Munch-Petersen, Gustaf Samlede skrifter II

gustaf munch-petersen

📖 samlede skrifter II

KUNST OG KULTUR

black god's stone
english poems
utrykt manuskript

at the bottom

nobody knows what he wants -
the good are timid -,
the strong are devils -,
the wise are barren -,
the fertile seduced
to geld their fruits -
- where are you,
where are you tenderness, certainty -?
where
are you hiding -,
where do you hide -,
in readiness for
us who don't know what we seek -?

sleeping murmur

dark bosom of mine -
god has taken his seat
in my dark bosom -
o world, let god live -
o world -

the voice, against which
I always have to listen,
the voice is telling me, incessantly
that a world of burning secrets
is to find
there
there in the deep, where
god has pleased to crouch
in the soft silence
of life -

people of the world,
I want to death, that
you should long towards
the dark spreading deep,
towards the dark unknown soil
in the bosom of mine -
people of the world,
go and tell me,
what is in the
dark unknown bosom of mine -

god is nourishing on
my joy and my sorrow -
people of the world,
I beseech you, give
to me an eternal life -!
people of the world,
let god live -!
people of the world,
forget yourself, and give
your children to drink the milk of the sun,
the innumerable secrets
of the fire, and god's heart
of lust -

people of the world -!
go and tell me,
what is in the
dark bosom of mine -
forget yourself and
give to your children
the fulfilling,
eternally waiting deep, where
god crouches in
waiting silence of life -

the special miracle

every night he was tired,
and every day he did as he was told -
and without alarm
he grew thirty years old -
and rather alone -

then one night he was not sleepy,
and that night he thought,
that something
might happen to him -
especially -

and early in the morning
he stole five pounds,
and got together with a woman, he knew,
rather drunk -
the day, the night and the next day -

and late in the evening
he got caught -
quietly, without alarm -
and after a time came back -
but oh -!

every night he slept,
and by day he did as he was told -
and together with the woman, he knew,
he quietly grew sixty
years old -
when speaking of life,
he smiled -

the song of the useless

no wine don't help
nothing -
we have tried that too -
its gentleness is not
cruel enough -
there is nothing untried
to us -
don't wait
for notcoming cure -!
rather take all your
defects and hold forth
as ugly and
disgusting, as you ever can -,
the quite whole of
your scanty defects -
perhaps it'll help -
no wine in the world
really don't help
nothing -

we are quite a lot of us,
we will go all over the world
carrying an enormous banner
of disgusting rottenness
with us - who can tell,
perhaps it'll help -
we are quite a lot -
and no wine
will never help -
what we
have got, is not very enticing -
don't hide it away -!
do show it
high over the world
as a banner of future,
mightier than
oppressive beauty -!
perhaps it shall
be able
to kill all lying happiness
with sound disgust -

the castle

the eyes of my longing have grown impatient -
my longing claims irresistably
its fulfilling -
and me, the waiting dreamer,
she has forced to work -

my longing has declared everyone her enemy -
the burning swords of the sun
have become her slaves -
the silent cows of the moon
have become her slaves too -
irresistable my longing
has declared everything her enemy -
and of me, the patient lover of glory,
she has made a slave -

between the two rivers,
all around
the free country of my glory
is being raised a towering castle,
and no light nor sound
is to be let in -
I, the idling waster of happiness,
have been made a slave -
towards heaven
the castle is rising -,
in the dirt is bent the face of my glory -
towards heaven the walls are rising -
impregnable the walls
of my prison are rising -
in the tower am I -
no light nor sound
from my glory is let in -

my longing has grown impatient,
my longing claims its fulfilling -
in the tower she is coming to see me -
- she claims, what is hers -

the artist's vision

I know
everything -
I have payed
everything -

there is no
heart -
there is no
sun -
there is no
life -

there is
the god of hardness -
there is
the goddess of stone -
there is
the ice of my will -

wind

my love is the merciless killer -
my love is sailing in blood -
my love can only subdue -
my love can't like the subdued -
my love doesn't want no more blood -

on the rock
the far-off eyes of the albatross
is waiting -
the reef
is not the last -
the goal is one only -
that is
what the wind must bring -
soon -
the wind only
is eternal -

portrait

when sleeping
I seek my princess -,

in the morning
I break all the flowers -,

in the sun
I build my aloneness -,

towards night
I carve out the future -,

my life I spare -
my death
shall never exist -

the god of the blood
(1 song)

I have given over
the gods of 1935 -
I have given over
the god of pleasure
with the gilded * hands
and the green face -
- I have gone
to the god of the blood -
I have given over
the god of comfort
with the murmuring anxiety
and the rotten love-hands -
- I have gone
to the god of the blood -
I have known
the god of the bread,
the blind warrior -
he gave the bread
and the hunger for bread,
he said: "I know you not" -
- I have gone
to the god of the blood -
I have fought
the god of happiness,
the soft-shouldered -
he gave what he had,
but he died on my sword -
he whispered: "I hate you" -
- I have gone
to the god of the blood -!
he gave me nothing -,
he said: "I have but
the cruelty which is truth -,
I have but the aloneness,
which is the way -,
I have but the place,
where to wait
with ice on your life -,
my hand is no giver -,
my hand is the unbroken law -.
I am the god of the blood" -
- I have gone -,
and my lips are locked -
l have gone -,
I have touched the flame,
which leaves no ashes
and no love to man nor woman -

the god of the blood
(2 song)

the old gods are dead,
the old humanities are dead -
the old priests are liars -
the women of the old
are wicked with no soul in their blood -,
the men of the old
are beggars with no will in their blood -
the white blood of the old
is the world's poison
and the dragon before the world's treasures -

I am alone,
I have found no mate,
I am a half,
I am proud,
but I am nothing yet,
l obey and I wait,
and I hide my sword -

I know, the god of goodness
is dead -,
died in his own onliness -
his timidity devoured him
unborn -
I know, the god of goodness
has nothing left -,
owns nothing himself -,
has nothing to give -

I know, the goddess of love
is mouldering away,
withering deep in her own barrenness -
her wine was a sterile fire,
her goldenness an evil shade -
I know, the impoverished goddess of love
has nothing left -
her withered limbs have no heat left
to warm her age -
she has nothing to give -

you dark god
behind -, underneath -!
you severe god,
with black face
and the blood-red hands
and the silent eyes
and the streaming, unhearable voice -,
you dark god,
who was always behind,
you who held forth the others,
the weak ones, the pale and the powerless,
which are now dead,
you dark god,
who was always behind,
you who exerts your power without man's devotion,
you who knows our names,
which we cannot see ourselves -,
show us your face -!
kill the dying powerless gods
from the lost humanities -,
do free us from the nonpotent ashes
of bewildered man -!

in the cleaving paws of the night,
on the white at the bottom of the blood-proud sun,
behind the potent helmet of the gathering moon
I hear the voice -, streaming -
I hear,
and I obey -

but your name,
I want your face,
you with the two streams of life
in your right hand -
and the two black feathers of death
in your left hand,
I want your face,
your name -!

you, the only god -,
you, who was always behind,
underneath -, you who let die
the revengeful jehovah and the allforgiving christ,
you, who has destroyed the joyous realm of mammon,
stand out,
show us your hands -!
we are waiting -,
to obey -
we know, we are nothing apart from you,
give us back the old faculties
from before the reign of man,
give us back our righteous names -,
and our righteous piaces,
give to our men the will towards you,
which is all will,
and the only -,
give to our women the longing for you,
which is all longing -,
and the only -
give to the earth
and the sun and moon
the proportion which is you,
and you only -
we claim everything from you,
we have robbed ourselves of everything -!

o, we know that happiness is not in
your eye,
we know that blessed love is not in
your crown -,
we have caught your streaming voice
from far-off -!
we want your sway upon our blood,
we want reality, which is you,
we want the right,
not love nor joy,
you are our want,
you to come in our hands, our eyes,
you to wander, swaying, through our veins -
we know you,
o, we know you,
you black god of rightness -,
do crush our earth between
the fingers of your right hand -,
let come forth the marrow of our ill-used earth,
still waiting -
we, the last men and women of this earth,
we beg you to take our nakedness and
rule us again -!
o, black god, we beg you to give us back your severity
over our crippled blood,
we beg of you, o god,
nothing but the sight of your two hands -,
the two streams of life
and the black feathers of death,
we want your sword to wander among us
as before the reign of man -

we men of god,
we won't be reigned by anointed men,
we, the men of god,
we want back our righteous chief -
- the men of god do want you
god -!

the mother's death

my mother parted
the string of the universe from me,
bearing me a closed person,
but she left the string
of intention, her person's pride -

with the string
of her womb * round my neck
I went,
would create the growth of the star
with my young man's fingers -
round my neck the intention
of person -

I ran to my woman,
I pulled at the string unknowingly
with my young blood -
I ran to my woman,
the string of the unfreed flesh
round my blood -

I would give the star
with my soul,
and I wanted my body
to be given me -
my poverty
the poverty of the unborn -

I parted my blood
from my flesh and I ran
to my woman -
I gave with my soul,
and I stole with my flesh,
and my blood was behind
silent -

I tore the soul of my woman,
I gave her my soul away
and failed -
and wept, the string
round my neck, proud
as ice -

I have killed my mother -
I hear the stream -, the ice
is thrown over -
I am black as blood,
I am silent as
sun and moon together,
my voice swept away with the broken ice -

I hear the stream of creation,
not mine, not yours, not hers -
I have killed my mother -
my soul stands upright in the flood
like an otter * -
the star is soft as silver
down in the flood -

my face is finished,
and the tree of sleep
is waiting -
the stream is silent -
my tongue stands vibrating
in the dead heart
of the angry intentions of
all persons -

the stream of creation
is climbing on unheeding * paws *
towards me -
my face is closed round itself
like the jaws of life -

moon behind clouds

find your god,
or you can't live -!
the gods are waiting
motionless inflexible -
the black god
of the eagle is standing,
his dark, closed face turned away,
waiting -

the red god of the snake,
coiling with locked lips,
ready, ready -
the green god
of the grass with
silent blades,
awake, awake -
the unseen god,
watching for the blood to walk,
claiming, claiming -
find your god -,
or you can't live -!

you may worship the pale breed
of the selves -,
pace, begging, towards the smiling
woman o f death -
- the gods
are waiting,
waiting -!

rejected

sadness is
in my veins,
anger has filled my eyes,
my lips are dry with ashes -

my goodwill has turned to hatred,
my hope is an unworthy slave,
but my sight is clean as a spear,
and I see,
and I know,
o, I know,
the people of mine has refused
my service -!
the people of mine
is happy -
but its prayers
are humble -
the world won't give
my people more money -!
the women can't give
the men no more pride -!
my people is happy -,
but my people is praying -

my people is licking its own holy corpse,
is biting in worship and hopeful resentment
the sacred parts -,
my countrymen don't like their devoted servant,
they cry -:
who are you,
to profane our candid devotion,
who are you,
to call down the anger
of god 'pon the heads of your worshipping people -!

- my lips are dry with ashes -
I know why -

modest love-tune

ah -, I've found something -!
ah -, I love my flesh and my bones -
and my sweat and my marrow bones -
my body does give
me, what I want -,
my body denies me,
what I shouldn't want -

my body is no female body,
my body is not a price
to be paid for anything -
my body is no worker,
my body isn't no handle
of any machine -
and not the servant
of any prayer -
my body is me,
ah -, I love you, my shoulders, my knees -!

I do feel well
in your company -,
you can't be flattered,
it is done -,
I can't be touched,
when I am with you -,
I'm glad, I've caught you at last,
you -,
me -!

good-bye

you are my friend -, but
don't let yourself be fooled
by the fair skin on my face,
don't believe
in the sky-blue ring round my pupils -

my friend -, yes -,
but you shouldn't
trust me that
open way of yours with the sad, kind smile -,
one day -, my friend,
you shall not know me,
one day you shall not know
me,
the born hater of what you love -

my friend -, with the outstretched hands,
my friend,
do turn your eye away
from my hand,
always waiting, always awake -
my friend,
you know me not,
you have never seen me,
don't call me your friend,
I am none,
can't be,
I hate you,
I must -,
turn away your eye -!
from me -

my friend -,
go -!
be aware -:
my soul is not light
as yours -,
my blood is not
like the petals of roses -,
like yours -
the gloomy red of the sudden night,
that's my soul -
the darting black on the puma's flank
does crouch in my veins,
the inflexible jet on the stone of death,
that's my blood -

my friend be aware -!
you must -
you are my enemy,
I can never know you -
my eyes despise
your women -
my brow despises
your clamorous love -,
you laugh

at my sharpened silence -
- your garden, young man,
is filled with flowers,
the songs from your lips
are cunning, and the buds
will open -,
but your sight shall for ever
be hazy from love -, and never you shall know,
from what soil your songs did rise -

young man,
I must leave you,
for ever your people should mistrust me,
for ever, at your side,
I should be a stranger in every country -,
never
amongst your people I would find my righteous mate -

young man,
I must leave you -
my gathering race
shall never be strong
at peace with yours -
- the world was conquered by the pale-blooded -,
for centuries my race has been slaving -
but the slaves begot kings,
and the kings did slave, and their children,
for centuries -
the pale people forgot the law of their own gods -
they have lost the secret,
that gave the world to their sway -
the people of the pale has lost their hands -

but the god of my race has returned
from the bath of death -
- good-bye -!
I hear the call -
- the god of silence
with the will of the sun on his brow
has sent the spear of war
to me
his man -

in the glade

my fate
has no shadows
no home
and no friendly lake -
no whispering trees
and no female moon -
my fate
has no poems
no caressing fire,
and my way has
no polished end at last -
- you think
me the waiting poet -
I am not -

my fate shall not change -
I shall never
control my hissing voice -
I shall
never bring to my people
tied-up the broad-scaled fish of wisdom -
my people
shall never lift from my hands
the glowing gifts of my god -
never shall I leave the forests,
my fate shall never roar from the lustrious spires
of clearness -
my fate shall not change -

I am the dark-faced hunter,
I am hunting the arrows
from the unseen suns -,
I am hunting the coiling cues
from the waiting earth -
I throw my prey on the waters -
for the sharp-eyed to catch,
for the able to sow -
don't send your beggars to me -,
my mercy is gone -
don't send your rulers to me -,
my humbleness is gone -
if they come, the begging rulers,
I'll take them to the Stone in the glade
and betray them there -
if my fettered brothers
do seek me deep in the forest,
I'll show them
the craving of their re-born God -,
I will lend them
my eye and my spear -

but my dearest prey
I have thrown on the waters,
to feed my children -
I am the dark-faced hunter,
I throw my gold on the waters -

the thief

brother -,
the pale-dim love,
who comes to you,
when luxuriously you are spread
behind the dark-blue shield of your sleep -,
do drive her away -!

she is the queen of the pale-blooded king,
she has come,
to steal your proudest weapon -
do
drive her away -!
she has come
to empty your purpie quiver,
and give you in
her pale-blooded poison -
do drive her away -!

brother -,
if you open your lids
to her pale-dim beauty,
your eyes shall
be filled with the treacherous fog
from her glimmering womb -
do drive her away -!
when she comes through
the yielding night,
and pushes away your shield -,
remember her husband,
the king of
the slave-flogging fools -!

when she comes,
o, brother -,
her eyes will be white -
o, brother -,
do never forget
your own firm-bodied giver of pride,
your own slaving princess
of your own royal race,
though slaving to-day -!

don't forget, dearest brother -,
the power in the dark-blue shield,
given you by the bright-glowing day
of your own royal people -,
though slaving they are
to-day -!

don't forget, when she comes,
the pale-dim beguiler,
the infallible judgement
from your own royal blood,
remember
the unseen sun -!
o, brother -

to my woman

don't speak to me yet -,
I can't listen -
don't look at me yet -,
I can't meet you -
you who have the right
don't touch me -
yet my skin is not bright -

I
have no right yet -,
I
am not allowed yet
to take my right -
I have liked
the pale-browed * women of the enemy -
don't claim no tenderness
from me -
I gave it to them,
that was all they could take -
don't claim no strenght
from me -
that was what they wanted -

don't mention to me
my name -
don't mention to me
my righteous * power -
- o, wait -!
I can't meet you yet -
the will of my blood
has returned to the lake of our dead,
to wash from its heart the pale-blooded hatred -
- o, wait -!
I can't meet you yet -

dance

- the hour
is
there -
the hour will cover the souls -

- the hour
is
there -
everything burns
everything is open -
- the hour -
- the choice -
and the silent dagger -
- the hour -
- the hour -

everything will kill -
everything will die -
- the choice -
- the hour -
- everything will live -
- everything will bear -
- the choice -
- the hour -

the hour has covered the souls -
the hour will stab the voices -
the choice
will love -

- the hour
is there -

whisper

pale-brown girl,
I want to touch your hand,
your slim, patient hand -,
I want to touch your fingers -,
to watch your pale-brown face
turn -

my heart is a knot
of ill-treated scars
in my tight-screwed fist -
pale-brown girl,
I am afraid of every movement -
your soft, black eyes
do graze my brow -
will you heal me -?
can you -?

pale-brown girl,
I want to touch your fingers -
I am afraid of every movement -
let your sad, black eyes
rest on my brow -
I have no tears,
and my strength has gone -

to my dancing-partner

we are
the real action,
we are
together,
we are
the Dance -

you are
my perfect instrument,
I am
your perfect voice,
we play what we
do know,
we are
the instrument to play
what there is to know -

I love
your heart in my bow -
you love
my blood in your song -
together
we carve out a star -,
together
we make a new life -
we are
the real action,
we are
the Dance -

verse

I wanted to love,
rage came to me -
I wanted to hate,
everything weakened -

I wanted to leave,
there came
a sad-eyed girl, she took my hand,
I slept -
I have not risen -

the song of the lonesome warrior

- man
is the one action -
- man
is the only real -
- man
is the world to come -

the earth
must be loved by men -
the wretched parts
of the futile will to be men
is stabbing
the patient heart of the earth,
crying :
"behold, we
have subdued this lazy servant -,
soon she will love us -"

soon she will die -
the last of her voice
are the remnants of man -
the earth
must be loved by men -,
not by waiters,
and buyers
and sellers -
no part can love -,
- only man can love -
- you mourning remnants,
- awake -!

the reign of the seekers
is finished -
- man
is the only real -
- man
is the world to come -

the voice of the man

don't seek my eyes -
I am afraid of every contact -
I am afraid
of the desire to rule
deep in the soul of my hand -
I am afraid of the fetters,
which my eyes do put on everything -
don't touch me -,
I hate obeyance -,
I hate the clinging love of the dreamers
don't seek my eyes -,
I am no phantom -,
I am no seeker -
don't touch me -

I am nothing but fate -
I am afraid of every contact -
my hand shall take what it must -
don't touch me -
my eyes don't seek -

now I know you

now
I know you -
you have betrayed me -
your arms were warm
but your heart was white
and poor as steel -

now
I know you -
you have used me -
you wanted to sell
my will -
but do know -:
your prey shall be
the snake of my
righteous anger -,
when your feet will turn
down the path towards the market
of my enemies,
you'll have but the poverty
of yourself to sell -

do know -:
your own people you can't deceive -,
they
know your want, they feel
your naked soul in their hands -

now
I know you -
when smiling
into my enemies' faces,
your prey
shall be the unstained dagger
of the upright purity which you
could not love,
when you feel
the coins of your price
in the hands of your cunning,
in that moment, betrayer,
you'll have upon
your adorable neck the rising power,
you couldn't conquer -
you'll know,
that offering lips can be wounded,
the law
of the blood has never

been broken -

I know you -
be safe -,
you have nothing to lose -
you
have betrayed,
but the will
you could rob of nothing -

the smile

you old woman
with the cutting sparks
behind the slow glance -,
with lips as a slash in a lonely fir -,
with teeth as lurking anger -,
ah you -!
ah you -, you -!

I'll drive you
slowly, slowly towards the immovable precipice -,
I'll laugh at your sneering retreat -,
I'll snap at your lingering heel,
you wicked love-hater -,
I'll crush your sunken bosom,
and
on the outmost brink
I'll bite your murderous joy,
I'll love you to ripeness hard as flint -,
you -, ah
you -, dear -!

my prayer

o god -,
o god -,
my sight will turn hazy -!

the limping,
out-reaching fear
does break the purity
of creative rhythm -,
the worshipping falsity
of hopeless fear
does lock the ears
to the resounding power
of creative pride -

god, give me
the forcing translation
of the urge in the storm,
of the voice in the rising sun -,
give me
the binding power,
that ropes-in the many,
that forces the frightened
into the rhythm
of creative will -

god, show me
the name of my mate,
the only -,
that, like a column of blood, my tree
may stand out -
god,
this is my prayer -

proposal

this is me -
this is, what I
demand
from the mate,
which is to be mine -:

when she is near me,
we shall be born from god -,
when I am with her,
we shall beget the prince,
for whom the world is waiting -

when I leave her,
to risk my life with my icy fate,
her pride shall conquer
easily her womb -

when I beg her to heal
my tired-to-death despair,
she,
with steel-hard courage,
shall show me again and again
the way which may hold out
the destruction of me,
her man -
her eye
shall be the merciless
killer of my will to die -
her foot
shall be the burning sceptre
to my victorious joy -
her life
shall be the voice
of my blood -
I shall call her
my woman -

hunting-song

I am no human -
the pace of my blood
is alien to all that is human -
I despise the ready-made limits and
the mercy from fear,
I hate the mouldering * separatenes
and the gelded * mass-will
of the human -

I am no human -
I adore my forcing desire
to destroy the want to build monuments
to strangle the insane need to rule
the detestable lust of submission *,
to stab the hateful want
to glorify all dying -

I am no human -
I am blind to
the greatness of mankind
except the black nerve
deep through the flesh of all living -
I have no faith
in the future of mankind
except in
the burning rhythm
quivering * merciless
through the will of all living -

I am no human -
my cat-soft soul
is always on guard to shun
the track of all human -
the scent of my blood
is hostile to all that is human -
but -, alas -, I love
the dance in every foot of life,
o, I love
the song in the eyes of every fire,
and -, alas -, I can't but
bow in the dust
to each hand of creation
and every womb * of love -

I am no human -
the raving dread
of all that is human
had driven me
step by step
deep into the forests of hatred -
but now I have triumphed -,
my voice has forgotten all words -,
my love
has made the forests my home -
I have found the fire
of my own rock -,
I have acknowledged
my seed of future -
at last -

brother -!

don't fight
your own silent will -
don't build barriers
on the only way of your soul -

nothing there is
to change -
everything is,
bright behind the shabby clothes
of the un-real -

nothing there is
to change -
everything is,
waiting, ready
to stand out
free and strong
to its own brightness -

don't fight
your own silent will -
stand out
naked to your own soul -
pull off
the contaminated rags
of imperious death-will -,
leave behind you
the strangling chain of the dread
of life uncovered -

do walk
silent the way of your deepest being -
nothing there is
to change -
the will
of the sun and the unconquerable blood
is you too -

the message of the chief

when you open
towards night or day
the shield-like tent-door
of your fate, calling:
I am this, I am that,
my need is all or nothing
or -:
my pride is not dependant
on neither joy nor shelter -!
when calling
towards night or day,
don't think you are god,
don't expect
your voice to fill
the gaping cup of your life -!
you are calling -,
that's all -
the answer is not
from you -

do close
tight the protective door
of your life-tent -
don't whisper,
in claiming rage:
I am this, I am that,
my need is the need of a king
or that of a slave -!
the answer is not
from you -

do close
tight the saving door
of your life-tent -
do keep holy
the untranslatable sign of your blood
on the brow of yours -
do preserve
as your only treasure
the waiting silence
of your upright will -

don't send
your claiming calls
towards night nor day -
the answer
will come -

a tale about love

there is the rock -
and the steel-bright, averted face -
but there is
the little door too -
and there is
my blood-red heart
burning on its golden foot -

but you
knock at the stone,
and you
promise to wait one hundred years
for the eyes to turn -
and you
cry your life to rags
because my heart
is a flame on its golden foot -

there was the rock -
and the closed, blind face -
but there was
the little door too -
and you
are nothing to me -

the certainty

the radiant outskirts
of the land which is real
gleam forth -
in the land which is real
I have my friend -
there we shall touch
the simple nakedness
of each other -,
my friend and I -

four is the sacred number
in the land which is real -
my friend and his woman,
I and my woman,
in the holy grove
there are the four trees
of our common silence -

