DEN STORE MESSE

✂ DØDE VENNER TILEGNET

✂ Met et opstaar der en Larm i Skoven,
der hvor jeg gaar mellem tavse Graner.
Hvem raaber her? Hvem tør bryde Loven,
forstyrre Granskovens Klostervaner?

✂ Er det en usæl, jeg hører jamre?
En Vanvidslagen? Nej tusind Struber
udstønner Klagen fra mørke Kamre
i dybe ulykkeramte Gruber.

✂ Hvad sker der her? Denne vilde Vaande?
Da faar jeg Svar af et Stænk paa Kinden.
Et Pust slaar mod mig al livfrisk Aande.
Den karske Svalhed i Sus af Vinden.

✂ Det vilde Raab, som opskræmte Øret,
var Fossedrønet. Jeg staar ved Elven
og ser den kaste Dugperlesløret
henover Birkenes sagte Skælven.

✂ Fra Ynglepladsen bag Højderyggen,
fremvælter nyskabte, hvide Masser.
I Lys af Sol og dybt ned i Skyggen
gaar Elven frem gennem snævre Passer.

✂ Den hvirvler Skum og opsprøjter Straaler.
Den splintres i Milliarder Draaber
og er dog Elven, der ensom taaler
imens den raaber, bestandig raaber.

✂ Men dette Brøl, som af tusind Okser
befaler Tavshed ved Skæbnens Trone,
saa selve Stilhedens Stilhed vokser
til det er Tavshed, jeg hører tone.

✂ Bestandig frem ad de samme Veje
i evig Føden og Kraftforøden.
Bestandig lænket til samme Leje.
Bestandig styrtende sig i Døden,

✂ Som den frembrusede i Æoner,
skal den frembruse til Tidens Ende.
Allivets Klager er i dens Toner,
et uafvendeligt Falds Elende.

✂ Men Skumsprøjtperlernes Rislen maner
os, som det viede Vand har vædet.
Lig strenge Munke, de mørke Graner
medlever alt, hvad der sker paa Stedet.

✂ De fulgtes hid med de lyse Birke
en Søsterskare, og er nu kommen
paa Pilgrimsfærd til den store Kirke,
og dvæler grebne ved Helligdommen.

✂ O Jord! Vi hører din Messe toner.
Din Sang, som styrker vort Sind og renser
al Ringhed ud og tilsidst forsoner,
som om den sprængte vor Verdens Grænser.

✂ Som om den vilde vort Liv forsvare,
besværge Skæbnen, aftvætte Brøde
med rastløst Fald for hver Sjæl i Fare;
men stille rindende for de Døde.

✂ Vor søde Søster med Perlesløret
gik yderst ud til den vaade Tue
og bøjer sig over Elveføret,
som Nonnen bøjer sig for vor Frue.

✂ Selv Klippeblokkene gaar tilhaande
som Tempelvagt ved den Stores Messe.
Ak Brødre! Ogsaa vor Søster Nonne,
selv hun har Byrder, hun vil aflæsse.

✂ Vi tynges alle af samme Gaade.
Det altid flygtende, aldrig fundne.
Og faar dog Lys af den samme Naade,
selv Klippeblokken, den haardest bundne.

✂ Den Døde vaagner. Den Vaagne drømmer.
De stille Trær og de stumme Stene
tog mig til Broder, mens Elven strømmer.
Selv jeg blev renset blandt disse Rene.

✂ Paa engang er det, som Fossen tier,
nej ikke tier; men i dens Duren
fremrisler yndige Melodier.
Saaledes messer kun Alnaturen.

✂ I Elvesløret har Solens Lue
nu tændt sit Tegn over stride Vande.
Og Irisglansen i Haabets Bue
er Glorien om Titanens Pande.