OLAF POULSEN

✂ (Da han forlod Teatret).

✂ Han kom med Fart, som en Mørserkugle,
og sprang som Bomber med tusind Knald,
saa den sørgmodigste Visdomsugle
faldt af sin Pind med et Latterskrald.

✂ De vilde Løjer ophvirvled Støvet.
Og dog indaanded vi havsalt Luft.
Og skønt Fornuften blev dybt bedøvet,
blev alle fyldt af en dyb Fornuft.

✂ Hvem har vel stoppet den Bombetønde
saa fuld af Lunets og Viddets Aand,
af Løjer, Latter og lystig Ynde,
saa den har mestendels sprængt sit Baand.

✂ Da Fauner leged en Dag Soldater,
anført af Latterens unge Gud,
blev Olaf proppet fuld af Granater
og fyret af med et mægtigt Skud.

✂ Ak, milde Guder! I hørte Braget.
En Eksplosion; men der randt ej Blod.
Den Latterbombe, som løfted Taget,
bevirked netop, at Huset stod.

✂ Thalias Ansigt i Afskedsstunden
er bleven blegt og kan ikke le,
som Melpomene, hun krænger Munden.
Thalia tuder — en Ynk at se!