I have caught a glimpse
of the land which is real -
nothing
shall turn my pace -

the ruler

I am the ruler
of all inescapable love -
my wealth has no limits -,
and my cruelty neither -
nothing can hinder
the growth of my power -,
not even the steel-hard grasp
of my dark-blue hand
can direct
the fall of corroding drops
from my jet-black star -
I am the ruler -
but the unchecked growth of my power
is threatening even the ground
of the deep-bolted f eet of my soul -

I am the ruler
of all inescapable love -
but my eyes are tired
of condemning
what has always been dead -,
and my eyes can't like
what they themselves have created -
I am the ruler -
but my neck is tired
of its own inflexible pride -
my heart of blood
is tired of kissing what it has born itself -

I am the ruler -
but I say -:
I would break my unshaken crown
to get love
not created by me -,
I would give my invincible power
to get love,
whose fire could feed itself -

I am the ruler
of all inescapable love -
I want to be robbed of my riches -,
I am tired of giving
my presents of fate -
I am the ruler -
I want my strength to forsake me -,
and my lust of creation -
there is too much blood in my eyes -,
and too much murdering purity
has left my hand already -

I am the ruler -
but my crown is stronger than I -
I am the ruler -
but my power has beaten my will -
the ring of my crown is unbroken -

the gull

- this rock
is my place -
my eyes
are setting off on low wings
from this rock -
- this sea
is my life -
my eyes
are hovering on motionless wings
over this sea -
- my eyes
can grip only the far-off -
my eyes know no short distances -
- my eyes
have no colour to change -
my eyes are indifference to everything -
my eyes remember nothing but their unseen aim -
- my eyes
don't wait for anybody to rise -
my eyes know their place and their life -:
this rock -
this sea -
- everything else is dead unto my eyes -

the stone

all, I give respect,
in my self,
I have cut off
from my life -

all, I have loved,
in my eyes -,
in my heart -,
in my hands -,
I have cut off from my life -

all, that was creative
and strong in my blood,
I have locked up
in this unhewn stone -
all, that was generous
and soft in my blood,
I have locked up
in this stone on the shore -

all, I have won
by now,
is the undeceivable contempt,
which from now on
shall be my soul
and the only guard
of the key to this stone -

but always
the key will be ready -!
thence the holiness of my pride -,
thence the joy in my smile of anger -,
thence
all the unworthy remains,
I have given my idleness to play with -

my evening has come

here I sit -
looking into my flickering fire
before me -
outside the tent
my enemies are whispering
to each other -
I was the victor always -
I could never be conquered -
they could not touch me -

here I sit -
the all-embracing serenity
on me -
always my deepest desire
was fulfilled -
my success is still as clean, as new ice -
I was always able to take
my soul's want -
I was able
to make of my self what I wanted -,
what I must -

I could never be conquered -
I was always the victor -
here I sit -
with my legs crossed, looking
with far-off eyes into my own fire -
outside the tent
the hatred goes on whispering -
to night I shall be murdered -
I -, the victor -,
I who couldn't be conquered -
my unpierceable quietude embraces everything
like the first mother -
here I sit -
with my tent around me -
my evening has come -

hymn

the house of my certainty
is so vast
that I never can touch its walls -

the room of my deepest desire
is so sacred
that none but my friend and my woman
can be permitted to enter -

the tower of my watchman's eye
is so high
that the fall of my death
never can reach
the aim of my fear -

the sword of my pride
is so hard
that never the corroding impurity
assembled from all the world
can stain its brightness -

to every upright soul in distress
the house of my certainty
is open -
to every fighting will of blood
my gleaming eye
is the unfailing sign of victory,
of inexhaustible rest -
to every succumbing purity
the garden of my healing love
is prepared
with unvanquished tenderness -

the house of my certainty
is nobody's property -
I
am the ever-watching opener
of its silent gate -

melody

she came to me
with flashing eyes
and thrown-back hair
commanding -:
I am the princess -

I made her
the begging fire
the kneeling eye
whispering -:
you are my ruler -

she left me
with silent eyes
and inflexible brow
to wander
the painful way of a princess -

slave -!

your murmuring soul
calls me
the snake-man and the whip of cruelty -,
your sneering lips
are chewing
the fettered shouts:
tormenter on his self-made throne of haughtiness -,
oppresser with his lifted spear
of un-sharpened death -!

the film of your sight
is the skin of the slave
which is you -

tenderness is weeping
deep in my soul, unused -,
but not for you -
hungering love is awake
for ever in the veins of my covered limbs -,
but not for you -

your race, it is,
who makes me
an imprisoned ruler
and blackens the naked face
of my glory of life -
your race, it is,
who forces me
to make a merciless sword
of my free-born soul -
your race, it is,
slave -
- the hating barrenness
behind the eyelids of yours and your numerous breed
is distasteful to me -
do
leave me alone -

the foreboding

the glowing stone of nobility
is the eye -
through the jet-bright gate
of the eye goes
the irresistible stream
of the male-ruler's straight command -,
piercing merciless
the shells of poisoned resistance -
through the soft-opening mouth
of the eye does
the forcing-creative stream of submission
penetrate unheeding -
the new nobility,
which is to save the world's
heart and womb
to man,
is older than the died-away
nobility that failed -
the new nobility
must have
both the black blood-silent origin and
the tenderly redeeming future
in its eye -,
the glowing stone of all nobility -

the song of the black banner

try not
to rebuild the white-soaring swan
of freedom
of equality
on the soil of snapping dogs -
she'll be
the easy prey to their
dripping hunger -,
the sneaking bitches
and the cringing dogs -

there is no freedom
there is no equality
not too
frail, not to crumble
beneath their stinking love
and their rat-like joy -,
the dogs -

there is one freedom
there is one equality
one only -:
the icy loneliness of the sailing eagle
the meeting bitterness of the real lovers
the forcéd closedness of the god-born ruler -
there is one freedom
there is one equality
one only -:
the silent community
of the aristocrats of the Blood -
there is one sign of freedom
and one sign of equality
one only -:
the irresistible voice
from the god-eye of Blood
on the purified brow of its man -

spring ballad

I am the proudest of thieves -
with a golden ring round my hair
I sett off, when the sun sets,
to steal all I want -
my gliding pace
is in itself the mocking unhearable fanfare
of my dangerous night -

I am the proudest of thieves -
I despise all work,
I scorn all toiling for money and food -
I can love only
the darting strength in my limbs,
the unbroken growth of my beauty -

with a golden ring round my hair
I set off, when the sun sets,
to steal what the ugly have worked -
and with stolen garments
on my wonderful shoulders,
when the sun just rises,
I break the door of my sweet-heart -

and in naked pride of my own,
when the sun is treading
on the working backs of the ugly,
I throw to my sweet-heart
the gleaming prey of the night -
and she smiles like the queen of queens -,
she is a grand thief too,
the magnificent vanity
which my sweet-heart is -

I am the proudest of thieves -
when the sun roars its day-song,
my hair will sparkle like stolen diamonds
over the world of bent backs -
when the sun is singing and the day is high,
my wonderful love is my own -

a little song

I have killed mary ann's god -
mary ann dreads my god -
I love mary ann -
when the burning blackness stands out before me,
I leave mary ann
to her love of me -

when the pale sun rises
with its blue morning-wet eyes,
I return to mary ann
with my love of her -
poor mary ann -
and poor me -
but we have a great heart
together -
mary ann and I -

to the earth

now, mother -,
I have covered my face into your bosom * -
now, mother -,
I can have rest a short time, completely -
now, mother -,
my eyes are closed upon yours, closed too -

mother -,
you gave me the power of giving the comfort
which alone is nourishing * and bright -
but, mother -,
I would only once give, what you have given me,
and not being forced to take back my gifts as hitherto *
for the sake of your purity -, my mother -

but now,
mother -,
my eyes are closed upon yours, closed too -
now, mother -,
I can have rest a short time, completely -

the ring

I have broken the floor
of my loneliness -
I dig the claws of my soul
deep into the rock -
downwards, downwards -

the rock of darkness
has devoured me -
all directions
but one are torn asunder -
downwards, downwards -!

I have broken the floor
of my loneliness -
softly, softly
I sink through the mountains
of blindness -

soon
I shall eat the scent
of the hearts of my brothers -
soon my drop
can't be distinguished
from those of my brothers -
soon the river
will close the ring of future -

the dawn is grey over the sea

my race is as old
as the earth,
and my race is as rich -
but I
was born young,
my parents I couldn't find
and my kingdom neither -
my servants will not obey me,
and the women around me I scorn -

am I the last
cry of a drowning wave,
or am I the fresh-born foam
of the first approaching breakers
along an unknown shore -?

the patience of my pride
has no limits -
but the eye of my maledom
is blind -

to the body of my music

you speechless, useless
thing,
which alone, in spite of all,
I can love -,
what are you
really -?
are you just a trumpet,
you thing of my love -?
are you just a talon *,
you beloved thing of my anger -?
or just an unused knife,
you beloved thing of my pride -?
what are you,
are you anything
real at all -?
come on,
you speechless, useless thing,
come on,
you which alone, in spite of all,
I can love -,
let us blow in your stupid trumpet,
let us tear with those insane talons,
let us use, then, this unused knife -,
come on, you -,
help me
to destroy
this human heart of barrenness *
loitering * through all time
in this wonderful piece
of nature -,
come on now,
you -,
whatever you may be then
really -!

god of all nature

god of all nature,
if you would take
me in your unseen hand
to be filled or to fill -!
god of all nature,
and you will
or you will not, and
I am still yours,
a foot in the dark,
god of all nature -

leaving

don't believe
one more word
from any lips -
all words are poisoned -
only believe
what your eyes will love,
and your fingers want to touch -
there is a great sleep
still rising in all nature -
seek your rest there -
then
your eyes can't be deceived,
then
your eyes shall know their love
and their enemy without question,
and your fingers shall unlock
never-opened doors,
which must be opened -
and then
your soul will have no more goals
and no more words wherewith
to build evil walls,
wherewith to make unclean arms -
there is still the great sleep waiting -

and now we'll say

and now we'll say this:
we want a new music
into this world -
and now we'll say it:
we want
a new music into this world -

still we are no niggers -,
because we laugh in angry pain
over this insane civilization -
and still we are no infants
any longer -,
only because we are still able to laugh our corroding anger
over this hateful civilization -
and now we'll say this:
we want a new music
into this world -
and we'll say this too:
we can't be soothed any more
with caresses from this world
and we shall not -,
until we have
got a new music
into this world -

and don't believe
that we might just be let to die
in peaceful starvation,
before having crushed forth
the new music of ours
into this world -!

my people

- my scattered people
is a people of haters -
and I believe
in its ragged banners
of blackness -,
loitering
like withheld storms
over this play-world
of frightened pity -
the sign of hatred
is the sign of
the will to die alive,
and not
dance in garments of love
the life of death -

- my scattered people
is the people of love -
but its lips
are denying,
and its eyes are contempt -
a people who see
is forced
to hate a world who's blind -

- my scattered people
is the people of love -
and its way
is the way of all haters -

warning

why do you return
to me -?
now there are no fetters left
for you to seek
and grasp and rule me by -
why do you return -?
all returning is wrong -
now I am a thousand times
more dangerous -
now all the dikes
are broken -
and the ways of my flood
are unknown even to my own
notcaring eye -
and now
all generosity of my heart
has gone,
and my old fountain
of tenderness is dry -
so why do you return -?
there is nothing left
in me of that,
which you care for -
there is only
a dark, stained will
of destruction left,
which I cannot guide
and am not willed to
any more -
so what do you return
for now -?
even my sight of you
is dim by now -
but come,
come -
what do I care -

blindness

I have built a great tower,
sort of enormous light-house
to my inner eye -
each stone above another
is a pride,
each stone above another
is another pride -
and each pride
is stronger and more hard
than the other -
the colour of each stone
is red from love -
never-sated love, sharp
like rubies -
the eye on top of the tower,
blind from mad pride,
is hunger,
hunger,
hunger -
lifted like a bright axe,
threatening the sun
and the sky,
a dry, mad eye,
more proud than the sun at noon
over a pale sea -

evening in the forest

only man has made himself
his god,
only the god, man, can become
old and die -
there are thousands of gods,
some of which we know
some of which we see only one time
some of which are but names -
- I am not old and I am not young,
I know only
the gods of growth and birth and death,
they don't speak to us, they
don't want our prayers, and
sometimes I've heard them laugh
and sometimes weep -
what do they
care about man and his angry claims,
they know but growth and birth and death
why should we claim to be men -?
- sometimes I hear my laughter answered,
and sometimes my sorrow -
there are thousands of gods,
some of which we know -

song of the council

the name of our
wisdom is wine and dance
and silence -
the name of the great hunger
is the same -
the goddess of wisdom
is always alone,
and always drunk
and always she feels
the far-off rhythm of the unknown
teasing her pride, binding
her tongue, releasing
the voices of her listening blood -
we'll protect her aloneness
and shield her silence,
her words do creep strange ways -

nights

there are nights when I know much -
when no stars venture to ascend
the black walls of pride -
when all the great cans are broken
without a sound -
when no timid heart can catch the tune
from the gates of orgy -
nights with no prices,
nights void of fear -

there are nights when I know much -
when the unseen rivers are felt
creeping blackly beneath my feet,
carrying silently the directions of the world's caravans -
nights when no man,
and no cry does mean much -
there are nights when the rivers show new ways of life,
only for the proud to use -
nights
for bursting wombs
to blossom,
for dying hearts
to kill -,
silent nights -,
nights for great tribes
to change their path for ever -,
for weapons never heard-of
to be seized by sleeping fingers -,
nights without speech -

nights when strings, rarely touched,
will disturb fate's sleep -,
nights from which
some men shall awake with new eyes
and few words left in their heart -

what is there

what is there
but eternal giving away
of yourself,
and eternal being born
anew to yourself -?
what is there
but millions of strange gods
in the sea, in the sun,
in the air,
gods and gods and gods,
dangerous and sometimes mild -?
what is there
but thousands of loves
in wombs, in hearts,
in the earth,
love and love and love,
murderous and sometimes like bread -?
what is there
but eternally being too weak
and eternally being stronger
than yourself -?

the song of my tribe

the men of my tribe
are mostly silent
and most of days
they go wandering
towards some unknown calling -

the men of my tribe
are mostly serious
and most of days
they go thinking
how far off the rest of their hearts do linger -

the men of my tribe
are mostly hungry
but on certain days
they sate their bodies
and souls in short joy -

the men of my tribe
are on the way towards the deserts
and the staring caves where life has hiddert,
to make their fires there -
the men of my tribe are mostly silent -

song

I have no need of women,
why should I
why should you -?
I have no need of men,
why should I
why should you -?
- sometimes I want to love,
then I set off
far away, or not far,
for where love is -
why should I
why should you -?
it is fine to seek what you want,
fine to wander far or not far,
to seek what you want,
it is fine to be always proud -
why should I
why should you -?

the time has come

the time has come,
when man shall no more
try to be anything
but man besides the rest which
is not us -
the time has come,
when the ruler shall
be a ruler only among the rulers,
when the lover shall be a lover
only among lovers,
the time has come,
when man shall have to
be himself only,
and be that
to the rest which is not him -

where is laughter -?

when I sing songs
to the Unknown which made me burn,
there is laughter in my heart -
when I dance the rhythm
of life in honour of the gods of Blood,
there is laughter hissing
somewhere -
when I pour my joy into some open womb
to feel breed of the Earth in my buttocks,
there is big laughter sending roots
into soil -
o where, where is laughter -?

to fight death like the men of my tribe
is to behold
armies of flaring laughters
between the world and
you always -
o where, where is laughter -?
to hunt death in silent anger
by day and by night
as the price of sleep,
is life -
o where, where is laughter -?

there's still riches

what do we care about anything
but the real thing -!
what are the systems of mankind to us -?
we want the pearl that's cheap like grey stone,
the gust of wind, precious like our mother's heart -
o, no -!
there's still some cruel laughter bidden in our blood,
still rich.es clinging to our bare hands -
oh no - oh no -!
still we're too cautious
to put in our lot with mankind's -
o, no -!
the tribes don't speak each others' tongues,
why should they -!
oh -, our pride is still a good tent
'gainst mankind's dry winds -
isn't our laughter too sharp -?
oh yes - yes - it is -!
what do we care about anything
but the real thing -?
what is the sick clamour of mankind to us -?
if our death will visit us,
we'll receive her duly -
but mankind's -?
oh no, she has too easy wings -
o, no to us there's still riches waiting
on our bare, wet rocks -

the weapon

hunger has left me -
love has left me -
longing for events is not with me -
misfortune has found me out -

but joy cannot slay -,
and the love, you find, cannot slay -,
if I held a weapon, that
could hit by itself -!
but hunger has left me -
and love has left me -

no longing is with me now -
it must come by itself -
or stay away -
the green, the warm,
the weapon,
which need not hit -

hidden striving

there is silence in my world -
therefore I sing low songs through the nights -
the silence creeps mistlike,
eating my world -
the small things I know
will not answer
the great things I need -
the low songs of my faith
cannot stop
the bleeding of hunger's blood -
but the nights are innumerable -,
I'll work 'pon my tunes,
till they shine flickering,
hazy like old weapons -,
till they stand like pale noble cans
dripping with dangerous wine -
I shall sate silence,
night by night,
with exquisitely carved instruments, and pearls
beyond value -
- low songs creep mistlike,
seeking the faith of silence -

spring journey

- by night I left the world's house,
wandered deep into
myself,
leaving each door unclosed -
no stars were there, no sun, no moon,
I fought through barren wildernesses
with blindness lurking
on each step, with corroding poison
eating the sight of soul and body -
I went still deeper -,
I groped through rocky darkness
into utter void -
my eyes had died,
all sound had fled,
the soul shrank in dread, the last,
from nothingness -
- I staggered
deeper -
and from beyond despair
read with blinded eyes
the tale of man's spring -
carved in stone -
fuller and truer -
redeeming everything -
like a flower -

finished

no more havanas
no more dancing
and
no more happiness - no
happiness -
no more gold -
no gold, but
merciless
value - new
value -

no more madness -
no more barrenness -
and no more mercy -
- bread, children and
a new value to get light from
with no margin -
and no mercy -
a new scale
without mercy and
without escape -
not one -!
not THAT
any more
not once
more -
again -

now -
at last -
no more substitutes -
and no patience -
and no patience -
at last -
and no substitutes -
and
no
patience
any more -
it has grown
too late -
and there is
no holiday
left -

what is left for
you, you and you -
and you
is
the last
the ultimate last
left opportunity
for everything -
the new price,
or nothing -
the new
life or sterile death -
this minute and not tomorrow -
and no mercy -
and no kissing -
and
no escape -!

solen finns
svenska dikter
utrykt manuskript

nyår
(från danskan)

i årets gula blomma
över fjärran tusen vägar
lyser gammalt
slocknande tår -
högt högt längs spröda stänglar
droppar klängande
rinner mot oceanens glömska -
- när varenda tår har runnit,
skall jorden resa sig ur badet
med fasans dyning over sin skuldra
som en slaktad dumhet -
når obehövlighetens potta är full,
skall jorden vara utan minne
och med det väsentliga
som ett vulkaniskt utbrott på sin hjässa -
- i en avsides dal
skall ligga en vit sten
som sol -
och från den skall en sjuttonårig
tigga verklighetens droppe -

saga
(till Harry Martinson)

vandrande dag efter dag
på vägen, som ständigt skiftande,
långsamt framåtskridande, leder
mot orätt viljas mål -,
där -, mot kväll
mötte jag henne, som ägde färmågan att förvandia allt -

med stumma, heligt rädda
ögon
stego vi hand vid hand
med ångestfull visdom i hjärtat
in i det grönblå dunklet
bredvid vägen -
och dånande
i det endas blindhet
slog vågen samman över oss -

törstande efter svalka
milströtta på vägen,
som ständigt skiftande -, långsamt framåtskridande,
leder mot inga viljors mål,

mot bräcklig morgon funno vi källan,
som ägde förmågan att giva svalka -
vid dess fot
byggde vi vårt hem -

över ingången skrev jag,
såsom jag hade lärt -:
"vägarna själva vandra -
moget och tungt blir hjärtat
av oförtjänta gåvor -
inget återkommer -
målet okänt är
ditt ödes amulett -,
osynlig, okuvlig om din hals -
nomad -, irrande,
trampar fram
det eviga hemmet -"

det susar i skogen
(till Edith Södergran)

en droppe i skogen vill forma allt i sin bild -
en droppe i skogen
fann sig själv sannare än allt -

skogens droppe fattade lyran,
större än världen -:
detta endast är ett öde,
att finna sig själv skönast,
sannast,
renast -

allt vill jag forma i min bild -
allt skall
vara det härligaste av allt -
högre, högre hänger lyran,
större än världen -
darra, o värld, för ditt öde -

darra, o värld -
skapelsen kommer -
en droppe i skogen blev sannare än allt -

allt

längta bara ljuset,
dröm själva drömmen,
vänta dig blott hoppet,
älska sömnen, som gives dig,
därifrån du inget vet -

mänskoord

om liv att skänka
är din längtan,
tigg icke av ängen blommor,
av buskarna bär -
måla knoppar med ditt blod,
sätt dem på döda kvistar,
sov framtidens sömn -

drömmen

varför drömma löften om kärlek -,
kärlek är icke det första -,
det första tiger, avrundat och utan namn -,
det första är drömmen själv,
som maste drömmas, blomma och
mogna före allt annat -

morgon

varifrån kommer det,
att vi, utan allt,
fattiga på allt,
kunna drömma allt -?
- framtiden är redan lagd,
fjärran vilar hon
sövd av våra drömmar -

höst

rök silar ur min mun,
där det rätta är instängt -
sömn har blivit min lusta,
vinet min lampa -
ändå vet jag, att
det finns dans, som dansas
av fötter som måste,
att båtar kantra,
därför att löften lyste, som
kunde blivit sanna -
fast mina drömmar ha
dött utan mening, tror jag att hoppet
flämtar ännu
i öknar,
som ingen fot ännu vågat -

höst

jag ville,
att livet skulle vara en stark
röd älskog, iförd hårt lärft,
en rygg, som tålde att hatas,
en vilja till annat än smekning -
men det liv, jag fann,
var en ödmjuk,
bedjande rygg,
en gnista, som ömt måste skyddas,
ett hopp, för vilket varje åker var mager
och varje regn vinterns is -

jag önskar mig

okända ansikten,
att glödande känna igen -,
ett aldrig brukat leende,
att ta som en fågel mellan mina händer -,
en ny ström av blod,
att ha som ett spett
av järn för blodets strider -,
och stoltast
önskar jag mig den eviga vakan,
den inget undgår -

teckning

nej -,
min stora -,
grymma -,
alltförlåtande kärlek
får
inte blomma -
nej -,
- åh, varför -, varför -
nej -,
hon är så obeveklig
och stor -,
så löjlig
och grym - hon är
så ond,
hon förlåter
gränslöst
allt -,
jag befaller
henne att stanna,
där hon är -
hon får
inte
blomma -
jag måste
befalla
henne att stanna
där hon är -

kristall

sök icke dina drömmars mål,
dina drömmar äro oklara stenar -
mata din längtan med livets bittra vilja -,
tvinga dina drömmar mogna som
det röda törnets bär, att
plockas av vem som gitter
älska bara blod -
slipa din ångest, att hon blir
lik den skarpaste kniven, den alla längtar -

