Munch-Petersen, Gustaf shojo

IV. shojo

- stenka taler fra sin sjæls underste blomster - af og til er hans stemme snærrende og skarp som en agitators - saa atter som en, der hvisker en uendelig kostbar og farlig heramelighed mod et øre, der om nødvendigt maa tvinges til at forstaa - ordene smuldrer hen - tonefaldet alene taler - manja maa anstrænge sig til det yderste for overhovedet at opfatte noget - og hele tiden er hans strejfende tale skødesløs, uvæsentlig - som om han tror fuldt og fast, at de ting, han fortæller, er saa store, saa stærke, at de umiddelbart maa trænge ind, ligegyldigt hvilke ord, der tumler over hans læber - som om disse store ting maatte træde frem, klare og utvivlsomme, alene paa grund af deres magt over den talende, selv om han talte om helt andre og mindre lysende emner - men manja er en god tilhører - først nærmer hun sig til hans mund, hvis læber næsten ikke bevæger sig - saa gaar hun længere, og hun sidder skælvende af iver bag ved ordenes arbejdende læber og tunge - hun kan lade dem gaa uænsede forbi sig - hun lytter til det, stenka siger, til det, han vil - lytter -, bare lytter - og arbejder - sig længere og længere ind - ind og igennem - til hun hører - nu hører hun - gennem en tom himmel kommer en regn af blanke meteorlysende kugler over hende - hendes sjæls hænder griber og griber -, samler og samler - og febrilsk gør hun hænderne fri for at kunne gribe, stadig gribe, gribe og samle - der er intet uden en langsom og tungt arbejdende mund et sted højt oppe - og disse store sejlende kugler, der blanke, skiftende i klare kølige farver, daler ned mod hendes aabne hænder - lægger sig omkring hende, for hænderne at ordne, betragte, tage - saadan er stenkas tøvende ord: "allerførst var shojo min mor - og gennem min barndom blev shojo min barndoms konge; sommetider var denne konge min ven, til andre tider min bitreste fjende, som det var mig umuligt at overvinde - hvor denne konge drog frem, var vejen paa den ene side kantet med knækkede lanser, afhuggede hjælmbuske, trompetfanfarer og lyden af store hestes trampen - og paa den anden side hørtes kvinders øresønderrivende skrig og graad - mænds forbandelser og tilfangetagnes ydmyge hyldest - shojo er et navn jeg fandt i skoven forleden dag - efter min barndom blev shojo min kammerat - min kammerat i hvis selskab jeg legede, spekulerede og sloges - min kammerat, som vidste mere om mig, end jeg om ham - og saa da jeg var blevet en 15 - 16 aar, (jeg naaede hurtigt denne alder), fandt jeg, at shojo fra kammerat var blevet min lærer - hans tanker og ord blev svære at forstaa - men jeg arbejdede, til det lykkedes - - shojo var nu en meget gammel mand - han maa have været mindst 50 aar ældre, end jeg dengang - en periode var han en gammel og vis jøde, hvis rolige, overlegne humor flydende og fast løste mine 16-aarige indfiltrede knuder - og jeg sled og stræbte, til jeg kunde følge ham - og en tid var shojo en olding af min egen race - en hvidhaaret olding med en stor vorte paa næsen og en ro, der besejrede alt ondt - ogsaa ham lykkedes det mig at følge og forstaa - men da jeg var blevet 17 aar, saa jeg at hans ro var falsk, at oldingens sejr over ondskaben blot var alderdom - og shojo blev igen min jævnaldrende kammerat og ven - men en ven uden hensynsfuldhed, som førte mig ud i vanskeligheder og haard modgang - han, sho jo, havde sine egne veje, som han fulgte uden at tænke paa, at jeg, hans ven, maatte følge - uden at skænke det en tanke, at de veje, som for ham selv blot var hans, og for ham selvfølgelige, for mig blev en strid, der sled paa mit sind og forbrugte min ungdoms uprøvede kræfter - men altid gennem alle disse aar var shojo saadan, at han stod foran mig eller ved min side og pegede, og jeg saa ham og fulgte - men for hver gang jeg havde naaet det af ham udpegede, havde shojo umærkeligt skiftet udseende, var blevet en anden -

