader foden glide lidt frem i den tynde sne - han løber hurtigt - naar han træder fejl -, naar foden naar den nedfaldne gren i stedet for den flade sten, ser han sig kort tilbage, truende ad sit sjuskeri - at løbe er en nydelse, men rigtigt - det er en melodi, han maa høre hver dag - og hans sammenknebne øjne blir mørke og blanke, naar han spiller rigtigt - han elsker dette at bevæge sig - han har tasken paa ryggen - bøssen i højre, øksen i venstre haand - af og til standser han og fælder et tørt træ og lægger det ud i sporene - brænde, som han skal tage med paa hjemvejen - han har skiftevis det ene og det andet øre bart - naar han fryser, trækker han skindhuens klap ned over det bare øre, og væk fra det andet - ved hver lyd standser han og staar uden en bevægelse og med munden halvaaben for at høre bedre

✂ en urfugl?, en tjur?, en hare? eller bare et egern eller en skovskade - stenka gaar i retning mod "stormens eneste træ", et stort fyrretræ højt oppe paa den store slette øverst paa bjærgryggen - enebærkrat, mos og tyttebærris - og bjærget, der langsomt og atter skovklædt falder ned mod en anden, meget stor og smal sø - 1 mil opad og en halv mil over isbelagte smaamoser oppe paa bjærget - der plejer altid at være urfugl - allerede paa afstand høres enkelte smældende vingeslag - stenka sætter sig et øjeblik for at hvile - "jeg vil fortælle manja historien om, ja, jo, jeg vil kalde ham shojo, livets drukkenbolt -, ja, den historie vil jeg fortælle hende -" han tar et iskoldt æble frem af tasken og begynder at spise - han bider hele munden fuld og lævner kun blomsten og stilken - han stopper to patroner i bøssen og lægger den over knæene - saa tar han huen af og klør sig grundigt i hovedet, haler en sodavandsflaske med kaffe frem og en pibe - "ja, jeg tænker, jeg maa snakke med hende - jeg har jo slet ikke snakket i lange tider - hun vil blive forbavset - hun ler saa sjov, naar hun er forbavset -"

✂ han rejser sig og samler en bunke tørt brænde sammen og lægger øksen og tasken ovenpaa og dækker det hele med en stor frisk grangren - hænger bøssen i remmen over skulderen og begynder at løbe - hans øjne griner - hans lange lave skridt mumler: stenka skal snakke - stenka skal snakke - stenka skal snakke -

✂ paa tilbagevejen fra "stormens eneste træ" hviler han et øjeblik ved brændebunken - og belæsset med brænde og tre varme urfugle slentrer han langsomt ned mod landsbyen, en stor vinkel udenom huset igennem den tætteste skov - til cigarmanden - omtrent halvvejs smider han brændet, de to af fuglene, bøssen og øksen, lægger et par tynde stammer ovenpaa mod dyr - griner lydløst i retning af sit hus og gaar skødesløst og uden byrder videre - i tanker -