älska

älska ditt tecken
likt taggtråden, som skyddar
blodstridernas
ensamma ros -
göm ditt tecken
under en åls slemmiga rygg,
den ingen kan ta,
och ingen hålla fast,
så länge livet spänner
hans envist dansande skinn -
älska ditt tecken
likt taggtråden, som skyddar -,
kryp och göm dig,
hugg och bit,
åla dig hatande, att ingen snappar
dolda blodstriders
tecken på dig själv -

varför hindrar du

varför hindrar du mig,
varför måste du hata min grymhet,
varför klagar du, så att jag hör dig -?
de, som, kämpande, förtjänar mig,
har jag skänkt rätten att hoppas,
de, som lider, också mina böner,
har rätt att hoppas
ur all min grymhet
droppen, som smälter -

ön

vi, som leva på denna ö,
ha fått nog utav hunger
och stormar -
vi, som leva på denna ö,
behöver du ej skänka hopp,
mer än de fattiga eldar, vi ha -,
vi, som leva på denna ö, känna
dina gåvor till grunden,
och vi, som leva på denna ö,
tro, att vi icke behöva
mera utav hunger
och stormar -,
vi tro säkert, att vi
ha fått nog utav dina gåvor -
vi, som leva på denna ö,
behöver du ej skänka hopp -

vaka

tänd inga bål på länge,
låt mörkret brinna ut,
flämtande och sent, som det vill,
tänd inga ljus, förrän
mörkret rodnande har brunnit ut -,
låt mörkret stråla sitt svarta ljus,
så länge oljan droppande kan brinna -,
tänd ingen eld, förrän allt
sover svart hungerns bidan -

någonvart

evinnerliga svultna revolutioner
vill jag kalla stigen, som
leder någonvart -
du, som hoppas och verkar,
att solen ska stanna i ett hål på himlen
eller på din gräsmatta utav
en viss anledning, dig
önskar jag omåttlig fetma
och gränslös lycka -
jag och världen hoppar,
evigt döende,
från barrikad till vanvett och
från mord på sällhet
till evinnerligt nya dödar, ständigt,
evinnerligt någonvart -

underbarare än regnbågen

mer underbar än regnbågen
är hungerns poesi,
drömmen att
med samma flottglänsande kniv
få utföra svältens slöjdans
och mättnadens vilda rumba,
den drömmen går före alla andra drömmar,
när du möter den -,
hungerns poesi är
modigare än alla drömmare, fräckare
än alla mördare -,
underbarare än regnbågen
är hon -

giv mig

giv mig korv, vin, ost -,
du ska få en aning
utav det,
som gör hungerns bädd
mjuk någon timme -
giv mig ett leende -,
och jag ska ge dig meningen
med leenden då vi båda
icke finns -

helgerån

dina händer tala ett annat språk
än din mun törs andas -
varför skämmas dina fingrar,
varför blicka dina ögon stolt
mot vad som bländar andra,
varför vågar du steget nu,
som skulle varit nätternas
pris åt dagen -,
hur vågar, leende, du
förringa framtidens mynt -?

tro

jag vill följa den eviga blindheten,
stolt vill jag kyssa hennes piska,
jag vill ödmjuka mina ögon till
hatets maskar på den blommande lågheten -,
jag vill blända min själ, att
hon må gå säkert -,
jag vill älska vad jag icke kan fatta,
och bekämpa allt gott,
om det finns ett hjärta,
måste jag hitta det då -

du tror

du tror att jag gömmer mina skatter
av hat,
du tror att jag lyder
min stolthed, när jag tiger,
att mitt rus är glädje -
- det finns dagar som sekunder -,
det finns dagar, som sparar
åt livet timmar av blod -

frukten

tungt andas kölden -
djupt, djupt sänder jag mina rötter -
- står luften ännu bunden vid horisonten,
sover solen ännu så fjärran,
att mina blommor måste längta mot rotens kyssar -,
sover solen ännu så fjärran, att
kölden inget har att frukta -?
- mina blommor börjar hata sin rot -

ångesten

dra dig undan ångestens
smala händer, ångesten är helig,
ångesten gömmer
ett utav stegen, som behövas -
ångesten hotar
alla rodnande händer,
ångesten vill intet,
ångesten äger intet,
ångesten har intet att förlora,
ångesten hotar
alla som snuddar utan att vilja -
dra dig undan
ångestens smala händer,
ångesten gömmer
heligt ett utav stegen som behövas -

visa icke

visa icke ditt ansikte
för världen,
ditt ansikte är
för striden,
ditt ansikte är
visiret att tecknas av hugg,
visiret får
icke fläckas
med förtidig glädjes bitande fläckar,
ditt ansikte är fanan att
ödmjukt lägga, riven
men ofläckad i barnets hand,
eller okännbar trampas
i hopplöshetens seger,
ditt ansikte är
för striden,
visa icke ditt ansikte
för världen -

när havet är dolt

när havet är dolt
bakom dödens lekstuguväggar,
när dimmorna leker på havet
dödslekarnas tusende påhitt,
hala med bortvänt ansikte din båt på stranden,
göm i smyg ankaret i sand,
lägg stenar på ringen -
allt blir ruttet då,
stäng fönstren, bed icke,
varje mod blir synd -

stäng in dig

stäng in dig i din kammare
med din svaghets guld,
vänta i din kammare,
tills kärlekens mod har kommit,
vänta,
tills ett öppet svärd ligger
mellan vad du måste och vad du icke
längre kan -

vi måste älska

vi måste älska
svaghetens timmar,
vi måste skydda
sjukdomens viljor -
förrän den svaga striden
har stridit sitt blod
och alla sjuka viljor vunnit seger,
är den starkaste arm svag
och inget vårt -

midvinternatt

- genom blinda, vita nätter
karvar jag
med enkelhetens späda kniv mitt märke
i de största träden -
de största träden förstår ingenting och susar
dova ord, som ingenting menar, och
som de själva tror, är lösningen
på månen och vindarna -
- snart lyser gult
som brinnande kåda enkelhetens späda märke
genom dovt fallande skogar
på alla träd -

vad är det

vad är det, du kallar fara,
lilla du,
vad är det, du är rädd att mista -?
det minsta hopp, du skulle
finna bland stenarna, är
värt allt,
du måtte ha gömt
undan djuren på din vandring,
innan du hann stranden -

fjällvatten

den vita älven
rinner forsande,
hatfull förbi det block,
där en skärva sitter
som ett öga -

tag, vita ström,
allt som vacklar,
hata, hopplöst sinande,
din vita grumlighet
mot blocket -

när dina sista
källor äro torra,
vända sig
bergets rubiner ut -

förklaring

att rovan är grön
och smal,
kommer sig bara därav,
att regnet icke
kom i augusti och september,
men i oktober -
rovan är grön och torr, det
kommer sig därav -

måneord

molnen jagar -
månen hänger, tyst räknande
hästar och huvuden -
månen vet,
att hetsande moln
bara finns stunden,
då de täcker honom -
månen vet, att ångesten hatar
rötter och lökar -
månen skär tyst
livets rispa genom jakten -

september

- sök havet, då
det en kväll efter äska bär
sin varma dallrande stiltje
om hösten -
det händer någon gång då,
att små svart-vita änder dyker upp,
och skriker till varandra,
likt de hårda ögonblick, som blixtrande
räddar glädjen, och försvinner -
någon enda kväll,
dä havet tyst kysser klipporna
och obevekligt låter båtarna
lägga sig, som de vill -

skapa

skapa dig en värld
utav gärningar -
lät följderna rulla likt
ständigt olika stenar
nedför branterna, som lovar havet,
och stumt hopar enastående skärvor
period efter period -
skapa dig världar,
låt dem rulla likt stenar -

skepp

låt alla de tidiga skeppen
gå halvfulla eller tomma
i ljusa dagsresor -,
göm de tyngsta dyrbarheterna,
att det sena skeppet må
gå tungt i sjön, blänkande
svart av last -

dagarna

dagarna äro nätter,
ljuset är fjärran från sol,
dagarna ska du känna, icke
på deras namn,
dagarna ska du känna på friheten,
fly måste du ljuset, tills du vågar
kalla det sol -
locka icke maskarna att flyga,
dagarna äro nätter -

dans

hatvild dansar
min vrede -,
mjukt glider
tårarnas dans -,
ångest tutar
skrän -
min fröjd sitter
på en brun stol -

bortom

ständigt blixtrar det, fast
molnen stå fjärran -
dansa icke,
fastän det spelas,
blixtarna väsa bortom
hoppets och förtvivlans toner,
dansa icke,
ständigt blixtrar det -
molnen stå fjärran,
bortom förtvivlan och hopp -

aningar

solen vandrar
ung, tyst och strålande
över klipporna, ejdrarna och husen,
lugnt, säkert -
sedan lägger hon sig
som en löftesrik gula
i havets morgonlovande vita -

tysta klippor
moderligt bekymrade ejdrar
och blinda hus
diskutera med havet
mina aningar,
om de kanske än
ändå skulle vara sanna -

båten driver,
mina armar ha domnat,
jag viskar
mot tjärdoftande botten:
jag tror på tystnaden
och morgondagen,
jag hatar det, som man vet -,
och jag väntar på
att livet skall lyfta
mig som en rödgul rova mot solen,
eller tyst gömma mig
under dimman som ett misstag -

till dig

att allt, som är möjligt,
framträder, skiljer sig
och dödande blommar,
vill livet-
..... vad du och jag vill -
vi försöker -
om friheten och ungdom
blir vårt barn,
då kanske vi lyckas -
horisonten är lika fjärran nu -
och livet gynnar ingen -

syn

tvenne kannor möttes -
den ena var rund och
hade en svart sol målad
på sin mage -,
den andra hade en smärt öppnad hals
och vita och bruna ränder
längs höfterna -
ångande fyllde de varandra -
om gift eller kärlek visste icke de,
och såg icke jag -
ur bägges munnar fladdrade ångan
blandande sig
med andra, främmande dofter -

flykt

låt oss hemligt och stolt bära ödmjukhet
genom dagarna -
vårt liv är en fantastiskt gammal,
stinkande kokott, smekande
nyanserat, raffinerat, så att vi glömma
hennes leenden,
hennes dumma händer -
låt oss smyga som hövdingar, galna av stolthet,
alla stigar,
som icke äro hennes,
bärande vår sista ödmjukhet
som guld -

den unga fursten

den unga fursten ser
tankfullt på solen och havet,
om de kanske skulle
vara användbara
för hans hand i morgon -

en kvinna tigger skälvande
vid hans fötter:
- tag bort pinan,
tag bort frukten ur mitt sköte,
giv tillbaka mig åt lammet, det enda,
som icke vill strypa min spira -
varför måste jag spännas,
krossad, vid din blinda frukt,
som du blott slängde
likt en sten någonstans -
förbannad vare du av mitt gift -
varför skall du vara hög och dum
som ett verktyg -

den unga fursten ser
tankfullt på spräckliga fjädrar bland havstången,
om de kanske skulle vara användbara
en kväll eller någon gång -
sen vandrar han långsamt
bort, grubblande morgondagar -

hon

- fattig, övermäktig av hat,
vågade jag språnget från
fängelsegluggen -,
naken, jagad till vanvett,
slukade mig skogen -
strålande, rik och stolt
trampade hon
på min hand, där jag låg,
och bjöd mig allt, hon ägde
mot min kärlek -
jag räckte henne, törstande, min
nakna uselhet,
jag blev stark och rik -
- alla, som jag mötte sedan,
bad mig om, vad jag skänkt -,
alla, som jag gav utav min rikedom,
har dött usla dödar -
och mina skatter av is och blod
är outtömliga, och själv
har jag aldrig vågat smaka -
- i fasans fjärran skog
sitter hon,
saligt lekande med min lycka -

barnet

när barnet vill plocka en blomma
och icke får,
då gråter barnet utanför stängslet
eller skriker högt och stampar med foten
eller går tyst bort att söka annat,
som det kanske får och som också är vackert att ta -

........ och när de gamla
har byggt så mycket stängsel
att inget finns för dem, som de får,
och. som tillika är vackert och mjukt att ta i,
då bygger de sig mörkbruna hus
att sitta i på kvällarna och sjunga
dova krypande sånger
till gudar utav spindelväv och damm -
när barnen sover, förgråtna eller lugnt leende,
då låter från de stängda mörkbruna husen
klagosångerna mot dödens lycka bakom tillbommade fönster -

luta * dig

luta dig mot mig -
jag innehåller din vila -,
jag äger att utstycka din kraft -
luta dig mot mig -
jag är ett träd, du
ett annat -

nätter

jag häller drömmar ur en kruka
och vin ur en kanna -
i ditt glas simmar solen och månen -
låt oss dricka -
ana livets doft
efter tusen nätter som denna -

kan det finnas

kan det finnas en kvinna,
som är min mor,
det måste vara en stor kvinna,
att hålla mig fast vid sin barm,
det måste vara en stor kvinna,
att hålla mitt slut lugnt *,
så att icke mitt slut ska skrika
dödens hat mot hennes mjuka * bröst -

ond visa

göm undan trummorna
och fiolerna -, det måste
komma dagar,
då du skulle ångra att
ha använt dem nu -
när trummornas och fiolernas dagar
ha kommit, skulle du
hata dig att ha använt
dem nu -

när -?

i min svarta skål
bredvid varandra
fyra blodröda bär,
ännu orörda -
när skall du våga
ta i mina blodröda bär och bita i dem,
tills du drunknar i min blindhet -,
skall du någonsin
våga snudda vid min svarta skål -?
skall jag någonsin
tvingas lämna,
för väder och vind att leka med,
min svarta skål,
för att leta nya bär, lika
glödande, tigande,
eller ännu blodrödare,
för någon annan -, okänd
att få offra sitt anlete åt en ny blindhet,
som fjärran -,
dock måste vara min -

fallande blomblad

bägaren är bräddfylld, därför
måste du dricka -
se icke på bägarens vägg,
tänk icke på framtidens smärta -
dropparna äro dyrbara,
bägaren är bräddfylld nu -
därför måste du dricka -

kom -!

kom -, rus,
tugga mig -
kom -, storm,
slit rodret från min hand -
kom, krypande dimmor,
kom, låt mig segra, utan
vilja och utan styre -

fienden

bara segern och vilan äro gemensamma,
det finns inga gemensamma strider,
alla strider äro f järran från vilan,
alla strider ha bara en fiende,
alla strider brytas i mörker,
där ingen ser, bara slår
fienden -
låt oss dela
vilans och fröjdens längtan,
striden måste dansas i mörkret,
ensam med allas fiende -

vapen

stolthet -, tystnad -,
vapnen, som skyddar
den enda, längsta
vägen -
det finns ingen egen
seger, ingen egen
död -,
det finns bara livets
nederlag i dig, eller din
öppenhet utan tvekan, när
rösterna talar eller krusar havet
med sina andedräkter -

längtan

grym är min trötthet,
min hopplöshet hungrar blod,
min kärlek finns icke,
mina händer ha blivit fina och kalla
som ormar -

men bittert redo är jag
att som en tigerhona skydda
livets första blomma -
blind är min stolthet,
dödande min tystnad,
hopplöst redo är jag
varje timme -

avsked

återigen har jag gjort
mig resfärdig -
en trång kruka med ädelt vin -,
om det värsta skulle hända -
sedan bara vapen,
härliga vapen, kloka och visa vapen -
och många, många vapen,
det kommer att fräsa
ur kallheten
och blixtra ur hatet nu -
efteråt -?
efteråt ska vi skratta,
om icke det värsta har hänt,
nu måste vi skiljas -

törnet

stör mig icke -
låt mig icke veta främmande lögner -
jag älskar icke ensamheten -
jag älskar ingenting -
jag ville -
jag kunde -
stör mig icke -
jag måste vara -
fläcka icke vad, som icke är -

nu

dödens syror äger alla rikedomar -,
gråa stenen har blivit liv -,
vanvettet är sanningens hopp -
alla rikedomar har blivit billiga -
blodets fattigdom är
diamanten, som skär sten i skivor åt solens käftar -,
blodets sol törstar vanvett
och kräkes rikedom -,
gråa stenen har blivit liv -

endast då

när förtvivlan har ätit allt,
som fanns i ditt hus och i ditt hjärta,
kom då -
när alla eldar ha brunnit ner,
och alla stormar ha andats ut,
när, i gränslöst tålamod, bara förtvivlan
dröjer hos dig,
kom då -
jag ska ge dig
tron på blodets stumma seger
över alla viljor och alla segrar -

bröd

berusa dig varje timme -
timmarna måste bli år -
berusa dig -!
livet är en dröm -
ruset är hata död -
ruset dränker dig
i livets bröd -
berusa dig varje timme -!
timmarna måste förbli unga -,
brödet är ungdomens sten -

eld

det, som du tar
av begär, är ditt -,
vad, som bjudes dig,
är synd -
dränk grävande ditt spett bland blodets skatter -,
välj djupt -!
önskan av sten är begär av blod,
stenens kraft är blind -
eld är hårda hjärtan -,
eld måste brinna -,
sten och eld är mörker -
lyckan är svart -

porträtt

vad du vet, struntar jag i,
hela världens visdom skiter jag på,
stoft vill jag ha,
ett par hav utav stoft behöver jag,
jag är arbetare,
jag förbrukar inget,
i andra skepnader
ger jag allt tillbaka -,
jag dör fult,
om jag icke kan arbeta -,
stoft vill jag ha,
kakor av stoft måste jag äta
alla timmar -,
jag är arbetare,
jag skiter i allt annat,
vad du vet, och hela världens visdom,
jag behöver inget veta,
blott stoft och återigen stoft behöver jag,
stoft måste fylla mina händer
och min mun alla timmar -

bad

titta på mitt bröst -!
det är ungdomens bröst,
svällande av hårdhet -
hoppet är underbart hårt som bara fan -,
mitt blod är ett enda tveäggat hot
mot alla fiskar, som har buken uppåt -
dödens bad är svalt efter alla rus -
en hunger, som min, känner bara sig själv -,
en hunger, som min, har tagit av sig varje känsla
för att kunna simma fritt -,
hoppet är underbart hårt och tungt och svart
att ta i med hatets unga, berusade nävar -
mitt bröst har ett skratt
så hårt, att havet vänder sig -
den enda vägen är mitt bröst -

bort -!

våra båtar duger icke längre -,
för bräckliga, för tunga i vattnet -,
vårt mod är för trött för sådana fartyg -
små, starka lätta båtar är vad vi behöver -
vi måste berusa oss i starkt vin, att
vi glömmer havet,
att vi glömmer livet,
att bara giftet finns -,
vi måste berusa oss i vin, att
våra lätta båtar blir väldiga skepp,
som glömskt och obevekligt går mot kustar,
som icke ens ruset vågat nämna -
bort måste vi -,
andra båtar måste vi skaffa oss -,
landet fördärvar vårt blod -

fiskare

klipp sönder era nät, fiskare,
vidare maskor fordras det,
om ni vill bli riktiga, stora fiskare -
större maskor och
flera fiskenätter och
hårdare längtan fordras det,
om ni vill bli verkligen
stora fiskare -
klipp sönder era nät,
låt fångsten leka,
dra vidare nät
fortare, tystare genom vattnet
i många flera nätter, o fiskare, storfångare -!

framtiden

lär dig svälta,
snart kommer framtiden
med sin gåva,
fattigt är dess leende,
tomma dess händer -
lär dig spara,
snart kommer framtiden
med sin skål,
fattig är din ungdom,
tag gåvan, att få
giva ditt mod -
lär dig tro,
framtiden är ett under:
en sol, som befruktar
ett hat-stelnat sköte,
en måne, som svalkar
utbrända hjärtan,
lär dig sjunga
om småfågelägg i våldets nävar,
och segerleenden i de slagnas skål -
lär dig tigga,
snart faller från nödens regnbåge
framtidens enda slant -

porträtt

svarta ögon,
ragg -
tunga läppar,
mummel -
händer, långsamma,
dova,
blixtsnabba -
- huvudet reses,
handen faller,
revolution -
en dov klagan,
kärlek -
bakifrån:
hund -

natt

- himlen mörknar
ödena samlar sig
mänskolivet sover
vårens eller höstens sömn -
- ödena talar,
sol och måne väntar -

- natten vänder sig dröjande
mänskolivet kvider i sömnen
ödena väntar
att skåda verkställelsen -

ord

inför det stora och enkla
äro orden dimmiga
och tonfallet allt -
inför det falska och oäkta
fattas mig ord -
jag trampar med skrovlig häl
rot, stängel, allt,
lyftande hat och mord
som livets kross-spark
åt döden -
ångest-blind famlande:
blomma
sol
mänska -

visa

- de, som ha minst,
komma at segra -
de, som äga,
komma att dö -
nöden är ett vapen -
mättnaden en lucka -
ingen får välja -
ingen bryter lagen -

nödens trygghet

jag själv är av mörker
har alltid varit -
en del av mig,
jag vet ej vilken,
finnes i andra nejder -
den viskar mig främmad
allt jag behöver att veta -
den viskar från
nejder, långt från allt mörker,
den ser mig aldrig
och min panna böjd genom mörkret,
dess blick är vänd
mot andra klarare öden -
i nödens bittraste timme
skall en iskall vind
från ljusa okända nejder
viska mig allt, jag behöver -

diktaren

nu vill jag berätta
för dig vad en diktare är:
han är dimman * ytterst
på horisonten,
han är ryggen utav det,
som varit,
och hans panna är strimman * som dröjer
på nattens gräns,
hans ögon äro ibland trötta
av att vänta efter det,
som han icke vet, om det finns,
och ibland äro de blinda
av en sol på andra sidan
dimman -
då gråter diktaren, tills
dimman har ryckt längre bort,
och väntandets ångest åter
svalkar * hans svidande ögonlock -
diktaren är han, som
antingen är en dåre eller en vis,
han, som
varje timme väljer,
om han vill leva eller
alltid ha varit död -

senere digte

jeg -

en vise i skoven

en ulmende pibe
passende for et menneskes tænder
blev slængt i min skaal
til en hunger
der fremvæltende
kunde slikke alle vaarens elve tørre
paa een dag -

under nattens
prangende maske
svider pibemund rosenfrø -
og min hunger hvæsser spaaner
i fattighuset -
- er menneske stort?
grinende summer kraniets flue -
i skovens dyb
sliber jeg spidst
mit had -

kære menneskebarn
stakkels lille -
barbenet - alene -
uden graad i skoven -

den bodfærdige

- min fornemhed
kender ingen grænser -
naar jeg
tigger, er det en naade
at turde give -
for mig
at give, findes ikke her -,
her findes is og storm,
og deres skæbne
bærer jeg -
- i ensomhedens øde skove gør jeg bod -
min fornemhed
kender ingen grænser -,
den kender skæbnens
bud og intet andet -

nat - nat - nat -

- det, som lyser mig,
kan jeg ikke -
det, som jeg kan,
sværter mig -
- naar jeg mættes,
- mindes jeg -
- naar jeg glemmer,
- hungrer jeg -
- søvnen, som gaar,
- vækker vildskab,
- som ikke vil gaa -
min hunger har intet at faa -

nødens tryghed

jeg selv er af mørke
har altid været -
en del af mig
jeg ved ej hvilken
findes i andre egne -
den hvisker mig fremmed
alt jeg behøver at vide -
den hvisker fra
egne, langt fra alt mørke,
den ser mig aldrig
og min pande bøjet i mørke,
dens blik er vendt
mod andre klarere skæbner -
i nødens bitreste time
skal en iskold vind
fra lyse ukendte egne
hviske mig alt jeg behøver -

vi stolte

lad os bøje os,
vi stolte -,
lad os søge et haab -

lad os aabne os,
vi store -,
lad os vise vor armod -

lad os tale,
vi stærke -,
lad os dræbe vort had -

lad os bøje os,
lad os søge et haab -

se -!

