Blicher, Steen Steensen Viborg Amt og andre Skrifter [uddrag]

Af: Viborg Amt og andre Skrifter

74

Biborg Hmt.

Beflrevet

efter

Øpfordring fra det kongl. Landhunsholdnings-Selfkab

af

St. St. Blicher

Sognepræft til Spentrup og ???asfum Menigheber i Narhuus Stift.

Kjöbenhavn, 1839

Truft hos Directeur Jens Øoftrup ???huls,

Rongelig og Univerfites - Bogtruffer.

75

1

Uldbinderiet.

Naar denne nu saa udbredte, og i oeconomisk Henseende saa højst vigtige Industriegreen er voxet til en staaende Handelsgreen, er nu umuligt at bestemme; men vist er det, at Tidspunktet da Almuen i Lysgaard og Hammerum Herreder tilvirkede Bindetøjer til Salg og langt over egen Fornødenhed, ligger langt fjernere tilbage end enten skriftlig eller mundtlig Frasagn.

Den Første som - mig bekjendt - paa Tryk haver berørt samme, er Grev Fr. L. Mokke i hans "Efterretning om det fordeelagtige Manufactur af Strømper etc." for omtrent 80 Aar siden; og den Anden, der som længe bosat i Bindeegnen var istand til at erhverve sig nøjere Kundskab til denne Slags Huusflid, er min Fader N. Blicher i hans "Tbpographie over Vium Præstekald, trykt i Viborg 1795". Og endelig har jeg for en 13 Aar siden, medens jeg boede i Thorning, indsendt til det Kongelige Landhuusholdningsselskab en Afhandling over dette Æmne; af hvilken Hr. Kammerjunker Rawert har uddraget en Extract og indrykket samme i Handels- og Industrie-Tidenden; men deri fejlagtigen anført min Fader som Forfatter. Siden den Tid har Binderiet i visse Dele været nogle Forandringer underkastet, og navnligen har det betydeligen udvidet sig over Bindeegnens forrige Grændser.

Hr. Johannes Keller, Sognefoged i Thorning og selv Strømpehandler og Factor for Kjøbenhavnske Hosekræmmere, i en lang Aarrække, skylder jeg de allerfleste af Materialierne saavel til hiin min første Afhandling som til den herværende. Hans lange Erfaring og klare Indsigt i Sagen har dertil forsynet mig med flere vigtige Oplysninger og Vink betræffende denne Industries Tilstand, Mangler, Hindringer og Midlerne til sammes videre Fremme.

Som allerede berørt, er Lysgaard og Hammerum Herreder Uldbinderiets 76 Vugger. Hvilken er ældst, eller om de ere lige gamle, kan ikke afgjøres; men saameget er vist, at Salg af Bindetøjer lige indtil for omtrent tvende Generationer siden indskrænkede sig til hine Herreder, paa enkelte Undtagelser nær. Men da Bondefrihedens Periode indtraadte, udvidedes Industrien stadigen, og udvides endnu stedse; dog fornemmelig mod Vesten og Syden, navnligen i Ringkjøbing og Vejle Amter, saaledes at den nu drives kraftigt i efterfølgende 4 Amters 11 Herreder.

1. I Viborg Amt: i Medelsom, Nørlyng, Fjends, Hids og Lysgaard Herreder.

2. I Ringkjøbing Amt: i Ginding, Hammerum, Ulvborg og Bølling Herreder.

3. I Vejle Amt i Nørvangs Herred.

4. I Skanderborg Amt i Vrads Herred.

Desforuden har Uldbinderiet allerede forplantet sig til enkelte Sogne og Byer i de tilgrændsende;* og man vil komme Sandheden nær ved at antage: at tidtbenævnte Huusflid blomstrer og udgjør den vigtigste Indtægtskilde i 90 Sogne med en Folkemængde af 40,000 Mennesker. Fra denne almindelige Udsigt vende vi nu tilbage til Viborg Amt, for inden dettes Grændser at betragte Binderiet, og derefter at fremsætte hvad der formeentlig kan ansees for meest hensigtsmæssigt til samrnes yderligere Fremme.

I Binderiet deeltage begge Kjøn fra 5, 6 højest 7 Aars Alder og lige til den højeste, kort Enhver, som ikke ved Blindhed, Lamhed i Hænderne eller Sygdom heri forhindres. Naar dernæst fradrages de som ere sysselsatte med andre Haandteringer, Handel o.d.l., rene Lediggjængere og Folk over Bondestanden, kan omtrentligen regnes, at 2/3 Dele af Bindeegnens Folkemængde er sysselsat med dette Arbejde. I nogle Sogne gaaer Bindingen saa vidt, at de Fleste - især af Kvindekjønnet *

77 - end ikke paa deres Vandringer lægge Bindetøjet tilside, ja der gives endog Mange, som om Helligdage strikke lige til de naae Kirkedøren; og naar de træde ud af Kirken atter tage fat paa Arbejdet. Den Methode, som er disse Bindere allene egen, nemlig at holde Traaden over venstre Pegefinger, bidrager storligen til den Hurtighed, hvormed Gjerningen gaaer fra Haanden; thi herved vorder det muligt, at Een kan strikke et par fuldkomne Mandsstrømper i tvende Døgn, naar den ikke forsinkes ved nogen anden Bestilling. En Skik, som dog tilforn var almindeligere end nu, er den: at flere Familier eller rettere ugifte Individer af flere Huse samles om Vinteraftener paa eet Sted, 10, 12 og flere i Tallet, til saakaldte Bindestuer. De tage alle Sæde omkring eet Bord. Af enhvers Uldnøgle udmaales nu ligemange Favne, alt i Forhold til Tiden de forud bestemme at være samlede, og Garnet lægges paa Bordet; men Enderne kastes over en Krog som Binderne have fastsyet ovenfor det venstre Armhul. Ved Skinnet af en Lampe, som hænger fra Loftet midt over Bordet; og under Æventyr og Sang af de meest begavede, eller under Samtaler om Dagens og Egnens Begivenheder, bindes nu ivrigen fort til Midnat og stundom længere. Denne Indretning medfører tvende Fordele: først at der spares paa Lysningen og dernæst, at Kappelysten mærkeligen fortner Arbejdet; thi ingen vil gjerne være den sidst færdige.

Det er virkelig til Forundring at see, hvor rivende og dog tillige med hvilken Accuratesse denne Dont gaaer - saa at sige mechanisk og Arbeiderne saagodtsom ubevidst - fra Haanden. Sjelden see de til Strømpen; Fingrene bevæge sig af sig selv med firmende Hurtighed; og i Mellemrum af faa Secunder afløser den ene Pind den anden. Det er følgelig ikke at undre over, om de kunne paa eengang lige færdigt bruge baade Hænderne og Munden; men jeg har virkelig flere Gange seet Bønderkvinder forrette tre Ting under eet: binde (med Hænderne) tvinde (med Foden trædende Rokken) og - læse. At Ulden forud vorder luffet (grovkartet), fiinkartet, spundet og tvundet, ligeledes af Bønderne selv, behøvede neppe at bemærkes. Naar et halvt eller heelt Dusin Strømper, eller et forholdsmæssigt Qvantum af andre Bindevare, er strikket, vorder samme vasket i grøn Sæbe eller Urin, og - om det er Strømper - tørrede paa Træblokke. Saaledes ere de da færdige til Salg.

