Om Natmændsfolkene

✂ Disse vare fra gamle Tider af en dybt foragtet og fornedret Menneske-Classe, som tildeels levede af de Arbejder, ved hvilke den ringeste Bonde væmmedes. Om deres Oprindelse kan nok intet med Vished bestemmes. Rimeligst forekommer det mig, at de nedstamme fra vore Hedenske Forfædres Trælle; som maaskee ved Christendommens Indførsel ikke ere anseete for værdige til strax at vorde indlemmede i denne, og saaledes have fortsat Trællehandtering og de af frie Folk foragtede Arbeider; vel ogsaa længere have vedblevet at spise Hestekjød; og derfor er maaskee Hestenes Afslagtning og Flaaning overdraget til dem. Deres Kaar vare saa usle, og Vejen til physisk og moralsk Lyksalighed for dem saa fast tilsperret, at en Regjering som udmærkede sig ved ædel Omhue for at løse alle Sjæls og Legems Baand, som ophøyet over Vindesygens Skingrunde og forældede Misbrug borttog Aaget fra Bondens og Negrens Skuldre, ogsaa forsøgte at hæve hine Ulykkelige fra det lave Trin, hvorpaa de i Aarhundreder stode. Forordningen af 31. Jan. 1794 udstædtes og udslættede hiint Skjændselspræg, og hævede de hvide Slaver til Statsborgeres Værdighed og Rettighed. - Men Frihed kan ikke paa engang erhverves, i det mindste ikke bæres; den moralske maae følge jevnsides med eller gaae foran den politiske - hvis ikke vil denne Frihed som oftest udarte til Tøyleløshed. Om denne Sandhed har Verden store og smertelige Erfaringer, vort Fødeland har her een - skjøndt mindre vægtig og mindre farlig - i disse danske Pariahs hvem endnu ingen Bonde gjerne berører, eller drikker af Kruus med. Neppe meer foragtet er hiin Kaste ved Gangesflodens Bredder, hvis hellige Vand allene mægter at bortskylle Smitten af dens Berørelse, end Natmandscasten i Danmark - især i den vestre Deel af Jylland ikke synderlig mindre nu end før - har været. Hvor en saadan traadde ind i Bondens Huus, søgte han selv sin Plads ved Døren, og efter forrettet 238 Feining eller Flaaning modtog han sammesteds siddende paa en Knub sin Mad i en Potte, som ingen med sin gode Villie eller Vidende siden spiste af, men som tilligemed Skeen blev opbevaret allene til dette Brug. Alt blev rakt ham med lang Arm, og Bondens pjaltede Børn holdt sig høyt oppe i den anden Ende af Stuen. Selv Bondens Hund kjendte Natmanden langt borte, gjøede, tudede, skreeg som om dens Liv strax havde Ende (hvilket og ofte var Tilfældet), - Det var som om de umælende selv saae det Skjændselsmærke en fjern og ukjendt Old havde paatrykt en enkelt Slægt i Samfundet. Hvorledes maa det staae sig med det Menneskes Moralitet, som er foragtet under - jeg kunde gjerne sige - af Hundene? Den skidne, lasede Bondedreng spiser uden Betænkning af Fad med Hønen og Gaasen, med Grisen og Hunden; men ej for sit Liv med Rakkeren! Med hvilke Øjne skal denne ansee sig selv? Hvor skal han finde denne Selvagtelse, som er en Spore til Dyden og et Værn for den? Slavekaar - Slavesind! -

✂ En human Regjering gjengav Slaven hans borgerlige Ære; men han vidste desværre ikke at fortjene dette ham hidtil ubekjendte - uattraaede Gode. Natmanden blev Natmand i sine egne Øjne og i Landalmuens med; ja han tiltog maaskee endog i Frækhed, Ladhed, Tryglerie og Tyverie i samme Forhold som hans forrige Næringskilder tilstoppedes. -

