ENKEN OG NONNEN
✂
Den glade Enke dansede
og glimrede og lo.
„I fire lange Maaneder
var jeg hans Minde tro,
men Foraarssolen skinner nu,
og Liv vil atter gro!"
✂
Nu flyver alle Timerne,
Sekunderne har Hast,
og Dagene og Nætterne
er uden Ro og Rast.
Hvor skal mit arme Hjerte da
vel kunne holde fast?
✂
Jeg græd de lange Maaneder,
som den, der indesner,
jeg græd den sidste Gang, fordi
74
jeg ej kan græde mer.
Men alle Gader smiler nu
og alle Torve ler!
✂
Det milde Pust af Vindene
kærtegner Blomst og Løv,
skal jeg da stirre Blikket blindt
paa Aske og paa Støv I
Farvel mine Ungdoms Elskede.
Tilgiv mig du! Aa prøv!
✂
Den glade Enke dansede
og glimrede og lo,
med Perlekranse om sit Haar
og om de gyldne Sko.
Og Vejen til den Døde var
en Vej med afbrudt Bro.
✂ *
✂
Men Nonnen gik til Aftensang,
da Enken gik til Dans,
og mellem spinkle Fingre randt
den simple Rosenkrans.
✂
Sig, Søster. Hvorfor sørger du
i denne lyse Vaar?
Din Kind er hvid, bag sorte Slør.
— Er han da død igaar?
✂
To tusind Aar er rundne hen;
men engang er det sket.
Og aldrig skal jeg glemme ham,
som jeg har aldrig set.
✂
Jeg bærer til min sidste Dag
det sorte Enkeslør
til Ære for min Elskede,
som ingensinde dør.
✂
Den glade Enke dansede
og kyssede sin Ven,
men Nonnen bad paa sine Knæ
for alle døde Mænd.