De forskjellige Arter af Bindetøi, som her forfærdiges, ere:

  • 1) Hele Mandsstrømper.
  • 78
  • 2) Sokker, eller halve Mandsstrømper.
  • 3) Fruentimmerstrømper.
  • 4) Bårne - eller Drengestrømper.
  • 5) Nattrøier.
  • 6) Underbuxer.
  • 7) Klokker.
  • 8) Kastetørklæder (eller Shawler) dog kun faa til Salg.
  • 9) Vanter,
  • 10) Mandsærmer.
  • 11) Spraglede Strømper (meest Sokker og Drengestrømper) bundne af een hvid og een blaa Traad.
  • 12) Ditto halv ulden og halv Bomulds (den blaae Traad Uld, den hvide bleget Tvist), deraf meest Fruentimmerstrømper. Disse tvende sidste Sorter skulle Kjøbenhavnerne før have erholdt meest over fra Sverrig. Endelig kommer og i Handelen paa Kjøbenhavn
  • 13) Tvundet Uldgarn.*

Alle disse Sorter forfærdiges ikke i lige Forhold paa ethvert Strøg af Bindeegnen: saaledes frembringer Thorning og Omegn meest Strømper; Medelsom Herred meest Trøier, Klokker og Buxer. Ogsaa i Henseende til Qvaliteten gives betydelig Forskjel: Hammerum Herred f. Ex. leverer de sletteste Vare baade hvad Ulden og Bindet angaaer. Lysgaard Herred de bedste. Og kan navnligen Thorning ansees som Centralsognet for det gode Bind.

Hvad Priserne angaaer, da vilde det være alt for vidtløftigt og tillige usikkert at anføre disse for enhver enkelt Varesort; eftersom de ideligen variere, saavel i Forhold til Uldens Priis, som i Forhold til Varenes Beskaffenhed. Desuden ere og Priserne noget afhængige af den forskjellige større eller mindre Søgning. Og endelig virker og bedre eller slettere Kornaar kjendeligen herpaa. Men som Hovedregel kan med afgjort Sikkerhed antages: jo bedre Vare jo stadigere Priis, og jo større Fortjeneste paa Materialet.

[...]

Det vil nu hernæst undersøges: Hvormeget der til Salg forarbejdes, *

79 og den deraf fremkommende Nettofordeel for Arbejderne. Dette vil let og tydeligt indsees af vedføjede Tabel, for hvis Tilforladelighed Forfatterens, Hr. Kellers, Sagkundskab fuldkommen borger. Folkemængden i Thorning Sogn, som efter Folketællingen for 3 Aar siden beløb sig til 984 Personer, kan nu med temmelig Sikkerhed ansættes til 1000. Da ualmindelig mange Familier udenfor Bondestanden ere bosatte i dette Sogn, kunne, naar tillige Børn under 6 Aar, Handlende, og Udygtige til Arbejde fradrages, Bindernes Antal med et rundt Tal anslaaes til 660.*

Dette sammenholdt med Tabellen giver følgende Resultater:

Bruttoindtægten for Bindetøjer udgjør efter 5 Aars Middeltal aarlig 7,400 Rbd.
Thara, nemlig Uld, Sæbe, Indigo og Tvist ligeledess 5,000 Rbd.
altsaa bliver Netto-Fortjenesten 2,400 Rbd.

* 80

Tabellarisk Fremstilling over alle de Bindetøjer, som aarlig i de 5 Aar 1832-36 ere solgte af Thorning Sogn m.m.

Aar Hvorhen solgte Mandsstrømper Dusin Fruentimmer strømper Dusin Sokker Dusin Drengestrømper Dusin Børnestrømper Dusin Underbuxer Dusin Nattrøjer Dusin Mandsærmer Dusin Uldgarn Lpd. Pengebeløbet for det Hele Herfra drages Materialiernes Priis Netto Arbejdsløn
1832 til Kjøbenhavn 110 482 401 113 215 11 26 5 32 5160 Uld 620 Lpd. Sæbe 6 Tdr.
til Holsteen 152 389 508 19 54 - 6 - - 3122 Indigo 1 Lpd. Tvist 30 Lpd.
Summa 262 871 909 132 269 11 32 5 32 8282 5282 Rbd. 3000 R.
1833 til København 146 327 617 106½ 170 9 19 4093
til Holsteen 71 167½ 556 15 57 - - - 2425
Summa 217 494½ 1173 175½ 227 15 9 19 6518 4904 Rbd. 1614R.
1834 til Kjøbenhavn 107 218 915 100 107 12 14 25½ 4712
til Holsteen 85 153 602 15 14 4 - - - 2513
Summa 192 371 1517 115 121 16 14 25½ 7225 5200 Rbd. 2025 R.
1835 til Kjøbenhavn 143 382 681 84 140 10½ 23 6 25½ 4911
til Holsteen 84 203 465 36 5 - - 2298
Summa 227½ 585 1146 120 145 13 23 6 25½ 7209 4830 Rbd. 2379 R.
1836 til Kjøbenhavn 196 477 934 109 126 12 7 20 5770
til Holsteen 88 194 354 32 15 2 - - - 2064
Summa 284 671 1288 141 141 8 12 7 20 7834 4860 Rbd. 2974 R.

Middeltal af Netofortjeneste for Arbejderne 2398 2/5
eller med er rundt Tal 2400

81

Denne Fortjeneste, fordeelt paa 660 Bindere, bliver til hver 3 Rbd.

4 Mk.

Aarligen forbruges 580 Lpd. Uld til Binderiet.

Forarbejdet udbringes Lpddet. Til 12 Rbd. 4 Mk. 8 Sk.
et Lpd. Uld koster i raa Materie fra 7½ til 8½ Rbd., efter Middeltal 8 Rbd. - Mk. - Sk.
Altsaa fortjenes paa hvert Lpd. i Arbejdsløn 4 Rbd. 4 Mk. 8 Sk.

Enhver Binder forarbejder i Gjennemsnit 12 Pd. Uld aarlig.

