Blicher, Steen Steensen Om Herredsfogdernes Bopæle

Om Herredsfogdernes Bopæle

Der er intet meer naturligt, end at en Embedsmand boer i sin Virkekreds. Amtmanden boer i sit Amt, Præsten i sit Pastorat, Byfogden i sin Bye; men nogle Herredsfogder boe i den ene Ende af deres District, Nogle reent udenfor dem. Herredsfogden er til for sin Jurisdictions Beboere - disse ikke for ham; hvad var da billigere, ja i mange Tilfælde nødvendigere, end at han boede iblandt dem, hvis Tarv han skal paasee og beskytte, og hvis Legalitet han skal controllere?

Her boe i Jylland Herredsfogder, som - vi ville af visse Grunde ikke sige: at de selv have 4, 5 Miil til Mange af deres Districtsbeboere; men disse have det dog til hine. Her gives Tusinder, som med Sandhed kunne sige - at de skulle synge det, kan man ikke vente, med mindre Melodien var i Mol - "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerg og Dale". Hvilke Besværligheder, ja ofte uovervindelige Vanskeligheder - vi ville her gandske tilsidesætte de mange andre Retstilfælde - f.Ex. i Politiesager, der fordre snar Afgjørelse uden Tids- og Arbeidsspilde! Een finder sig nødsaget til at lade et forsømmeligt, et opsætsigt Tyende afstraffe eller tvinge til sine Pligters Opfyldelse; dette indtræffer derhos i en meget travl Tid; og han maa spilde en heel Dagmaaskee to - fra dette Tyendes Arbeide, fra sit eget, fra flere af sine Tyendes, istedetfor at den halve Vei kunde sparet ham den halve - ja vi kunne ofte antage - den dobbelte Tid. Hvo taber da almindeligt meest herved? Fornærmeren eller den Fornærmede? Den sidste seer sig virkelig med Hensyn hertil ofte, om ikke tvungen, saa dog foranlediget til at lade Sagen falde, give sin lovlige Ret bort, udsættes for hyppigere og grovere Fornærmelser, og give andre Tyender en Slags passiv Opmuntring til at efterfølge det heldig givne Exempel. Ja, allene den Omstændighed: at det er vel vitterligt for Tyendet, hvormeget Hosbonden - formedelst den fjerne Afstand fra Dommeren - krymper sig ved at paatale ikke alt for store Forurettelser, da Reiser og Arbeidsforsømmelser staae i et skjærende Misforhold til Erstatningen, 259 dette ei allene kan opmuntre, men i uopregnelige Tilfælde virkelig leder mindre veltænkende Tjenestefolk til at dovne, forsømme, trodse. Hvo, der kjender Noget til den jydske Almues Tyendeklasse, kjender den lidt vel store Frihed - Skjødesløshed, Ligegyldighed, eller hvad man vil kalde det - i Jydernes practiske Bondepædagogik; hvo der kjender det, næsten uden Undtagelse, almindelige Forhold mellem den jydske Bonde og hans Tjenestefolk, der temmelig nøie ligner det, der i Revolutionstiden fandt Sted mellem Ludvig den 16de og Nationalconventet,* den vil vistnok ogsaa erkjende den lidet glædelige * 260 Sandhed, at en Hosbonde og en Madmoder, ved den lange Afstand fra Herredsfogden, sættes i en endnu tungere Afhængighedstilstand.

Der gives Egne i Jylland, hvor Landets Konge sees oftere end Herredets. Dette er ikke allene, men dog tildeels en Følge af Herredsfogdens ecateriske Standpunkt. Hvem see de da? Hans Fuldmægtig, som da betragtes med omtrent samme Ærefrygt som Pavens Legat i de catholske Lande. Det Udraab: "Der kommer Fuldmægtigen!" electriserer stærkere end det: "Der kommer Kongen!" Han betragtes, om ei som almægtig, saa dog som saare mægtig. Men stundom see de og Een minorum gentium, en Skriverkarl, som ei er constitueret, ei engang har taget juridisk Examen. Stundom see de, istedetfor Herredsfogden, endog Sognefogden; og dette er virkelig ikke det ubehageligste Syn. Denne Herredsfogdens - med sjeldne Afbrydelser - bestandige Usynlighed (undtagen paa Thinget og Contoiret) er for ham- og følgelig for Beboerne ligesaa - i mange Henseender saare mislig, han er og han bliver Fremmed for Sine; han er vel endog mere hjemme i den fremmede Jurisdiction, i hvilken han boer, end i sin egen; han maa især i Politievæsenets mange Grene, hvad f.Ex. angaaer Veivæsen, Natlieie, Sviir, Vinkelkroer, Slagsmaal m.v., sjelden vente andre Oplysninger, end dem han kan faae leilighedsviis i offentlige Blade, hvor han vel allernødigst vil see dem; hvor han maaskee altsaa overseer dem, hvis han tør, eller - som ei har været uden Exempel - søger at indhylle dem i det forrige beqvemme Mørke.

261