du er ikke ond
og ikke god,
ikke vis
og ikke svag -
hemmelige fremtidsviljer
bruger dig -
alle er vi udvalgte,
alle skal vi dø -
viljerne bruger os -
ingen kan dømmes,
og ingen er kronet -
hemmelige fremtidsviljer
borer sig
gennem os
frem -

flygt!

med hænderne knuget
i en krampe, haardere end sten,
med øjnene
blinde af en gnist,
som hverken er haab eller glæde,
med fødderne tvunget af en vilje,
hinsides baade menneske og fremtid,
flygt -!

flygt, skjult af en vildskab,
som dræber, hader alt,
som elsker
eet,
flygt, frælsende den draabe i dig,
som livet vilde dø
uden -

i nat

i nat frøs
tøsneen ikke -
sirenerne skreg
i mildhedens taage -
jorden vældede blød
frem af drivernes skred -

luftens isnende tomhed
fyldes af væde -
lysende damp
dækker maanens lys -
jorden skinner brun
mod morgenens tøvende magt -
havet aander blegt,
før solen rejser sig -

digt

jeg er en fattig synder,
der søger harmoni -
oh, sollyse drifter og
skumle lyster og mord
og pjerrot-løgne -
solen gaar ned i natten
og kommer igen med dag -
i et kammer, i en mands figur
sidder sjælen med lyse øjne -
sorgen over livet
er det dejligste haab -

nitten digte
MCMXXXVII

sang

- fløjt klingende din vise om en gylden dag -,
klag din knugende smærte i moll -
sandheden hvisker nynnende melodien
i krattet bag grøften,
i stuens mørke -
- glæd dig, lyttende vandrer,
over harmoniens naadegave -,
flygt, ilsomt og stille,
for tonernes dystre kamp -
stemmer og toner besvarer, vandrer,
knivskarpt dit spørgende smil -

bølger

- solens sendags-skraa spyd
svingende stikker i havet,
glashuden hæver sig dirrende
og glattes ud,
kysten gennem dis er grøn,
blegblaarøde vandmænd stiger
mod guldlys,
suges mod havbund,
driver bølgende mod mad og død -
solpile vakler og falder,
kysten vender sig bort,
vindstille matblaa bølger
mumler havbølgers nat -

hvidt

en hvid bugnende snesky
en hvid skraat spejlende maane
et barns skrig
en hvidmalet baad paa bedding
sorte bølgers merke skvulp
og skridt af træsko
paa en sildeskællet kaj
tegner fosforsyngende
oktobernattens bidende kontur -

rids

viben skriger
en cirkel sort
skriger en kurve hvid
i luften -
saltengen drejer sig
grøn-graa vaad
med et lukket æg
i midten -

havet glider rødmende
ind i solens ild,
aften aander salt
mod morgens vind -
en maage forsvinder i sløret sus,
fiskeren vaagner til dag -

fiskerleje

oktobers horisont
er højere end kirkens spir -
paa dens takkede kant
vandrer smaa dampere
i række -
paa kysten hamrer havet sort
trommende -
og store vejrbidte mænd
kløver pindebrænde
med smaa økser -

skæret

sorthvide maager
med gule næb mod sommerbrisen
paa skærets ryg -
en sæl drejer et sort hoved
frem og tilbage kiggende
langs havspejlet -
skærets eneste asters brænder violet
i solen -
fluerne danser over
maagernes mødding -
sælen forsvinder -
maagerne letter -
strandastersen sidder fast i sin revne -
et rødt sejl dukker op -

vejr

- østenstormen klemmer
havet mod klippernes tænder
lukker havnene
jager fisken
til havs -

- skyerne blir smaa og stjernerne kommer
efter tre døgn -
vestbrise puffer søerne væk,
gammel brænding falder
tung paa skæret -
fiskerne kigger -

lav horisont

regngraa stormvind
trykker vintersæds blaagrønne spirer
mod sorte knolde -
markerne bølger tungt,
dunkel-grønne haar følger
i nikkende dans stormens
isnende strøg over krybende muld -
himlen kaster sig sort udad
mod havet -
grønne spirer nikker i takt
flimrende under stormens slør -

rødt og sort

de grønne blade blir gule -
stormene river
maaned efter maaned -
gul-røde blade klamrer sig til sorte grene -
langsomt vrider regnen stilkene løse -
saften staar stille i roden -

under jagende himmel
sover mulden sin hvile -
grønne menneskehjærter sortner -
menneskenes storme blødende nærmer sig -
forvirrings regn siver nat og dag -
hjærtets love mørner -
efteraars straalende pragt
vandrer i døde kolonner
gennem menneskenes byer -
- solen er fjernest nu -

konturløst

oktober regn-storm pisker fra land,
havet kryber,
bygerne hvinende stryger,
lave sorte, pressende havet ned -
vandet synker
skærene ligger blottede,
et opankret skib
staar taarnhøjt, opslugt i dis,
en kone paa dækket
med kikkert ser intet -
over landet en tidlig maane
suser gennem rygende skyer -
en lille baad flygter
væltende mod havn -

nat

stille regn falder
gennem natten -
over den anden kyst
hviner stormen -
her falder regnen stille -
fra en graa himmel
usynlig i natten
falder regndraaberne
paa huse og marker og baade,
og paa klipperne ved havet -
og gør alting vaadt
i nattens stilhed -
fra den anden side øen
høres stormens hvinen
svagt -

pynten

selv naar det er stille,
naar blot en enkelt graa sky
haenger tung ved solnedgang,
rejser bølgen sig højt i vejret
paa skæret ud for pynten -
mod pyntens sorte stenknold
falder bølgen ned igen
med sne-hvidt brus -
under tungt hængende himmel
med en gul stribe i vest -

se!

se solen, solen,
føl luften i det levende bryst,
græsset under foden i glæde, glæde -,
endnu lever du jo -!
o, se, solen staar op,
se, dit barn sover,
- se -!
endnu lever du jo,
din kvinde glæder sig i dit hus -
- fyld dine øjne med det varme, herlige lys -,
levende broder!

morgen

i vintermorgens sorte mørke
lyder fra huse hanernes kor -
skygger af mænd
tramper mod havnens lygte -
motorers dunk trækker usynlige baade
mod pibende hav -
istunge byger fejer fra lave tage
kulrøgens brune sløjfer
udover havet -

bøn

magter, som styrer himlen og jorden
solen og stormen og havet,
magter, som styrer, usynligt for blikket,
menneskenes færden og liv,
magter, som styrer, usynligt for sjælen,
trældom og nød, skælvende glæde,
krige og rædsler, skændsel og synd,
magter, jeg tigger i pine,
giv mig lys for mit virke,
magter, lad mig ikke dø unyttig,
mægtige, brænd eders mærke
dybt ind i mit vaklende sind -

vise

mørke ansigter rundt omkring -
de klare glas paa bordet -
den hvide brænding
den hvide sne
og evig storm,
vort svage mod
i verdens larm -
ned foran glassets rand
sænker sig den almægtiges skæg
hans vældige ro, hans bydende blik,
hans grædefærdige smil -
den hvide brænding
den hvide sne
og evig storm,
vort svage mod
i verdens larm -
drik ud,
gud hjælpe os smaa -

vinter

stormene buldrer -
vinteren fører sin krig -
havet vandrer
langs kysterne -
himlen følger det
højt over landet -
smaa huse trykker sig
i angst mod jorden -
maanens øje af is
stirrer gennem nattens mur
paa mænd, der henter kul -

brødre

brødre i livets taager,
brødre i nøden paa jorden,
det forfærdelige findes,
skændselen lever i pragt,
døden vandrer ved vor side
saaende mørke og stank -,
brødre, skabt til mensker,
alting har en sandhed
lysende skarp og klar,
alting har sin lov
ubrydelig fra dybet til det højeste -,
den frie menskesjæl
har øjne skabt til lys -,
dybt i nødens grave
brænder evig sandhed,
selv paa livets bund
bliver løgnen aldrig ild,
selv i skændselens dynd
gløder menskets lov
ufattelig som gud -

marts

sneen ligger
fast og hvid -
havet straaler
sommerblaat -
flammende sol
og isklar luft
brænder i trætte øjne -
havfugle yngler,
hæse stære skriger -
natten kommer
sort og dyb -
baade følger
stimende sild -
over landet i vest
gnistrer en stjærne grønt -

TILLÆG

prosafragment

I. november

i skoven er der mørkt - det er næsten nat - langt borte fra sit hus løber stenka - søgende -, med bøssen i haanden og jagttasken paa ryggen -, tom - hans arbejdende øjne roder i mørket - se kan han ikke - men lede - søge - finde - hvis der er noget at finde - af og til kalder han sagte og gennemtrængende: gripsy, gripsy, her, kom -! han standser og lytter - intet høres - stenka løber langs skovens kant - og langs gaardenes yderste marker, der lyser under den tynde sne - det er nu fire timer siden han gik ud for at jage - gripsy, hans hund er forsvundet - frivilligt er den ikke kommet væk fra ham - maaske har nogen stjaalet den - før, da det endnu var lyst, hørte stenka et skud - er det haren, der er blevet skudt - eller - eller har den satans bonde skudt hunden -? ingen lyd svarer hans kalden - maaske er den vendt hjem efter at have mistet følingen med sin herre - stenka standser og puster - saa bøjer han af - ind i skoven - krumbøjet løber han under granerne med øjnene halvt lukkede mod grenenes snærtende slag - glidende, økonomisk løber han - af og til hviler han ved at gaa - han kommer ud paa en plads med spredte høje graner - en klump paa en høj gren - sortere end nattehimlen - en tør gren knækker under hans bremsende skridt - klumpen gir et ryk - lynsnart skyder han - et par larmende vingeslag og tjurhønen ligger for hans fødder - den er stor og fed - han stopper den i tasken - men hvor er gripsy -? hvorfor fanden skulde han have skudt hende -? stenka løber videre - han er træt nu - der er en halv mil tilbage - det sidste stykke gaar han - han gider ikke holde grenene fra sig - de smider sne over hans nakke og skuldre - slaar ham paa munden - ved stammen paa en birk hænger en afplukket grangren og en tør pind ved siden af hinanden - stenkas mærke - bare et par skridt til hytten - saadanne mærker er anbragt i en stor cirkel hele vejen rundt om hans hus - med et sæt synker han i knæ - fra hyttens tag flyver en gnist - endnu en - en hel række - røde draaber, der falder -, opad mod himlen - stenka spænder sine øjne til det yderste - der maa være nogen - nogen har gjort ild i hans hus -! stenka kender ingen her - der har aldrig i de otte maaneder, han har boet her, været andre end han selv paa dette sted - eller i alt fald i huset - forsigtigt, liggende paa knæ i skoven, spænder han hanen paa sit gevær - med tre spring staar han i døraabningen - ved den nylig tændte ild sidder en sorthaaret kvinde og smiler - stenka maaber og piller langsomt patronen ud af bøssen og stikker den i lommen - "hvad vil du?" siger han - han er ikke vant til at tale til mennesker - hun ser paa ilden, lægger et par pinde paa, stryger en stribe haar fra panden og svarer stille: "jeg er manja, jeg er ikke herfra" som om det skulde være en anbefaling - lidt efter: "i sandviken hørte jeg, at din hund var skudt - det var forstanderen for fattighuset, der saa den og skød den af forvirring og forskrækkelse - saa gik jeg herop - det var ikke let at finde -" manja smiler igen - stenka lægger bøsse og jagttaske fra sig og sætter sig - manja kigger i ilden - saa bøjer hun sig frem og tar fuglen ud af tasken, kaster et hurtigt blik paa stenka og begynder at rense fangsten - stenka er tavs - han sidder længe som om han tænkte - saa rejser han sig og gaar ned til bækken, slaar hul paa isen, fylder sin spand og bærer den uden at spilde en draabe ind og stiller den ved siden af kvinden - fra en krog henter han en gryde og en krukke med smør - manja ser op - fjerene flyver om fingrene paa hende - atter smilende hvisker hun: "salt!" men stenka smiler ikke - lydløst rejser han sig fra sin seng af faareskind og henter saltet - han sætter det, uden at tænke derover, saa langt fra hende, at hun næsten maa rejse sig for at naa det -

- natten er dyb som en skakt - men du sidder paa bundens mørke fløjl og der er ingensteds at falde - og ved siden af dig brænder og varmer et lille lys - saadan er stenkas hytte i skoven denne nat i november - der er ingen vind og vinterens kulde skraber sig frem langs jorden mellem stammeme langt nede fra elvenes og de store søers frostcentraler - og de første dage efter denne nat er der ingen dyr fremme - i ubevægelig venten i reder og huler vænner de sig til vinterens nye pels - og stenka spiser sit første rigtige maaltid efter den lange dag - og mens han gnaver de fede fuglelaar, venter manja paa sin andel og fortæller stenka om sin hævnplan - hun vil gaa ned til købmanden - han har en hunhund, der har løbetid nu, ved hun - og hun vil lukke den ud af skuret, hvor den klager om sin spildte brunst, og tage den med sig til sandviken - to gange vil hun gaa frem og tilbage mellem de spredte huse i den lille landsby, og saa vil hun gaa ud i skoven med tæven og vente - saa vil alle den skyldige landsbys hanhunde søge sig efter hende i hundeelskovens duftspor - og hun vil ligge paa lur og vente - og hun vil skyde dem alle - hver eneste en som hævn over niddingsdaadet mod stenkas gripsy - saadan er hendes plan - heller ikke nu smiler stenka - han rækker resterne fra sit maaltid over mod hende og siger: "hvorfor? til hvad nytte? -" saa lægger han sig uden et ord mere til at sove - og manja er alene med hans rolige aandedrag og skoven og natten og de sluknende gløder fra ildstedet -

II. stenkas tale

det er morgen -, og atter fire maaneder er gaaet - foran huset er en lille plads, hvor nogle graner er fældet - her staar stenka - bjærget falder lige akkurat saa stejlt ned, at stenka over de nærmeste trætoppe føler solen og skimter søen som et stykke lysende staaltraad langt nede i dalen - stilheden er kolossal - skovens milelange stier fører ikke ud af den - stilheden aftager ikke, hvor langt man end gaar - her bliver den - og den er ikke ond - blot rummer den alt - hver lyd -, et egern, som gnaver, en urfugl, som selve det at b1ive, har gjort rædselsslagen, og som flyver sin skraa dinglende larm for at lande efter et halvt minut fuldstændig rolig -, et par grankogler, der raslende glider ned - stilheden behøver ikke engang at synke -, alt udviskes og forsvinder - stilheden er for stor - intet kan udfylde den - og solen stiger ikke op her - den lever her - solen er stilheden - solen er skovens ubevægelige grønne sandhed - skoven er det modsatte af løgn - skovens øjne ser opad og nedad - skoven har selv løst sin gaade - og skoven opfylder selv sin gaade - for skoven er kravet gaade - og at se gaaden er at opfylde kravet - solens krav - og solen lever her - sommetider er den kra- vets sol, som skænker gaadernes løsning til dem, som modtager kravet - sommetider er den kærlighedens sol - hvid og blaa ser den, at dette hjærte er for stort og tungt, og den lader en dolk lysende sprænge nattens skal - og den ser, at dette sværd har hvæsset sig for langt og tyndt, og den lader det styrtende synke i et bundløst hjærte - og sommetider er den godhedens sol, som med sorte straaler blænder øjne og tvinger dem at lukkes - eller uimodstaaeligt lokkende kalder: du har gjort, hvad jeg vilde -, kom -! og bagved, med alt i sin mund, straaler vejenes sol, livets sol - og vejenes sol er blevet menneskenes fjende -, fordi dens mund er lukket og tavs for alle, før de er naaet halvvejs ad den længste af veje, som ikke er nogen vej, men solens mund og skød, hvorfra livet falder - og derfor kalder menneskenes hjærter solen for dødens og krigens sol, fordi alle kræfter i verden er fjender, og solens kraft af alle er den største -

og derfor venter solen -, nu dagens og mandens gule sol -, og de vældige skove og de lange søer venter, og elvene venter, alle med den store stilhed over deres aasyn - og ingen lyd høres - og stenka staar foran sit hus og venter paa, at morgensolen skal naa hans ansigt -

hvem er stenka?

stenka er en mand paa omkring femogtyve menneskeaar; han kom for 13 maaneder siden og byggede sig det lille hus, han nu staar med ryggen til, og hvor han siden har boet - ingen ved rigtig, hvem han er, bortset fra, at han er udlænding, dansk eller tysk, (man har gættet paa tysk flygtning) og at han ser mærkelig ud - man ved, at han nu hovedsagelig lever af jagt - og, at han hidtil regelmæssigt har betalt sin smule leje af stedet og jagten i de omliggende skove - men, hvad han før har haft for arbejde eller bestilling der, hvor han kommer fra, har ingen kunnet sige - de eneste, der har talt med ham, er købmanden i den to mil borte beliggende landsby og bonden, der hævder at eje skoven - og til dem har han aldrig sagt andet, end det nødvendigste og kun, hvad der angik deres forretningsmæssige forhold -

karlen hos købmanden har lavet vittigheden: lukket foran og aaben bag, paa grund af hans skæg og, at han en dag, han var nede for at købe tobak og ammunition, havde haft et hul bag i sine bukser - og ingen undtagen skolelærerens 14-aarige søn, har overhovedet set hans bolig, og denne endda kun udvendig - drengen havde med besvær fundet vej op til hytten - der var ingen stier i forvejen, og da stenka sjældent gik samme vej, var der heller ikke blevet traadt nogen ny - først kunde den forventningsfulde dreng slet ikke finde noget hus - han fandt en stabel brænde under et grantræ, og han kunde lugte en ild i nærheden - endelig opdagede han, lurende bag en stor trærod, der var revet op paa højkant, da træet blæste om, at stenka havde dækket hele huset med friske graner og store grangrene, baade langs væggene og paa taget, saa at det næsten var umuligt at skælne hans bolig fra den omgivende skov - men lige, da drengen skulde til at rejse sig fra sit skjulested for at gaa rundt om huset for, om muligt, at komme det nærmere fra en anden side (han turde ikke aabenlyst gaa frem, da han ikke havde kunnet finde noget rimeligt paaskud for et besøg), saa han et geværløb blive stukket ud mellem grenene paa et grantræ 20 meter borte og rettes lige imod sig - bøssens ejermand sagde intet, og drengen havde ikke kunnet se ham - men bevidstheden om, at han aabenbart havde været iagttaget længe, og at hans nærværelse paa stedet øjensynlig ikke ønskedes, havde været tilstrækkelig til at faa ham til at lægge benene paa nakken og hurtigst muligt søge sig hjemad -

dette var det eneste, man vidste om den besynderlige stenkas hus - bonden, som ejede skoven, boede langt borte fra landsbyen og interesserede sig ikke synderligt for sin lejers bolig, da han var ængstelig for, at der skulde kunne afkræves ham hjælp under en eller anden form, hvis han viste sig for indladende - en af de første gange stenka havde været hos købmanden, havde han foruden sin bøsse (som tilsyneladende var af udenlandsk konstruktion), en lang stav med et udskaaret S paa den ene side og et underligt mærke, ogsaa udskaaret, paa den anden - begge forsiringer havde været farvet blaa, maaske med blæk - købmanden havde spurgt ham, om mærket skulde forestille et øje, og dertil havde stenka svaret ja, uden nærmere at forklare meningen med at have et øje udskaaret paa sin stok - en lørdag, lige efter at han var kommet til egnen, var han gaaet den lange vej ned til "biografen", en forhenværende lade med filmsapparat og dansegulv, hvor der var dans - alle havde kigget og hvisket - og at gaa femten kilometer i ti graders frost gennem skoven iført nypresset citydress og laksko - ! bønderdrengene havde let højlydt, medens de saa til den modsatte side, af hvor han sad, og pigerne havde fniset med den dybeste foragt i stemmen og skælvende beundring i øjnene - men efterhaanden var lyset blevet dæmpet af mangel paa petroleum, og man havde ikke rigtig kunnet se, være sig skægget eller lakskoene

og stenka havde kun danset een dans - og med den pige, som alle helst vilde i lag med, men som de ogsaa alle generede sig for bare at danse med - pigerne hadede og haanede hende - mændene beskæftigede sig ikke med hende, men hendes nærværelse var tilstrækkelig til at tage interessen fra de andre piger

- stenka havde altsaa danset en dans med hende - man havde ikke kunnet se, hvordan han dansede, men selvfølgelig kunde han ikke danse som de andre - drengene havde faaet et plausibelt paaskud for at kigge paa pigen, og de andre havde hvisket, at det var underligt, at hun kunde danse med ham - men efter at have været der i det hele kun en god halv time og uden at have danset mere end den samme dans, var den fremmede gaaet - og han havde ikke talt med nogen, han havde ikke engang sagt god aften eller farvel -

dette er, bortset fra, at han bevislig aldrig afsendte eller modtog post, som muligvis havde kunnet give et holdepunkt i en eller anden retning, alt hvad man ved om stenka i landsbyen - og de forskelliges nysgerrighed sløvedes efterhaanden af mangel paa næring - stenka er blevet den fremmede, der er "lukket fortil og aaben bag" -