Af alt Foranstaaende fremkommer for Arbejderne en tilsyneladende ubetydelig Fortjeneste = 1 Sk. daglig. Men naar vi see noget nøjere til, vil Sagen vise sig fra en lysere Side. Vel have vi regnet 660 Arbejdere; men herved maae overvejes:

  • a) at i dette Antal ere indlemmede alle Børn fra 6 Aars Alder; skjøndt det let indsees, at disse først efter nogle Aars Forløb kunne antages for udlærte og færdige nok.
  • b) Medens Markarbejdet varer, de 7/12 Dele af Aaret, bindes kun lidet af de Faa, som passe Husene.
  • c) Fra 6 til 14 Aars Alder tager Skoletid og Legetid en betydelig Deel bort af Arbejdstiden.
  • d) Gilder, Markeder, Torvedage, Helligdage, Legestuer borttage ligeledes en ikke ubetydelig Deel af Arbejdstiden.
  • e) Andre Professioner og Haandteringer, Sygdom og Dovenskab ligesaa.

Da vi nu forhen have seet: at en færdig Binder kan, naar den ene og allene overgiver sig til dette Arbejde, strikke et par Mandsstrømper i tvende Døgn (til at karte og spinde maae derhos gives halv saa lang Tid*) og det af bedste Sort; naar vi derhos vide, at til et saadant par Strømper medgaaer nærmest ½ Pd. Uld à 1 Mk. 8 Sk. (da Sæben gaaer i Brøkskilling medregnes den ej i Detaille), at det betales med en Middelpriis af 3 Mk. 12 Sk. pr. Par: saa vorder Fortjenesten 2 Mk. 4 Sk., og fordeelt paa 3 Dage 12 Sk. om Dagen.

Dette kan vel ved første Øjekast synes at staae i skjærende Modsigelse med hiin Calcul, efter hvilken Arbejderne kun fortjener 1 Sk. *

82 daglig. Men naar vi overveje: a) at en fuldkommen Arbejdsdygtighed kun kan tillægges de 2/3 af Arbejderne, at b) kun ¼ Deel af Tiden anvendes dertil, og c) at de som levere slettere Vare fortjene forholdviis mindre, saa falder Modsigelsen bort. Vi see til Slutning: hvad der under de bedst mulige Betingelser kunde fortjenes, og hvad der nu under nærværende Forhold virkelig fortjenes. Men dette er ikke ubetydeligt. Thorning Sogn har ufrit Hartkorn 172 Tdr. Hele Sognets Arbejdsfortjeneste ved Uldbinderiet er 2,400 Rbd. aarlig; fordeelt paa Hartkornet 14 Rbd. pr. Tønde. Men naar de Ikkebindendes omtrent 50 Tdr. fradrages, bliver der for Binderne 20 Rbd. pr. Tde. Da nu Skatter, Tiender og Communeafgifter beløbe sig til nærved 16 Rbd. pr. Tde. Hartkorn, saa sees, at alle disse Udgivter meer end dækkes ved den omhandlede Huusflid.

Dog vil jeg hermed ikke sige saameget som: at alle benævnte Udgivter ved Binderiet udredes i Forhold til Hartkornet. Indsidderne uden Hartkorn fortjene jo med ligesaamange Hænder ligesaameget, ja meer end Jorddyrkerne med Hartkorn. Det er blot Nettoprovenuet, som jeg sogneviis reparterer paa Hartkornet. Og i Grunden kommer meget af Indsiddernes og smaae Huusmænds Fortjeneste de større Grundejere tilgode ved Huusleje, Græsleje, Tørveskjær, Lyngsiet og Haandarbejde.

At kunne afholde alle offentlige Udgivter ved Huusflid - hvilket og, som siden skal vises, er Tilfældet med Hørindustrien - er al Ære og Opmærksomhed værd, og dette saameget mere, som en stor Deel af dens Frugter gaaer ud af Landet, og bringer altsaa Penge ind i Landet.

[...]

En naturlig Tankefølge leder os nu til Afsætningen af disse forædlede Uldvare, eller som den i daglig Tale kaldes: Strømpebandelen.

A. Saalænge som Industrien har været til, fandtes og i Egnen bosiddende Hosekræmmere; til hvem Binderne altid strax kunde afhænde deres færdige Producter, deels mod rede Penge, deels mod Sæbe, Uld, Tobak; og i senere Tider tillige mod Indigo, Tvist, og enkelte andre Urtekramvare. Disse Hosekræmmere vare og ere endnu at ansee som Factorer for de Københavnske, til hvem de oversende, efter forudgjorte Bestillinger, Bindetøjerne mod en Provision af 6 til 9 pCt., alt eftersom disse eller hine staae Risicoen. Dette gjaldt meest for den østlige Deel af Bindeegnen: Lysgaard, Hids og Medelsom 83 Herred; medens den vestlige: Hammerum med flere Herreders Hosekræmmere førte største Delen af deres Bindevare til Ringkjøbing; hvorfra de tilskibs gik til Hamborg og Holland.

B. Foruden de bosiddende Hosekræmmere gaves stedse gaaende, som med Smaapartier vandrede til de nærmeste Kjøbstæder - meest Randers, Aalborg og Aarhuus. Nogle af Vårene solgtes i disse Stæder, og nogle gik søværts ud - meest til Norge. Men alt dette er blot tilfældigt, og ingen ordentlig Handel drives hermed.

C. I Aarene Fiirs kom den første Holstener (Sønderjyde) herind for at kjøbe Strømper. Disse førtes til de Holsteenske Kjøbstæder, videre til Hamborg og Bremen; og skulle endog paa Messerne i Leipzig og Brunsvig været saa højt anseete, at et par bedste Mandsstrømper i Begyndelsen kostede en Ducat; hvilket slet ikke er utroligt: thi gav den bosiddende Hosekræmmer Binderne 4 Mk., maatte den rejsende give ham 4½ Mk. igjen; og naar nu Vårene skulde føres paa Vogne saa lang en Vej, kunde Fortjenesten ikke blive saa aldeles overdreven. Efterhaanden trak flere og flere Holstenere herind; og nu komme de næsten regelmæssig 5 Gange om Aaret, og opkjøbe omtrent 1/3 Deel af Viborg Amts Bindetøjer (see Tabellen); men 2/3 Dele af Ringkjøbing Amts. Men disse gaae nu (efter Holstenernes eget Udsagn) ikke længere end til Hamborg, da den nye tydske Toldforening har belagt dem med 30 pCt. Afgivt; hvorfor det ikke betaler sig at bringe dem til de store Markeder længere inde i det romerske Rige.

D. Endelig ere paa de samme Tider opkomne i Bindeegnen selv rejsende Hosekræmmere, som hjemme kjøbe i smaa og store Partier, og føre til Kjøbenhavn. Disse menes med Føje at have skadet Industrien; idet de nemlig slet ikke see paa Qvaliteten af Bindetøjerne; men allene paa godt Kføb. Herved ledes Binderne til at sjaske, Vårene komme i Miscredit, og falde i Prisen; og denne Falden strækker sig selv til de bedre. Det er heraf indlysende: at Varenes Forringelse, og deraf flydende Synken i Værdie, ikke egentlig er at tilregne Arbejderne, men de første Kjøbere og især de rejsende Kræmmere; hvis Hovedhensigt virkelig synes at være denne, at de kunne undersælge hverandre.

