I

✂ Første Genie.

✂ Ak, jeg drømte sødt om Eng og Skove
hørte Folkets Tale og dets Sang,
og jeg vaagner i en mørk Alkove,
som en Dødningkiste haard og trang.

✂ Sig, hvad skal vi dog i dette øde
mørke Hus med Spindelvæv og Støv!
Tie, sove, kede os tildøde,
længes efter Lyd og Liv og Løv.

✂ Modersmaal har sagt: Til Grønnegade
skal I gaa. Der skal mit Tempel staa.
Hun har glemt os paa sit høje Stade,
og den grønne Gade er kun graa.

✂ Søster, sover du?

✂ Anden Genie.

✂ Jeg tog en Skraber

✂ (Til tredje Genie).

✂ Søster, sover du?

✂ Tredje Genie.

✂ Saa tungt som Bly

✂ (Til fjerde Genie).

✂ Sover du?

✂ Fjerde Genie.

✂ Ak nej, du ser, jeg gaber.
Her er kedeligt i denne By.

✂ Første Genie.

✂ Der var skønt i Marker og i Skove.
Folket talte ikke Tysk og Fransk.
Lad os heller lægge os og sove.
Sove kan vi allenfals paa Dansk.

II

✂ Første Genie.

✂ Søstre. Vi tog fejl. Nu kan jeg vejre,
hvorfor vi blev sendt til dette Hus.
Modersmaal vil komme hid og sejre,
Jeg kan høre hendes Vingers Brus.

✂ Anden Genie.

✂ Eja! Vore Trængsler skal belønnes
op til Virke nu. Vær alle med!
Grønnegades mørke Hus skal grønnes,
Sproget blomstre frem paa dette Sted.

✂ Første Genie.

✂ Eja lad os synge. Thi jeg vædder.
Dette Hus skal blive Slægters Hjem.
Liv skal vokse frem paa Danmarks Brædder.
Smil og Graad skal frugtbargøre dem.

✂ Modersmaalet.

✂ (Strør Blomster).

✂ Tyst og rent som Aaen rinder
spejler Himmel, Sky og Jord,
bærer Sproget vore Minder,
hvad der var og hvad der gror.

✂ Uden Brovten, blomsterbroget
som en Eng i Sommerflor
glimter, lyser, dufter Sproget
af vor egen jevne Jord.

✂ Skabt af Luft som Pust i Linden
glad til Dans, som Pigens Fod.
Lystigt, drilsk og hvast som Vinden
naar den gaar os strengt imod.

✂ Blødt som Kærtegn, haardt som Harme
følger Ordet Livets Spor.
Varmet ved vort Hjertes Varme
gror dets Rigdom, naar vi gror.

✂ Kor.

✂ Modersmaal har aabne Arme
favner Himmel, Hav og Jord.