- og paa denne tid da jeg var sytten aar, skete det, at min kraft svigtede, at mine anstrengelser ikke slog til, og jeg ikke mere kunde følge min kammerat shojo - og i min svaghed omtydede jeg hans krav, forfalskede jeg hans ord - og jeg gik en skæv vej og til al modstand raabte jeg mod min ængstelige sjæl: det er saadan shojo vil - du maa gøre saadan - ser du da ikke at det er saadan, shojo vil, - og i lang tid efter dette gik alt godt for mig - min vej var lige, men shojos vej var ogsaa lige, og jo længere jeg gik, jo større blev afstanden og min egen angst - for hvert skridt, for hver kamp sejrede jeg over den dumhed, den skændsel, som jeg angreb - men min uklarhed, og det deraf kommende raseri, gjorde, at jeg efter hver sejr blandt de bekæmpede, de besejrede, de dræbte, fandt ogsaa megen sandhed, megen sand godhed - jeg opsøgte i mit voksende raseri, der nærmede sig vanvid stadig dumheden, skændslen - men jeg fandt den hver gang i borge hvor ogsaa sandhed og godhed havde søgt tilflugt - og staaende paa de rygende ruiner efter hver sejr, jeg ved raseriets mod havde vundet, fandt jeg hver gang ogsaa sandhed og godhed blandt de overvundne og dræbte -

- og saa en dag kom shojo til mig - han var nu en ung 22-aarig prins af sjælden skønhed - og han fortalte mig, at han maatte rejse - at hans moder dronningen ventede ham i sit slot mod syd - shojo var ikke vred - ikke bedrøvet - han blot sagde, at han nu maatte rejse til sin moder, som ventede ham - først da anede jeg dunkelt, hvad der var sket - endnu forstod jeg intet, men mit stormende raseri var blevet ren angst - og i min sjæl var intet andet end angst - der fandtes ingen tanke, ingen bestemt, klar og artikuleret følelse, intet var tilbage i min sjæl uden denne angst, der lignede vanvid, mere end kamplysten og raseriet nogensinde havde gjort det - - - - "

- stenkas stemme er næsten ikke til at høre og uendeligt langsomt falder ordene fra hans mund - som løv saa let, at intet synes at kunne formaa det til at lande og tage fodfæste paa jorden, hvor det dog tilsidst vil lægge sig, som om det aldrig havde kendt anden plads - hviskende og dog fuldt hørbart fortsætter han sin besynderlige beretning om shojo: "shojo er det menneske, jeg af alle har elsket højest - jeg har følt hans sjæl med mine hænder i vanmagt og rædsel - jeg har lidt mere med shojo, end med nogen anden, mere end jeg nogensinde har lidt for mig selv - og gennem hans hjerte saa jeg et baal af sejrende jubel, der gik gennem mine lukkede øjenlaag som sol - jeg hørte solens smæltende smil smælte jordens evige død og i mægtig glæde føde nyt liv deraf - sommetider elskede jeg shojo, saa at jeg tvivlede om, at jeg var mig selv - og til andre tider kunde jeg frygte hans overmenneskelige strænghed som min egen undergang -

- tilsidst sagde shojo: nu har du kendt mig - jeg har gjort meget ondt i mit første liv og meget godt i mit andet liv, saadan som jeg skulde - og nu gaar jeg til de grønne haver med det milde lys og den evigt skiftende musik for at hvile hos min dronning, som venter mig der, iført den blaa og hvide dragt, som hører til hendes kærlighed - - " og stenkas stemme kan næppe anes, da han tilføjer: "og da shojo var gaaet fandt jeg det frygteligste - jeg havde glemt alt, hvad jeg havde gjort gennem alle disse aar - at jeg end ikke vidste, hvem mine ofre var, eller deres antal, eller hvilken skæbne, der var blevet deres - kun forstod jeg, at jeg havde kæmpet for en sag, som intet var - at mit liv maatte have været sortere end nogens af alle dem, som jeg i tro paa mit store maal havde saaret og dræbt - og hvis helligste, jeg med rolig samvittighed havde skændet -

og hin nat fandt jeg, at maalet for hvilket jeg havde troet hvert offer billigt, havde været latterligt som gniernes kamp om mønter, som perversitetens spyt mod kærlighedens brand - jeg fandt, at jeg havde været en trofast og offervillig jesuit i min egen tjeneste, mens jeg troede, at vinde helgenkrone for en sag, som var menneskehedens - for den nat er jeg shojo taknemmelig, mere end for alt i verden -"

