Blicher, Steen Steensen Mosaiterne, som Stænder-Deputerede

Mosaiterne, som Stænder-Deputerede.

Jeg kjender intet Land, hvor Disse have nydt større Begunstigelser end i Danmark, under vor nærværende Konges Styrelse. Dette er ædelt af Kongen og glædeligt for alle fordomsfrie Menneskevenner. Men Alting har sin Grændse - for ei at sige Ende - saaledes ogsaa denne Glæde. Efter at have opnaaet en saa høi Grad af Frihed, som hverken de eller deres Forfædre have kjendt, hverken i noget andet Land, ei heller i deres eget Canaans Land, saa bliver nu de (hvad deres Ordfører yttrer, og da de Alle tie stille til eller ikke modsige, maae de jo ansees at billige) med eet, saa at sige desperate, fordi de ikke maae vorde Stænderdeputerede; og der opløftes et Skrig, et Ramaskrig - som han siger Algreen-Ussing - saa man skulde troe Himlen vilde falde ned. Herre Gud! er det da ikke nok, at de have fuldkommen Religionsfrihed? at de - skjøndt af en Religion, der i atten hundrede Aar har staaet i absolut Opposition til den christelige - skjøndt Borgere i en anden Stat, der vel ikke er til i saadan en Form som de Andre, men dog er mere til end endog Frimurernes - at de nu raabe Ak og Vee! fordi de ikke maae være med at styre en fremmed Stat! Jeg siger fremmed, ikke hen i Taaget; thi i det Øieblik, da det Budskab: "I skulle atter være eet Folk og besidde Eders eget Land" lød, og enhver ærlig Jøde, maa jo troe, at det engang vil lyde - mon da ikke enhver ærlig Jøde var, ikke undskyldt fra, men forpligtet til at forlade det Land hvor han da opholdt sig som i et Herberge eller provisorisk Bolig? Mon han da længere kunde kalde dette sit Land? Og hvad mon han skyldte det, mere end Taknemmelighed, naar det fortjente saadant? Hvad vil da dette Samfund? De have nu med Landets oprindelige Beboere, med en nu aldeles dissenterende Religions Bekjendere "Lighed for Loven"; vilde de nu ydermere have Lighed over Loven? Og, fordi de ikke strax faae denne, saa skal Alt være glemt, og alle de mange og store Velgjerninger, Begunstigelser 231 og Friheder være at ansee som Nul og Intet! At den danske Regjering har skjænket dem borgerlig Sikkerhed, Frihed og Lighed, at den har givet dem Adgang til enhver borgerlig Næringsvei - dem undtagne, som deres egen Religion forbyder dem - derfor skal den nu omsider ikke have andet end Utak!

Denne sig saakaldende " Justinus"* har i Jyllandsposten (Tillægsblad Nr. 7) saaledes apostropheret Landets Konge, at havde han gjort dette i nogetsomhelst andet Land, kunde han gjerne blive Justinus Martyr. Han har saaledes apostropheret det danske Folk, at kun dansk Sindighed og Overbærenhed vilde taale dette. Han opfordrer rent ud Algreen-Ussing til at bruge Sværdet indtil "Fjenderne" - det er alle de som ei ville have Jøderne i Stændersalen, altsaa det hele danske Folk, og den danske Konge med - ikke længere staae opreiste!!! følgeligen maae være faldne, nedhuggede! - Hvad mener han da Cancelliet vil sige hertil? Dette Blads Redaction er nu nylig beordret under Tiltale for en Artikel, der berører Stænderinstitutionen; hvo er det Hr. Justinus berører? Fordi nu Kongen efter Hr. Algreen-Ussings Befaling tager en Joseph som Raadgiver, saa skal han høre det gamle Litani om Plagerne ligefra Pharao og til Philip, ligefra Nilen og til Elben!

Er det da saa- og det lader dertil; det har i tre tusinde Aar ladt dertil - at dette Folk ikke kan taale Medgang! ikke vil have det Godt! fordi det aldrig kan faae det godt nok? Det blev forviist fra Ægypten, fordrevet fra Palæstina, udjaget af Spanien og Portugal, Tid efter anden forfulgt, mishandlet saa i et Land saa i et andet (undtagen i Danmark), men det bliver evindelig sig selv ligt - en stedse levende Advarsel mod Overmod i Medgang.

Hvad vil da Hr. Justinus? Hr. Syskind? Den danske Geistlighed er som saadan udelukt fra Stændersalen, den hele Lærestand ligeledes; hvorfor skulde da endelig Jøderne have høiere Rettighed og Værdighed end christelige Præster og Ungdomslærere? I Sandhed deres Skrig er et egentlig Barneskrig. Men, skriger dog ikke for høit! skriger ikke for meget paa Ussings Svada! hans Skarpsindighed! hans Vittighed! (Alle Vaaben kunne I bruge).

Hvad ville I i Stændersalen? Ville I sørge for den christne Geistlighed? for de christelige Lærere? for Landmændene, for Bønderne, der udgjøre de 7/8 Dele af hele Landets Folkemængde? Kjende I noget til * 232 alle disse? til deres Kaar, deres Tarv, deres Trang? Har I særdeles Grunde til at sørge mere for dem, end for Eder selv?

Tie derfor stille Børn, det raades Eder af en Mand, der om det skal komme dertil, ikke er bange for at opslaae sit Vezir.

233