Munch-Petersen, Gustaf november

I. november

i skoven er der mørkt - det er næsten nat - langt borte fra sit hus løber stenka - søgende -, med bøssen i haanden og jagttasken paa ryggen -, tom - hans arbejdende øjne roder i mørket - se kan han ikke - men lede - søge - finde - hvis der er noget at finde - af og til kalder han sagte og gennemtrængende: gripsy, gripsy, her, kom -! han standser og lytter - intet høres - stenka løber langs skovens kant - og langs gaardenes yderste marker, der lyser under den tynde sne - det er nu fire timer siden han gik ud for at jage - gripsy, hans hund er forsvundet - frivilligt er den ikke kommet væk fra ham - maaske har nogen stjaalet den - før, da det endnu var lyst, hørte stenka et skud - er det haren, der er blevet skudt - eller - eller har den satans bonde skudt hunden -? ingen lyd svarer hans kalden - maaske er den vendt hjem efter at have mistet følingen med sin herre - stenka standser og puster - saa bøjer han af - ind i skoven - krumbøjet løber han under granerne med øjnene halvt lukkede mod grenenes snærtende slag - glidende, økonomisk løber han - af og til hviler han ved at gaa - han kommer ud paa en plads med spredte høje graner - en klump paa en høj gren - sortere end nattehimlen - en tør gren knækker under hans bremsende skridt - klumpen gir et ryk - lynsnart skyder han - et par larmende vingeslag og tjurhønen ligger for hans fødder - den er stor og fed - han stopper den i tasken - men hvor er gripsy -? hvorfor fanden skulde han have skudt hende -? stenka løber videre - han er træt nu - der er en halv mil tilbage - det sidste stykke gaar han - han gider ikke holde grenene fra sig - de smider sne over hans nakke og skuldre - slaar ham paa munden - ved stammen paa en birk hænger en afplukket grangren og en tør pind ved siden af hinanden - stenkas mærke - bare et par skridt til hytten - saadanne mærker er anbragt i en stor cirkel hele vejen rundt om hans hus - med et sæt synker han i knæ - fra hyttens tag flyver en gnist - endnu en - en hel række - røde draaber, der falder -, opad mod himlen - stenka spænder sine øjne til det yderste - der maa være nogen - nogen har gjort ild i hans hus -! stenka kender ingen her - der har aldrig i de otte maaneder, han har boet her, været andre end han selv paa dette sted - eller i alt fald i huset - forsigtigt, liggende paa knæ i skoven, spænder han hanen paa sit gevær - med tre spring staar han i døraabningen - ved den nylig tændte ild sidder en sorthaaret kvinde og smiler - stenka maaber og piller langsomt patronen ud af bøssen og stikker den i lommen - "hvad vil du?" siger han - han er ikke vant til at tale til mennesker - hun ser paa ilden, lægger et par pinde paa, stryger en stribe haar fra panden og svarer stille: "jeg er manja, jeg er ikke herfra" som om det skulde være en anbefaling - lidt efter: "i sandviken hørte jeg, at din hund var skudt - det var forstanderen for fattighuset, der saa den og skød den af forvirring og forskrækkelse - saa gik jeg herop - det var ikke let at finde -" manja smiler igen - stenka lægger bøsse og jagttaske fra sig og sætter sig - manja kigger i ilden - saa bøjer hun sig frem og tar fuglen ud af tasken, kaster et hurtigt blik paa stenka og begynder at rense fangsten - stenka er tavs - han sidder længe som om han tænkte - saa rejser han sig og gaar ned til bækken, slaar hul paa isen, fylder sin spand og bærer den uden at spilde en draabe ind og stiller den ved siden af kvinden - fra en krog henter han en gryde og en krukke med smør - manja ser op - fjerene flyver om fingrene paa hende - atter smilende hvisker hun: "salt!" men stenka smiler ikke - lydløst rejser han sig fra sin seng af faareskind og henter saltet - han sætter det, uden at tænke derover, saa langt fra hende, at hun næsten maa rejse sig for at naa det -

- natten er dyb som en skakt - men du sidder paa bundens mørke fløjl og der er ingensteds at falde - og ved siden af dig brænder og varmer et lille lys - saadan er stenkas hytte i skoven denne nat i november - der er ingen vind og vinterens kulde skraber sig frem langs jorden mellem stammeme langt nede fra elvenes og de store søers frostcentraler - og de første dage efter denne nat er der ingen dyr fremme - i ubevægelig venten i reder og huler vænner de sig til vinterens nye pels - og stenka spiser sit første rigtige maaltid efter den lange dag - og mens han gnaver de fede fuglelaar, venter manja paa sin andel og fortæller stenka om sin hævnplan - hun vil gaa ned til købmanden - han har en hunhund, der har løbetid nu, ved hun - og hun vil lukke den ud af skuret, hvor den klager om sin spildte brunst, og tage den med sig til sandviken - to gange vil hun gaa frem og tilbage mellem de spredte huse i den lille landsby, og saa vil hun gaa ud i skoven med tæven og vente - saa vil alle den skyldige landsbys hanhunde søge sig efter hende i hundeelskovens duftspor - og hun vil ligge paa lur og vente - og hun vil skyde dem alle - hver eneste en som hævn over niddingsdaadet mod stenkas gripsy - saadan er hendes plan - heller ikke nu smiler stenka - han rækker resterne fra sit maaltid over mod hende og siger: "hvorfor? til hvad nytte? -" saa lægger han sig uden et ord mere til at sove - og manja er alene med hans rolige aandedrag og skoven og natten og de sluknende gløder fra ildstedet -