[...]

84

Hørindustrien.

Denne kan egentlig ikke i saa omfattende Betydning som Uldindustrien henregnes til Huusfliden; eftersom dens første Stadia falde udelukkende ind under Landbruget; men just fordi den griber ind i dette, og rimeligvis med Tiden i visse Egne vil komme til at indtage en vigtig Plads i Rotationen, torde den maaskee engang hæve sig over hiin som rigelig frugtbringende baade i Mark og i Huus. Forsaavidt Hørrens Dyrkning og videre Beredning allene indskrænker sig til eget Forbrug, vil den ikke her komme under nærmere Betragtning; ligesaalidet vilde det passe, i dette Skrivts Plan at udpege de ikke faa Enkelte, som hist og her udenfor de egentlige Høregne drive Høravlen videre end andre i deres Nabolaug. Vi holde os her allene til de tvende Amters Egne, hvor Industrien over en sammenhængende Landstrækning drives almindelig, over egen Fornødenhed og til Salg. Disse ere: 1) de østlige Dele af Sønderlyng og Medelsom Herreder, og 2) Salling.

Den østlige Høregn indbefatter næsten hele Sønderlyng Herred. Dog maa bemærkes: at de vestligste Sogne af samme, nemlig Thiele, Viskum og Vejrum ere langt tilbage fra de østlige i denne Industrie; Vinge og Ørum komme disse nærmere; men Vorning, Qvorning, Hammershøj, Nørbek, Sønderbek, Læsten, Bjerregrav, Aalum, Taanum og Hornbek udgjøre Høregnen i fuldeste Betydning; og til disse vil jeg og i denne Beskrivelse fornemmelig holde mig.*

Skjøndt Hørrens Behandling, førend den kommer i Huus og vorder Gjenstand for Huusfliden, egentlig henhører under et andet Afsnit, finder jeg det dog ikke af Vejen her kortelig at berøre samme, Næsten uden Undtagelse vælges til Hørsæd den udhvilte Jord, eller den Græsvang, som skal indtages til Dyrkning; og i hvilken for det Øvrige saaes Gjøde - eller Grønjords-Byg. Hørren nyder samme *

85 Skjæl som denne Kornart: Gjødning udføres og spredes paa Græsset om Efteraaret - hvis Tiden tillader - der pløjes om Foraaret saa tidlig muligt, nogenlunde tyndt, og anden Gang dybere strax efter Havresæden, sidst i April eller først i Mai. At saae efter een Pløjning bruges vel undertiden, og meest af dem der ej kunne overkomme to; kan og lykkes forsaavidt det giver reent Hør og finere, dog derhos kort og tyndere; men indfalder tør Forsommer, hænder det ej sjelden, at de fleste Frøkorn, nemlig de som ej ligge mellem Furerne, af Mangel paa Fugtighed komme for silde til at spire, og saaledes er hele Sæden at ansee som mislykket. Tjenligt til at forebygge dette, og overalt under enhver Behandling gavnligt vilde det være, at saae Hørren noget før, medens Jorden er fugtigere, da Planten derhos maatte vinde i Væxt, og give et voluminøsere Product. Men i Bondens Rangforordning staaer endnu Havren over Hørren; derfor maa denne vente til han vorder ganske færdig med hiin.* At luge Hørren er temmelig ualmindeligt, paa det Stykke nær, som udsættes til at give Sædefrø, For at erholde dette reent og godt, sparer Bonden hverken Umage eller Bekostning: deels renser han sit eget saa godt han formaaer ved Hjælp af sine Kornsolde; deels kjøber eller tilbytter han sig godt Sædefrø fra andre Egne - thi Hørren elsker ogsaa denne Forandring- og endelig søger han at faae 1 Skp. eller 2 tydsk eller sjællandsk Frø, om han endog skulde betale det dobbelt. Paa Hørfrømarkederne i Randers,** som holdes hver Løverdag under Havresæden og lige til Bygsæden, og aarligen mærkeligen tiltage, ere de fleste Sælgere fra Sønderlyng Herred, da disse i Almindelighed lægge meest Vind paa godt Sædefrø; især var Vorning Sogns (ligesom Vissing i Galthen Herred) længe i fortrinlig Renommé.

Den Deel af Hørren, som er bestemt fortriinsviis til Lærred, ruskes naar den er vel knebelsat, eller rettere lige før Høst; men med Sædehørren bies til sidst i Høst. Den opbindes strax i smaa Knipper, hjemføres, knebles paa vide Træ- og Jern-Kamme, bindes atter, og bringes i Røde - helst i rindende Vand, om saadant findes i Nærheden, ellers i stillestaaende; haves ikke andet, tager man tiltakke med Tørvegrave, *

* 86 hvis Vand giver Hørren en mørk (brunlig) Farve, men røder hastigen. Det nedtynges under Laag med Græstørv, hvorpaa lægges Stene og Træstykker. Fra 8 til 14 Dage - alt efter Luftens og Vandets Temperatur - plejer Rødningen at vare. Dens Tjenlighed prøves efter de 8 Dages Forløb daglig ved at tage nogle Stængler, tørre dem, og forsøge, om de da let lade sig brække. Den udbredes nu - hvor ingen Hede haves paa Græsbund - men ellers paa Lyng, hvilket kaldes " at lægge paa Bakke" . Det sidste har stort Fortrin, da Hørren hverken af Regn kan nedslaaes for dybt (paa Ager overvoxes det ofte af Græsset, og det underste raadner), ej heller, uden af stærk Storm, bortrives og komme i Urede. Tiden i hvilken den ligger paa Bakke er fra 3 til 6 Uger efter Vejrets og Luftens Beskaffenhed. De Faa, som formedelst Vandmangel ikke kunne vandrøde, maae nøjes med strax at lægge den ruskede Hør paa Bakke, hvor da Rødningen medtager langt længere Tid, og giver et uvist og altid slettere Product; hvorfor ej heller Nogen gjør dette uden tvungen af Nødvendigheden, da Vandrødningens Fortrinlighed er almindelig erkjendt.

Brydningen (paa jydsk: Braaden) foretages efter Lejlighed, af Nogle strax, af Andre først efter Rugsæden; og atter Andre gjemme Hørren til næste Aar. Fremgangsmaaden er følgende: man kaster i passende Afstand fra Huse og Byer en Grav 3 à 4 Alen lang, 1½ à 2 Alen dyb, og 1 Alen bred. Paa Bunden ildes med Skudtørv og over Graven lægges tvende Jernstænger paa langs. Tvers paa disse bredes Hørren, røres og vendes til den er tør af tvende Kvindfolk; 5 à 6 - meest Mandfolk bryde med de sædvanlige Haandbryder, og 2 à 3 andre Personer udfordres til at bringe Hørren til og fra Graven, samt at lokke eller binde den sammen, først i Haandfulde (saameget nemlig som enhver Bryder hvergang bearbejder) og dernæst i større Bundter eller saakaldte "Liim", der almindelig indeholde 24 Haandfulde eller saakaldte "Stubbe". Her ender Mandkjønnets Deeltagen i Hørindustrien.

