Blicher, Steen Steensen Himmelbjergtaler 1841 [uddrag]

Af: Himmelbjergtaler 1841

Danske! - Jeg forelægger Eder paany to Sager, der ved første Øiekast mulig af En og Anden kan ansees for ubetydelige. Den ene er næmlig grammatikalsk, den angaaer de Stedord - Pronominer, med hvilke Man her i Landet tiltaler hverandre. I gamle Dage sagde alle "Du" til hinanden. - Du sagde endog den romerske Slave til sin Keiser - ligesom den norske Bonde til sin Konge. Men nu ere vi, ogsaa i denne Henseende, blevne Englændernes, Franskmændenes, Tydskernes Aber. Et Aarhundrede tilbage sagde Man "I" (det var Engelsk og Fransk); nu "De" (det er Tydsk); og Smaafolk kunde lade sig nøie med "Han" og "Hun". - Er det dog ikke avet, latterligt: at tale til En, ligesom om Man talte om den: at tale til En, ligesom om der vare Flere, og det endda slet ikke tilstede? Men denne ugrammatikalske Naragtighed er kommen herind med franske Snørlive og tydske Pludderbuxer, og saa mange andre udenlandske Moder og Unoder. Skulde det da være umuligt at bringe det Gamle, Naturlige, Folkelige paany i Gang? Skulde vi ikke ogsaa f.Ex. kunne faae os en stadig Folkedragt, istedet for, med stor Bekostning, hvert Aar eller hvert halve Aar - at lade os omskabe af Pariserskrædere? Og skulde vi ikke ligesaa let kunne vænne os til det ligefremme "Du"? Hvad om alle Vi, der beslutte at emancipere os fra fremmet Modetyrannie, anlægge og bære det nu uddelte indbyrdes Kjendetegn? Hvidt er Nordens Vinterfarve. Hvidt betegner Uskyld, Sjæls og Hjærtes Reenhed, ærligt Venskab, trofast Kjærlighed. Blaat er Havet, "de Danskes gamle Vei til Roes og Magt". Blaa er Himlen, til hvilken Hjærtet opsender sine Ønsker og Længsler. Blaa er denne Naturens store Tempelhvælving, fra hvilken den indre Sands hører trøstende Gjensvar paa Sukke og Bønner. Grøn er Vaarens festlige Dragt, Ungdommens Farve, Haabets og Glædens. I Vaaren grønnes de danske Skove, Marker og Enge - saa udfolder sig nu, som Bøgens Foraarsløv, Haabet om 362 Danmarks Foryngelse til kraftigt Folkeliv, efter den lange, lange, kolde, kolde politiske Vinter. Uden paa mit Hoved er det Vintermen indenfor er det Sommer. Alle I Himmelbjergmænd, i hvis Hjærter det ikke er Vinter, i Haabet om Danmarks Foryngelse, i det faste Forsæt at virke kraftigen og stadigen til dette Maal: lader os drikke "Dus" - ikke i Sydens Druesaft, men i Nordens frie Luft.

[...]

God Da' skal I ha', I kjære Sønderjyder! Naa, saa Kongeaaen er endnu ikke bredere, end at I kan beskræve den? - Et hjærteligt Velkommen! alle I Dannevirkemænd! Nørrejyden, og Øboen, og Fjeldboen række Jer Broderhaand, her hvor den nordiske Himmel haabfuldt begynder at klare sig. I ville være i med os Andre! I ville med den af Dvalen opvakte Folkeaand kraftigen medvirke til at bortaande den døsige Taage, som saa længe, saa længe har ruget over dette vort Fædreland, betaget Udsigten, søvndysset Sjælene og hidtil forgjæves mindet om Fimbulvetr og Ragnarokr. - Mit gamle Hjærte banker Eder ungdomsglad imøde - eder Alle, saa mange som have forladt Hjemmet, for at bygge det aandelige Dannevirke, en Vold, som, fast begrundet og standhaftigt fuldendt, skal trodse alle Elementer, endogsaa Politikens. - Hilsæl Brødre, til denne Glædesfest! Ja Glædesfest - men den er alvorlig og betydningsfuld. Idet Sandserne forlystes ved freidigt Samliv, tabe vi dog ikke de høiere, folkelige Hensyn af Sigte eller af Sinde. Den dybe, mandige Alvor i vor Glæde skal luttre og hellige de underordnede Forlystelser, og anslaae en saadan Grundtone, som vil gjenlyde i sin fulde Klarhed hos de Slægter, som efter os - længe efter os - skulle samle sig paa Danmarks Folkebjerg.

363