Munch-Petersen, Gustaf Uddrag fra shojo

↩ - stenkas stemme er næsten ikke til at høre og uendeligt langsomt falder ordene fra hans mund - som løv saa let, at intet synes at kunne formaa det til at lande og tage fodfæste paa jorden, hvor det dog tilsidst vil lægge sig, som om det aldrig havde kendt anden plads - hviskende og dog fuldt hørbart fortsætter han sin besynderlige beretning om shojo: "shojo er det menneske, jeg af alle har elsket højest - jeg har følt hans sjæl med mine hænder i vanmagt og rædsel - jeg har lidt mere med shojo, end med nogen anden, mere end jeg nogensinde har lidt for mig selv - og gennem hans hjerte saa jeg et baal af sejrende jubel, der gik gennem mine lukkede øjenlaag som sol - jeg hørte solens smæltende smil smælte jordens evige død og i mægtig glæde føde nyt liv deraf - sommetider elskede jeg shojo, saa at jeg tvivlede om, at jeg var mig selv - og til andre tider kunde jeg frygte hans overmenneskelige strænghed som min egen undergang -