- og nu staar denne mand foran sit hus og venter paa solen, der ligger paa granerne helt nede ved søen -

hans mørkeblaa skjorte staar aaben og hans grønbrune bukser er stoppet ned i et par langskaftede lyse støvler, der skinner af fedt - om livet har han et bælte, strikket af hvid silketraad, og midt paa maven dingler en kniv i en lang skede med sølvknap underst - over den ene skulder hænger en skindjakke indvendig foret med egernskind -

stenka staar og skræver med hænderne i bukselommerne - hans mørkebrune bølgede pandehaar naar næsten helt ned til de sorte øjenbryn, der skraaner let opad ved enderne - han er meget velfriseret - skægget er rødt og ligner hageremmen paa en græsk hjælm og ligesom holder haarets skal fast ned over hovedet og nakken paa ham - overskægget hænger ned i to spidser som en kinesers - hans tænder er blanke og tætte men ikke hvide - han staar og smiler - og gaar et par skridt opad for at se bedre - han gynger i knæene for hvert skridt - en ild knager inde fra huset -

stenka træder op paa en stor flad træstub - stadig med hænderne i bukselommerne - han har en underlig bevægelse med kinderne, der strammer ansigtet og klemmer øjnene sammen til to haarde revner - og han taler med en lav, træagtig stemme: "jeg, stenka, med mig er ting sket mærkeligere, end de, der er sket med andre - jeg drog bort, fra hvor jeg før havde levet, og jeg vidste, at jeg aldrig vilde vende tilbage - og der, hvor jeg før havde levet, der var min moder død, og min elskede døde, og mine venner døde en efter en - og min fader havde jeg aldrig kendt - og min elskede døde, fordi jeg aabnede de store aarer, der gik over hendes hals med min kniv - og nu har jeg en anden kniv -"

medens stenka taler, har solen flyttet sig en anelse, og den vælder nu ud over skoven, ned langs søen, ind i granernes tætte ro - og stenka gaar langsomt tilbage mod huset - et sekund tar sollyset skraat nedefra over hans ansigt, og det er, som om en stor lydløs latter har sovet bag pandehaaret, øjenbrynene og skægget og i dette sekund vaagner og i nøgen glæde træder ud gennem kinderne og drillende breder sig ud over hele stenkas ansigt - med sin nøgenhed dækker den hans øjne og lukker hans mund - nogle skridt fra døren kalder han stille: "jeg gaar nu, er det færdigt?" noget flyttes inde paa gulvet, en smal skygge gaar forbi ildskæret - stenka bøjer sig og tar jagttasken med maden, bøssen og patronbæltet og den korte økse, der som svar er blevet lagt ud i døraabningen - "jeg gaar ogsaa til cigarmanden i dag -" med disse ord forsvinder stenka i skoven - han synker lidt i knæet for hver gang en støvle naar jorden - han gaar, som om han var en enkelt muskel af et større væsen

terrænet er fyldt med store sten og væltede træstammer, og hans skridt blir korte og gummiagtige - fra hoften og nedefter virker han larvefod - hans ryg er krum - han suger sig frem under granernes nedhængende grene - og en flad skraaning ligger foran ham - pladsen har aabenbart været ryddet for nogle aar siden - granerne er smaa og bløde - stenka løber - han lader foden glide lidt frem i den tynde sne - han løber hurtigt - naar han træder fejl -, naar foden naar den nedfaldne gren i stedet for den flade sten, ser han sig kort tilbage, truende ad sit sjuskeri - at løbe er en nydelse, men rigtigt - det er en melodi, han maa høre hver dag - og hans sammenknebne øjne blir mørke og blanke, naar han spiller rigtigt - han elsker dette at bevæge sig - han har tasken paa ryggen - bøssen i højre, øksen i venstre haand - af og til standser han og fælder et tørt træ og lægger det ud i sporene - brænde, som han skal tage med paa hjemvejen - han har skiftevis det ene og det andet øre bart - naar han fryser, trækker han skindhuens klap ned over det bare øre, og væk fra det andet - ved hver lyd standser han og staar uden en bevægelse og med munden halvaaben for at høre bedre

en urfugl?, en tjur?, en hare? eller bare et egern eller en skovskade - stenka gaar i retning mod "stormens eneste træ", et stort fyrretræ højt oppe paa den store slette øverst paa bjærgryggen - enebærkrat, mos og tyttebærris - og bjærget, der langsomt og atter skovklædt falder ned mod en anden, meget stor og smal sø - 1 mil opad og en halv mil over isbelagte smaamoser oppe paa bjærget - der plejer altid at være urfugl - allerede paa afstand høres enkelte smældende vingeslag - stenka sætter sig et øjeblik for at hvile - "jeg vil fortælle manja historien om, ja, jo, jeg vil kalde ham shojo, livets drukkenbolt -, ja, den historie vil jeg fortælle hende -" han tar et iskoldt æble frem af tasken og begynder at spise - han bider hele munden fuld og lævner kun blomsten og stilken - han stopper to patroner i bøssen og lægger den over knæene - saa tar han huen af og klør sig grundigt i hovedet, haler en sodavandsflaske med kaffe frem og en pibe - "ja, jeg tænker, jeg maa snakke med hende - jeg har jo slet ikke snakket i lange tider - hun vil blive forbavset - hun ler saa sjov, naar hun er forbavset -"

han rejser sig og samler en bunke tørt brænde sammen og lægger øksen og tasken ovenpaa og dækker det hele med en stor frisk grangren - hænger bøssen i remmen over skulderen og begynder at løbe - hans øjne griner - hans lange lave skridt mumler: stenka skal snakke - stenka skal snakke - stenka skal snakke -

paa tilbagevejen fra "stormens eneste træ" hviler han et øjeblik ved brændebunken - og belæsset med brænde og tre varme urfugle slentrer han langsomt ned mod landsbyen, en stor vinkel udenom huset igennem den tætteste skov - til cigarmanden - omtrent halvvejs smider han brændet, de to af fuglene, bøssen og øksen, lægger et par tynde stammer ovenpaa mod dyr - griner lydløst i retning af sit hus og gaar skødesløst og uden byrder videre - i tanker -

III. festen

fra den undrende købmand og landsbyens spredte huse med benzintankens skilt som et øje i midten, et øje, der fortæller intet undtagen prisen paa benzin pr. liter, vandrer stenka paa vej hjem - i tasken har han tyve cigarer og et kilo kaffe, sukker og salt - købmanden havde sagt tak for hver ting, stenka havde forlangt - tilsidst, da han havde betalt (cigarerne med den ene fugl), var takken blevet efterfulgt af et søgende "herr .....

herr..... mange tak..... herr ...... " men stenka var ikke gaaet i fælden, han havde ikke fuldført sætningen - og da han var gaaet forbi de sidste huse, havde han skimtet landsbyens sjæl, i form af fladtrykte børneansigter i vinduerne, og døre, der tøvende blev lukket, lige da han passerede - og stenka bestemmer, at der skal være fest i aften - i aften og i nat - hans første fest i hans ny hus - og i morgen vil han begynde at snakke - maaske allerede i nat - til festen - fest - i otte maaneder havde han med strænghed holdt stilheden ved lige i sit indre - i otte maaneder havde han forberedt mødet mellem sit eget mysterium og det store mysterium - og nu var det sket - nu var det færdigt - nu vidste han, hvad han skulde vide - foreløbig - hans eget mysterium var forsvundet uden at gøre det store mysterium større

og i stedet for havde han faaet en lille del af det store, som han havde ladet gøre med sig, hvad det vilde - blot han til gengæld maatte se, hvad det var, han skulde - hvad det var, det vilde -, hvad det var, han ikke havde vidst før - og som det var absolut nødvendigt for ham at vide - og nu var det sket, og han kunde gaa, hvorhen han vilde - men først skulde han takke det store, som havde vist sig for ham - og han skulde sige: din vej er fra nu af for evigt ogsaa min vej - og selv dit fald er sejr og tillige min - og (det største af alt:) din sejr vil blive ogsaa min sejr - og andet findes ikke for dig - han skulde takke

takke for, at han havde faaet et liv at leve - en herlig strid at kæmpe - og saa kunde han gaa - saa var han fri - fri -! men i nat skal der være fest - den store fest for ham selv - og manja skal være med ham - og han skal fortælle hende den lange og mærkelige historie om shojo, verdens drukkenbolt, jordens frælser -

det er allerede næsten mørkt - stenka gaar hurtigt til stedet, hvor han havde efterladt sine ting - han læsser det hele paa en stor grangren, surrer det fast og slæber næsten løbende sit læs hjem gennem det hurtigt faldende mørke - det er sagte begyndt at sne, og hans aande staar som røg om hovedet paa ham i kulden -

manja havde tændt et stort baal foran hytten, for at han ved skæret eller lugten lettere skulde kunne finde huset - hun sidder i døraabningen - "hej stenka" raaber hun stille, da hun ser ham komme - hans aande har lavet skægget om til en hel isbuket - han rækker hende den ene af urfuglene og den anden paa en krog udvendig paa huset, hvor to harer i forvejen hænger - "kaffe?" spør hun - "mens maden blir færdig" stenka tar sin snevaade skindjakke af, og sine støvler og strømper, og stikker de bare fødder i et par sutter af hareskind og varmer dem paa stenene omkring det aabne ildsted - "kaffen er stærk" smiler manja - "drik!" hun sætter sig i en krog og plukker hurtigt fjerene af fuglen - "stenka, jeg har taget maarskindet" hun siger det tøvende og stille - stenka rejser sig og gaar ud med en smal pakke, som laa under hans leje -, cognac'en - manja viser ham en stor krukke - "den fik jeg for skindet - og saa disse her" hun peger paa to faarelaar - "jeg syntes, vi skulde have lidt godt - der er brombærsyltetøj i krukken" - stenka rejser sig fra sin kaffe - og uden at hans hænder rører hende, bider han hende let i den udstrakte haand - saa tar han smilende hendes hoved mellem hænderne -, springer ud og kommer tilbage med en vældig favn brænde og smider den paa ilden - den rejser sig som et lakrødt taarn og sender en gloende hede ud i rummet - "vi skal have fest - en vældig fest - hører du manja - en fest - i nat laver vi fest, fest, fest -!"

manjas øjne, kinder og mund breder sig ud i et smil af tyk fløjelsrød varme - "fest, stenka - ja" og stille begynder hun at forberede sig til festen - imens gaar stenka med en stor gryde ned til bækken og vasker fødder, ansigt og haar i det iskolde vand - urfuglen er stegt - kaffen færdig, og en fed suppe af kraaser staar dampende paa en sten, hvid af hede efter at have ligget i ilden - manja tar sit tøj af paa nær en nederdel af rødt lærred og gaar barbenet ud under en tynd gran, ryster den og svaler sin af ildskæret tørrede hud med sneen, der falder ned over hende fra granens grene - hendes farve er som friskt afbarket træ, og levende og mat - hendes sorte haar er fyldt med duften af brændt gran, og dets egen duft er som et nyskudt dyrs - hendes øjne er blanke, og deres lys skifter som skovens lys - fra nattens sammenkrøbne sorthed til solopgangens forbijagende haler - og tilbage gennem dagens grønskarpe aarvaagenhed, oversaaet med skovens brune bankende ro - manja er ikke født her - hun er fra det store land med de lange bølgende sange - hvor hestene er fulde af værdighed og uro - hvor floder og kvinder tilbeder maanen, og mændenes angst for det ukendte gør dem hurtige og skæggede - de røde støvlers land - manja er fra landet i øst, hvor mysteriet har valgt at være jubel og dans, og hvor jordens knugende død vaager i natlige klager mod ubønhørlige og levende guder - manja var gaaet bort for at finde lykkelige mennesker, men hun vilde snart vende tilbage til de røde støvlers land - hun vidste det -

hun gaar atter ind i huset - tørrer sit haar ved ilden, binder det sammen i nakken med et sort baand, sætter sig i en krog og begynder at spise - stenka kommer tilbage med den store gryde svingende i haanden og flasken med cognac - ingen af dem har spist siden morgenen - stenka sætter sig helt henne ved ilden med korslagte ben og roder op i sit vaade haair og skæg - manja sidder paa hug i sin krog med tallerkenen paa de bare knæ, gnavende paa en vinge - som stol har hun nogle hvide lammeskind - hun hviler ikke som folk, der er vant til at sidde i stole - hun tynger ikke - hun sidder med fødderne ogsaa - naar hun rejser sig, stiger hendes legeme hurtigt og lige op uden andre bevægelser - stenka friserer omhyggeligt sit nu næsten tørre haar og skæg - ilden sender lynsnare og slikkende skygger over hans ansigt - røgen, der kun langsomt trænger ud gennem det lille kolde hul i taget, trykker loftet midtvejs ned over gulvet - -

manja rækker stenka hans portion af fuglen - hun bøjer sig frem uden at flytte sig og støtter den ene haand foran sig - stenka tar fadet og griber samtidigt om hendes udstrakte haandled og kysser hurtigt alle hendes fingre en efter en - saa river han fuglen midt over og spiser sultent - manja er allerede færdig og sidder med hagen i hænderne og betragter ham - stenka kaster sine afgnavede ben paa ilden og henter kaffegryden - hun sætter tallerknerne udenfor - til kaffen spiser de hver en stor kop brombærsyltetøj - saa begynder festen - manja nynner, vuggende med hovedet og de knyttede hænder - omkvædet paa sangen er kort latter, som hun understreger ved at slaa en haand mod hvert knæ - stenka skænker de tømte kaffekopper fulde af cognac - de tænder hver en cigar - i stille og mæt nydelse sidder de og stirrer i ilden, drikker og ryger - stenka bygger legende et kinesisk taarn af brændestykker over ildstedet, hvis flammer hvæsende illuminerer det indefra - manja piller med tæerne i faareulden under sig - og smiler mod stenka

- naar hun smiler, løfter hun kun overlæben fra tænderne - mundvigene og underlæben er ubevægelige - hendes tænder er meget tykke - og korte - som tætte terninger af porcelæn - hendes øjne smiler mere end munden, og panden faar en rynke - de drikker skiftevis kaffe og cognac af kopperne - hver gang en drikker ud, fyldes koppen paany - den, der har drukket, rækker sin kop til den anden, som skænker - huset er kun oplyst af ilden - varmen er enorm, men de har kun ild om aftenen, og mærker det ikke -

stenka ryger meget hurtigt - efter cigaren stopper han to piber

- manja kan ikke stoppe selv - cognac'en farer rundt under huden paa dem - opad - kaffen faar deres hjærter til at snurre - bunden i de tømte kopper er dækket af et tykt lag grums, som de slaar ud, før de skænker - manja stryger ned ad sin kjole og rejser sig - hendes fødder er smaa og høje - og brune - hun begynder sagte at synge en dans - stenka forstaar ikke ordene - sangen blir stærkere - højere - stenka lægger langsomt pibe og kop fra sig - og tar hendes ene haand - de danser - først haand i haand - til de har fundet takten - til rytmen har rigtig fat - saa tar de om hinanden og danser rigtigt - manja synger med øjnene næsten lukkede - hurtigere og hurtigere - stenka ser tavs paa hendes ansigt - gulvet er kun eet lag brædder - nogle tommer fra jorden - det gynger sagte efter manjas bare fødder og stenkas bløde sutter - de danser længe - manja synger den samme sang om og om igen - ord, som siger det samme som melodien - langsomt blir hendes stemme svagere - hun synger højt oppe ligesom fra næseroden - saa skiller hun læberne, og sangen blir dyb og blød - saa atter højere - til den næsten er et melodisk og rytmisk udtrukket skrig - en del af dansen danser de bedre sammen end det øvrige - helt sammen - deres blikke gaar som stænger af følelser og liv forbi den andens øre og kind -

men helt forskelligt danser de - manjas dans er ligesom spredt, flagrende - dog er hendes bevægelser ikke store - men det er som om betydningen ligger langt bagved dem - som om de kun er løsrevne glimt fra en tordensky, der endnu er langt borte - hendes skridt er ikke selve dansen, hendes rytme heller ikke - sangen er nærmere ved - men der er en anden sang, som stenka hører i sin haand, som han ligesom har rakt dybt ind i en fjern og mægtig melodi - manjas melodi, som hendes urolige og dog sikre skridt ikke kan følge, som ingen dans i verden kan følge helt ud - stenka danser helt anderledes - det er samlet som eet dyr, en maar, en odder, en slange - stenka danser een tanke, een følelse ad gangen - danser den færdig og fortsætter med den næste - han kan holde op og begynde igen, hvor han slap - han kan blive ved, til han har danset, hvad der er at danse - stenka danser sit sinds perlebaand, den ene dag langt som en vej, den anden dag kort som en sang - stenka faar ro af at danse - og glæde af at føle roen komme - og brede sig i ham - for manja er det hver gang paany at betragte hele afstandens uhyggelige, urokkelige længde - hjemveens højtklagende vemod - hjemveen efter den evigt lige fjerne melodi, som er hendes hjærte, hendes hjemland - men atter og atter maa hun søge ud til uroen, danse sig i alt fald saa langt frem, at hun kan skimte den dybe varme, hvoraf hun er kommet, som en rød solstribe paa horisonten -

- før de holder op med at danse, har de fundet et sted, hvor de er meget nær til hinanden - det er som om de begge staar med en arm paa hver side af stammen paa hver et højt træ og trækker i hinandens hænder med brystet mod de ubønhørlige stammer - og saa et kort øjeblik blir træer til kviste og stammernes øverste toppe bøjes sammen af deres arme - men stadig er de gyngende, susende, skillende stammer der - dog er de i dette korte øjeblik som vand, som luft, som intet - men de er der - imellem dem - trykket mod bryst og kind - og i dette korte øjeblik føler begge de dansende, at stammer, pæle, grænser ikke kan flyttes fra, hvor de staar, men at deres magt kan gøres lille og svag som aftenvind og faldende blade -

efter dansen sidder de to som før - skænker i igen og tænder en ny cigar - spiser mere syltetøj - isen i bækken nedenfor gir af og til et knald - sneen lister susende ned mellem granernes grene - der er en lille drive udenfor døraabningen som en barriere mellem skoven og huset - ilden har grebet stenkas taarn og kaster en kort tid et gnistrende lys gennem røgen i stuen - stenene omkring ildstedet ser taageagtige ud af hede - manja er ligesom mindre nu -, det er som al hendes kraft har trukket sig sammen til en blok inde i hende efter dansen - musklerne i hendes kæber har mørke skygger - hendes øjne ser vidaabne ind i ilden - hun sidder paa sine hænder og over undersiden af hendes fødder, som ildskæret belyser, klemmer de korte tær sig ned, som om de med magt betvang en voldsom trang efter at udsige, hvad de vidste - der er for varmt nu - de lader ilden dø ud - stenka knapper sin skjorte op foran - saa ser han pludselig paa manja - "jeg vil fortælle dig historien om shojo, verdens drukkenbold" manjas spænding opløser sig i et udtryk af den største glæde - hun udstøder en lille latter - som en fugl, der letter - "ja" hun tar med hænderne under sine fødder, saa fingrene mødes, og hendes skuldre næsten rører ved knæene - "ja" hvisker hun, "ja - fortæl historien -"

IV. shojo

- stenka taler fra sin sjæls underste blomster - af og til er hans stemme snærrende og skarp som en agitators - saa atter som en, der hvisker en uendelig kostbar og farlig heramelighed mod et øre, der om nødvendigt maa tvinges til at forstaa - ordene smuldrer hen - tonefaldet alene taler - manja maa anstrænge sig til det yderste for overhovedet at opfatte noget - og hele tiden er hans strejfende tale skødesløs, uvæsentlig - som om han tror fuldt og fast, at de ting, han fortæller, er saa store, saa stærke, at de umiddelbart maa trænge ind, ligegyldigt hvilke ord, der tumler over hans læber - som om disse store ting maatte træde frem, klare og utvivlsomme, alene paa grund af deres magt over den talende, selv om han talte om helt andre og mindre lysende emner - men manja er en god tilhører - først nærmer hun sig til hans mund, hvis læber næsten ikke bevæger sig - saa gaar hun længere, og hun sidder skælvende af iver bag ved ordenes arbejdende læber og tunge - hun kan lade dem gaa uænsede forbi sig - hun lytter til det, stenka siger, til det, han vil - lytter -, bare lytter - og arbejder - sig længere og længere ind - ind og igennem - til hun hører - nu hører hun - gennem en tom himmel kommer en regn af blanke meteorlysende kugler over hende - hendes sjæls hænder griber og griber -, samler og samler - og febrilsk gør hun hænderne fri for at kunne gribe, stadig gribe, gribe og samle - der er intet uden en langsom og tungt arbejdende mund et sted højt oppe - og disse store sejlende kugler, der blanke, skiftende i klare kølige farver, daler ned mod hendes aabne hænder - lægger sig omkring hende, for hænderne at ordne, betragte, tage - saadan er stenkas tøvende ord: "allerførst var shojo min mor - og gennem min barndom blev shojo min barndoms konge; sommetider var denne konge min ven, til andre tider min bitreste fjende, som det var mig umuligt at overvinde - hvor denne konge drog frem, var vejen paa den ene side kantet med knækkede lanser, afhuggede hjælmbuske, trompetfanfarer og lyden af store hestes trampen - og paa den anden side hørtes kvinders øresønderrivende skrig og graad - mænds forbandelser og tilfangetagnes ydmyge hyldest - shojo er et navn jeg fandt i skoven forleden dag - efter min barndom blev shojo min kammerat - min kammerat i hvis selskab jeg legede, spekulerede og sloges - min kammerat, som vidste mere om mig, end jeg om ham - og saa da jeg var blevet en 15 - 16 aar, (jeg naaede hurtigt denne alder), fandt jeg, at shojo fra kammerat var blevet min lærer - hans tanker og ord blev svære at forstaa - men jeg arbejdede, til det lykkedes - - shojo var nu en meget gammel mand - han maa have været mindst 50 aar ældre, end jeg dengang - en periode var han en gammel og vis jøde, hvis rolige, overlegne humor flydende og fast løste mine 16-aarige indfiltrede knuder - og jeg sled og stræbte, til jeg kunde følge ham - og en tid var shojo en olding af min egen race - en hvidhaaret olding med en stor vorte paa næsen og en ro, der besejrede alt ondt - ogsaa ham lykkedes det mig at følge og forstaa - men da jeg var blevet 17 aar, saa jeg at hans ro var falsk, at oldingens sejr over ondskaben blot var alderdom - og shojo blev igen min jævnaldrende kammerat og ven - men en ven uden hensynsfuldhed, som førte mig ud i vanskeligheder og haard modgang - han, sho jo, havde sine egne veje, som han fulgte uden at tænke paa, at jeg, hans ven, maatte følge - uden at skænke det en tanke, at de veje, som for ham selv blot var hans, og for ham selvfølgelige, for mig blev en strid, der sled paa mit sind og forbrugte min ungdoms uprøvede kræfter - men altid gennem alle disse aar var shojo saadan, at han stod foran mig eller ved min side og pegede, og jeg saa ham og fulgte - men for hver gang jeg havde naaet det af ham udpegede, havde shojo umærkeligt skiftet udseende, var blevet en anden -

- og paa denne tid da jeg var sytten aar, skete det, at min kraft svigtede, at mine anstrengelser ikke slog til, og jeg ikke mere kunde følge min kammerat shojo - og i min svaghed omtydede jeg hans krav, forfalskede jeg hans ord - og jeg gik en skæv vej og til al modstand raabte jeg mod min ængstelige sjæl: det er saadan shojo vil - du maa gøre saadan - ser du da ikke at det er saadan, shojo vil, - og i lang tid efter dette gik alt godt for mig - min vej var lige, men shojos vej var ogsaa lige, og jo længere jeg gik, jo større blev afstanden og min egen angst - for hvert skridt, for hver kamp sejrede jeg over den dumhed, den skændsel, som jeg angreb - men min uklarhed, og det deraf kommende raseri, gjorde, at jeg efter hver sejr blandt de bekæmpede, de besejrede, de dræbte, fandt ogsaa megen sandhed, megen sand godhed - jeg opsøgte i mit voksende raseri, der nærmede sig vanvid stadig dumheden, skændslen - men jeg fandt den hver gang i borge hvor ogsaa sandhed og godhed havde søgt tilflugt - og staaende paa de rygende ruiner efter hver sejr, jeg ved raseriets mod havde vundet, fandt jeg hver gang ogsaa sandhed og godhed blandt de overvundne og dræbte -

