senere digte
jeg -
en vise i skoven
✂
en ulmende pibe
passende for et menneskes tænder
blev slængt i min skaal
til en hunger
der fremvæltende
kunde slikke alle vaarens elve tørre
paa een dag -
✂
under nattens
prangende maske
svider pibemund rosenfrø -
og min hunger hvæsser spaaner
i fattighuset -
- er menneske stort?
grinende summer kraniets flue -
i skovens dyb
sliber jeg spidst
mit had -
✂
kære menneskebarn
stakkels lille -
barbenet - alene -
uden graad i skoven -
den bodfærdige
✂
- min fornemhed
kender ingen grænser -
naar jeg
tigger, er det en naade
at turde give -
for mig
at give, findes ikke her -,
her findes is og storm,
og deres skæbne
bærer jeg -
- i ensomhedens øde skove gør jeg bod -
min fornemhed
kender ingen grænser -,
den kender skæbnens
bud og intet andet -
nødens tryghed
✂
jeg selv er af mørke
har altid været -
en del af mig
jeg ved ej hvilken
findes i andre egne -
den hvisker mig fremmed
alt jeg behøver at vide -
den hvisker fra
egne, langt fra alt mørke,
den ser mig aldrig
og min pande bøjet i mørke,
dens blik er vendt
mod andre klarere skæbner -
i nødens bitreste time
skal en iskold vind
fra lyse ukendte egne
hviske mig alt jeg behøver -
vi stolte
✂
lad os bøje os,
vi stolte -,
lad os søge et haab -
✂
lad os aabne os,
vi store -,
lad os vise vor armod -
✂
lad os tale,
vi stærke -,
lad os dræbe vort had -
✂
lad os bøje os,
lad os søge et haab -
se -!
✂
du er ikke ond
og ikke god,
ikke vis
og ikke svag -
hemmelige fremtidsviljer
bruger dig -
alle er vi udvalgte,
alle skal vi dø -
viljerne bruger os -
ingen kan dømmes,
og ingen er kronet -
hemmelige fremtidsviljer
borer sig
gennem os
frem -
flygt!
✂
med hænderne knuget
i en krampe, haardere end sten,
med øjnene
blinde af en gnist,
som hverken er haab eller glæde,
med fødderne tvunget af en vilje,
hinsides baade menneske og fremtid,
flygt -!
✂
flygt, skjult af en vildskab,
som dræber, hader alt,
som elsker
eet,
flygt, frælsende den draabe i dig,
som livet vilde dø
uden -