SKOVEN

✂ Mig kaldte Skoven. Jeg gik derind
og sød Forventning var i mit Sind.
Jeg gik ad bugtet og bakket Vej;
men det, som kaldte, det fandt jeg ej.

✂ Smaragderkuplen var gennembrudt
og gyldne Straaler slog muntert Smut.
Sødt sang en Solsort sin Melodi,
men det, som kaldte, gik fjernt forbi.

✂ Jeg fulgte Stien til Skovens Dyb
med Hjortespor og med Myrekryb.
Det kaldte paa mig fra ganske nær;
men naar jeg kom, var det ikke dér.

✂ Jeg brød mig Vej til en aaben Plads,
hvor Himlen rejste et Lyspalads
for Sommerfugle i Blomsterleg;
men det, jeg søgte, det var der ej.

✂ Jeg løb til Skovsøens Helligdom,
som laa og ventede, da jeg kom;
men det, den vented, var ikke mig,
og det, jeg søgte, det var der ej.