- og saa en dag kom shojo til mig - han var nu en ung 22-aarig prins af sjælden skønhed - og han fortalte mig, at han maatte rejse - at hans moder dronningen ventede ham i sit slot mod syd - shojo var ikke vred - ikke bedrøvet - han blot sagde, at han nu maatte rejse til sin moder, som ventede ham - først da anede jeg dunkelt, hvad der var sket - endnu forstod jeg intet, men mit stormende raseri var blevet ren angst - og i min sjæl var intet andet end angst - der fandtes ingen tanke, ingen bestemt, klar og artikuleret følelse, intet var tilbage i min sjæl uden denne angst, der lignede vanvid, mere end kamplysten og raseriet nogensinde havde gjort det - - - - "

- stenkas stemme er næsten ikke til at høre og uendeligt langsomt falder ordene fra hans mund - som løv saa let, at intet synes at kunne formaa det til at lande og tage fodfæste paa jorden, hvor det dog tilsidst vil lægge sig, som om det aldrig havde kendt anden plads - hviskende og dog fuldt hørbart fortsætter han sin besynderlige beretning om shojo: "shojo er det menneske, jeg af alle har elsket højest - jeg har følt hans sjæl med mine hænder i vanmagt og rædsel - jeg har lidt mere med shojo, end med nogen anden, mere end jeg nogensinde har lidt for mig selv - og gennem hans hjerte saa jeg et baal af sejrende jubel, der gik gennem mine lukkede øjenlaag som sol - jeg hørte solens smæltende smil smælte jordens evige død og i mægtig glæde føde nyt liv deraf - sommetider elskede jeg shojo, saa at jeg tvivlede om, at jeg var mig selv - og til andre tider kunde jeg frygte hans overmenneskelige strænghed som min egen undergang -

- tilsidst sagde shojo: nu har du kendt mig - jeg har gjort meget ondt i mit første liv og meget godt i mit andet liv, saadan som jeg skulde - og nu gaar jeg til de grønne haver med det milde lys og den evigt skiftende musik for at hvile hos min dronning, som venter mig der, iført den blaa og hvide dragt, som hører til hendes kærlighed - - " og stenkas stemme kan næppe anes, da han tilføjer: "og da shojo var gaaet fandt jeg det frygteligste - jeg havde glemt alt, hvad jeg havde gjort gennem alle disse aar - at jeg end ikke vidste, hvem mine ofre var, eller deres antal, eller hvilken skæbne, der var blevet deres - kun forstod jeg, at jeg havde kæmpet for en sag, som intet var - at mit liv maatte have været sortere end nogens af alle dem, som jeg i tro paa mit store maal havde saaret og dræbt - og hvis helligste, jeg med rolig samvittighed havde skændet -

og hin nat fandt jeg, at maalet for hvilket jeg havde troet hvert offer billigt, havde været latterligt som gniernes kamp om mønter, som perversitetens spyt mod kærlighedens brand - jeg fandt, at jeg havde været en trofast og offervillig jesuit i min egen tjeneste, mens jeg troede, at vinde helgenkrone for en sag, som var menneskehedens - for den nat er jeg shojo taknemmelig, mere end for alt i verden -"

det er blevet morgen og stenkas i forvejen lave mumlende stemme dør hen i uhørbar ensformighed - stenka sover med ryggen mod væggen og fødderne hængende over ildstedets kant - gløderne ulmer sagte og manja rejser sig smilende -

snevejret er blevet snestorm - husets gavl er en skibsstævn, der sukkende pløjer sig vej frem gennem de rejsende driver og stormens isnende sus - døren er helt dækket af sne - lyset, som mat borer sig ind gennem en smal aabning mellem den og væggen, er mælket og blaat - der blir ingen sol idag - manja skubber med skulderen døren et par tommer udad og graver i sneen med et stykke brænde, til hun kan aabne lige saa meget, at hun kan klemme sig igennem - skoven har ligesom sluppet fodfæstet og hænger i armene paa stormen, og gynger langsomt frem og tilbage - den er stum og dens øjne er lukkede - skoven hviler og lader uvejret gøre med sig, hvad det kan - og det er ikke meget - skoven ved det, og vugger roligt som i søvne - den drømmer med de senede rødder, og krammer dem i drømmen haardt om jorden og dens klippeblokke - snestorm er ingenting for skoven - det er alligevel dens sovetid - skoven er for stor til at have fjender - eller til at kende dem - i dag lader dens herre, solen, den hvile - skoven kan hvile -, men den behøver ikke at hvile - paa havet og over sletterne er stormen det store raseri - for skoven er den noget i luften -

solen gaar igennem et øjeblik og siger, at i dag vil der intet ske - stormen vælter sine tusinder tons af sne ned overalt, solen er langt borte og tavs, og skoven fniser af og til i søvne, naar den føler den vidunderlige, æggende saft, der vender sig i de vældige ubekymrede rødder under sne, jord og sten - manja smutter ud med en gammel frakke over hovedet og henter en favn brænde - hun laver frisk ild, fylder en gryde med sne - snart er der lyst og varmt i hytten, der langsomt fyldes med duften af stærk kaffe - hun flaar en hare og gør den i stand, saa den er parat, naar sulten melder sig - med en tændt morgenpibe i munden gaar hun hen og begynder at rede den sovende stenkas haar - varsomt og blødt - naar kammen vil sætte sig fast, tar hun den forsigtigt ud og begynder igen - ind imellem bøjer hun sig med leende øjne og kigger nedefra op paa stenkas ansigt - han har talt længe - men hun ser, at han er ved at vaagne - saa rejser hun sig lydløst og gaar hen ved døren han nu maatte rejse til sin moder, som ventede ham - først da anede jeg dunkelt, hvad der var sket - endnu forstod jeg intet, men mit stormende raseri var blevet ren angst - og i min sjæl var intet andet end angst - der fandtes ingen tanke, ingen bestemt, klar og artikuleret følelse, intet var tilbage i min sjæl uden denne angst, der lignede vanvid, mere end kamplysten og raseriet nogensinde havde gjort det - - - - "

- stenkas stemme er næsten ikke til at høre og uendeligt langsomt falder ordene fra hans mund - som løv saa let, at intet synes at kunne formaa det til at lande og tage fodfæste paa jorden, hvor det dog tilsidst vil lægge sig, som om det aldrig havde kendt anden plads - hviskende og dog fuldt hørbart fortsætter han sin besynderlige beretning om shojo: "shojo er det menneske, jeg af alle har elsket højest - jeg har følt hans sjæl med mine hænder i vanmagt og rædsel - jeg har lidt mere med shojo, end med nogen anden, mere end jeg nogensinde har lidt for mig selv - og gennem hans hjerte saa jeg et baal af sejrende jubel, der gik gennem mine lukkede øjenlaag som sol - jeg hørte solens smæltende smil smælte jordens evige død og i mægtig glæde føde nyt liv deraf - sommetider elskede jeg shojo, saa at jeg tvivlede om, at jeg var mig selv - og til andre tider kunde jeg frygte hans overmenneskelige strænghed som min egen undergang -

- tilsidst sagde shojo: nu har du kendt mig - jeg har gjort meget ondt i mit første liv og meget godt i mit andet liv, saadan som jeg skulde - og nu gaar jeg til de grønne haver med det milde lys og den evigt skiftende musik for at hvile hos min dronning, som venter mig der, iført den blaa og hvide dragt, som hører til hendes kærlighed - - " og stenkas stemme kan næppe anes, da han tilføjer: "og da shojo var gaaet fandt jeg det frygteligste - jeg havde glemt alt, hvad jeg havde gjort gennem alle disse aar - at jeg end ikke vidste, hvem mine ofre var, eller deres antal, eller hvilken skæbne, der var blevet deres - kun forstod jeg, at jeg havde kæmpet for en sag, som intet var - at mit liv maatte have været sortere end nogens af alle dem, som jeg i tro paa mit store maal havde saaret og dræbt - og hvis helligste, jeg med rolig samvittighed havde skændet -

og hin nat fandt jeg, at maalet for hvilket jeg havde troet hvert offer billigt, havde været latterligt som gniernes kamp om mønter, som perversitetens spyt mod kærlighedens brand - jeg fandt, at jeg havde været en trofast og offervillig jesuit i min egen tjeneste, mens jeg troede, at vinde helgenkrone for en sag, som manja vaagner - de ser paa hinanden og lytter mod dalen - det, som høres, er ikke dyr, ikke storm - langt nede høres en knækken af grene, som langsomt nærmer sig - det kan ikke være andet end menneskefødder - og ikke et, men flere, mange menneskers trampen - hvad er der for mennesker at søge i denne retning og i snestorm i en skov uden veje og stier? stenka rejser sig og gaar ud - hurtigt har han faaet skindjakken over ryggen og bøssen i haanden - dyret, som ser sin hule opdaget, flygter for at finde den indtrængende, før det selv er fundet og fanget - manja følger ham efter et par minutter - sneen er dyb og tung, og stadig nye lag farer frem mellem træerne og fylder mellemrummene mellem driverne - stenka har næppe gaaet 100 skridt -, og manja 10 -, da en forpustet stønnende skiløber staar foran dem - georg, en ung karl fra landsbyen - stakaandet fortæller han, at der er kommet en direktør i en stor lukket bil, udelukkende for at besøge stenka - bonden smiler - stenka kan ikke være nogen anden, end den, der staar foran ham - stenka nikker tavst - han er fanget - der er intet at gøre - manja betragter ham rædselsslagen - nu hører de alle tydeligt, hvordan de tunge masende skridt langsomt kommer nærmere - bonden kaster et forsigtigt blik paa stenka - og sætter hænderne for munden og raaber mod stormen: "her! her! her! -" saa staar han genert smilende - i forhold til en direktør er stenka og han dog trods alt næsten forbundsfæller - men han ser paa stenka, at der er ingen vej udenom - det er for sent - et øjeblik endnu staar stenka - lammet - saa kommer der et haardt og frækt træk som et ryk over hans mund - manja fanger det - stenka vender sig roligt mod hende -: "i dag er det vor festdag - men vi kan ikke skyde ingeniør erik brandt -" stenka griner "men fest er fest, og storm er storm - og dig skal direktøren give champagne, saa du hører maanen og de tusind floder fra dit eget land - og festen er vor - kun vor -" stenka klemmer manjas haandled, som var det et bøsseløb - "det skal gaa -" hun nikker stum - og næppe har hun hvisket sit skønne "du har ret", før direktøren ingeniør erik brandt fnysende af kulde og sne maser sig frem gennem sneen, lige imod dem - og bagved denne pelsklædte skikkelse dukker mere end trediedelen af landsbyen op - unge mænd, koner, børn - georg, skiløberen, indser, at de ikke har noget at gøre her - han vender sig opgivende mod erik brandt - ingeniøren gir ham en seddel og truer mod flokken, der tøvende rykker nærmere og tilsidst stiller sig op tyve meter fra huset - sammen med georg trækker de sig skuffede og modvilligt tilbage og vender hjem, udasede og gennemblødte, for at meddele den magre, men dog friskt duftende nyhed, at den mystiske stenka, ikke er nogen anden end hr. stenka fra ... -

landsbyens stemmer er forsvundet - og en hær af fodspor har stormen aandet paa og dækket med sit søvngivende tæppe af 1 meter sne - og som en pilgrim under peterskirkens kuppel træder den 30-aarige direktør erik brandt, bro- vej- og havneentreprenør, ind i stenkas hus, bøjende sig under den lave døraabning - med hinanden i haanden følger stenka og manja efter for at fuldføre deres afbrudte fest -

maaske læser erik brandt i deres ansigter noget om skovens afbrudte hvile, eller om en fest mellem to mennesker efter fire maaneders tavshed - eller -, og snarere, han er saa til randen fyldt af dette ene, dette, som han er kommet for, at han ikke kan vente med at tale, til han har faaet pelsen af - men stenka afbryder ham: "det er manja -" de to sætter sig - der, hvor hun før har plejet at sidde - stenka peger, at erik brandt kan sætte sig paa hans plads - manja har en flakkende uro i sine øjne - det er ikke noget med deres gæst - det er stenka -, hvad han vil gøre - hun sidder saa nær ved ham, at hun ikke kan se hans ansigt - han rækker hende en cigar og tænder en selv - "vi -", begynder han - men erik brandts bedende blik standser ham - siddende med den tunge sorte pels i skødet stirrer han ufravendt paa stenka - saa siger han med en for hytten alt for høj stemme: "du maa rejse med mig til ... -" og efter disse ord brister direktør erik brandt i graad - hulkende, fortvivlede falder taarerne ned i pelsen - og imellem dem ligger løsrevne, ynkelige ord: "jeg er rig - jeg er gift - du maa -" stenka farer op og gir den grædende en drønende lussing - saa brøler han ind i erik brandts taarevædede, bortvendte ansigt: "ja - jeg skal - rejse med - dig -" som ved et trylleslag ophører graaden - erik brandt rejser sig hurtigt, griber stenkas haand - men stenka gør sig fri og siger kort: "nej - du skal tie stille -" hans øjne falder paa lejet, hvor han to minutter før havde siddet ved siden af manja - skindet er bart - manja er ikke i hytten - han kaster et roligt blik paa sin gæst og gaar ud - han stiller sig paa den store flade træstub, hvorfra han i gaar havde set solen staa op - hans legeme er en eneste anspændt lytten - saa raaber han, vendende sig mod nord, mod skoven: "husk festen!" - et hviskende "ja" siver gennem snestormens mælkede væg - og langsomt gaar stenka tilbage til huset - men paa sin vej gennem sneen -, langs bjærgets kant, mod nord, tænker manja smilende paa historien om shojo -

i eksprestoget finmarken - ... sidder direktør erik brandt sammen med stenka -

erik brandt taler - taler og taler uden ophold - men eftersom hans tale ikke indeholder andet og mere, end de korte hulkende udbrud, der faldt mellem hans taarer paa den sorte pels i stenkas hus, vil vi foreløbig lade den upaaagtet - - og i stedet for et øjeblik lytte til, hvad stenkas stædige tavshed kan have at svare og indvende -

"erik brandt er slut - død og færdig - han er intet mere at regne med - nu har jeg frælst ham tre gange - og hver gang uden virkeligt resultat - hver gang jeg har ført ham op i taarnet, hvorfra han kunde se sig selv og verden, sine virkelige fjender og de farer, der alene er at regne med - hver gang han har staaet i taarnet og set alverdens kræfter brydes og kæmpe med hinanden, har han svimlet og bedt om naade - hver gang han har set, at der kun er een kraft, der er mægtigere end alle andre tilsammen, har han frygtet underkastelsen og delagtighedens pris, der dog er saa latterlig lille, naar man ejer mønten, den skal betales med -, og det gør hvert menneske - og i højere grad, jo senere det har haft lykken at komme til verden - nu kan han gaa - han kan gaa til den store forbandede hob - den store hob af absolut haabløse - aah - disse stinkende gamle sjæle - men nu ved jeg, at vi maa negligere dem - gøre vort regnestykke op, som om de ikke eksisterede - de eksisterer jo faktisk ikke - lenin gjorde sit regnestykke - og fik ret - de kunde negligeres - de kunde ikke gøre modstand - og de kunde ikke overbevises - hverken om det ene rette eller om det modsatte - de havde simpelthen ikke overbevisningens evne - de er det værdiløse pulverresultat af kampen mellem de store akser og de store lejer, som disse arbejder i - paa den ene eller den anden maade maa hele denne klump elimineres bort - stenkas tanker gør et vældigt spring -, toget svinger frem og tilbage af fart -, erik brandt taler og taler -, og stenkas tanker kører videre der, hvor de er sat af efter springet, som en hær af traktorer -

jeg tror ikke paa kunstnernes hævden af det dumme undskyldende generationsprincip - at hver tid skulde have sine kunstnere, sine politikere og videnskabsmænd, der blot har at opfylde den tids krav og derefter dø, for at lade helt andre opgaver opstaa for nye mennesker at løse - det er de gamle, der ser, at de ikke har naaet, hvad de vilde -, og de unge, der indser deres egen svaghed (hvilket er dobbelt svaghed) og paa forhaand opgir - siden Kristi død har alle kunstnere, alle forskere villet det samme -, det ene og samme - men alle er de enten gaaet en forkert vej -, eller de har savnet den fornødne styrke - det er og blir umuligt at skabe, fremtvinge nye, rigtige mennesker, saalænge mennesker er nødt til at leve under samfundssystemer, som de nuværende - det er ikke det ene samfundssystem, der er værre eller bedre end det andet - det er hele det store fælles skema for alle samfund, der er haabløst, satanisk ondt -, idiotisk - en stor mand kan danne femhundrede nye, rigtige mennesker - de er der -, de staar færdige og frie, som de skal være - og hvis de ikke er titaner af sjælskraft og fysik, vil samfundskolosserne dog gradvis vride dem tilbage, bøje dem, bage dem om i den gamle stupide form -

det er umuligt at udrette noget ved at arbejde med enkelte, med individer - man kan, det viser sig, og har altid vist sig, man kan skabe mennesker - men disse kan umuligt staa, naar de blir sat ud i stupiditetens glatte glidende skidt - og at gaa den anden vej er ogsaa haabløst - du kan ikke ændre, selv det allerringeste fra grunden, samfundsmæssigt, uden i forvejen at have frigjort de vældige skjulte krav hos menneskeheden, der ene vil være i stand til at bære en saadan verdensomformning, som selv den mindste virke1ig konsekvente ændringsbestræbelse øjeblikkelig vilde resultere i - ja, disse latente krav om fornuft og retfærdighed i universel maalestok, hvis fond af energi, nu bundet, først frigjorte vil virke som en naturkatastrofe af verdensformat, selv paa de mest forudseende -, disse krav vil uundgaaeligt virke imod dine hæderligste anstrængelser, saalænge de er uden sprog, uden naturligt afløb, saalænge de trykkes ned til blot en undertrykt uartikuleret destruktionsdrift - der findes kun eet eneste vindue, der ufejlbarligt viser rigtigt og altid staar aabent - du kan ikke nu skabe de nye mennesker -, for de vil dø - du kan ikke ændre samfundene (fra grunden straks - al anden vej er paa forhaand haabløs), for de gamle kræfter vil kvæle dig -, og de nye, der endnu ligger som uaabnede og ukendte gaver, kan ikke støtte dig - men dette kan du gøre -: du kan arbejde paa at give mæle til de vældige, naar først frigjorte, saa ubetvingelige, krav, der (endnu bundne) æder af livskraften hos alle levende - du kan raabe: se, hvad I gør -! hvad I, I, som dog kaldes mennesker, finder jer i - se, hvordan I kunde leve - se alt, hvad der findes i jer - ser I ikke, at I kun bruger en tusindedel af jeres kraft -, og at I, saadan som alt er, ikke kan bruge mere -SE-SE-SE-! dette kan du gøre -

lær mennesker at tale - lær dem at udtrykke, ikke det, som man har bildt dem ind, er vigtigst for dem, men lær dem at udtrykke imellem sig det i dem, som kræver og længes efter et virke - 1igt liv for hver enkelt at leve, en virkelig strid for hver enkelt at kæmpe, den eneste strid, der er, og nogensinde kan blive, deres egen -, deres egen i aller dybeste forstand - som det er nu, gaar hvert enkelt menneske rundt og tror sig ene i verden om længselen, om kravet - der findes intet sprog til at aabenbare det store fællesskab - intet sprog til at udsige det, som fylder hvert menneskes inderste selv, og som alene er sand virkelighed - giv sproget, talens gave - lær menneskene at sige, blot de ligegyldigste ting paa et sprog, der kan udtrykke alt -, og de vil, alle somen, øjeblikkelig se, hvortil et saadant sprog, en saadan gave er ment - hvad der skal siges, behøver du ikke at bekymre dig om - det findes, stærkt, sundt og levende i dem alle - ubrugt, farligt og herligt - flyt denne, den første hindrende sten, og løgnen vil skride som en søjle af sand, bygget af et barns hænder - og alt det gamle vil være glemt og uendeligt fjernt for det store og vidunderlige, som hvert menneske vil opdage i sig selv, og i alle andre - naar de enkelte ser, at de er alle, der endnu lever, da vil verdensstupiditeten dø - dø af en banal forkølelse eller tandpine - verdensstupiditetens sidste middel -, nu eneste effektive vaaben, er de skærme, den har sat mellem de enkelte mennesker -, og som faar dem til at tro paa ensomhedens løgn - stumhedens brændende feber -, som blot er den verdensstupiditetens indsmigrende, i hemmelighed bønfaldende kosmetik, den lægger over menneskene, menneskene, dens største fare -, for at de skal tro sig være blevet skønne, som de i forvejen var -, for at de ikke skal kende hinanden - gør dette - find kravet, som er hos alle, og giv det evnen til at udtrykke sig - og dit arbejde vil ikke blive din generations idealisme - dit arbejde vil, hvis du har den fornødne kraft og det fornødne klarsyn (hvilket du aldrig ved, før dit liv er endt, og endt efter at være tilbragt i denne kamp -, den eneste værdige, indtil den er vundet) -, dit arbejde vil gøre (eller medvirke til at gøre) jorden til det paradis, som den er ment som -, det paradis, som vi aldrig til fulde har kendt - men, som vi dog alle aner maa være vort eneste rette og naturlige hjem - som vi alle i vore højeste, stærkeste og mest tilfredsstillende øjeblikke har troet os skimte glansen af - det er de øjeblikke, der burde være vor daglige opildner, naar vore krav vil lade sig fange i nøjsomhedens trætte garn - i de øjeblikke alene ved vi, sikkert, konkret og utvivlsomt, hvad det er, vi kæmper for, lider for og længes imod, og altid har længtes imod - hvis du er den, der kan dette og skal gøre det, da vil dit arbejde blive en revolution, i hvis skær alle tidligere vil virke som blide og sentimentale kærtegn - dit arbejde vil blive det, som alle ærlige forskere, alle trofaste kunstnere, alle vaagne, alle virkeligt gode, siden romerrigets undergang forgæves har arbejdet paa - den lenin, som døde 1924 var blot en model af den lenin, som maa komme - den kristus, som blev korsfæstet for denne -, samme sags skyld, vil ikke blive den sidste - naar HAN kommer, vil hvert menneske, hvert barn, føle sig som den Rette, som den, der har gjort verden til det, som den altid har villet være, og indtil da altid trods alt har drømt om at blive - ingen er udvalgt, men alle, alle er kaldede: -

naaet saa langt indfanges stenkas ører af ordstrømmen, der sprøjter fra hjørnepladsen, hvor erik brandt sidder - en rigtig skovlatter faar stenkas kinder til at rødme - det er ikke erik brandts ord - dem har han ikke hørt - det er en blomstring i hans eget bryst - en blomstring, ikke anemoneblid og violduftende -, men haard og brutal og dog kærlighedsbedøvende og herlig - hans næsebor fanger en duft, herlig som saften af raat kokød - og han ser for sig tusinder af byer brænde paa vældige altre, paa hvis kant er skrevet: Et Nyt Liv Er Begyndt, Hver Den, Som Tøver Skal Blive Et Glædesoffer Til Det Ny Liv - - erik brandt taler sagte: "jeg har aldrig kunnet tale - og man kan vel ikke forlange, at andre skal forstaa en, naar man intet siger - jo du har forstaaet mig -

først var det min far - han undertrykte alt i mig - og jeg kunde ikke sige ham, at det var alt blødt og fint i mig, han traadte paa, hver gang, vi mødtes - saa var det else - hun frygtede og hadede min ensomhed - hun kunde ikke se, at min trang til tavshed og til at være alene, blot var en kamp for at finde de ord, de fagter, der skulde sige hende alt -, der skulde vise hende fuldt ud, helt ind igennem min sjæl, hvordan og hvorfor jeg elskede hende - og hendes frygt for min lukkethed blev en tyk mur - og nu tilsidst min rigdom, mit arbejde - mit arbejde, som dog trods alt, til det sidste havde været helt mit eget -, ogsaa det blev en uhændig uformelig klump -, en drøm, som jeg ikke kunde magte, ikke udnytte, ikke forme -" erik brandts stemme er melodisk og dannet - behagelig - men hans ord er som et barns hjælpeløse klynken -: "nu har mit liv trykket sig sammen om mig, saa jeg ikke kan vende mig -, ikke kan finde noget som helst for bare grums og mørke - nu ved jeg ikke engang, hvorfor jeg skulde røre mig, hvorfor jeg skulde tale - du har frælst mig tre gange -, fræls mig igen - sig mig, hvad jeg skal gøre - du maa vide det, om nogen ved det -"

atter glider skovlatteren over stenkas ansigt - skovlatter har intet med en almindelig skov at gøre - den kommer fra stenkas skov - og vender tilbage derind som en givende og frugtbar regn og gør rødder og stammer blanke som nye vokslys - stenka griner og svarer -: erik - du er erik brandt - jeg kan sige dig, hvad du skal gøre - selv kan du intet gøre mer - erik brandt selv er død - men du " skal", det er det eneste, du kan nu, og det skal du - du skal være en finger mellem mine overbebyrdede virkehænders tusinde fingre - tro! tro! - og du vil maaske blive frælst paa en anden maade - dine egne krav er færdige - gaa nu ind under mine kravs ubrydelige strænghed - og svigter du denne gang, er det din sidste, absolut sidste død -" stenka smiler - at smile er hans egentlige, virkelige udtryksmiddel - og erik brandt nikker - og hvisker med stive læber: "ja" - uigenkaldeligt - erik brandts strid er tabt - den findes ikke mere