✂ Hverken kuet af Tvang, Arbejde eller Næringssorger, formerer Racen sig nu mægtigt; thi disse Mennesker lyde kun Naturens Bud, gifte sig, eller oftere, avle Børn uden Giftermaal, bytte Koner, løbe sammen, løbe fra hinanden og atter sammen. Børnenes Opdragelse bryder dem ikke; thi de give dem ingen; deres Opfostring ikke heller; thi Bondens Loft og Kjælder staae dem aaben, og denne vogter sig nok for at lukke. Endogsaa den ypperlige Anordning for Fattigvæsenet vide de at benytte og - misbruge, idet de - naar dem saa got synes - tvinge den Fattigvæsenscommissjon, i hvis District de paa deres Vandring ere fødte, eller længst have havt Tilhold, til at forsyne dem med Bolig, Føde, Klæde, Ildebrændsel med mere. Her leve de i sorgløs Uvirksomhed, saae ikke, spinde ikke, samle ikke i Lader - det undtagen, som de trygle og stjæle sammen - men Bonden føder dem alligevel. De vandre trindt omkring i Landet, snart enkelte, snart i store Flokke, tilbetle, eller i Benægtelsesfald - som dog sjælden indtræffer - tiltrue sig alt hvad de behage; fraadse og drikke indbyrdes 239 eller hos Hælere, af hvilke der blandt Bønderne findes nogle hist og her, som nedlade sig til at dele Rovet med dem. I afvigte Vinter, da mangen Huusfader sukkede for Brød, saaes hine dosinviis i 8 a 14 Dage fraadsende, drikkende, spillende, dansende indtil Forraaden var fortæt, og da atter uddrage for at brandskatte den fattige Landmand; og Skatten vovede denne sjælden at forholde dem. Af Erfaring kjender han deres Trudsler, og veed at de ere ikke tomme. Hvo som tvivler herom, vil jeg blot henvise til den rædsomme Mordbrand, som fandt Sted paa Højriis i Hammerum Herred sidst i Decbr. 1819 Klokken syv om Aftenen. Een paa Haveporten opslagen Seddel forkyndte Ejeren Herredsfoged Møller: at hans Gaard afbrændtes, fordi han havde for Indbrud fængslet een af Banden den berygtede og frygtelige Johannes Axelsen, som beboer et af Fattigvæsenet opbygt Huus paa Ørre Hede; "dersom" - hedder det til Slutning - "du nu lader Axel faae Roe, og giver hans Kone en Tønde Rug aarlig" (i egentligste Forstand Brandskat) "saa skal du ogsaa faae Roe, hvis ikke komme vi igjen med Blod!!" Brandbullen var undertegnet med de ominøse Navne "Peder Løve og Niels Ildtænder" !!!

✂ Det maae dog være paa den høye Tiid, naar Øvrigheden, som skulle sikkre andre, ej engang selv er sikker; og Faren stiger som Banden yngler og formerer sig; som den drager mange andre løse og farlige Folk til sig, og som den endelig ved uskye Ryggesløshed virker høyst fordærveligen paa den sædelige Almue. -

✂ Dette Onde hæves ikke ved de allerede existerende Anordninger; thi ingen Landmand - knap nok nogen Embedsmand - vover at anholde eller til Øvrigheden aflevere nogen af disse saa karakteristisk kaldte Kjæltringer. De hist og her imellem anstilte Klapjagter nytte slet intet; Vildtet veed enhver saadan forud, og selv de som herom ere uvidende staae slet ingen Fare. Jægeren er mere bange for Vildtet, end Vildtet for Jægeren. Jeg har været Vidne til: at en heel Skare bevæbnede Bønder paa en saadan Jagt forsigtigen omgik og undgik et afsides Huus; thi just dette sad fuldt af Kjæltringer! Om endog regulære Tropper opbragde flere eller alle disse Vagabonder - hvad da? hvor skulde de hen? i Fængslerne og Tugthusene? er der Rum til saa mange? og hvad saa? Løsslupne vilde de snart igjen oversvømme Landet og husere som tilforn. -

✂ Vor vise Regjering, som saa kraftig arbejder for at raade Bod paa erhvert Onde, og som har viist, at den villig laaner Øre til Kyndiges Oplysninger, vil vistnok henvende sin Opmærksomhed til denne vigtige 240 Sag, og tage hvad der i bedste Hensigt maatte vorde talt - i nærmere Overvejelse. Allerede have flere klaget over Min Landeplage, hvoriblandt Pastor Zimmer i Fyens Adresse Avis No. 89. 1815- og en Anonym i samme Aars Avis No. 100; endelig samme Aar den lærde Jurist Etatsraad Jørgensen i Viborg i et særskildt udgivet Skrivt. -

