HYLDEST TIL SHAKESPEARE

✂ (Af et Festspil).

✂ Mandsrøst.

✂ Mod og Vilje har du hærdet,
som i Ild vi hærder Staal.
Den, hvis Haand holdt fast om Sværdet,
den, som kæmped uforfærdet,
kendte Flammen fra dit Baal.

✂ I vort Mismod var du hjemme,
du har vandret samme Vej.
I vor Anger lød din Stemme
og vor Elskovs Purpurbræmme
laante vi af dig — af dig!

✂ Spejlet holdt du op imod os,
lo af al vor Daarskabs Tant,
men vor Ungdom — du forstod os,
smilede, før du forlod os,
da i Kamp din Visdom vandt.

✂ Du har lært os fast at træde
mens du gav os Drømmens Glans.
Du var med os i vor Glæde,
ved vort Fald var du tilstede,
gav de Bedste Ærens Krans.

✂ Paa vort Livsløbs vilde Bane
er hver Mand i Slægt med dig.
Du var Dommer, Sværd og Fane.
Hil dig, Avons stolte Svane,
Nordens Sønner hylder dig.

✂ Kvinderøst.

✂ Længsel op til Himmelblaaet,
Angsten dybt i Døden ind,
højt opløftet, dybt forsmaaet,
du har kendt os og forstaaet
alle vore tusind Sind.

✂ Alt det ømme, sommerblide,
Skælmeriets Straalehu,
hvad de Gode maatte lide,
og de Brødefuldes Kvide,
al vor Lykke, al vor Gru!

✂ Hjertets Skælven — Sindets Fylde,
Graadens Fure paa vor Kind.
vi har følt dit Ord forgylde,
og i Silke blidt indhylle
alle vore tusind Sind.

✂ Avons Svane. Blide Sejler!
Fløj du langt, langt bort herfra.
I dit dybe Hjerte spejler
vi vort Sind. O høje Bejler,
Nordens Døtre siger: Ja!