DE DØDE

✂ Hvor faar vi mange Venner blandt de Døde.
En efter en gaar bort og skjuler sig.
Stumme og blege i det store Øde.
Fjerne og dog saa nær ved Alfarvej.

✂ Der hvor vi færdes kan vi stundom støde
paa Skyggerne. Et Flagermusestød
opjager Anelser om alles Brøde.
Hvorfor just han? — Hvorfor er du ej død?

✂ Se Huset der. Som før! Dog sælsomt øde!
Vi standser tungt og aabner vi dets Dør,
saa gaar den tavse Tomhed os imøde,
hvor Smil og Haandtryk tog imod os før.

✂ Den store Billedgobelin er revet
og bidt itu af Tidens Gnavermund,
men kun de Gamle ser vor Saga skrevet
med sorte Pletter paa en broget Bund.

✂ Sligt skjules let. Og de, der lod sig føde,
lidt senere, bemærker ingenting.
Den store Stoppekone veed at bøde.
Har nok af Garn og Traad og rappe Sting.

✂ * * *

✂ Men der er et, som jeg maa gruble paa,
et Gaadespørgsmaal haardt og graat af Ælde.
Hvorfor de store Levende er smaa,
imens de Døde vokser tavst i Vælde?