- og det er ikke ny strid, nyt liv, han har søgt - han har søgt frælse - nu findes kun stenkas usynlige maal -

toget gynger, duver og slingrer - bremser, og hviner i bremser og fjedre - standser og holder - medpassagererne skifter - ved en lille station stiger en gammel kone ind i kupeen, hvor stenka og erik brandt sidder - hun er helt hvidhaaret og har en tyk græsgrøn kjole paa - hendes hænder lægger sig klogt og roligt i skødet - hendes ældede ansigt er som et dyr, der hviler, men dog husker farerne, og som har fundet modet i at kende frygtens aarsag - i samme øjeblik stenka ser hende, forandres hans udtryk, saa man næsten maa tro det er en anden mand, man har foran sig - men erik brandt lægger ikke mærke til det - han sidder foroverbøjet med hagen i de opadvendte haandflader og albuerne støttet mod knæene - han har ikke forstaaet, hvad stenka har sagt - og han bryder sig ikke om det - den ro han føler nu, har han ikke følt i flere aar - han har ladet sig synke

- endelig har han naaet bunden - det er ham nok, at stenka har givet ham følelsen af, at han ikke kan komme længere ned - og at der synes at være en slags mening, selvom han ikke nu formaar at gribe den - pludselig hvisker stenka med ganske svag stemme: "erik, hvad jeg lige har sagt dig, er, at hvidt ikke er sort, at den fattige ikke er rig - det var alt -"

- saa falder hans blik atter paa den gamle kone overfor ham - hurtigt tar han sit cigaretetui op og rækker hende det - "De ryger, ikke sandt?" den gamle smiler: "det er saa længe siden, jeg har røget, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det er - mine børn synes ikke en gammel kone skal ryge - men det synes De aabenbart -" - hun tar ubehjælpsomt en cigaret ud, og stenka tænder den for hende - den gamle vil sige noget, men da hun ser, at stenka allerede har sat sig tilbage i sædet, og nu ser ud af vinduet med et fraværende og træt udtryk, tar hun sig i det

- erik brandt er ligesom vaagnet og betragter forbavset konen, der ryger med smaa korte drag som en ganske ung pige der [aldrig har] røget før -

kammerater!

- en kunstner, som ikke er revolutionær, er ikke kunstner - han er alle virkelige kunstneres lumskeste og farligste fjende - hans er forræderens og spionens rolle -, forræderen og spionen, som indenfor alle andre virkefelter øjeblikkelig dømmes til skændselens tilintetgørelse, saasnart masken er revet fra hans bedrageriske øjne og mund - den revolution, som er kunstnerens, er ikke brødets - brødets revolutionære er hans selvfølgelige kampfæller, men paa et ham uvedkommende omraade - hans maal er at skabe mennesker, som fuldt ud er i stand til at tilgodegøre sig frugterne af disse hans kampfællers resultater - de rydder, skaber plads, aabner en menneskeværdig jord -, hans opgave er at danne de mennesker, der værdigt og frigjorte først gennem hans arbejde blir aabne for den frugtbarhedens varme, som brødets revolutionære har beredt dem -

- der er overproduktion af varer, men ikke der, hvor varer behøves og ikke af de slags, der trænges til - og -, eller men, hvor mærkeligt det end lyder, der er en skrigende mangel (indtil videre uden lyd) paa mennesker - de, som er, kan af naturlige grunde ikke vandre paa jorden evigt - og nye fødes kun i et forsvindende faatal - og endnu besynderligere: de fødes, vokser op, lever og dør paa steder, ingen besøger; deres virkefelt indskrænkes til et latterligt minimum af slæbende, tyngende dødsmasser - resultatet af deres kæmpende, pinefulde liv blir klare lysende blomster, hvis straaler sluges og udviskes af et kæmpemørke uden dybde og uden bund -

i forhold hertil er den materielle verden all-right, næsten venlig og god - jordens fortvivlede situation er, at der ingen findes til at frugtbargøre den, forløse den, puste ild i de evige, nu stumpt sørgende gløder - jorden behøver lige nu mennesker, der repræsenterer noget, der symboliserer noget - men noget, der ikke er vagt og blødt som skum - noget, der staar, og blir staaende gennem gode og onde tider som træer og fjælde - og ikke løsrevne individer, men befolkningslag og nationer - situationen er blevet saadan, at vi ikke kan skærpe kravene til at fordre lys og overvældende godhed og frugtbarhed - vi maatte juble, om vi bare kunde øjne en flok djævle, hvis djævelskhed var 149 naturlig, levende og ubøjelig -, hvis maal var absolutte og udiskutable

- af saadanne kunde der skabes mennesker - fjældet er fjæld - du spør ikke hvorfor -, dine medmennesker er det eller det - dit krav om begrundelse er berettiget, fordi de ligesaa godt kunde ha' været noget tredie, fjerde eller femte - de var tomme - og tvunget af et overmægtigt samfund fyldte de sig af posen, der kunde kaldes unødvendighedens, tilfældighedens pose - og deres valg er intet valg - de var ikke affordret noget valg - deres greb i posen er ikke definitivt, uigenkaldeligt - prøv at kræve det bestemte, det reelle, det virkelige - og du vil finde, at vejen til mavernes og hjærternes mæthed er kort og gældende for dem alle -

hos et skaldyr er dyret det samme, det konstante, og skallen det skiftende - for de til fortvivlelse bragte mennesker nu er det skallen, sneglehuset, der skiftende fyldes med skiftende mæthedssurrogater - menneskehedens uvished og fortvivlelse er tragisk, fordi den er saa forbandet berettiget - og ingen enkelt kan alene hjælpe her - ikke din bedste ven kan du hjælpe - ikke din højest elskede - af intet kan intet blive - ikke med venskab - ikke med hellig kærlighed - her er ikke tale om overmenneske og ikke overmenneske, om genier kontra idioter - din tjenestepige, som er og blir og (forudsætter vi) ikke kan være og blive andet end tjener under en herre - hun er maaske virkelig, realiter det, hun er - hun er tjenestepige, og maaske endda den absolutte, utvivlsomme tjenestepige x - som kun kan være dette og denne - og som altid i al evighed vil fylde sin reelle plads i verden som tjenestepigen x og ingen anden - her er konventions- og samfundsbegreber som beskedenhed og ærgerrighed uklarhedskilder - du er den, du er - ingen idiotiskmeningsløs kamp opad eller nedad kan gøre dig til andet end det - en falsk etikette resulterer blot i ubeføjede krav eller ubrugt kraft - og selve kampens haabløshed gør dig blot delagtig i den dødens tragik, som nærmer sig, stadig rykker nærmere, og som ikke den blodigste verdenskrig eller det brutaleste og fasteste diktatur kan forhale et sekund -

- hver idé, hver formskarakter kan kun i een kombination af andre former og andre følelser give hele sin sjæl -, hele sin betydning - naar en saadan kombination opstaar, er verden et kunstværk rigere - kun gennem denne ene situation kan en ny realitet opstaa, en bestaaende manifestere sin existens - og saadan ogsaa med mennesker - de bestaaende samfund nu (mere eller mindre, men dog alle) gør det saa vanskeligt for de nulevende mennesker, der er underlagt deres omsorg, at indtage den plads (for hver enkelt kun een eneste), der er deres og kun deres - den plads, hvor deres betydning er uomtvistelig, den plads, hvor netop det bestemte menneske er absolut nødvendigt (for alle andre og det selv) og uundværligt - samfundssystemer, der gør det lettere for en vognstyrer at blive professor end vognstyrer, og forhindrer tusinder af sømænd i at sejle for at stikke dem gadefejerens kost i haanden -, saadanne samfundssystemer er de reelle kunstneres uforsonligste fjender - den kunstner, som ikke indser dette faktum, og indretter sig derefter, har automatisk mistet sin betydning for verden - selv om han (eller hun) derved faar lejlighed til at leve i 100 aar - og frem for alt: en saadan kunstnervirksomhed er direkte rettet mod alle andre kunstneres (hans eget inklusive) arbejde og sjæls frelse - og han burde brændemærkes med den frafaldnes lysende skændselsmærke - - en verdens- og samfundsordning, der gennemfører den minutiøse specialisering, der ene kan give en mening til hvert eneste menneskeliv og give den enkle tilfredsstillelse og verdensbetydning som et gennemført livs strabadser med rette kan gøre krav paa -, kun en saadan samfundsordning kan en virkelig kunstner gøre til sit ideal - og den som nægter at acceptere dette (uendelig fjærne, men eneste værdige) maal - hans skæbne skal drukne som djævelens suk i erkeenglenes brusende sang - maaske er det et vigtigt organ, et instinkt vigtigt paa liv og død, som menneskene har glemt at anvende, har ladet ubrugt for længe - et instinkt af samme art, som det, der faar rovdyret til at jage og edderfuglen til at dykke - og planten til at gro kun der, hvor jorden er den rette - et instinkt uden falsk hensynsfuldhed, der med sikkerhedens ro peger og ved: her og ikke der - her og ingen andre steder skal netop mit liv ligge - vi vil et samfund for alle mennesker, undtagen de golde, de snyltende, de indifferente - lad os frygte sygdommen mere end helbredelsen!

nogle kritiske bemærkninger om psykoanalyse

Nu "i vor oplyste tid", hvor man opfinder patenterede metoder til løsning af alle praktiske saavel som teoretiske spørgsmaal: Lynlaase og lilleputautomobiler, har man naturligvis ogsaa opdaget en maade, hvorpaa alle psykologiens før saa vanskelige problemer let og hurtigt kan løses: Psykoanalysen. Egentlig turde psykoanalysens resultater være af alt for tvivlsom karakter til at fortjene større opmærksomhed fra den videnskabelige psykologis side end andre metoder, hvis fordele ganske vist ikke er saa talrige, men til gengæld saa meget mere "solide" og tilforladelige. Men da psykoanalysen paa grund af de mange populære fremstillinger af den for mange staar som et symbol for hele den moderne eksakte psykologi, kunde det maaske interessere nogle at se den belyst fra et psykologisk synspunkt.

Ved første øjekast har denne metode kun een uheldig egenskab, nemlig den, at den mener at kunne løse alle knuderne. Man skal bare analysere; det kan enhver fatte. Sætter man saa psyko - foran, bliver de, der ikke forstod, ganske vist heller ikke forstaaende, men i alt fald overbeviste. Tilbage bliver de helt umulige, der hverken kan forstaa eller vil lade sig overbevise. Vi vil nu se lidt paa, hvordan en af disse ser paa psykoanalysens tanker, saadan som dr. Næsgaard har fremstillet dem for os i sin bog om psykoanalyse.

Det, en psykolog først af alt vil fæste sin opmærksomhed paa, naar han staar overfor en fremstilling af de psykoanalytiske ideer, er vel disses hævden af det ubevidstes store betydning for menneskers handlinger og psykiske dispositioner. I og for sig er denne antagelse ikke noget, der først er fremkommet med psykoanalysen. Den videnskabelige psykologi har længe været klar over, at de ubevidste handlinger var langt talrigere end de, vi foretager med bevidsthed, og at handlinger, der til en vis tid var bevidste, under andre omstændigheder kan blive ubevidste og omvendt. Psykoanalytikerne lægger derimod særlig vægt paa, hvad de kalder "ubevidst sjæleliv". Hvad de forstaar herved, staar vist de færreste rigtig klart. Sædvanlig vil man vel ved "sjæleliv" eller psykiske fænomener forstaa det "bevidste" i modsætning til det ubevidste liv hos et menneske, altsaa menneskets rent fysiologiske virksomhed. Til dato har baade fysiologer og psykologer vist været enige om, at der foregaar en hel række processer baade hos dyr og mennesker, hvoraf dog kun en del er bevidste. Nu møder vi atter denne i mine øjne uholdbare antagelse om en "underbevidsthed" (ubevidst sjæleliv) hos psykoanalytikerne, der dog mere end at benytte den som det videnskabelige hjælpebegreb, den muligvis kunde være, anvender den som en slags asylum ignorantiae. Hverken eksistensen af denne underbevidsthed, hvor aarsagerne til en mængde forskellige forhold henlægges, eller nødvendigheden af dens antagelse er endnu bevist. (Denne antagelse grunder sig, hvad vi ikke vil gaa ind paa her, paa den sandsynligvis uholdbare hypotese om eksistensen af psykiske "genstande"). Hvis psykoanalytikerne som underbevidsthed tænkte sig noget i retning af fysiologiske processer, som f. eks. visse nerveprocesser, der under givne omstændigheder kan være ledsaget af bevidsthed, men som i foreliggende tilfælde ikke er det, vilde det jo være i høj grad stemmende med virkeligheden og i alle henseender fornuftigt; kun er det ikke helt let at faa det ud af deres egne fremstillinger. Under alle omstændigheder kunde man jo med god grund beklage sig over, at de indfører en saa uklar terminologi. De benytter her begreber, som man i forvejen bruger som betegnelser for helt andre fænomengrupper; og det kan jo ikke andet end øge det uheldige ved dette valg af termer, at disse ogsaa ellers er meget omtvistede.

Denne førnævnte opfattelse af begrebet "ubevidst sjæleliv" eller underbevidsthed synes mig at være den eneste, som giver nogen mening. Enhver anden, som man kunde forestille sig, maa, saa vidt jeg kan se, ende i uhjælpelige selvmodsigelser. De foreliggende kendsgerninger fører ikke paa nogen maade hen imod antagelsen af et saadant, direkte uiagttageligt fænomen, og det er forøvrigt tvivlsomt, om det kan have nogen som helst heuristisk betydning.

Ogsaa et andet forhold forekommer mig ret uklart. Dr. Næsgaard synes nemlig her ganske at forveksle psykoanalysens effektivitet overfor hvad han kalder fejlbygninger, med dens (eventuelle) brugbarhed som psykologisk metode. Et tydeligt eksempel paa dette findes pag. 28-29, hvor forf. omtaler og beskriver en "fejlbygning", som blev hævet ved anvendelse af psykoanalyse. Hvad selve fejlbygningen bestod i, er i denne sammenhæng uvæsentligt (og fremgaar vel ogsaa tildels af det følgende). Hvad der derimod er meget vigtigt, er, at forf. afslutter beskrivelsen af fejlbygningen saaledes: "Heri laa grunden til opkastningen af kold mad. Saasnart dette aarsagsforhold blev oplyst, kunde han nemlig1 taale at spise al slags kold mad uden at have den ringeste trang til at kaste op". Forf. begrunder altsaa sin opfattelse, at "grunden laa heri" med, at "patienten", efter at denne var blevet oplyst om "aarsagsforholdet",", blev helbredet for fejlbygningen Men det kan jo dog umuligt være et kriterium for analysens "sandhed", at patienten bliver helbredet ved den; og det faar man absolut indtryk af, at dr. Næsgaard mener. Helbredelsen bestaar jo, saa vidt jeg har forstaaet, i, at patienten bliver overbevist om sagens sammenhæng. Men sagens sammenhæng bliver han overbevist om af psykoanalytikeren (eller nervelægen), hvis opfattelse af denne sammenhæng vel muligvis kunde være forkert. Endvidere bliver vedkommende patient, efter psykoanalytikerens opfattelse, helbredet, naar han blot tror fuldt og fast paa den forklaring, han faar af psykoanalytikeren, hvad enten denne i og for sig er rigtig eller ej. Det væsentligste for helbredelsen er vel (ifølge psykoanalytikernes egne opfattelser), at patienten føler sig overbevist om, at den forklaring, han har faaet, er den rigtige; men dette forhindrer ikke, at den kan være fuldstændig forkert. Denne fejltagelse er antagelig opstaaet ved, at psykoanalytikerne prøver paa at benytte en (hvor frugtbar, ved jeg ikke) psykiatrisk metode overfor psykologiske spørgsmaal.

Endvidere er, efter min mening, grundlaget for forklaringerne af flere af de fejlbygninger (i det følgende eksempel er det en saakaldet "fortalelse"), som forf. omtaler, i alt fald ofte, meget usikkert. Saaledes i tilfældet paa pag. 51, hvor "præsidenten for rigsdagen" skulde have sagt: "Hermed er rigsdagen lukket", medens hans hensigt var at erklære den for aabnet, fordi han hellere havde set, at dette rigsdagsmøde ikke var blevet holdt. Selvfølgeligt er det muligt, at dr. Næsgaards (eller den af ham anførte) forklaring er rigtig, men man savner uvilkaarligt beviserne herfor.

Ogsaa mange af de drømmetydninger, som forf. beskriver, synes mig noget usikre. Jeg vil tillade mig at citere et afsnit med en af disse drømmetydninger, da jeg synes, det er typisk for psykoanalytikernes maade at foretage den slags operationer (se pag.

*

91): "En meget ivrig drømmetyder drømte følgende drøm: "Der er faldet vildænder ned i skorstenene paa de helsingørske ejendomme, og ejerne samler disse ænder ind til eget forbrug. Kommunaldirektøren holder imidlertid paa, at denne ekstrafordel skal beskattes. Jeg protesterer og hævder, at det kan man ikke. Direktøren fastholder dog, at man bør skrive til ministeriet om det. Et sted paa bordet ser jeg et blyantskrevet concept med direktørens skrift. Personalet og jeg selv ses utydeligt sidde ved smaa brunmalede skoleborde og gnave skrog af de stegte vildænder, som vi gemmer paa hylder under bordene. Bag en stor oplyst rude i den ene væg ser jeg to kvinder (rengøringskoner), der vistnok rækker andeben til en ung kontorist, som jeg har haft paa kontor en gang for nogen tid siden"". Dette var selve drømmen, vel at mærke saadan, som vedkommende "meget ivrige drømmetyder" har husket og opfattet den bagefter. Nu vil vi anføre dr. Næsgaards forklaring af denne drøm for at vise, hvor meget en psykoanalytiker kan faa ud af dette for andre "udenforstaaende" forvirrede sammensurium af ord og sætninger:

"Drømmeren har ofte ønsket sig et "ben", og han har tidligere haft et ben, der blev taget fra ham af politiske grunde. Den unge kontorist, som kvinderne rakte ben til, var netop paa det kontor, hvor drømmeren havde sit ben Denne kontorist ligner en anden ung mand, i hvis hus drømmeren havde været den foregaaende dag. Vildænderne minder om en kile, idet drømmeren gaar ud fra, at det er vildænderne og ikke vildgæssene, der flyver i kile. Denne kile vilde han sammen med andre drive ind i det politiske flertal i kommunalbestyrelsen. Skolebordene stammer fra en samtale om en slægtnings børn, der gaar i skole, og hvis forhold blev drøftede sammen med en kendt skolemands optræden som politiker. Der havde ogsaa været tale om, at den ene af de to kvinder kunde trække stemmer paa den politiske liste, nemlig saadanne "folk som tante Vilhelmine". Denne kvinde ligner hende, og navnet Vilhelmine kan minde om vildænder".

Det her citerede behøver vist ingen kommentar; det taler for sig selv. Men skulde den her anførte tydning virkelig være den eneste mulige? Og hvorfor?

Meget væsentlig er forfatterens brug af ordet seksuel i meget forskellige betydninger. Det kan dog ikke andet end bidrage til stor uklarhed, naar man, som dr. Næsgaard, afvekslende benytter dette ord som betegnelse for, hvad man i almindelighed vilde forstaa ved seksuel, nemlig nærmest lig kønslig eller kønsi andre forbindelser, som kønssygdomme, kønsforhold o. s. v., og som term for alle de (mere eller mindre forskelligartede) fænomengrupper, som Freud ofte sammenfatter under denne benævnelse. Overhovedet forekommer den altomfattende indflydelse, som psykoanalytikerne (og dr. Næsgaard) tilskriver det seksuelle liv (i dette ords egentlige forstand), mig i alt fald ikke tilstrækkelig godtgjort, og den er maaske ret tvivlsom.

I det hele taget turde dr. Næsgaard's fremstilling af psykoanalysen, ligesom de fleste andre, være præget af en vis mangel paa forsigtighed med at drage alt for vidtgaaende slutninger udfra det foreliggende (forøvrigt ofte udmærkede) materiale. Endvidere er det ofte alt for aabenbart, at psykoanalytikerne helst uden videre vil omplante en psykiatrisk (og som saadan ofte frugtbar) metode paa psykologien, uden med tilstrækkelig kritik at foretage de fornødne ændringer i benyttelsen af denne. Thi de problemer, som psykoanalysen beskæftiger sig med, er saa komplicerede og vanskelige, at man vist gør mere skade end gavn ved for hurtigt at ville fremtrylle løsningerne.

Til slut skal jeg bemærke, at de af mig fremdragne punkter af dr. Næsgaard's afhandling udelukkende er saadanne, som jeg har anset for særlig uklare eller af anden grund kritikvækkende. Det forekommer mig imidlertid, at de saaledes fremdragne punkter er saa væsentlige og typiske for psykoanalysen som helhed, at de af mig fremsatte bemærkninger kan anses for at have adresse til den psykoanalytiske retning i almindelighed.

  • REDAKTIONELT
  • NOTER
  • TEKSTRETTELSER
  • ALFABETISK REGISTER OVER DIGTENES TITLER

REDAKTIONELT

Tekstgrundlaget for nærværende udgave er i første række digterens trykte arbejder, hvortil kun rent undtagelsesvis enkelte originalmanuskripter er bevaret. Det samme gælder for de digte, som kun har været trykt i Vild Hvede. Utrykte digte er sat efter foreliggende originalmanuskripter, om hvilke følgende kan oplyses: Til black god's stone findes to forskellige manuskripter : A, maskinskrevet gult konceptpapir og hvidt bøttepapir in folio, mærket: black god's stone, autumn 1934, värmland. Ikke desto mindre findes her også de senere engelske digte, indlagt efterhånden. A har enkelte lakuner, som lader sig udfylde af B, håndskrevet manuskript på gult konceptpapir mærket black god's stone (afskrift) efteråret 1934, värmland. English poems by ramón viédma[?], omfattende kun 43 digte, altså en afskrift af, hvad der foreligger på dette tidspunkt.