Den brudte Hør tørres i en Ovn efter Bagevarme, og skjættes (jydsk skages) af Kvindfolk med det sædvanlige Haandredskab (Skagestol og Skagehaand): Her finde vi Hørindustriens væsentlige Hindring. Thi Faa have saamange egne Arbejdere, at de kunne undvære fremmed Hjelp; man samler derfor Huuskoner, Indsiddersker, ja laaner gjensidigen hinandens Tjenestepiger; hvilke allesammen maa beværtes med meer end daglig Kost, Kaffe og Brændeviin, og endda anvende flere Dage til Arbejdet. Maskiner ere endnu ikke i Brug i Viborg

87

88

Amts Høregn. Da en Skiættepige kun skager daglig fra 3 til 6 Liimefter Dagens Længde og Hørrens Beskaffenhed - hvert Liim til 1½ à 4 Pd. Vægt, indsees lettelig, hvor langsomt og bekosteligt dette Arbejde er; hvorvel Arbejderne ingen Pengebetaling faaer, (et Plovbeed eller lignende Markarbeide, som Tørvs Hjemagning for Huusmændene o.s.v. ville vi ej engang bringe i Beregning). Men det Værste er: at til en meer end almindelig riig Høravl kunne ej engang de fornødne Arbejdere faaes.

Den reenskjættede Hør vorder herefter heglet paa de gamle grove Hegler. Ingen har fleer end to Slags: en grovere og en noget finere; hvorefter de da faae to Slags Blaar. En tredie Slags er Skjætteblaaret (som udrystes af Affaldet fra Skætningen). Dette anvendes sædvanligvis til Sækketøj, som er maadeligt nok. Productet af det reenheglede Hør er fra 4 til 6 Pd. Hør og fra dertil svarende 10 til 8 Pd. Blaar pr. Lpd.; 2 Pd. omtrent svinde bort under Heglingen. I maadelige Høraar hegles den ringere Hør slet ikke; men spindes ligesom den kommer fra Skagehaanden. Dette kaldes "Udrivning" .

Saavel Hør som Blaar spindes - saavidt muligt hjemme af enhver Families egne Kvindfolk; men før Confirmationen komme Pigebørn kun lidet til Rokken. Der gives i gode Høraar mange Gaarde, hvor det kvindelige Personale ikke er istand til at spinde alt det avlede Hør; Indsiddersker og Andre, som have Tid tilovers fra deres eget Spind, modtage da Hør-Blaar af dem der ere bedre forsynede. Disse erholde i Spindeløn fra 6 til 12 Sk. for et Pd. Hør, og fra 3 til 6 Sk. for et Pd. Blaar - alt efter den Fiinhed til hvilken Materialet udspindes- og desuden det saakaldte " Skjøn" der bestaaer i Levnetsmidler meest af Brød, Ost og Gryn til omtrent en lige Værdi. Ikkun Folk udenfor Bondestanden betale allene med Penge; og da for Hørgarn fra 16 til 24 Sk.; for Blaargarn det Halve.

Af Mandfolk befatte sig kun Faa med Spinding - neppe 50 i hele Sønderlyng Herred. Men Kvinderne ere desto flittigere: De sidde i al den Tid der levnes fra Markarbejde, Madlavning og anden Huusgjerning, saasom Malkning, Kjernen, Ostlavning, Kornrensning o.s.v., stadigen ved Rokken fra tidlig Morgenstund og til Sengetid, der om Vinteren sjelden kommer før henimod Midnat. En duelig Spinderske regnes at kunne levere efter Middelmaal daglig ¼ Pd. Hørgarn og ½ Pd. Blaargaarn; kan altsaa paa egen Kost ikkun fortjene omtrent 6 Sk. daglig.

89

Hvor Væv findes- og det er Tilfældet i de fleste Gaarde og Huse, i somme af de første to - der væves naturligviis hjemme; men hvad der væves ude, derfor betales for 1 Alen Hørlærred fra 3 til 5 Sk. med Skjøn - for Blaarlærred fra 2 til 3 Sk. med Dito. Breden er almindeligt 27 Tommer, nogle ogsaa derover, men lidet under dette Maal. Vævningen er tæt og jævn; Randers Halle har vel ej heller i denne Egn været uden gavnlig Indvirkning paa Lærredets Godhed og Liighed.

Fleerheden bleger selv sit Lærred, og det ret godt; kunstige Blegemidler (Kalk o.s.v.) ere ubekjendte. I Hvidding Bye Vorning Sogn findes en Blegdam, hvor aarlig flere tusinde Alen bleges mod Erlæggelse af 1 Sk. pr. Alen til Blegevogteren; men Kogning eller Bygen forrette Ejerne selv.

[...]

"Hun gjør kosteligt Linklæde"

[...] Endda haver den drivtige Bondekone Klæderne til Sengene, og Klæderne til Kroppen frit, og tilmed et velfortjent Overskud til at føje sit Kjøns meer end almindelige Hang til Pyntelighed og Penhed; ja tilmed i Læddikerne een og anden "stor Skilling" at uddele engang i Bedstemoderstolen. Hvor ofte høre vi ikke - see vi ikke Klage over Bondekvindernes Luxus i Klædedragt? medens Karlfolkene nøjes med den ældgamle nedarvede Nationaldragt. Men hvem er det der forarbejder Klæderne for begge Kjøn? det er det svagere; skulde dette da ikke kunde tilkomme en Sløjfe eller et Silkeklæde som Flittigheds Belønning? Jeg veed en nygift Bondekone, som med sikker Selvbevidsthed sagde til sin over de stigende Afgivter mistrøstige Mand: "see du bare til at Gaarden kan blive staaende paa sin Ende, og lad mig om Skatterne." Og disse hjertestyrkende Ord kunne Tusinder af jydske Bondehustruer uden Pral gjøre til deres. Jeg har kjendt og kjender saare mange af mine egne Sognekoner- og de ere ikke de eneste - paa hvis Skudsmaal jeg fuldtrøstig tør skrive Salomons Ord: " hun frygter ikke for sit Huus for Snee, thi alt hendes Huusfolk er klædt i dobbelte Klæder. Hun gjør kosteligt Linklæde og sælger det, og overantvorder Købmanden Belte. Hun æder ikke Brød med Ladhed. Hun smiler ad den tilkommende Tid"

90

Kalkbrænderie

Kalkværkerne i Dagbjerg og Mønsted Sogne ere langt de betydeligste i Danmark, saavel med Hensyn til Massens Mængde som dens Godhed. Den er - efter behørig Behandling - hvid og kraftig, saa den tager, ved Blanding til Brug, langt mere Sand end nogen anden her i Landet.

