Blicher, Steen Steensen Endnu en Mindelse om Redningsanstalter for faldne Piger

Endnu en Mindelse om Redningsanstalter for faldne Piger

Det er nu tolv Aar siden jeg i Minerva, Januarhæftet, førstegang bragde et Anliggende paa Bane, der ikke kan være nogen Menneskeven ligegyldigt: om forførte, i Fordærvelsens uudgrundelige Svælg nedsynkende, Kvinders Frelse.

I disse tolv Aar har Vellysten uforstyrret vedbleven at fortære sine ulyksalige Offere. Hvor mangen en fortvivlet Sjæl kunde i dette Tidsrum været frelst, om Forslaget havde fundet Bifald til virkelig Udførelse? Men Alt er bleven ved det Gamle: Vandet har, som tilforn, druknet den hjælpeløse Anger, og Pesthuset modtaget de raadnende Legemer; uden at nogen Haand - maaskee kun faa Hjerter - have rørt sig til de allerbeklageligste Medmenneskers Frelse.

Ikke langt fra det Huus, hvor Druknede henlægges til Skue; hvor Faderen kan genkjende den forlorne Datter, Moderen det Barn, hun engang med det gladeste Haab nærede under sit Hjerte, og ved sit Hjerte, hvor Forføreren kan gjensee det væmmelige, af Voldsdøden saa frygteligt vanhældede, Ansigt, der engang i Ungdoms Fylde og Uskylds Ynde opflammede hans vilde Lyster - ikke langt fra denne rædselsfulde Vraa er nu siden opført en kostbar og glimrende Anstalt for Legemets Renselse. - Langt fra mig at ville nedværdige en i og for sig selv vakker og nyttig Indretning; men Vejen til Badehuset falder tæt forbi Liighuset!

En gjæv Dannemand bebudede, i Foranledning af hiint mit Forslag, "at en saadan Indretning allerede var paatænkt, og kunde ventes istandbragt;" men der ventes endnu!

Hvorfra skulle Pengene komme? det er Knuden, som neppe vorder løst ved privat Magt. Frivillige Gaver ville neppe stige til en Sum af 20 à 30,000 Rbdlr. eengang for alle; og derforuden en 8 à 10,000 aarlig.

Om endogsaa hver, som udgiver et Par Mark i Badehuset, afgav et 255 Par Skilling til Redningshuset: det vilde kun lidet forslaae; men retfærdige Paabud fra den lovgivende Magt ville lettelig bringe Planen til Modenhed.

Jeg vovede hiingang at paavise adskillige Kilder, hvoraf hele Afgivten uden Tryk og uden Ubillighed kunde øses. Een eneste vilde desvaerre- og desbedre - findes riigholdig nok.

Der fødes i det egentlige Danmark omtrent 5,000 Børn udenfor Ægteskab; i det ringeste til 4,000 af disse udlægges Barnefædre. Var det vel haardt eller uretfærdigt at belægge denne Brøde mod Religion, Moral og Stat med passende Pengebøder? Aabenbart Skriftemaal og Fængselsstraf er gaaet ud af Brug - skulde en Forbrydelse, der sætter paa Spil, og oftere ganske forspilder nogle tusinde Pigers Velfærd, der berøver nogle tusinde Børn faderlig Opdragelse, og kaster dem halvfremmede, heel hussvilde, betegnede med et skæmmende Fødselsmærke, ud i Verden; der beskatter Communerne, og vælter Bøderne over paa Ægtemænd og Familiefædre: skulde - siger jeg - en saadan Forbrydelse gaae ganske uændset hen? - Det arbitrære Alimentations-Paalæg er næsten altid utilstrækkeligt, og Mangfoldige vide endogsaa at unddrage sig dette. I enhver Menighed gives der Karle og Ægtemænd, som have 1,2,3,4 uægte Børn at skulle forsørge; kan Een af disse faae en halv Snees Daler, skal det kaldes godt - de Andre? Faderen erklærer, han har Intet at betale med, uden sin liderlige Krop - vel! saa kan han et Par Dage spæge Kjødet med Vand og Brød (om intet Bedre kan haves) og dermed er den Ting jevnet. Var det ubilligt: om Enhver, der satte Slegfredbørn i Verden, og med det samme arbejdede paa Mødrenes Fordærvelse, afgav en Kjendelse til Redningshuset for forførte Piger? Om Ægtemanden, den rige Pebersvend, den Velhavende, den Fornemme paalagdes forholdsmæssig større Mulcter? To Rigsdaler for den fattigste Bondekarl, eller Haandværksvend, var visselig ikke formeget. - Her er Penge nok til mere end eet Redningshuus.