det er blevet morgen og stenkas i forvejen lave mumlende stemme dør hen i uhørbar ensformighed - stenka sover med ryggen mod væggen og fødderne hængende over ildstedets kant - gløderne ulmer sagte og manja rejser sig smilende -

snevejret er blevet snestorm - husets gavl er en skibsstævn, der sukkende pløjer sig vej frem gennem de rejsende driver og stormens isnende sus - døren er helt dækket af sne - lyset, som mat borer sig ind gennem en smal aabning mellem den og væggen, er mælket og blaat - der blir ingen sol idag - manja skubber med skulderen døren et par tommer udad og graver i sneen med et stykke brænde, til hun kan aabne lige saa meget, at hun kan klemme sig igennem - skoven har ligesom sluppet fodfæstet og hænger i armene paa stormen, og gynger langsomt frem og tilbage - den er stum og dens øjne er lukkede - skoven hviler og lader uvejret gøre med sig, hvad det kan - og det er ikke meget - skoven ved det, og vugger roligt som i søvne - den drømmer med de senede rødder, og krammer dem i drømmen haardt om jorden og dens klippeblokke - snestorm er ingenting for skoven - det er alligevel dens sovetid - skoven er for stor til at have fjender - eller til at kende dem - i dag lader dens herre, solen, den hvile - skoven kan hvile -, men den behøver ikke at hvile - paa havet og over sletterne er stormen det store raseri - for skoven er den noget i luften -

solen gaar igennem et øjeblik og siger, at i dag vil der intet ske - stormen vælter sine tusinder tons af sne ned overalt, solen er langt borte og tavs, og skoven fniser af og til i søvne, naar den føler den vidunderlige, æggende saft, der vender sig i de vældige ubekymrede rødder under sne, jord og sten - manja smutter ud med en gammel frakke over hovedet og henter en favn brænde - hun laver frisk ild, fylder en gryde med sne - snart er der lyst og varmt i hytten, der langsomt fyldes med duften af stærk kaffe - hun flaar en hare og gør den i stand, saa den er parat, naar sulten melder sig - med en tændt morgenpibe i munden gaar hun hen og begynder at rede den sovende stenkas haar - varsomt og blødt - naar kammen vil sætte sig fast, tar hun den forsigtigt ud og begynder igen - ind imellem bøjer hun sig med leende øjne og kigger nedefra op paa stenkas ansigt - han har talt længe - men hun ser, at han er ved at vaagne - saa rejser hun sig lydløst og gaar hen ved døren han nu maatte rejse til sin moder, som ventede ham - først da anede jeg dunkelt, hvad der var sket - endnu forstod jeg intet, men mit stormende raseri var blevet ren angst - og i min sjæl var intet andet end angst - der fandtes ingen tanke, ingen bestemt, klar og artikuleret følelse, intet var tilbage i min sjæl uden denne angst, der lignede vanvid, mere end kamplysten og raseriet nogensinde havde gjort det - - - - "

- stenkas stemme er næsten ikke til at høre og uendeligt langsomt falder ordene fra hans mund - som løv saa let, at intet synes at kunne formaa det til at lande og tage fodfæste paa jorden, hvor det dog tilsidst vil lægge sig, som om det aldrig havde kendt anden plads - hviskende og dog fuldt hørbart fortsætter han sin besynderlige beretning om shojo: "shojo er det menneske, jeg af alle har elsket højest - jeg har følt hans sjæl med mine hænder i vanmagt og rædsel - jeg har lidt mere med shojo, end med nogen anden, mere end jeg nogensinde har lidt for mig selv - og gennem hans hjerte saa jeg et baal af sejrende jubel, der gik gennem mine lukkede øjenlaag som sol - jeg hørte solens smæltende smil smælte jordens evige død og i mægtig glæde føde nyt liv deraf - sommetider elskede jeg shojo, saa at jeg tvivlede om, at jeg var mig selv - og til andre tider kunde jeg frygte hans overmenneskelige strænghed som min egen undergang -