Den begynder fra et par Alen under Jordens Overflade- og til flere Favne dybere- og strækker sig lagviis, med Flintlag imellem, længere ned i Jorden, end nogen endnu er kommen, eller lettelig kan komme, formedelst mødende Vandaarer. Dybere end ved 200 Alen troer jeg ikke man nogensteds er trængt. Jo dybere jo bedre Kalken.

Arbejdet er hidtil dreven paa følgende Maade: Indgangen til en Grube gjøres, hvor Localiteten tillader det, fra Foden af en Banke næsten horizontalt indad; dog maae de fleste Steder vandres flere Trin nedad. Herved spares meget Arbejde med Overlagets Bortskaffelse; og man kommer i en saadan Dybde strax til den bedre Kalk. Men saa har man og kun en Halvcirkel at udbrede sig i, og jo længere man kommer ind mod "Koverne"* (Stollen paa tydsk) desto mindre lønnende vorder Arbejdet formedelst de mange Bærere, som da udfordres. Arbejdet i en Kove udføres af een Hugger, og 3 til 10 Bærere, alt efter Kovens Længde. Huggeren med et Slags Brækjern eller Hakke paa et Træskaft, arbejder 2 à 3 Timer om Morgenen, før Bærerne komme (han er nemlig ikke god at komme for nær) og ligesaa om Middagen. Sædvanlig er han færdig Kl. 9 og 3. Bærerne - af begge Kjøn og forskellig Størrelse - indfinde sig til de angivne Tider, og inddele Vejen, saaledes at enhver faaer sit bestemte Stykke. De udbære nu først Kalken (den rette Kalk, eller Blegen)-, og kunne, naar Koven er 400 Alen lang og derover, 10 Bærere neppe nok klare for een Hugger; thi dernæst maae ogsaa Slagget udføres, og Flintestenene opstables ved Siderne. Koven udhugges gjerne 3 Alen bred og ligesaa høj; men hvælvet eller buet foroven, for at hindre Nedstyrtning, om man skulde komme Jordskorpen for nær.** Trugene, som *

* 91 bruges til Kalkens Udbæring, ere temmelig smaae; og det forekommer mig ikke utvivlsomt: at med tohjulede Karrer maatte een Arbejder udrette ligesaameget som to eller tre, hvorved jo var saare betydeligt vundet, eller besparet; thi det er de mange Bærere, som især sluge saameget af Fordelene.

Naar nu Blegen er udbaaret og henlagt paa en fri Bakke, ligger den her i nogen Tid, vendes imellem, og tørres af Sol og Vind, hvorved den følgelig vorder lettere af Vægt. Derpaa kjøres den til Ovnene, 1/8 Miil eller saa omtrent, i Nærheden af Byerne. Her ligger den atter nogle Dage, for end bedre at beredes til Brænding.

Ovnene ere anlagte (indgravede) i Siderne eller Skrænterne af Bakker, og opmurede af store Kampesteen til Bakkens Højde - en 7, 8 Alen og derover. De ere omtrent af samme indvendige Brede paa den ene Kant, nemlig fra Mundingen indad, men noget smallere paa den anden, saa de have et Omfang af en Snees Alen. Viden er lige til det øverste, og Murene perpendiculære. Bagtil ind mod Bakken er den højest, og skraaer nedad mod Udsiden til henved den halve Højde. Her foran er den heelt aaben lige fra Bunden oven ud til omtrent 2 Alens Brede. Oventil er den ligeledes ganske aaben.

Fyldingen med Kalkstene skeer saaledes: inderst anstiller man en Træbue i en opad vendt Halvcirkel. Op om denne stabler man nu de største Kalkstene; dog saaledes at de hvile paa hverandre og ikke paa Buen; thi dennes Bestemmelse er kun, at give Hvælvingen den rette Form. Nu flyttes den længere ud; man bygger videre over; og saaledes lige til Mundingen, der forsynes med en dobbelt Jernrist. Nu vedbliver man at stable Kalkstene ovenpaa, ej allene til det Øverste, men et par Alen højere op i en rund Spids. Den øverste Steen, der som en Hat dækker Pyramiden, kaldes "e Kukman" (Gjøgen).

Naar Vejret nu er bekvemt, (hverken for stærk Regn eller Blæst) begynder Brændingen. Til en Ovn - de tage mellem 130 og 150 Steen - udfordres 80 Bønderlæs Lyng, der sættes i tvende Stakke i passende Frastand fra Mundingen. Den kastes eller forkes i løse Bundter (Viller) ind i Hvælvingen, som i snevreste Forstand hedder Ovnen. Og nu ildes uafbrudt i 4 Døgn - helst fra Tirsdag til Løverdag Aften; Søndagen over staaer Brændingen hen for at afkøles. Mandag Morgen begynder man at "løse" €: aftage de yderste Steen af Toppen og ned med den udvendige Side; fordi disse ere kun halvt brændte eller mindre. De lægges tilside til næste Brænding. Herpaa indfinde sig 92 Vognene, som skulle bortkjøre Kalken til Salg. Disse tilhøre ikke Ovnenes Ejere; men andre Bønder i Sognene og Omegnen.

Maalingen skeer saaledes: Kjøberen stopper selv Stenene i Tønder; hvorunder han vrager og tilsidekaster dem, som ikke ere rigtigt gjennembrændte, og som røbe sig selv ved deres forholdsmæssig større Tyngde. Naar den fulde Tønde er hældt i Vognen, staaer Een der, og foretager nok en Vragning; men Productet heraf henlægges under Vognen, til Maaling og Ombytning ved Læsningens Ende. 5 Tønder - aldrig meer ej heller mindre - udgjøre et Læs. Man seer af det Forestaaende, at de egentlige Kalkmænd (Kalkkjørere fra denne Egn) ikke fare med andre end gode Vare; og at de i det mindste fra Ovnen have et godt knuget og skuddet Maal. Men kommer her en Fremmed, som ej er indviet i Beregningens og Maalingens Mysterier, og lader Kalkejeren maale og læsse, da hænder det let: at han faaer for Lidt i Henseende til Maal og for Meget i Henseende til Vægt - altsaa færre og slettere Vare. Den øvede Kalkmand derimod har ej allene gode Vare; men han forstaaer og saaledes at udmaale dem igjen naar han kommer i andre Egne, at hans 5 Tønder blive til 6 og derover. Naar man altsaa ikke finder Lyst til at skjændes med ham om enhver Steens Lægning i Skjeppen eller Tønden, og man derhos kan skjønne paa Læsset, at han ikke har solgt synderligt undervejs (en Skjeppe eller to) gjør man klogest i at tage det Hele for 5 Tdr. uden Maaling.

Vårene gaae til alle Kjøbstæderne paa Østkysten, lige fra Hobroe til Fredericia (Grenaae og Ebeltoft undtagne), til Viborg, Skive, Holstebroe, Ringkjøbing og Varde, samt til alle mellemliggende Landegne.

