Blicher, Steen Steensen Sammenligning mellem Collegial- og Ministerial-Bestyrelse

Sammenligning mellem Collegial- og Ministerial-Bestyrelse

Første formelle Forskjæl bestaaer deri: at hiin er pluralisk, denne singularisk. Lad os adspørge Historien, for at lære, hvilken Fortrinet tilkommer.

Det jødiske Synedrium, det spartanske Ephorat, det romerske Senat vare alle Collegier, større og mindre. Disse, og andre lignende Institutioner, medførte flere og store Ulemper. Men frygteligst, ja hartad uafhjelpelig var Nationalelendigheden der, hvor baade den lovgivende og den udøvende Magt var forenet i eet Collegium - som i Venedig - hvor Adelen allene udgjorde Staten, de Fyrgetive den offentlige Bestyrelse, og de Ti den hemmelige, hvor det synlige Overhoved var kun Skildtet paa Statsværtskabet, og Folket Opvartere - villieløse Trælle. Aaget var saa tungt, at det ikke kunde afkastes, men allene opløses af Ælde.

Med Regjeringsformen ere gjorte mange kostbare og blodige Experimenter; men de meest oplyste Nationer have tilsidst sluttet Rækken af deres Forsøg, ligesom de begyndte den, med - Monarchie. Dette giver Noget at tænke paa.

Paa disse Monarchier haves nu mange Variationer, nogle i Majore og nogle i Minore. Af første Art see vi en Prøve i Stambul, af sidste i London. Denne har nu været udraabt og priset som et Nonplusultra baade dersteds og andensteds. Og dog see vi, at Kongeembedet der er, som allerbedst, en feed Sinecure; og at naar Kongen vil være meer end Overceremoniemester ved Parlamentets Aabning, saa gaaer det ikke godt. Vi see, at begge Collegier klamres med hverandre; men at Overhuset i vigtige Sager er ovenpaa, og hedder derfor ganske træffende "Herrehuset" (house of Lords) og at Underhuset, der i Striden oftest bukker under kaldes "Almuehuset" (house of Commons). Ja vi see, at man hverken der eller i Paris er enten tilfreds eller færdig med Maskineriet. (Og hvormed bliver man endelig det her i Verden?)

315

Naar nu en Monarch er, hvad Ordet betyder, en "Eneherre", saa maa han, for at overkomme sit Arbejde, have Tjenere, dem man har givet det latinske Navn "Ministre" - en Benævnelse, som Ulærde troe, er eenstydig med "Herre", skjøndt det mere passende kunde svare til det danske "Fuldmægtig". Naar flere saadanne Fuldmægtige ere forenede i een Corporation, da plejer man at kalde denne "et Collegium". Og er det et sligt Tjenerskabs Væsen, vi først ville stræbe at randsage og udvikle.

Et saadant kan enten være ligegod om alle Bestillinger, eller og Enhver af dem kan have sin egen Bestilling, dog saaledes, at den vedkjendes af det hele Samfund. Men i Ansvarlighed eller Ikkean-svarlighed ere de Begge lige. De svare "Een (Præsidenten) for Alle, og Alle for Een".

Heraf følger: at det enkelte Medlem af Collegiet nyder en større Sikkerhed, en Grad af Uansvarlighed, der staaer i aabenbar Misforhold til hans Embede, idet han nemlig Ene bestyrer dette, men har flere Colleger, som, uden at deeltage i hans specielle Bestyrelse, alligevel underskrive med ham, staae Last og Brast med ham; hvorvel de kun indviede i, og fuldtop beskæftigede med deres egen Branche, ikke kunne have klar Indsigt i hans Embedsvirksomhed. Denne, med Hensyn til Kundskab og Virksomhed underordnede, med Hensyn til Ansvar ligeordnede Embedsstilling er fælleds for alle Medlemmerne. Een er paa sin Post commanderende General, alle de Andre Adjutanter eller Adjoints. Dette giver et saadant Samfund en Styrke, der hverken er ønskelig for en Konge eller gavnlig for et Folk. Der kan, saa i den Retning, saa i den, begaaes Misgreb, Ulovligheder; men af hvem, de facto af Een, men de jure af Alle. Skal den forurettede Borger klage over Alle under Eet? eller Kongen straffe dem Alle for Een? Begge Dele kan være ligesaa mislige som sjældne.

"Men hvorfor skulle vi endelig antage Misgreb og Ulovligheder hos et Collegium mere end hos den isolerede Minister?"

Vi kunne simpelthen svare: fordi vi see dem. Men Feilen kan ikke mere tilregnes Collegieherren end Ministeren; den stikker i Formen, i Formen, der saa meget begunstiger menneskelig Skrøbelighed.

Ministeren, naar han er ansvarlig- og det maa han være baade for Kongen og Folket - har ingen Hjelpetropper at stole paa. Han opererer allene uden Allierede. Deraf vorder han forsigtig, retfærdig; dette stikker ogsaa i Formen.

316

Ministeren har blot sin egen Branche, han er fri for at kikke med et halvt Øje ind i Andres, uden Hjelp for disse, men med Tab for hans egen. Thi kan han med udeelt Kraft og uforstyrret Øjekast over- og gjennemskue sit eget Fag; og kan han og gjøre mere, bedre og hurtigere Arbejde. Men ved Ministerialbestyrelse spares meer end Tid - hvilket dog oftest er af megen Vigtighed - der spares ogsaa Mennesker, Penne og Papiir, hvilket altsammen koster Penge, mange Penge.

Forseer Ministeren sig, saa veed Konge og Folk, hvem de have at holde sig til. Og skulde han vise sig mindre duelig, eller mere myndig, end det bør ham at være, da kan han snart vige for en Anden. Jeg forudsætter stedse: at en Minister ikke skal være Satrap, Pascha, Generalgouvernør eller Amtsfuldmægtig; og at et Ministerium ej heller i Sammensættelse og Opløsning beholder Collegieformen, hvilken i de nyere constitutionelle Stater viser sig at være væsentlige Misligheder underkastet.

317