- tilsidst sagde shojo: nu har du kendt mig - jeg har gjort meget ondt i mit første liv og meget godt i mit andet liv, saadan som jeg skulde - og nu gaar jeg til de grønne haver med det milde lys og den evigt skiftende musik for at hvile hos min dronning, som venter mig der, iført den blaa og hvide dragt, som hører til hendes kærlighed - - " og stenkas stemme kan næppe anes, da han tilføjer: "og da shojo var gaaet fandt jeg det frygteligste - jeg havde glemt alt, hvad jeg havde gjort gennem alle disse aar - at jeg end ikke vidste, hvem mine ofre var, eller deres antal, eller hvilken skæbne, der var blevet deres - kun forstod jeg, at jeg havde kæmpet for en sag, som intet var - at mit liv maatte have været sortere end nogens af alle dem, som jeg i tro paa mit store maal havde saaret og dræbt - og hvis helligste, jeg med rolig samvittighed havde skændet -

og hin nat fandt jeg, at maalet for hvilket jeg havde troet hvert offer billigt, havde været latterligt som gniernes kamp om mønter, som perversitetens spyt mod kærlighedens brand - jeg fandt, at jeg havde været en trofast og offervillig jesuit i min egen tjeneste, mens jeg troede, at vinde helgenkrone for en sag, som manja vaagner - de ser paa hinanden og lytter mod dalen - det, som høres, er ikke dyr, ikke storm - langt nede høres en knækken af grene, som langsomt nærmer sig - det kan ikke være andet end menneskefødder - og ikke et, men flere, mange menneskers trampen - hvad er der for mennesker at søge i denne retning og i snestorm i en skov uden veje og stier? stenka rejser sig og gaar ud - hurtigt har han faaet skindjakken over ryggen og bøssen i haanden - dyret, som ser sin hule opdaget, flygter for at finde den indtrængende, før det selv er fundet og fanget - manja følger ham efter et par minutter - sneen er dyb og tung, og stadig nye lag farer frem mellem træerne og fylder mellemrummene mellem driverne - stenka har næppe gaaet 100 skridt -, og manja 10 -, da en forpustet stønnende skiløber staar foran dem - georg, en ung karl fra landsbyen - stakaandet fortæller han, at der er kommet en direktør i en stor lukket bil, udelukkende for at besøge stenka - bonden smiler - stenka kan ikke være nogen anden, end den, der staar foran ham - stenka nikker tavst - han er fanget - der er intet at gøre - manja betragter ham rædselsslagen - nu hører de alle tydeligt, hvordan de tunge masende skridt langsomt kommer nærmere - bonden kaster et forsigtigt blik paa stenka - og sætter hænderne for munden og raaber mod stormen: "her! her! her! -" saa staar han genert smilende - i forhold til en direktør er stenka og han dog trods alt næsten forbundsfæller - men han ser paa stenka, at der er ingen vej udenom - det er for sent - et øjeblik endnu staar stenka - lammet - saa kommer der et haardt og frækt træk som et ryk over hans mund - manja fanger det - stenka vender sig roligt mod hende -: "i dag er det vor festdag - men vi kan ikke skyde ingeniør erik brandt -" stenka griner "men fest er fest, og storm er storm - og dig skal direktøren give champagne, saa du hører maanen og de tusind floder fra dit eget land - og festen er vor - kun vor -" stenka klemmer manjas haandled, som var det et bøsseløb - "det skal gaa -" hun nikker stum - og næppe har hun hvisket sit skønne "du har ret", før direktøren ingeniør erik brandt fnysende af kulde og sne maser sig frem gennem sneen, lige imod dem - og bagved denne pelsklædte skikkelse dukker mere end trediedelen af landsbyen op - unge mænd, koner, børn - georg, skiløberen, indser, at de ikke har noget at gøre her - han vender sig opgivende mod erik brandt - ingeniøren gir ham en seddel og truer mod flokken, der tøvende rykker nærmere og tilsidst stiller sig op tyve meter fra huset - sammen med georg trækker de sig skuffede og modvilligt tilbage og vender hjem, udasede og gennemblødte, for at meddele den magre, men dog friskt duftende nyhed, at den mystiske stenka, ikke er nogen anden end hr. stenka fra ... -

