Almindelig Værnepligt

✂ Vi have nu nys seet, ej allene med Forundring, men og med Forbavselse; ej allene med Forbavselse men og med Bedrøvelse - dyb Bedrøvelse - at det vigtige, ja vel det allervigtigste af alle de Forslag, der ere gjorte i Danmarks Stænderforsamling: det ovenskrevne nemlig, ej engang har kunnet udvirke en Committees Nedsættelse.

✂ I Systemerne schematiserer man Pligterne under tre Hovedrubriker; men Værnepligt, denne Pligternes Pligt, hører under dem alle tre: at værne om sit Fædreland, det er Pligt mod Gud, som gav os dette: det er mod vor Næste i dette Fædreland, en indbyrdes vexelsidig Borgerpligt, af hvilken alle de andre ere betingede: det er Pligt mod os selv; og uden denne er ingen Sikkerhed for Ejendom og Liv, for Legeme og Sjæl, for nogetsomhelst physisk, intellectuelt og moralsk Gode, som her skjænker os legemlig og aandelig Nydelse og i os befæster Haabet om et herligere Hisset.

✂ Hvad kan være mere lavtegennyttigt, end at ville unddrage sig denne Pligt enten ved at frakjøbe sig samme, eller ved at vælte den over paa Andre? Og hvad er tillige mere farligt? Naar Fædrelandet er i Fare, kan det da være ret eller gavnligt, at Een af ti vaabenføre Mænd kæmpe for det, og de andre Ni staae hos og see til, eller krybe i Skjul? Kan man undres over, ynkes over, at de Hænder, som laae i Skjødet istædetfor at løfte Sværdet - at disse Hænder lægges i Lænker? at de, som ikke ville vove Livet for Friheden, at de miste den, eller i bedste Fald dem begge? - Men dybtnedtrykkende, sønderknusende er det: saaledes villieløs og magtesløs at vorde berøvet Livets høieste Goder lige indtil Æren selv. Er det at opfylde Pligterne mod Næsten og mod sig selv?

✂ "Hvad koster det?" Dette er et godt oeconomisk Spørgsmaal, som enhver Huusfader gjør, naar han vil kjøbe Noget. Er det ham for dyrt, saa lader han det være. Men naar vi nu have et Fædreland, skulle 353 vi da ængsteligen spørge: "Hvad koster det at beholde det?" - Sandeligen! det koster ikke nær saa meget, som at tabe det! Eller troe I, at en Erobrer vil formindske eders Skatter? eller spare eders Trælleblod i hans andre Krige? Forblindede Folk! ej engang Dit Mad og Dit Navn lader han Dig beholde. Her kunde maaskee en lille Tid blive et Jylland, et Fyen, et Sælland; men intet Danmark! Bonden kunde vel faae Lov til at tale sit jydsk, sit fynsk, sit sællandsk; men dansk det vilde i Tidens Løb vorde et dødt Sprog, som maaskee brugtes til en Afvexling i lærde Skoler: hvor Dine Ætlinge kunde faae Ørefigener for "Kong Christian stod ved højen Mast" og Niels Ebbesøns Vise.

✂ Ville I ikke troe det, saa seer tilbage i Historien! - Hvorved gjorde Romeren sig til Herre over den da bekjendte Verden? Ikke allene ved sin ubøjelig Villiekraft, sit ligesaa faste og uforanderlige politiske System, ej heller allene ved sin Krigskunst, sin jernhaarde Disciplin; men og ved den almindelige Værnepligt, som var forbunden med Krigskunsten og Disciplinen; og uden hvilken disse ikke skulde ført Romernes Grændser ret langt ud over Tiberfloden. I Fred havde Rom ikke en eneste Soldat - i Krig var hver Mand Kriger; da ombyttede enhver Toga med Sagum.

✂ Men ryk længere ned i Tiden! - Hvorfor kunde Ditmarskerne gjennem mange Aarhundreder forsvare deres Frihed mod baade Danske og Holstenere? Hvad vilde vel deres Frihedssind allene have hjulpet dem, naar de ikke alle havde brugt og forstaaet at bruge deres frygtelige Spyd?

✂ Hvor langt vilde Russerne være komne med Polakkerne, havde disse istædet for 100,000 Mand kunnet opstille en halv Million?

✂ Det danske Rige har næsten ligesaamange Vaabendygtige. Hvilken Fjende kunde vel finde sin Regning ved at udruste en saa uhyre Hær? Og mon den ikke vilde koste langt mere, end den i det allerlykkeligste Tilfælde var istand til at vinde? De skulde nok lade os i Roe.

✂ En saa liden Stat som Danmark har ingen anden vederhæftig Borgen for sin Selvstændighed, end almindelig Vaabendygtighed. Uden denne, vil det kun leve et usikkert Statsliv; et Liv, der blot hænger i udenlandsk Politik - politisk Skinsyge - det vil sige: hænger i et Haar. Vi kjende allerede noget til Udskiftning i det Store - hvad betrygger os for nye Landinspectører? - Tractaternes Ubrødelighed? deres evige Fasthed? Ministrenes Ordholdenhed? Regenternes uforanderlige Ædelmodighed?

