Blicher, Steen Steensen Himmelbjerg-Taler for 1844 [uddrag]

Af: Himmelbjerg-Taler for 1844

Til de danske Stænders Fremstillere.

Velkommen herop! I Fædrelandets udvalgte Mænd! I ere kjærkomne - ikke uventede? Hilsæl! her i denne Sal, hvor der er høit til Loftet, og vidt til Væggene; men hvor Hjærterne ere nær ved hverandre.

Dannebrødre! Det Æg, som vi fordetmeste Alle have ruget paa, kortere eller længere - Jeg idetmindste siden jeg selv var en Kylling - det er der nu endelig billet for. Af og til har Man hørt det pippe derinde; men Skallen var bestandig for haard - nu er det løsnet. Sjette Frederik pilkede; men gjennem den seige Hinde kunde han ikke faae sine Fingre. Derfor sammenkaldte han Eder, gjæve Stændermænd! men at arbeide med Slugvanter paa. I ville drage dem vel af, bruge de bare og trofaste Hænder, tilligemed veltalende Tunger og klartseende Øine!

Visselig! I see Danmarks Brøst. For at afhjælpe den, have I allerede djærvelig talet; men at handle - dertil have I hidtil ikke kunnet lange. - Hvilke Handlinger? Disse: at virke til Landets sande Vel, dets faste Bestaaen, til stadig fremskridende Folkekundskab, det er Selvkjendskab til Eenheden i Fædrelandssind, til Høiagtelse for, Opfyldelse af retfærdige Love, af Pligterne mod Den, som giver dem til Samfundets indvortes Bestyrkelse; til almindelig, klar Anskuelse af, at Pligten mod Konge og Fædreland - thi de staae begge i een, og det den første Artikel - at kun Pligten er Roden til alle de øvrige, saa vist som Alt hernede er ovenfra.

Konge! sagde jeg. Ja! Det har været og er endnu min politiske Troesbekjendelse: at ikkun Kongemagt kan modveie absolut Folkemagt, der, uden saadan Overvægt, nedtvinges til Afmagt; saa at slige Statsexperimenter i Rotationen ende, hvor de begynde, ved Kongemagt- og den da absolut. Historien belærer os om dette Facit af statslige Regnestykker. Men som Oplysning i denne Retning er i 364 Fremskriden fra Dæmring til Dag, sees grant: at Intet her i Verden bliver som det er; at Alt ældes - forældes. Forynges kan ikke Mennesket; men Menneskesamfundet: dette er enhver god Borgers Ønske hans Haab; dette er Eders, I Borgerforstanderes Bestræbelse.

Kun de, som stræbe at hjælpe sig selv, vil Himlen hjælpe - lader os ikke tøve til det kunde vorde for silde, og Andre maaskee paatage sig at hjælpe os, saaledes, at vi tilsidst blive hjælpeløse. Lader os Alle arbeide troligen, trøstigen! Alt under det Løsen: for Konge og Fædreland! Og nu for vore egne gode og gjæve Stændermænd: Hilsæl!!!

Til Nordmændene.

Norske Brødre! Velkommen hid fra eders stærke Fjelde! I selv stærke: stærke ved Eder selv! O, at vi hernede kunde føle os ligesaa! Men vi kunne ei engang sige: "Vi selv!" Og derfor et saa meget hjærteligere Velkommen! da I ikke medynksom trække paa Axlerne og vende os Ryggen.

Gud bedre det!

Fem hundred Aar vi tilsammen gro'de;
Da vilde de rykke os op med Rode.
Ja Tvillingstammen den fik Man kløvet;
Men Roden er endda ikke røvet.
Ny friske Skud, tre for een, sig svinge
Og frodigen sig om hverandre svinge.

Haah! Hvad fremmede Apothekere have havt travlt med at spæde Broderblodet i os - mens vore Provisore stode og saae til - ikke fortil, men bagtil- og forsømte Laboratoriet. Men endnu er Blodet dog lidt tykkere end Vand; der er kommen ny Ild i det - det opvarmes. Fostbrødre! lad os omhyggeligen holde Varmen vedlige! Skulde endogsaa Snepperter derfra eller histfra aftappe os noget: der kommer nyt og sundt igjen. - Nordmænd! medens Eders gode Magnus børstede Venderne paa Leirskov Bakker, da tænkte han vel mindst paa, at han kæmpede for et Folk, der i Tidens Løb skulde blive halvfrem-med for det norske. Da vores Margrethe, med den Synaal hun hvædsede paa Albrechts Slibesteen, sammenriede de trende Landkort, da drømte hun næppe om, at det saasnart skulde løbe op i Sømmene - 365 hvorfor løb det op? Fordi Danmark vilde være Manden, Norge skulde være Kone og Sverrig Medhustrue - det var Mesalliance! - En bedre er nu iværk. Maae den da knyttes fuldkommen holdfast! Kølen og Kattegat ikke længere være Skillerum; men rigtig stærkt Bindingsværk!

Til Svenskerne.

Svenska Bröder! Välkommen hår på Danmarks Kinnekulle! Låt det tyckes er som voro ni hemmatyckes? Voro? - Ni äro hemma. Denne bergen egas gemensamt af Svenska, Norska och Danska; liksom den Ande, der radar hår idag, och alla dagar vil råda öfver hele Norden. - Genom många Seklar har Jutalanns hufvud stråckat sig mer och mer längtanfull at svenska kusten, Hisingen och Lindesnäs åt Skagen. Naturen sielf har ritat det stora Land - och Siökort, som Nordens genius nu lithographerar.

Många Slag hafve vi skiftat, förfärlige Slag, vi tre. Dock, föll an den ena än den annen, upp sprungo de igen - lik Valhalls Einheriar på Vigrids Slagfält.

Men låtom os nu - det mycket båttre år - stå fast på Fätterne! icke emot, utan med hverandra! for hverandra! Ho kan då krossa någon af os?

366