landsbyens stemmer er forsvundet - og en hær af fodspor har stormen aandet paa og dækket med sit søvngivende tæppe af 1 meter sne - og som en pilgrim under peterskirkens kuppel træder den 30-aarige direktør erik brandt, bro- vej- og havneentreprenør, ind i stenkas hus, bøjende sig under den lave døraabning - med hinanden i haanden følger stenka og manja efter for at fuldføre deres afbrudte fest -

maaske læser erik brandt i deres ansigter noget om skovens afbrudte hvile, eller om en fest mellem to mennesker efter fire maaneders tavshed - eller -, og snarere, han er saa til randen fyldt af dette ene, dette, som han er kommet for, at han ikke kan vente med at tale, til han har faaet pelsen af - men stenka afbryder ham: "det er manja -" de to sætter sig - der, hvor hun før har plejet at sidde - stenka peger, at erik brandt kan sætte sig paa hans plads - manja har en flakkende uro i sine øjne - det er ikke noget med deres gæst - det er stenka -, hvad han vil gøre - hun sidder saa nær ved ham, at hun ikke kan se hans ansigt - han rækker hende en cigar og tænder en selv - "vi -", begynder han - men erik brandts bedende blik standser ham - siddende med den tunge sorte pels i skødet stirrer han ufravendt paa stenka - saa siger han med en for hytten alt for høj stemme: "du maa rejse med mig til ... -" og efter disse ord brister direktør erik brandt i graad - hulkende, fortvivlede falder taarerne ned i pelsen - og imellem dem ligger løsrevne, ynkelige ord: "jeg er rig - jeg er gift - du maa -" stenka farer op og gir den grædende en drønende lussing - saa brøler han ind i erik brandts taarevædede, bortvendte ansigt: "ja - jeg skal - rejse med - dig -" som ved et trylleslag ophører graaden - erik brandt rejser sig hurtigt, griber stenkas haand - men stenka gør sig fri og siger kort: "nej - du skal tie stille -" hans øjne falder paa lejet, hvor han to minutter før havde siddet ved siden af manja - skindet er bart - manja er ikke i hytten - han kaster et roligt blik paa sin gæst og gaar ud - han stiller sig paa den store flade træstub, hvorfra han i gaar havde set solen staa op - hans legeme er en eneste anspændt lytten - saa raaber han, vendende sig mod nord, mod skoven: "husk festen!" - et hviskende "ja" siver gennem snestormens mælkede væg - og langsomt gaar stenka tilbage til huset - men paa sin vej gennem sneen -, langs bjærgets kant, mod nord, tænker manja smilende paa historien om shojo -

i eksprestoget finmarken - ... sidder direktør erik brandt sammen med stenka -

erik brandt taler - taler og taler uden ophold - men eftersom hans tale ikke indeholder andet og mere, end de korte hulkende udbrud, der faldt mellem hans taarer paa den sorte pels i stenkas hus, vil vi foreløbig lade den upaaagtet - - og i stedet for et øjeblik lytte til, hvad stenkas stædige tavshed kan have at svare og indvende -

"erik brandt er slut - død og færdig - han er intet mere at regne med - nu har jeg frælst ham tre gange - og hver gang uden virkeligt resultat - hver gang jeg har ført ham op i taarnet, hvorfra han kunde se sig selv og verden, sine virkelige fjender og de farer, der alene er at regne med - hver gang han har staaet i taarnet og set alverdens kræfter brydes og kæmpe med hinanden, har han svimlet og bedt om naade - hver gang han har set, at der kun er een kraft, der er mægtigere end alle andre tilsammen, har han frygtet underkastelsen og delagtighedens pris, der dog er saa latterlig lille, naar man ejer mønten, den skal betales med -, og det gør hvert menneske - og i højere grad, jo senere det har haft lykken at komme til verden - nu kan han gaa - han kan gaa til den store forbandede hob - den store hob af absolut haabløse - aah - disse stinkende gamle sjæle - men nu ved jeg, at vi maa negligere dem - gøre vort regnestykke op, som om de ikke eksisterede - de eksisterer jo faktisk ikke - lenin gjorde sit regnestykke - og fik ret - de kunde negligeres - de kunde ikke gøre modstand - og de kunde ikke overbevises - hverken om det ene rette eller om det modsatte - de havde simpelthen ikke overbevisningens evne - de er det værdiløse pulverresultat af kampen mellem de store akser og de store lejer, som disse arbejder i - paa den ene eller den anden maade maa hele denne klump elimineres bort - stenkas tanker gør et vældigt spring -, toget svinger frem og tilbage af fart -, erik brandt taler og taler -, og stenkas tanker kører videre der, hvor de er sat af efter springet, som en hær af traktorer -

