en vise i skoven

✂ en ulmende pibe
passende for et menneskes tænder
blev slængt i min skaal
til en hunger
der fremvæltende
kunde slikke alle vaarens elve tørre
paa een dag -

✂ under nattens
prangende maske
svider pibemund rosenfrø -
og min hunger hvæsser spaaner
i fattighuset -
- er menneske stort?
grinende summer kraniets flue -
i skovens dyb
sliber jeg spidst
mit had -

✂ kære menneskebarn
stakkels lille -
barbenet - alene -
uden graad i skoven -

den bodfærdige

✂ - min fornemhed
kender ingen grænser -
naar jeg
tigger, er det en naade
at turde give -
for mig
at give, findes ikke her -,
her findes is og storm,
og deres skæbne
bærer jeg -
- i ensomhedens øde skove gør jeg bod -
min fornemhed
kender ingen grænser -,
den kender skæbnens
bud og intet andet -

nat - nat - nat -

✂ - det, som lyser mig,
kan jeg ikke -
det, som jeg kan,
sværter mig -
- naar jeg mættes,
- mindes jeg -
- naar jeg glemmer,
- hungrer jeg -
- søvnen, som gaar,
- vækker vildskab,
- som ikke vil gaa -
min hunger har intet at faa -