Vi ville nu, saavidt gjørligt, undersøge Udbyttet af det hele Værk. Gruberne ere, foruden Præstens, som ikke drives,* ialt 10, Ovnene 16. De producere aarligt henved 10,000 Tønder Steenkalk (som siden ved Lædskning udbringes til det Dobbelte). En Tønde koster iaar ved Ovnen 4 Mk., hvilket udgjør en Sum af henved 7000 Rbdlr. Kalkkudskene *

93 bringe det ved Udmaaling til over 11,000 Tdr. à 1 Rbd. 3 Mk. Tdn. er 16,500 Rbd.

Det var Brutto; men nu kommer Thara.

For Lyngen, der kommer to, tre Mile fra, erlægges: eet Læs brændt Kalk €: 5 Tønder pr. 12 Læs Lyng, det er: 34 Tdr. Kalk, eller henved 24 pCt. Huggeren, Bærerne, Brænderne (3 Mennesker i 4 Døgn), Lys i Gangene, koste endnu langt mere, saa at Nettofortjenesten neppe holder Balance med Lyngmændenes, eller stiger til 20 à 24 pCt.

Kalkmændenes skulle vel synes at maatte være større; men overvejes: Slid paa Heste og Kjøretøj, Fortæringen paa Rejserne, og Forsømmelse af Markarbejde, da troer jeg, at de tjene mindre endnu end Kalkejerne.

Meelkalk (det ringeste Affald) kan anslaas til 5 Læs pr. Ovn, som betales med 2 Rbd. Læsset.

Der er nu for det Offentliges Regning begyndt Forsøg paa at gjøre denne Næringsvej mere indbringende end hidtil. Det ene er Anlægget af en ordentlig (lodret) Schacht, med et Spil til at opvinde Kalkstenene. Det er indlysende, at en saadan Indretning vil saare betydeligt indskrænke Bærernes Antal; og det er rimeligt, at denne Besparing vil staae i gunstigt Forhold til Bekostningen af Anlægget og dets Vedligehold.

Dette befinder sig ved Mønsted.

Det andet Værk, som befinder sig ved Dagbjerg, er en fritstående muret Ovn af de saakaldte "Rudersdorpher". Den skal kunne indtage 180 Tdr. Kalk. De første Forsøg have endnu ikke ledet til noget sikkert Resultat, da Brændingen foretoges med Skudtørv (der ikke kunne give en saa stærk og højt flammende Lue som Lyng). Det var vist nok fordeelagtigere, naar dette Brændematerial kunde anvendes; men maaske skal her dog bruges enten Lyng eller Ved. I sidste Tilfælde vilde de kongelige Naaletræskove paa Alheden, formedelst de aarlig nødvendige Udluftninger (Hugster), kunne sættes i fordeelagtig Rapport til Rudersdorpherovnen ved Dagbjerg; thi hist er et Brændematerial, som i Virkning vilde overgaae alle andre her anvendelige.

[...]

94

Pottemagerie.

Da det eneste som findes i Viborg Amt, ligger lige ved Siden af Kalkværket, leder jeg nu Læserne derhen. Leret findes i Gammelstrup Sogn, og benyttes ej allene af dettes Beboere; men almindeligt af Mange i Kobberup, Fellingberg, Borrids og Smollerup, ja endog af Nogle i Mønsted Sogn.

Forarbejdelsen af Leret er i Regelen Kvindearbejde. Det foretages saaledes:

Leret æltes først med lidt blandet Sand paa udbredte Faareskind (Kjødsiden opad), og det med Fødderne. Arbejdersken sætter sig dernæst paa en Trefod med et lille Brædt over Knæerne, paa hvilket hun lægger Leret, og med de bare Hænder giver det den første raae Dannelse af det, hvortil det er bestemt. Naar Materien har faaet nogen mere Fasthed, tages anden Gang fat herpaa, og gives da med et højst simpelt Redskab €: en rund og glat Steen, Karret sin Afrunding og Glathed, og det paa fri Haand med virkelig Virtuositet. Til tredie Bearbejdelse bruges en Krumkniv; hvormed og Siraterne afridses.

Naar Karrene er tilstrækkeligt tørre (falder midlertid Regn, maae de alle i Huus) bringes de i Ovnen, som er eet i fri Mark udgravet langagtigt Hul. Her anstilles en Rist (Grindel kaldet) denne belægges med eet Lag Hedetørv. Her ovenpaa sættes Karrene og bedækkes med to Lag Tørv. Nu stikkes Ild; men det maae stedse kun brænde i Gløder; til at dæmpe frembrydende Lue bruger man Aske. En Brænding varer 12 Timer.

De Sager der forfærdiges ere Melkekar, Gryder, Pander og Potter af alle Størrelser, og i forskjellige Former. Der hører af alle Slags i passende Forhold 24 Snese til et Læs. En Arbejderske forfærdiger ved Hjælp af en Haandlangerske eller en halvvoxen Dreng omtrent 10 Læs hver Sommer. Hun faaer af Kjøberne, som paa Stedet tage og henage Varerne, i Gjennemsnit 40 Sk. pr. Snees, eller 10 Rbdlr. pr. Læs; hvilket er en betydelig Fortjeneste. Kjøberne, der omføre Vårene, tjene jevnt hen 100 pCt., og altsaa langt mere end Kalkmændene pr. Læs. Desuden kjøre de i Almindelighed ikke saa langt, nemlig kun til de nærmeste Kjøbstæder, og til Byerne Qvols og Hjarbek ved Liimfjorden; hvorfra Karrene tilskibs udføres til Kjøbstæderne ved denne Fjord, ja til Kjøbenhavn og Norge.

Hvor stort Nettoudbyttet er, har jeg ikke kunnet faae sikkre Data 95 til at bestemme; men at det overstiger Kalkgrubernes, derom er jeg overbeviist; desuden kræver det langt mindre Arbejde, sinker ej heller fra Landbruget og er - som alle Binæringsveje, der drives af det flittige Kvindekjøn, een af de fordeelagtigste.

2

Faarefolding

Danmark er et Kornland: det indeholder i sig selv Midlerne til sine Beboeres Underholdning. Disse behøve ikke, som de flittige Hollændere, at hente Brødet fra Oceanet eller Antipodernes Egne; de have det her hjemme, og de have det til Overflod. Landbrug er saaledes den nærmeste, vigtigste Næringskilde hos os. Hvad andre maae søge i Jorderis Indvolde, det udvælder her i dens Skorpe. Af Korn og Qvæg kunne vi leve; Korn og Qvæg kunne vi sælge, og bør sælge saameget, at vi i det mindste bringe vor Handel til Ballance. Fabrikker mangle vi, og disses Formerelse og Forbedring vil beroe paa Landbrugets. Skal Danmark reddes fra Fallit, er dette Hovedmiddelet; skjøndt neppe ufeilbart, saalænge Forbud mod Luxusvarers og fremmede Fabricaters Indførsel savnes. Til og efter denne med Længsel forventede Tidspunkt er det enhver Dannemands Pligt af yderste Evne at bidrage til Landbrugets Opkomst.