✂ Blandt de Forslag, som jeg deels paa Prent deels i Haandskrivt har læst, deels mundtligen hørt fremsatte kjender jeg intet, som tilfreds-sillende løser den vanskelige Opgave: Eet gaaer ud paa, at indsætte alk Natmændsfolk i Tvangs- og Arbeids-Huse; men uanset, at denne Forholdsregel uden Undtagelse sat i Værk torde være for haard - især hvad de yngre angaaer: saa vilde der udfordres flere nye Tvangshuses Opbyggelse; thi de gamle ere vel allerede fulde. Udgivterne vilde blive perennerende ja dertil forøges med Fangernes Formerelse; og endelig vilde et saadant Hjelpemiddel ikkun være palliativt, og hen i Tiden sætte Regjeringen i end større Forlegenhed med disse farlige Mennesker, hvis Moralitet ved en saadan Sammenpakning og idelig Paavirkning og Smitte vist ikke forbedres. - Ligesaa farlige Følger vilde det have, om man - efter et andet Forslag - af dem oprettede permanente Colonier paa Jyllands Heder eller andensteds. Hvad vilde Enden blive? den er ej engang at see; men blot den nærmeste Følge? vi behøve kun at kaste vort Blik paa Forbryder-Colonien i Botanybay, for at ræddes ved ethvert Foretagende af denne Art. - Det er vel visere og ædlere at afsondre og sysselsætte Forbryderne, end at berøve dem Livet, men de maae aldeles ikke forplante sig; thi saa forplante de ogsaa sine Laster, Der er videre foreslaaet: at fordele de fornemmelig i den nordre Deel af Ribe, vestre af Aalborg og nordre, vestre og søndre Deel af Viborg Stift concentrerede Natmændsfolk over hele Landet; men det var kun at inoculere Kræften i de endnu uangrebne Dele, udbrede Byrden, forplante Smitten, og give Banden Leilighed til at speide, udsue, plyndre overalt. - At holde dem i Almuestanden for omsider at sammensmelte dem med denne, var vel af alle hidtil optænkte Planer den bedste som den simpleste; og efter denne er ligefrem den omtalte Forordning affattet, saavelsom Hr. Etatsraadens Afhandling. Men den formodede Virkning udebliver; det forhaabede Resultat opnaaes ikke - Erfaring har allerede afsagt Dommen over et System, der grundedes paa subjectiv ædle, men objectiv urigtige Betingelser. -

✂ Dog - at nedrive uden at opbygge, er ofte værre end at bygge slet; 241 thi anseer jeg det altsaa for min Pligt: til nøyere Prøvelse, muelig Omændring og Udvidelse at fremsætte hvad jeg over dette vigtige Anliggende haver tænkt. -

✂ Jeg bygger paa den Grundsætning: at hiin politiske Sygdom - forældet og indgroet som den er - ikke kan cureres uden radicaliter at udrøddvs: Natmandsracen maae forsvinde til selve Navnet; thi saalænge dette vedbliver, vedbliver ogsaa Almuens Fordomme og hiins Laster. Det Natmandsbarn, som kjendes og kjender sig selv som et saadant, vil ogsaa ringeagtes og ringeagte sig selv, det er: forblive paa det samme lave Trin af physisk og intellectuel Forædling. Lysten til det vante frie, sorgløse Liv vil stedse seirende forjage Arbejdsomhed, Nøysomhed og stadig Pligtopfyldelse. Vi maae sige, vi maae gjøre hvad vi ville: Omløberen griber altid igjen til sin Pose og sin Stav, og vender tilbage til Landevejen. I fire Secler er Zigeuneren uforandret den samme, spaaer, tigger, bedrager, stjæler. Selv hvor hans Forædling ikke er aldeles umulig - som i Ungarn - vedbliver han dog Aar ud og Aar ind ubeblandet med andre sit usle Guldvaskerie. Han kan 242 forædles - det modsatte forbyde den evige Retfærdighed - derpaa giver sidstnævnte Land flere Exempler: ikke faae Zigeunere ere blevne Pibere, Tamburer og Hoboister ved de østerrigske Regimenter, ja een endogsaa Medlem af det keiserlige Capel. Men det er kun enkelte Undtagelser; Massen bliver i sin sædvanlige Fordærvelse: Zigeuneren veed han er Zigeuner, derfor vedbliver han at være det. "Padden hopper i Pølen, sad hun end paa en Guldstol" siger Ordsproget, og Ordsproget siger sandt. Mange Erfaringsbeviser herfor tillader nærværende Afhandlings Omfang ikke, kun eet Exempel, som jeg selv har oplevet maae det tillades mig at anføre: En Natmand i Aarestrup her i Herredet, forsvandt engang som flere af hans, men fremstod igjen efter nogle Aars Forløb for som tilforn at flaae vore Hunde og Katte, rense vore Skorstene og Priveter. Paa Spørgsmaalet: "hvor han saa længe havde været?" fortalte han: "at han havde været i e Sønden (Holsteen) hvor han kom i Tjeneste hos en velhavende Bonde, efter hvis Død han ægtede hans Enke, som naturligviis ikke kjendte hans Herkomst. "Men" - spurgte man - "hvorfor da nu her igjen som Rakker?" Svaret var Ord til andet saaledes: "A veed det hartad it Faar! Hvad der er kommen af Sk..., det vil til Sk..." !!