A forefandtes ganske uordnet, B med nummererede ark, hvorfor det ligger til grund for denne udgaves rækkefølge: Forrest er dog stillet 4 digte fra forår og sommer 34, som ikke er medtaget i B, dernæst følger digtene i B, og endelig, kronologisk efter A.s dateringer, de resterende. Det udaterede finished er stillet sidst.

Til solen finns foreligger et maskinskrevet manuskript på gult og hvidt konceptpapir in folio, mærket maj 1934-november 1935. Manuskriptet er uordnet. En kronologisk ordning er tilstræbt i denne udgave, men da hovedparten kun er dateret sept. 35, er digtene i denne gruppe søgt ordnet efter et æstetisk-motivisk synspunkt, hvad der ikke har kunnet hindre en vis vilkårlighed.

Ind imellem de foreliggende hele værker er sat de løse digte, efter et kronologisk princip. Om de i tidsskrift trykte digte vides kun ét sikkert: at de er tidligere end trykket. Hvor der derfor har været tvivl om grupperingen, har motivisk-stilistiske vurderinger været afgørende.

Uden for kronologien er i et tillæg anbragt to ikke-digteriske arbejder, en anmeldelse og et "opråb". Desuden prosafragmentet om Stenka. Man kan diskutere berettigelsen af at medtage dette overhovedet. Begrundelsen er dels, at GM-P selv har ladet et kapitel trykke (Vild Hvede), dels at det er overordentlig oplysende for de øvrige værker. Tekstgrundlaget er et maskinskrevet manuskript, ombøjet gult konceptpapir, de sidste sider dog håndskrevne.

NOTER

BIND I

1 det nøgne menneske

  • originaludgaven kom på Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, 1932, med omslagsvignet af Hjorth Nielsen.
  • 4 fiskerne danser paa kroen, håndskr. ms. dat. 18-X-31.
  • 31 den eneste. Trykt i Vild Hvede VI, 4 (febr. 1932) med titlen: min elskede.

34 digte omkring "det nøgne menneske"

  • 34 en lykkelig dag. Vild Hvede VI, 1 (nov. 1931).
  • - underlige farver. Vild Hvede VI, 2 (dec. 1931).
  • 35 jeg har to frakker. Vild Hvede VI, 4 (febr. 1932).
  • - en borgers livshymne. Vild Hvede VI, 7 (maj 1932).

37 simon begynder

  • originaludgaven udkom på Nyt Nordisk Forlag 1933.

79 det underste land

  • originaludgaven udkom på Nyt Nordisk Forlag 1933.
  • 101 med lukkede ejne. Digtet sat i musik af Sten Jørgensen, se Aarstiderne I,1 (marts 1941).
  • 120 blod. håndskr. ms. vedlagt brev dateret Taormina d. 30- IV-33.
  • 123 paa fjældet, fragment. Ms til hele digtet kendes ikke.
  • 125 det underste land. Fannie Hurst, amerik. forfatterinde f. 1899. GM-P var stærkt optaget af hendes romaner.

133 digte omkring "det underste land"

  • 133 exit-. Vild Hvede VII, 1 (okt. 1932).
  • - maageskrig. Vild Hvede VII, 2 (nov. 1932).
  • 134 asfaltsprængere. Vild Hvede VII, 2 (nov. 1932).
  • - vellyst. Vild Hvede VII, 2 (nov. 1932).
  • 135 hvid kvinde. Vild Hvede VII, 9 (juli 1933).
  • 136 du bønfalder. Vild Hvede VII, 10 (aug. 1933).
  • - tja-. Vild Hvede VII, 10 (aug. 1933).
  • 137 lørdag. Vild Hvede VII, 10 (aug. 1933).
  • - tanker. Vild Hvede VII, 10 (aug. 1933).
  • 138 hilsen. Vild Hvede VIII, 1 (nov. 1933).
  • - udvandrersang. Vild Hvede VIII, 2 (dec. 1933).
  • 141 afsked. Vild Hvede VIII, 2 (dec. 1933). Optrykt i Udvalgte digte af Gustaf Munch-Petersen, Fischers forlag 1938, 2. udgave 1946.
  • - brunst. Vild Hvede VIII, 4 (febr. 1934).
  • 142 eftermiddag i taormina. Vild Hvede VIII, 4 (febr. 1934) sammen med det følgende digt.

145 mod jerusalem

  • originaludgaven udkom på funkis forlag 1934, med omslagstegning og vignetter af Vilh. Bjerke-Petersen.
  • 153 julesol. Vild Hvede VIII, 5 (marts 1934) med følgende slutning, som ikke blev medtaget i samlingen:
  • burde vi ikke
  • knække skammens panserbaadskakkerlak
  • over flammen af solens julelys?
  • jordtung offerrøg
  • skulle liste mod urfornuftens
  • gydende velsignelse -
  • mandarintræerne bøjer sig mod syd, døende
  • under gyldenfrugternes kartoffelbunker -
  • befri dem! de burde ligne en duft grøn stjærnehimme!
  • med lysregn af rislende sæd - !
  • hør solens tone,
  • i 2 millioner grublere!
  • - nytaar. Tidsskriftet Linien I, 1 (febr. 1934) med titlen "1934". Af GM-P oversat til svensk, se bind II, s. 75.

200 digte omkring "mod jerusalem"

  • 200 tidlig morgen. Vild Hvede VIII, 8 (juni 1934). Optrykt i Udv. digte.
  • - koldt, men rent. Trykt i Udv. digte i en noget afvigende form. Her meddelt efter manuskript (maskinskr. 4to). Strofeinddelingen og næstsidste linie varierer.
  • mit liv. Vild Hvede VIII, 8 (juni 1934) Optrykt i Udv. digte.
  • 202 sommergudens the. Vild Hvede VIII, 9 (juli 1934).
  • 214 preludium for antilopehornsfløjte. Hidtil utrykt. Ms. dateret foraaret 34, københavn. Opr. titel overstreget: -hvad kærlighed er?
  • 206 foraarskvidder af de store skoves mindste fugl. Hidtil utrykt. Ms. dateret foraar 34 københavn. Opr. titel overstreget: gud sov, ægget sprak.
  • 207 dag over jerusalem. Vild Hvede XI. 1 (nov. 1936). Stammer antagelig fra 1934, hvad billeder og motiv tyder på.
  • - klippe. Ms. dateret københavn foraar 34. Oprindelig titel storm overstreget. Trykt i Hvedekorn 1956, 2.
  • indgangsmarch. Vild Hvede VIII, 9 (juli 1934).
  • til min 100-aarige fødselsdag. Vild Hvede VIII, 10 (aug.
  • 1934).
  • morgenens bad. Vild Hvede VIII, 11 (sept 1934).
  • barktegn. Vild Hvede VIII, 12 (okt. 1934).
  • aften. Vild Hvede IX, 6 (april 1935).
  • - elskede. Vild Hvede IX, 6 (april 1935).
  • glimt - varslende -flygtet. Udateret ms. Vild Hvede IX, 7 (maj 35), Udv. digte.
  • alle. Vild Hvede IX, 11 (sept. 1935).
  • tanke. Intet ms. Trykt efter Udv. digte.
  • menneske. Vild Hvede IX, 12 (okt. 1935).
  • - det suser i skoven. Vild Hvede IX, 12 (okt. 1935). Oversat til svensk, se bind II, s. 76 + note.
  • lyn i havet. Vild Hvede X, 1 (nov. 1935).
  • gnist af røg. Vild Hvede X, 4 (febr. 1936).
  • satan. Vild Hvede X, 6 (april 1936).
  • - lidt efter lidt. Vild Hvede X, 9 (juli 1936).

BIND II

5 black god's stone

  • Hidtil utrykt digtsamling. Om ms., se ovf.
  • 7 at the bottom, the song of the useless er dat. foraar 1934 københavn. sleeping murmur, the special miracle, juni 1934 københavn.
  • 11-57 de enkelte digte er udaterede, se ovf.
  • 46 the stone. Ms. dateret rungsted jan. 35, skønt medtaget i B, se ovf.
  • 57 god of all nature. Intet ms. Trykt efter Udv. digte.
  • - leaving. Dette og de følgende 3 digte, til og med warning er dateret rungsted jan. 35.
  • 61-68 Digtene fra blindness til og med weapon er dateret gudhjem aug. 35.
  • 64 the song of my tribe. Opr. titel overstreget: the tribe of the restless.
  • 65 song. Trykt i Udv. digte med titlen tune.
  • - the time has come. Opr. titel overstreget: words.
  • 68 hidden striving. gudhjem sept 35.
  • - spring journey. may 36.

73 solen finns

  • Hidtil utrykt digtsamling. Om ms., se ovf.
  • 75 nyår. Ms. dateret januari 1934. Oversat fra dansk. Se bind I s. 153 + note.
  • - saga. Ms. dateret våren 1934 köpenhamn.
  • 76 det susar i skogen. sommaren 34, översatt från danskan. Se bind I s. 217 + note.
  • 77-98 digtene fra allt til og med avsked er dateret gudhjem sept. 35.
  • 86 midvinternatt. Intet ms. Her trykt efter Udv. digte.
  • 97 vapen. Oprindelig sidste strofe af et digt med titlen slavens tanke, hvor de to første strofer er slettet. På et andet ms-blad hedder digtet underkastelse, med klamme og spørgsmålstegn ved de to strofer, der lyder:

tålamod -, stolthet -
livet är ett stort djur, som trevar,
ett stort, tungt djur, som pinar sig, tvingar sig
fot för fot mot dina
brustna aningars mål -
- låt icke dim-gudar
bura in dig,
mänskors ödmjuka svek
skrämma dig
att hindra väsendet, vars
ena steg du
kunde vara -

kanske finns inget
utav det, som du längtar -,
kanske talar dina drömmar
falska vägar -,
kanske är målet ett annat -,
kanske har din
vila, din fröjd ännu icke
blivit till -
kanske livet ännu icke har funnit,
vartill du
är den enda stigen -

  • 98-101 digtene fra törnet til og med bort -! er dateret gudhjem okt. 35.
  • 101 fiskare. nov. 35.
  • 102 framtiden. mars 36.
  • 102-104 porträtt, natt, ord, visa. juni 36.
  • 104 visa. Opr. titel overstreget: kommunism.
  • - nödens trygghet. (från danskan), udat. Se bind II s. 107 + note.
  • diktaren. Intet ms. Her trykt efter Udv. digte.
  • jeg -. Vild Hvede X, 11 (sept. 1936).
  • nödens tryghed. Vild Hvede X, 12 (okt. 1936). Se bind II s. 104 + note.
  • vi stolte. Utrykt. Ms. dat. gudhjem nov. 35.
  • - se -! Ms. dateret gudhjem, nov. 35. Trykt i Hvedekorn 1956, 2.
  • 109 flygt! Ms. dateret Gudhjem nov. 35. Trykt i Hvedekorn 1956, 2.
  • - i nat. Ms. dateret marts 1937. Trykt i Hvedekorn 1956, 2.
  • 110 digt. Utrykt Ms. dateret april 37.

111 nitten digte

  • originaludgaven udkom i kommission hos Fischers forlag, 1937, med omslagstegning af Sigurd Vasegaard.

123 prosafragment

  • tekstgrundlag, se ovf.
  • 125 stenkas tale. Ms. til dette kap. har undertitlen prosafragment og er dateret efteraaret 1933, värmland.
  • 130 festen. Dette kap. stod trykt i Vild Hvede VIII, 7 (maj 1934).

149 kammerater

  • opråbet stod trykt i tidsskriftet linien I, 2 (febr. 1934).

152 nogle kritiske bemærkninger om psykoanalyse

  • denne anmeldelse af dr. Næsgaards Psykoanalyse, GM-Ps første trykte arbejde, stod trykt i Gads Danske Magasin, 24. årg., 1930, s. 413. Opr. trykt med gammel retskrivning.

TEKSTRETTELSER

Retskrivningen er såvidt muligt digterens egen.

I originaludgaverne, undtagen nitten digte, har GM-P brugt lille begyndelsesbogstav i alle ord også efter punktum, hvilket er gennemført her, også i nitten digte. Det vides ikke, hvad der fik ham til pludselig inden trykningen at lade denne samling sætte med den daværende almindelige ortografi. Personlig bevarede han sin sædvanlige skrivemåde. Fejl, som skønnes at være trykkeriets, er rettet, ellers er GM-Ps let skiftende ortografi og tegnsætning fulgt, bortset fra enkelte alt for oplagte haste-fejl, især i prosafragmentet. Hvor det drejer sig om vigtigere ting, er det markeret nedenfor.

(Originalens ord er sat efter skarp parentes)

I solen finns veksler GM-P temmelig tilfældigt mellem entals- og flertalsformer i verberne efter flertalssubjekter. I denne udgave er dette forhold normaliseret således, at ét af principperne er gennemført inden for de enkelte digte, hvorved så få ændringer som muligt er foretaget.

BIND I

  • s. 39 1. 8 f.o. slutkonklusionen [slutkonklutionen
  • - - - et [en
  • s. 74 1. 17 f.o. sindssygt [sindsygt
  • s. 76 1. 2 f.n. det [der
  • s. 78 1. 3 f.n. delirium [dilerium
  • s. 82 1. 4 og 6 f.n. dito
  • s. 95 1. 15 f.n. gonorreer [gonorreher
  • s. 149 1. 2 f.o. fase [face
  • s. 150 1. 1 f.o. djsevelsk [djævelske
  • - - 1. 9 f.n. drab [drap
  • s. 154 1. 4 f.o. slagtet [slaktet
  • s. 192 1. 7 f.n. vidst [vist

BIND II

  • s. 17 1. 12 f.n. robbed [ripped (formentlig en danisme)
  • s. 20 1. 13 f.n. climbing [cleaving (formentlig en svecisme : kliva = klatre)
  • s. 21 1. 13 f .o. breed [bread s. 43 1. 15 f.n. are [is
  • s. 51 1. 1 f.o. foreboding [forebode
  • s. 51 1. 6 f .o. irresistible [irresistable
  • s. 52 1. 13 f.n. dito
  • s. 60 1. 14 f.o. are [is
  • s. 61 1. 14 f.n. sky [skie
  • s. 66 1. 16 f.n. breed [bread
  • s. 70 1. 10 f.n. holiday [holliday
  • s. 88 1. 17 f .o. honom [henne
  • s. 90 1. 10 f.n. hon [han

ALFABETISK REGISTER OVER DIGTENES TITLER

Kursiverede sidetal henviser til 2. bind

  • afsked 141
  • aften 212
  • aften 104
  • a little song 53
  • alle 215
  • alligevel 8
  • allt 77
  • and now we'll say 58
  • andre nætter 9
  • aningar 90
  • asfaltsprængere 134
  • a tale about love 42
  • atten aar 12
  • at the bottom 7
  • avsked 98
  • bad 100
  • bagefter 12
  • banalt 7
  • barktegn 211
  • barnet 94
  • bekendelse 106
  • blindness 61
  • blod 120
  • bort -! 101
  • bortom 90
  • brother -! 40
  • brunst 141
  • bröd 99
  • brødre 130
  • brødre 119
  • bølger 113
  • bøn 118
  • dagarna 89
  • dag over jerusalem 207
  • dance 30
  • dans 89
  • dans 124
  • danserinden elisabet 116
  • den djævelske frisør 142
  • den eneste 31
  • den ny tid 11
  • den store mand 17
  • den unga fursten 92
  • det 13
  • det nye menneske 17
  • det susar i skogen 76
  • det suser i skoven 217
  • dette liv 154
  • det underste land 125
  • det ægte 7
  • digt 110
  • diktaren 105
  • drengens klage 108
  • drömmen 77
  • du 115
  • du bønfalder 136
  • du tror 84
  • døden 18
  • early morning 198
  • efteraar 24
  • eftermiddag i taormina 142
  • eld 99
  • ellen 102
  • elskede 212
  • en borgers livshymne 35
  • endast då 99
  • en god kvinde 113
  • en hvid kvinde 135
  • en lykkelig dag 34
  • en tak 30
  • evening in the forest 61
  • exit- 133
  • fallande blomblad 96
  • fattigt liv 5
  • fienden 96
  • finished 69
  • fiskare 101
  • fiskerleje 114
  • fiskerne danser på kroen 4
  • fjällvatten 87
  • flygt! 109
  • flykt 92
  • foraar 166
  • forårskvidder af de store skoves mindste fugl 206
  • for sent 122
  • fra i dag 149
  • framtiden 102
  • frukten 84
  • frælseren 193
  • fröding 33
  • förklaring 88
  • gamle mødre 3
  • generationer 29
  • giv mig 83
  • glimt - varslende - flygtet 214
  • gnist af røg 219
  • god of all nature 57
  • good-bye 23
  • graat 15
  • havnen 20
  • helgerån 83
  • herrens pris 193
  • hidden striving 68
  • hilsen 138
  • hon 93
  • humor 25
  • hunting-song 38
  • hvid hyacint 182
  • hvidt 113
  • hvorfor ikke 22
  • hymn 48
  • höst 78
  • ideal 30
  • ikke andet 109
  • i nat 109
  • indgangsmarch 208
  • inga 26
  • intermezzo 173
  • intet 29
  • in the glade 26
  • i onsdags kl. 16¼ 155
  • ivigtut 113
  • jag ville 78
  • jag önskar mig 79
  • jeg (en vise i skoven, den bodfærdige, nat -nat -nat) 106
  • jeg bager brød 27
  • jeg har to frakker 35
  • jubel 28
  • julesol 153
  • kan det finnas 95
  • klippe 207
  • koldt, men rent 200
  • kom -! 96
  • konturløst 116
  • kristall 80
  • kærlighed 108
  • latter 105
  • lav horisont 115
  • leaving 57
  • lidt efter lidt 220
  • lisbeth 10
  • livets mening 3
  • luta dig 94
  • lykke 26
  • lyn i havet 218
  • læreaar 22
  • lærerens sang i det fri 169
  • längtan 97
  • lørdag 137
  • maageskrig 133
  • marts 120
  • martyrer 112
  • medicin 31
  • med lukkede øjne 101
  • melodi 123
  • melody 49
  • menneske 217
  • menneske 10
  • men nu har jeg en hjærne - 24
  • midvinternatt 86
  • min baby 110
  • min broder er på gale veje 171
  • min far 103
  • min søster er bekymret 165
  • mit legemes elskov 163
  • mit liv - 20l
  • modest love-tune 22
  • moon behind clouds 20
  • morgen 118
  • morgenens bad 210
  • morgentime 175
  • morgon 78
  • my evening has come 47
  • my people 59
  • my prayer 37
  • mänskoord 77
  • mænd 19
  • måneord 88
  • nat 23
  • nat 117
  • natt 103
  • nights 62
  • nino 131
  • nomader 118
  • now I know you 34
  • nu 98
  • nytaar 153
  • nyår 75
  • när-? 95
  • när havet är dolt 85
  • nätter 94
  • nødens tryghed 107
  • nödens trygghet 104
  • någonvart 82
  • og gud talte 101
  • omvendelsen 6
  • ond visa 95
  • ord 103
  • over havet til elsket fyrstinde 163
  • paa fjældet 123
  • paa skovstien 174
  • paa virkelighedens dørtærskel 181
  • pigen else 114
  • plan 27
  • portrait 13
  • porträtt 102
  • porträtt 100
  • preludium for antilopehorns- fløjte 204
  • proposal 37
  • prosa 15
  • præsentation 158
  • pynten 117
  • regnen 102
  • rejected 21
  • rids 114
  • rival 111
  • ro 16
  • rødt og sort 116
  • saga 75
  • saltvand 25
  • salvatore bambara 130
  • sang 127
  • sang 113
  • santo cacopardi 131
  • satan 220
  • se -! 108
  • se! 118
  • september 88
  • sjælens sang 184
  • skapa 89
  • skepp 89
  • skum 23
  • skæret 115
  • slave -! 50
  • sleeping murmur 7
  • slottet 110
  • sol 129
  • sommergudens the 202
  • sommernat 129
  • song 65
  • song of the council 62
  • spinoza 32
  • spring ballad 52
  • spring journey 68
  • stäng in dig 86
  • such is my love 199
  • sump 112
  • syn 91
  • søvnen 6
  • tal ikke til mig 104
  • tanke 216
  • tanker 137
  • teckning 79
  • the artist's vision 12
  • the castle 11
  • the certainty 43
  • the dawn is grey over the sea 55
  • the foreboding 51
  • the god of the blood 13
  • the gull 45
  • the message of the chief 41
  • the mother's death 18
  • there's still riches 66
  • the ring 54
  • the ruler 44
  • the smile 36
  • the song of my tribe 64
  • the song of the black banner 51
  • the song of the lonesome warrior 33
  • the song of the useless 9
  • the special miracle 9
  • the stone 46
  • the thief 27
  • the time has come 65
  • the voice of the man 34
  • the weapon 67
  • tidlig morgen 200
  • tigger 117
  • til apostelen Søren 156
  • tilegnelse 99
  • til en 29
  • til en ung ven 18
  • til jer 119
  • till dig 91
  • til mine forældre 14
  • til min 100-årige fødselsdag 209
  • til mit hoved 21
  • til poul 155
  • tja - 136
  • to my dancing-partner 32
  • to my woman 29
  • to the body of my music 56
  • to the earth 54
  • tro 83
  • törnet 98
  • ubetvingelig 198
  • udvandrersang 138
  • underbarare än regnbågen 82
  • underlige farver 34
  • ung martyr 194
  • vad är det 87
  • vaka 82
  • vapen 97
  • varför hindrar du 81
  • vejr 115
  • vellyst 134
  • vent -! 106
  • ve over sejren! 196
  • vers 28
  • verse 32
  • vi er mennesker 33
  • vi måste älska 86
  • vinter 119
  • vi nøgenhedens legionærer 1
  • visa 104
  • visa icke 85
  • vise 119
  • vi stolte 108
  • warning 60
  • what is there 63
  • where is laughter -? 66
  • whisper 31
  • wind 12
  • älska 80
  • ørkensang 195
  • ön 81
  • ångesten 84

INDHOLD

  • Bind I
  • INTRODUKTION, side V - XXXV
  • det nøgne menneske, side 1
  • digte omkring det nøgne menneske, side 34
  • simon begynder, side 37
  • det underste land, side 99
  • digte omkring det underste land, side 133
  • mod jerusalem, side 145
  • digte omkring mod Jerusalem, side 200
  • Bind II
  • black god's stone, side 5
  • solen finns, side 73
  • senere digte, side 106
  • nitten digte, side 111
  • TILLÆG, side 121
  • prosafragment, side 123
  • kammerater, side 149
  • nogle kritiske bemærkninger om psykoanalyse, side 152
  • gustaf munch-petersens sidste brev, side 1 57
  • REDAKTIONELT, side 171
  • NOTER, side 172
  • TEKSTRETTELSER, side 176
  • ALFABETISK REGISTER
  • OVER DIGTENES TITLER, side 178

Gustaf Munch-Petersen: Samlede skrifter I/II er sat med
Baskerville og trykt på uglittet tryk E 105 hos Simon Gullander,
Skjern. Faksimilerne hos Permild og Rosengreen.
Typografisk tilrettelægning: Viggo Naae.
Publikation nr. 28 fra Kunst og Kultur.
MCMLIX