jeg tror ikke paa kunstnernes hævden af det dumme undskyldende generationsprincip - at hver tid skulde have sine kunstnere, sine politikere og videnskabsmænd, der blot har at opfylde den tids krav og derefter dø, for at lade helt andre opgaver opstaa for nye mennesker at løse - det er de gamle, der ser, at de ikke har naaet, hvad de vilde -, og de unge, der indser deres egen svaghed (hvilket er dobbelt svaghed) og paa forhaand opgir - siden Kristi død har alle kunstnere, alle forskere villet det samme -, det ene og samme - men alle er de enten gaaet en forkert vej -, eller de har savnet den fornødne styrke - det er og blir umuligt at skabe, fremtvinge nye, rigtige mennesker, saalænge mennesker er nødt til at leve under samfundssystemer, som de nuværende - det er ikke det ene samfundssystem, der er værre eller bedre end det andet - det er hele det store fælles skema for alle samfund, der er haabløst, satanisk ondt -, idiotisk - en stor mand kan danne femhundrede nye, rigtige mennesker - de er der -, de staar færdige og frie, som de skal være - og hvis de ikke er titaner af sjælskraft og fysik, vil samfundskolosserne dog gradvis vride dem tilbage, bøje dem, bage dem om i den gamle stupide form -

det er umuligt at udrette noget ved at arbejde med enkelte, med individer - man kan, det viser sig, og har altid vist sig, man kan skabe mennesker - men disse kan umuligt staa, naar de blir sat ud i stupiditetens glatte glidende skidt - og at gaa den anden vej er ogsaa haabløst - du kan ikke ændre, selv det allerringeste fra grunden, samfundsmæssigt, uden i forvejen at have frigjort de vældige skjulte krav hos menneskeheden, der ene vil være i stand til at bære en saadan verdensomformning, som selv den mindste virke1ig konsekvente ændringsbestræbelse øjeblikkelig vilde resultere i - ja, disse latente krav om fornuft og retfærdighed i universel maalestok, hvis fond af energi, nu bundet, først frigjorte vil virke som en naturkatastrofe af verdensformat, selv paa de mest forudseende -, disse krav vil uundgaaeligt virke imod dine hæderligste anstrængelser, saalænge de er uden sprog, uden naturligt afløb, saalænge de trykkes ned til blot en undertrykt uartikuleret destruktionsdrift - der findes kun eet eneste vindue, der ufejlbarligt viser rigtigt og altid staar aabent - du kan ikke nu skabe de nye mennesker -, for de vil dø - du kan ikke ændre samfundene (fra grunden straks - al anden vej er paa forhaand haabløs), for de gamle kræfter vil kvæle dig -, og de nye, der endnu ligger som uaabnede og ukendte gaver, kan ikke støtte dig - men dette kan du gøre -: du kan arbejde paa at give mæle til de vældige, naar først frigjorte, saa ubetvingelige, krav, der (endnu bundne) æder af livskraften hos alle levende - du kan raabe: se, hvad I gør -! hvad I, I, som dog kaldes mennesker, finder jer i - se, hvordan I kunde leve - se alt, hvad der findes i jer - ser I ikke, at I kun bruger en tusindedel af jeres kraft -, og at I, saadan som alt er, ikke kan bruge mere -SE-SE-SE-! dette kan du gøre -