✂ At der dog herfra gives Undtagelser, og at der findes Rakkere, som ej allene ere tilfredse med (det ere vel alle) men endog stolte af sin Stand viser følgende: En Natmandssøn i Dej bjerg begyndte at gaae omkring og sælge Hægter og andre Smaating; yttrende for Faderen sin Tilbøyelighed til Handelen. Denne søgte at fraraade ham hiin Næringsvej og anbefalede ham sin egen Haandtering, som noget der godt kunde føde sin Mand. Sønnen blev ubevægelig, hvorpaa den opbragte Rakker raabte: saa forlad da din Faders ærlige Haandværk, og bliv til en Kræmmer og en Kjæltring! Dette er blevet til et Mundheld i Omegnen. - Enden er alligevel denne: Baade Rakker uden- og Rakker med esprit de corps er og bliver Rakker saalænge han maae. -

✂ Jeg seer intet virksommere i det mindste intet gjennere Middel til det foresatte Øiemeds Opnaaelse end - Standens og Navnets fuldkomne Tilintetgjørelse. Man misforstaae mig ikke! Jeg mener ingen voldelig Udrøddelse som Guanchernes eller Caraibernes, ingen Fordrivelse som Jødernes af Spanien og Portugal, men een af Regjeringen iværksat Foranstaltning til Natmandslægtens totale Indblanding med de øvrige Borgerclasser, bygget paa retfærdige Grundsætninger, og udfort ligesaavel 243 ved billige og lempelige som sikkre og alvorlige Midler under stadigt Hensyn til det Heles Vel. - Og efter dette Princip er det at jeg foreslaaer følgende:

✂ 1.

✂ Paa een Dag, som forud allene er Herreds- og Byfogderne bekjendt, men som holdes aldeles hemmelig lige til Udførelsens Øjeblik, bliver over hele Landet alle boesiddende Natmændsfolk tilligemed de omvankende - samt alle andre Omløbere og Betlere paagrebne og førte til nærmeste Kjøbstæd, hvor Vaaning, Føde med mere i Forvejen og ligesaa hemmeligt er beredt til deres Ankomst. -

✂ Dette Foretagende udføres vel af de civile Autoriteter, dog med fornøden Understøttelse af Militæret - alt under Amtmændenes Overbestyrelse. -

✂ 2.

✂ Der anstilles nu Undersøgelser over denne sammenbragte Masse: undvigte Forbrydere afleveres til deres bestemte Steder; Fremmede Omløbere bringes ud af Landet; og alle indenlandske Betlere og Løsgjengere - som ikke høre til Natmandsslægten - henbringes til vedkommende Fattigdistricter til videre Behandling efter Anordningerne. -

✂ 3.

✂ Af de tilbageværende egentlige Natmændsfolk, fraskiltes alle de som formedelst Alderdom eller legemlig Brøst ikke kunne ansees som arbeidsdygtige, og forsørges for Livstid i Hospitaler og Fattighuse. -

✂ 4.

✂ Endvidere alle Børn fra syv Aars Alder af indtil femten. Disse opdrages i Opfostringshuset eller paa anden Maade besørges opdragne og oplærte af Regjeringen enten til Haandværker, Manufacturarbeide, eller maaskee - hvad Drengene angaaer - til Krigstjenesten. Der sørges af al Magt for at deres Herkomst kan forglemmes og de selv anbringes, hvor saadant kan skee, saasom i Kjøbenhavn og i de danske Colonier i Udlandet. -

✂ 5.