✂ Mon det dog ikke var sikkrere at stole paa os selv? - "Stol paa Gud!" Det er ret! Men den, der ikke vil bruge de Kræfter, Gud giver ham; mon han og tør stole paa en miraculøs Bistand af den usynlige Magt, hvis Gaver han foragter?

✂ Der er noget højst mærkeligt i Danmark ved den omhandlede Sag; andre Stater, som i ældre og yngere Tider have havt almindelig Bevæbning i sig, de vare Republiker; men Danmark er et Kongerige. Kongerne omgive jo almindeligviis deres Troner med Livvagt, med hvervede Soldater, helst fremmede Soldater, med hvilke de forsvare sig baade mod indvordes og udvortes Fjender. Her hos os er det ganske omvendt: tilforn bestod vor staaende Hær ene af Lejetropper - nu have vi slet ingen af det Slags. Men her er gjort mere endnu: tilforn var det allene Bøndernes Børn, som i Krigstid bleve udskrevne til Tjeneste, og det endda med mange Undtagelser; Kjøbstæderne vare reent frie - nu erhverve ogsaa disses Beboere i Fredstid stedse Vaabenfærdighed; og det er neppe for meget sagt: at Landet allene herved har erholdet henved 20,000 Forsvarere flere.

✂ Men her er gjort mere endnu: tilforn blev ingen øvet i Vaaben, førend han med eet kom ind under Corporalens Stok og Officerens Klinge - nu blive de danske Drenge allerede i Skolen forberedte som i Leeg og med Lyst; og der er Ingen, som nu gjør sig selv til Krøbling, for at blive fri for at følge Kalveskindet, hvis Lyd forhen var ligesaa frygtet som den yderste Dags Basun.

✂ Og uagtet denne Statsstyreisens Tendents til almindelig Vaabendygtighed, ville dens Raadgivere ej engang høre tale om samme! Det vil staae som et sørgeligt Blad i den danske Historie: at en blind Mand, født udenfor Danmark, har hævet sin mandige Stemme for at bringe alle Danske til at være Mænd; men at denne Stemme blev overdøvet. "Der kan ikke være Tale om et Forsvar, som vilde koste Landet mere, end dets Indtagelse af en Fjende!!!!" Saaledes lød det forrige Gang paa Danmarks gjenoprettede Landsting; og denne uheldsvarslende Røst tilbageslaaes endnu af den gamle Domkirkes fortørrede Mure.

✂ Det koster - det koster! ja vist koster det - alting koster - Stændernes Raad koster ogsaa. Men af alt, hvad der koster, er Intet saa kostbart som det, at blive erobret af en Fjende.

✂ Naa! hvad koster det da at forsvare - at frelse sit Fædreland, sin Selvstændighed, sin Ejendomssikkerhed, sin Legemssikkerhed, sit Modersmaal, sin Nationalitet? Hvorledes staaer Priis-Couranten paa 355 disse Vare? Har Peder Madsen Bogholder ogsaa udregnet det rigtigt i ægte og uægte Brøk? Ja, Ja! jeg vil nok troe, han forstaaer sin Søren Mathiesen: Regningen er rigtig paa Facit nær; thi det er Nul - et stort Nul, et politisk Nul og Intet!

✂ Men skulde det da og see saa farligt ud med denne Bekostning? Dersom det danske Landeværn organiseredes, eqviperedes, excerceredes ganske, som den nu bestaaende Armee, ja da vilde det jo koste ti tolv Gange saa meget som nu, og saaledes snart opløse sig selv. Det kan da ikke være Meningen; man skal derimod søge at godtgjøre, at Statskassen snarere skulde vinde end tabe ved den paatænkte Landeværnsindretning.

• 1. Kunde Læretiden nedsættes til en tredie Deel, (som i Sverrig) hvorved følgelig et tredobbelt Antal blev vaabenøvet med samme Bekostning som nu.
• 2. Paaklædningen (Uniformeringen) skulde ikke falde det Offentlige til Byrde; thi ethvert Individ kunde - endnu uden Extraudgift for sig selv - anskaffe sig hele Uniformen, naar denne nemlig tillige var Nationaldragt. I Fredstid vilde denne være uden Decoration, eller maaske blot fremvise et Fredstegn paa Hat eller Kjole; i Krigstid kunde disse da ombyttes med passende Symboler, f.Ex. et Sværd eller andet Vaaben.
• 3. For Vaaben (Armatur) maatte Staten eengang for alle sørge, men deres Vedligehold blive Individernes Sag. Bøssen, Bajonetten, Kaarden, Patrontasken vilde saaledes kunne gaae i Arv fra Fader til Søn gjennem flere Generationer; og derved endog hos den Bærende faae Krav paa særdeles Kjerlighed: det Sværd, som i elsket Faders Haand havde forsvaret det elskede Fædreland, vilde i Sønnens med fordoblet Kraft føres til Afbetaling af den dobbelte Gjæld: der vare med dette Staal sammensmeltede hæderfulde Minder, der vilde opflamme til ubetvingelig Tapperhed: "Med dette eller under dette" vilde straale i Flammeskrift paa den dyrebare Klinge.*