Maatte disse Linier dog komme for Øjne, der vaage over Landets Vel! Maatte de trænge didop, hvor der er baade Magt og Villie!

Men jeg seer Somme, med suffisante Smiil og Rynker paa viisdomsfulde Pander, trække paa Skuldrene: "Præstepladder! Philantropie! romantisk Følsomhed! I London, der kan Sligt maaskee behøves, men her?"

Saamænd, mine Herrer! De kunne sige til mig som Don Juans 256 Forbillede til sin enfoldige Tjener Sganarell: "Hélas, maitre sot! vous sçavez que je vous ai dit, que je n'aime pas les faiseurs de remontrances - - songeons seulement à ce qui peut nous donner du plaisir!* Som De behager! tænk De paa deres Fornøjelse! men tillad Andre at tænke paa de ulykkelige Offere for denne Fornøjelse! Ak! der ere alt for mange af dem; og Somme ville mene, at der ikke findes ulyksaligere Væsner, end dem, der opofre sig til et vist Slags Fornøjelse.

Den Tid vil komme - Gid den kun ikke maatte være for langt borte! - da den vaagnende Anger finder et Fristed, og Dydens atter opluende Gnist ikke længere slukkes i Hovedstadens Canaler. - Den vil komme. Man høre kun, hvad min Ven Peer Spillemand (der med al sin Spydighed dog ikke er ganske hjerteløs) har meddeelt mig af Nisseavisen for 1928! Denne Artikel lyder saaledes:

"Tredie Søndag efter Trinitatis fejrede det kjøbenhavnske Magdalenehuus sin Stiftelsesdag. Da dette var den eneste Dag om Aaret, paa hvilken Uvedkommende tilstædes Adgang, vare Billetterne - som kun uddeles til Embedsmænd og deres Koner - allerede 14 Dage iforvejen optagne. Det var et imponerende Syn, da Magdalenerne - alle beslørede og klædte i Haabets Farve - med deres værdige Forstanderinde i Spidsen, indtoge deres Pladser i en Halvkreds foran Alteret. Med dæmpet Røst, under Ledsagelse af Orgelet, istemmede de af den ny Psalmebog:

"Gud og Fader! jeg har syndet,
Jeg er sunken dybt i Dyndet;
Lystens Strømme rev mig ned.
Jeg er haanet allevegne,
Fremmed selv for mine Egne;
Frels mig for din Miskundhed!"

(Davids 69de Psalme paraphraseret.)

"Derpaa besteeg Præsten Prædikestolen, som er lige over Alteret; hans Thema, i Overeensstemmelse med Evangeliets Slutning (Lucas 15, 10), var: "Synderens Redning - Glæde i Himmelen og paa Jorden." I det Øjeblik, han sluttede sin Tale, intonerede et usynligt Chor fra Orgelet ovenover Prædikestolen:

* 257

"Min Sjæl, priis Herren! opad hæv dit Øje,
Op til Forbarmeren udi det Høje.
Saa højt sig Himlen hvælver over Jorden,
Saa vidt fra Vest er Øst, og Syd fra Norden
Bortfjerner han vor store Syndegjæld,
Og renser os i bundløst Naadevæld." o.s.v.

(Davids 103die Psalme.)

"Nu kom det meest rørende Moment i hele denne hellige Act: Præsten traadte bag ved Alterbordet, tre af Magdalenerne nærmede sig langsomt og knælede paa Fodtrinnet (det var dem, der nu skulde forlade Stiftelsen). Efter en inderlig Formaningstale over Frelserens Ord: "Gak bort, og synd aldrig mere!" bød han de Knælende at rejse sig, nævnede enhver af dem ved Navn og sagde: "N.N. træd atter ind i det menneskelige Selskab! Din Anger har gjengivet Dig din Ære - bevar din gjenvundne Dyd!" Derpaa traadte Forstanderinden til, og idet hun aftog Sløret, sagde hun: "Viis Verden dit Ansigt, som Du nu tør vise Himlen dit Hjerte!" Og deres Ansigter, blussende vædede af Taarer, udtrykte virkelig den reneste Glæde."

"I den store Forsamlingssal modtoges den Ene af en gammel hæderlig Matrone, til hvem hun af Directeurerne var fæstet i Tjeneste; den Anden af sin Moder, der andengang trykkede sit frelste Barn til sit Hjerte; den Tredie af - sin Brudgom, en agtbar Haandværker, der tilforn havde kjendt og elsket hende, under hendes treaarige Ophold i Stiftelsen jevnligen erkyndiget sig om hende, og paa Grund af de fordeelagtigste Vidnesbyrd - tilbudet hende sin Haand."

"Velsignet være den kongelige Stifters Minde!"

258