✂ For de øvrige anlægges paa tvende ubeboede Øer - f.ex. Hesseløen og Hjelmen tvende Colonier: den ene for de arbeidsføre lovlig gifte eller ulovlig samlevende, naar disse sidste have Børn under syv Aar: den anden for alle arbeidsføre ugifte, eller dog ulovlig gifte naar disse sidste ej have Børn under syv Aar. -

✂ a) Den første Colonies Indretning og Bestemmelse.

✂ Der bygges Vaaninger til omtrent hundrede Familier, og til hver Familie udlægges et vist Stykke Jord til Havedyrkning. Der anlægges en eller anden Slags Fabrik, hvori eller hvortil Colonisterne visse Timer om Dagen maae arbejde (de øvrige Timer og hele eller halve Dage om Ugen have de frie til Havedyrkning eller egen Huusgjerning). Fabrikken bestyres af en Fabrikmester, og hiin saavelsom Colonien i det hele af en Inspecteur som efter et vist Tidsrum afløses. Intet Slags Jorddyrkning, hvortil Trældyr udfordres, drives paa Colonien; men det nødvendige Korn - som er Koloniens eneste Indførsel - tilbringes den. Ingen Skole behøves, thi de Børn, som her fødes afgaae - naar de have opnaaet det sjette eller syvende Aar til ovennævnte offentlige Opfostring. De nærmeste Præster skulle for Betaling efter Omgang besøge Øen og holde Gudstjeneste. Et militær Detaschement under en Officers Commando ligger paa Øen for at holde Orden, forhindre Desertion af Colonisterne og al Samkvem med Uberettigede. -

✂ b) Den anden Colonies Indretning og Bestemmelse vilde være liig den førstes; kun maa begge Kjøn boe afsondrede fra hinanden. Giftermaal tillades, men de saalunde giftede flyttes da til den første Colonie. - Omkostningen til begge Coloniers Anlæg og Vedligeholdelse udredes - for saavidt Fabrikkerne intet Overskud eller intet tilstrækkeligt skulle afgive - saaledes: Alle Fattigcasser i Danmark afgive eengang for alle 10 p. C. af deres Beholdning; og de aarlige udforderlige Omkostninger reparteres paa samme Gasser efter Hartkorn eller Folkemængde. -

✂ Om en 50 a 40 Aar ville Colonisterne rimeligen næsten alle være bortdøde, Hensigten opnaaet, og Indretningen altsaa overflødig; med mindre den skulde findes saa nyttig og hensigtssvarende, at den kunde gjøres permanent for andre Omløbere og Forbrydere; hvilke ved 245 saadan Afsondring, nyttigt og stadigt Arbejde, taalelig Levemaade og viis Behandling ville baade være mindre farlige for deres Medborgere og selv nærmere ved en Forbedring, som i de nu bestaaende Forbedringshuse ikke vel er muelig. -

✂ Dersom ovenstaaende Midler nøyagtigt bleve iværksatte da formener jeg at den forønskede Hensigt i en Menneskealder uden Uretfærdighed vilde vorde opnaaet. Jeg siger uden Uretfærdighed; thi den eneste tilsyneladende Haardhed: den at tage Børnene fra Forældrene er i Grunden en Velgjerning især for de første: og den maae kjende meget lidt til hiin raae og for næsten alle blide Følelser afsløvede Menneskerace, der ikke skulle vide: at det høyeste man i Almindelighed her haver at vente, er kun en instinctmæssig Omhue hos Moderen for sit Barn, saalænge dette dier hendes Bryst. Kan noget mildere Middel udfindes, da gribe man dette! hvis ikke da troer jeg sikkert, at hvis ovenbeskrevne Plan med Fasthed begyndtes og fuldendtes, vilde den skadelige, farlige og især i moralsk Henseende beklagelsesværdige Natmandshorde i en temmelig bestemt Tid forsvinde, idet den ikke grusomt udrøddedes, men lempelig sammensmeltedes med det øvrige Borgersamfund. For den end ufødte Afkom vilde Adgang aabnes til alsidig Forædling, og det ved Fordom paatrykte Skjændselsmærke for evigt udslettes, Samfundets Grundvold og Støtte Almuen befriedes for en uværdig og trykkende Beskattelse, for idelig Overhæng og idelig Frygt og en ædel Regjering for den smertelige Nødvendighed uafladelig at straffe Ulykkelige, hvem indgroet Fordom hos andre og indgroet Vane hos dem selv, ligesom fremtvinge til evig Krig mod Staten og dens Love. -

✂ Thorning, i Aaret 1820.