lær mennesker at tale - lær dem at udtrykke, ikke det, som man har bildt dem ind, er vigtigst for dem, men lær dem at udtrykke imellem sig det i dem, som kræver og længes efter et virke - 1igt liv for hver enkelt at leve, en virkelig strid for hver enkelt at kæmpe, den eneste strid, der er, og nogensinde kan blive, deres egen -, deres egen i aller dybeste forstand - som det er nu, gaar hvert enkelt menneske rundt og tror sig ene i verden om længselen, om kravet - der findes intet sprog til at aabenbare det store fællesskab - intet sprog til at udsige det, som fylder hvert menneskes inderste selv, og som alene er sand virkelighed - giv sproget, talens gave - lær menneskene at sige, blot de ligegyldigste ting paa et sprog, der kan udtrykke alt -, og de vil, alle somen, øjeblikkelig se, hvortil et saadant sprog, en saadan gave er ment - hvad der skal siges, behøver du ikke at bekymre dig om - det findes, stærkt, sundt og levende i dem alle - ubrugt, farligt og herligt - flyt denne, den første hindrende sten, og løgnen vil skride som en søjle af sand, bygget af et barns hænder - og alt det gamle vil være glemt og uendeligt fjernt for det store og vidunderlige, som hvert menneske vil opdage i sig selv, og i alle andre - naar de enkelte ser, at de er alle, der endnu lever, da vil verdensstupiditeten dø - dø af en banal forkølelse eller tandpine - verdensstupiditetens sidste middel -, nu eneste effektive vaaben, er de skærme, den har sat mellem de enkelte mennesker -, og som faar dem til at tro paa ensomhedens løgn - stumhedens brændende feber -, som blot er den verdensstupiditetens indsmigrende, i hemmelighed bønfaldende kosmetik, den lægger over menneskene, menneskene, dens største fare -, for at de skal tro sig være blevet skønne, som de i forvejen var -, for at de ikke skal kende hinanden - gør dette - find kravet, som er hos alle, og giv det evnen til at udtrykke sig - og dit arbejde vil ikke blive din generations idealisme - dit arbejde vil, hvis du har den fornødne kraft og det fornødne klarsyn (hvilket du aldrig ved, før dit liv er endt, og endt efter at være tilbragt i denne kamp -, den eneste værdige, indtil den er vundet) -, dit arbejde vil gøre (eller medvirke til at gøre) jorden til det paradis, som den er ment som -, det paradis, som vi aldrig til fulde har kendt - men, som vi dog alle aner maa være vort eneste rette og naturlige hjem - som vi alle i vore højeste, stærkeste og mest tilfredsstillende øjeblikke har troet os skimte glansen af - det er de øjeblikke, der burde være vor daglige opildner, naar vore krav vil lade sig fange i nøjsomhedens trætte garn - i de øjeblikke alene ved vi, sikkert, konkret og utvivlsomt, hvad det er, vi kæmper for, lider for og længes imod, og altid har længtes imod - hvis du er den, der kan dette og skal gøre det, da vil dit arbejde blive en revolution, i hvis skær alle tidligere vil virke som blide og sentimentale kærtegn - dit arbejde vil blive det, som alle ærlige forskere, alle trofaste kunstnere, alle vaagne, alle virkeligt gode, siden romerrigets undergang forgæves har arbejdet paa - den lenin, som døde 1924 var blot en model af den lenin, som maa komme - den kristus, som blev korsfæstet for denne -, samme sags skyld, vil ikke blive den sidste - naar HAN kommer, vil hvert menneske, hvert barn, føle sig som den Rette, som den, der har gjort verden til det, som den altid har villet være, og indtil da altid trods alt har drømt om at blive - ingen er udvalgt, men alle, alle er kaldede: -

naaet saa langt indfanges stenkas ører af ordstrømmen, der sprøjter fra hjørnepladsen, hvor erik brandt sidder - en rigtig skovlatter faar stenkas kinder til at rødme - det er ikke erik brandts ord - dem har han ikke hørt - det er en blomstring i hans eget bryst - en blomstring, ikke anemoneblid og violduftende -, men haard og brutal og dog kærlighedsbedøvende og herlig - hans næsebor fanger en duft, herlig som saften af raat kokød - og han ser for sig tusinder af byer brænde paa vældige altre, paa hvis kant er skrevet: Et Nyt Liv Er Begyndt, Hver Den, Som Tøver Skal Blive Et Glædesoffer Til Det Ny Liv - - erik brandt taler sagte: "jeg har aldrig kunnet tale - og man kan vel ikke forlange, at andre skal forstaa en, naar man intet siger - jo du har forstaaet mig -

