FORUND MIG

✂ Forund mig Gud at glemme
Foragtens kolde Stemme,
som hvisker i den bitre Nat,
at alt er tomt og Gudsforladt.
Forund mig Gud at glemme.

✂ Forund mig Gud at sove,
i Dine dybe Skove,
og hvile trygt i Nattens Arm
og die Kraften ved dens Barm.
Forund mig Gud at sove.

✂ Forund mig Gud at skue
din Klarhed og din Lue.
Om ogsaa kun et Nu, saa véd
jeg, at det Nu er Evighed.
Forund mig Gud at skue.