I

✂ Man siger nu, at Mordersken,
som plages svart af Frygt
i Nattens Mulm for Dødmands Dom,
er slet og ret forrykt.

✂ Hun blæste ad vort Dommerord
og lo ad Vidneed.
Nu raaber hun om Dødmands Dom
og sin Samvittighed.

✂ Den døde Mand, som du har dræbt,
skal du ej frygte for.
Men vi er Rettens Vogtere
og Lovens Magt er vor.

✂ Den døde Mand, som du har dræbt,
er baade stum og lam.
Han ligger under fem Fod Jord.
Hvor kan du frygte ham?

✂ Du skal ej heller frygte os,
vi tænker ej paa Hævn.
Den Dødes Ret. Hans Moders Ret
er kun et Fortidslevn!

✂ Den Dræbtes Moder, Hustru, Børn,
de maa jo dog forstaa,
at naar en Morder slaar ihjel,
gør han kun, hvad han maa.

✂ Han gør kun, hvad han skal og maa,
og husk nu dette Ord:
Han maa just, hvad han ikke maa.
(Sig det til Ofrets Mor!)

II

✂ „Jeg ler ad Lovens Vogtere.
De rører mig en Fjer;
men han, som kommer her ved Nat
er En, som ikke ler.

✂ De andre er kun Folk som jeg,
der bruger List og Vold,
men Dødmand, han er stærkere
og i en Størres Sold.

✂ De Dommere og Pansere
er Mænd og blot til Grin,
for i den bare Skjorte er
et Mandfolk kun et Svin.

✂ Men Dødmand er en anden Sag
og Alvor selv ved Nat,
og Ordet, som han siger mig,
er ikke Mandfolkpjat.

✂ Og Dødmand, han er stærkere,
skønt han er stiv og kold.
Den slappe Arm, som hænger ned,
den har mig i sin Vold.

✂ De levende kan intet se.
Hvad ved vel saadan En!
men Dødmands blege, brustne Blik,
det ser til Marv og Ben.

✂ Jeg blæser ad den lærde Mand,
som lever af sit Kald,
men Dødmand kommer her ved Nat
og siger, at jeg skal.

✂ Jeg frygter ikke Mennesker
og ingenting, som er,
men Dødmand har befalet mig,
at give mig til Jer.

✂ Og derfor kan I tage mig
og gøre, som I vil,
saa tjener I den døde Mand,
som jeg nu ved er til.

✂ Den Dræbte var kun en, som jeg,
som baade I og jeg,
men Gud og Krist som tilgav alt
lad dem tilgive mig!