først var det min far - han undertrykte alt i mig - og jeg kunde ikke sige ham, at det var alt blødt og fint i mig, han traadte paa, hver gang, vi mødtes - saa var det else - hun frygtede og hadede min ensomhed - hun kunde ikke se, at min trang til tavshed og til at være alene, blot var en kamp for at finde de ord, de fagter, der skulde sige hende alt -, der skulde vise hende fuldt ud, helt ind igennem min sjæl, hvordan og hvorfor jeg elskede hende - og hendes frygt for min lukkethed blev en tyk mur - og nu tilsidst min rigdom, mit arbejde - mit arbejde, som dog trods alt, til det sidste havde været helt mit eget -, ogsaa det blev en uhændig uformelig klump -, en drøm, som jeg ikke kunde magte, ikke udnytte, ikke forme -" erik brandts stemme er melodisk og dannet - behagelig - men hans ord er som et barns hjælpeløse klynken -: "nu har mit liv trykket sig sammen om mig, saa jeg ikke kan vende mig -, ikke kan finde noget som helst for bare grums og mørke - nu ved jeg ikke engang, hvorfor jeg skulde røre mig, hvorfor jeg skulde tale - du har frælst mig tre gange -, fræls mig igen - sig mig, hvad jeg skal gøre - du maa vide det, om nogen ved det -"

atter glider skovlatteren over stenkas ansigt - skovlatter har intet med en almindelig skov at gøre - den kommer fra stenkas skov - og vender tilbage derind som en givende og frugtbar regn og gør rødder og stammer blanke som nye vokslys - stenka griner og svarer -: erik - du er erik brandt - jeg kan sige dig, hvad du skal gøre - selv kan du intet gøre mer - erik brandt selv er død - men du " skal", det er det eneste, du kan nu, og det skal du - du skal være en finger mellem mine overbebyrdede virkehænders tusinde fingre - tro! tro! - og du vil maaske blive frælst paa en anden maade - dine egne krav er færdige - gaa nu ind under mine kravs ubrydelige strænghed - og svigter du denne gang, er det din sidste, absolut sidste død -" stenka smiler - at smile er hans egentlige, virkelige udtryksmiddel - og erik brandt nikker - og hvisker med stive læber: "ja" - uigenkaldeligt - erik brandts strid er tabt - den findes ikke mere

- og det er ikke ny strid, nyt liv, han har søgt - han har søgt frælse - nu findes kun stenkas usynlige maal -

toget gynger, duver og slingrer - bremser, og hviner i bremser og fjedre - standser og holder - medpassagererne skifter - ved en lille station stiger en gammel kone ind i kupeen, hvor stenka og erik brandt sidder - hun er helt hvidhaaret og har en tyk græsgrøn kjole paa - hendes hænder lægger sig klogt og roligt i skødet - hendes ældede ansigt er som et dyr, der hviler, men dog husker farerne, og som har fundet modet i at kende frygtens aarsag - i samme øjeblik stenka ser hende, forandres hans udtryk, saa man næsten maa tro det er en anden mand, man har foran sig - men erik brandt lægger ikke mærke til det - han sidder foroverbøjet med hagen i de opadvendte haandflader og albuerne støttet mod knæene - han har ikke forstaaet, hvad stenka har sagt - og han bryder sig ikke om det - den ro han føler nu, har han ikke følt i flere aar - han har ladet sig synke

- endelig har han naaet bunden - det er ham nok, at stenka har givet ham følelsen af, at han ikke kan komme længere ned - og at der synes at være en slags mening, selvom han ikke nu formaar at gribe den - pludselig hvisker stenka med ganske svag stemme: "erik, hvad jeg lige har sagt dig, er, at hvidt ikke er sort, at den fattige ikke er rig - det var alt -"

- saa falder hans blik atter paa den gamle kone overfor ham - hurtigt tar han sit cigaretetui op og rækker hende det - "De ryger, ikke sandt?" den gamle smiler: "det er saa længe siden, jeg har røget, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det er - mine børn synes ikke en gammel kone skal ryge - men det synes De aabenbart -" - hun tar ubehjælpsomt en cigaret ud, og stenka tænder den for hende - den gamle vil sige noget, men da hun ser, at stenka allerede har sat sig tilbage i sædet, og nu ser ud af vinduet med et fraværende og træt udtryk, tar hun sig i det

- erik brandt er ligesom vaagnet og betragter forbavset konen, der ryger med smaa korte drag som en ganske ung pige der [aldrig har] røget før -