Een af Hovedhindringerne for denne, længe og ofte omtalt, er Savn af Markfred; og dennes værste Fjende er Faaret. Hesten holdes inde den meste Tid. Oxen holdes let tøiret, og er ikke farlig for Hegnet, naar dette er nogenlunde godt. Svinet kan holdes- og holdes virkelig af mange - inde for bestandig. Men Faaret - denne uimodstaaelige Stormløber til alle Markforskandsninger - Faaret slippes tidlig ud om Foraaret; indtages sildig om Efteraaret; er vanskelig at holde i Tøir, fordærver 3 à 4 Stykker hver Sommer; omtramper Kornmarkerne, klavrer over Steengjærder, nedtræder Jorddiger- og baner derved Vei for Qvæget - afgnaver og fordærver det levende Hegn: saa at de fleste føre den - under slige Omstændigheder billige - Klage, at Faareavlen ingen Regning svarer. Man har Ret; thi Faaret betaler ikke nær den Skade, det forvolder paa Hegn og Vintersæd, eller den Mængde Tøir, det fordrer, eller det betydelige Stykke 96 Græsland, som det ei allene afæder, ja afgnaver, men til Vederlag kun uforholdsmæssigt gjøder.

Dersom nu Faaret kunde holdes paa en Maade, der ei allene hævede alle disse Vanskeligheder; men endog forvandlede dette mindst nyttige Huusdyr til det allernyttigste, forholdsmæssigt meest indbringende: da vilde saadant være af største Vigtighed for Landmanden og alle de andre Stænder, som leve og trives af ham og med ham, Denne Opgave troer jeg, at Faarefoldingen er istand til at løse. Hr. Drewsens Faarefold er blandt læsende Landmænd almindelig bekjendt. Den har saadanne Egenskaber, som bør giøre den uadskillelig fra Kløveravl, Staldforing, Vexeldrivt: nemmere at faae almindelig indført, især blandt Bønder, der endnu ere Menneskealdre borte fra drewsensk Landhuusholdning, torde maaskee den Fold være, som nu paa femte Sommer har været i Brug paa Randlev Præstegaards-Mark, og som man først efter saa lang Prøve vover at gjøre almindelig bekjendt.

Den er 5 Alen bred, 10 Alen lang og 7/4 Alen høi. Erfaring har lært mig, at dette bør være dens Maximum, da en større er vanskelig for een at skyde, og derved let at vride i Stykker. Den bestaaer af 6 Hovedstolper, ¼ Alen i Firkant; disse ere forenede med Lægter, eller bedre med savede Fjæl, saaledes at begge Sider og begge Ender gjøres særskilt, samles med Trænavler, for om Efteraaret lettere at kunne adskilles og hjemføres. Af Lægter er der fem over hverandre, saaledes at Faarene kunne række Hovederne igjennem, uden at de eller Lammene dog kunne springe ud. Skraalægter befæste disse, som paa et Leed. Tvende Tværstykker, som gaae midt over Folden, stivner denne, Paa den ene Ende er en Laage til Faarenes Ind- og Udslipning. I hver Stolpe er et Hjul eller en Tridse af 8 Tommers Diameter indsavet, saaledes at Folden skydes paa langs. - Forbedringer, som den for det første kunde modtage, var: en Hække udvendig til at lægge grønt Foder i, og en Sivmaatte til at trække over dens ene Halvdeel, for Enden og den halve Side, til Læe og Skygge.

Denne Fold flyttes lettelig af en halvvoxen Dreng, naar han sætter Ryggen midt bag til den, tager med Hænderne fat om een af de nederste Lægter, og saaledes baglænds løftende skyder den afsted.

Midten af Maj har her været dens Udsættelsestid. Paa gamle Græsagre har den med en Besætning af 12 Faar med deres Lam været flyttet 8 à 12 Gange om Dagen; paa god Kløver 4 Gange mindre. Paa 97 Græsagre har jeg kunnet begynde igjen efter 3 Ugers Forløb; paa Kløver efter 2, og saaledes continueret hele Sommeren. - 12 Faar med Lam, eller 20 Faarhøveder græsses saaledes en Sommer paa almindelige Vaar-Agre paa 1 Tønde Land Bygsæd; paa Kløver derimod paa 1/2 Tønde.

Foldens Fordele ere følgende:

  • 1) Umiddelbar Pengebesparelse: En saadan Fold, som til Nød kunde gjøres af Landets eget Træ, koster med Søm og Arbeidsløn ikke mere, end Tøir til saamange Faar een Sommer, og med liden Reparation varer den 10 à 20 Aar.
  • 2) Faarene ere lettere at passe og malke.
  • 3) De fare ikke - som i Tøir - løse, fordærve Sæden, og spilde megen Tid, for igjen at blive fangne.
  • 4) Gjøde de Jorden jevnt og bedre; hvilket sees af den Frodighed, hvormed Græsset vælder op efter Folden, om det endog afgnaves saa bart, som et Stuegulv.
  • 5) Vover inter Rovdyr Ræv, Ørn eller Hund sig til Faarene i dette Aflukke.
  • 6) Endelig den betydelige, yderst vigtige Jordbesparelse. Efter gammel
98

Stiil regnes 5 Faar paa et Høved eller en Tønde Land; her græsses 20 à 40, eller efter et Middeltal 30 = 6 Gange saa mange. Men nedsætte vi endogsaa dette til en tredie Deel, vilde Landet paa denne Maade dog kunne holde et dobbelt Antal Faar: en Gevinst af Millioner, en reen Gevinst, fordi det er en Besparelse, som intet andet Tab paa andre Maader foraarsager. Men ved denne Gevinst kunne vi ikke blive staaende: En dobbelt Qvantitet Uld vilde fremkalde et dobbelt Antal Fabrikker; disse tvinges til ved indbyrdes Kappen at forbedre hverandre. Ulden vilde stige i Prisen; Bonden herved vækkes til at lægge Vind paa Racernes Forædling, og disses bedre Røgt og Behandling. Hans hele Jordbrug vilde omdannes. Hegnet vilde og kunde han bedre sørge for, da dettes værste Fiender ikke længer vare ham frygtelige. Vintersæden vilde han lægge tidligere, fordi han nu kunde have den i Fred. Brakfrugter maatte han dyrke, for dermed at fore Faarene Forog Efteraar. (Thi løse maatte de nu aldrig være; hvilket atter forebygger Vand og andre Sygdomme). Ved Brakfrugter vilde han komme i Gang med Vexeldrivt. Herved vilde igjen hans Halmvexter (Cerealier) høist betydeligt forædles. - Lykken kommer, som Ulykken, sjelden allene; det ene Held følger det andet i Hælene; som en Kjæde hænger det ene af det andet. Paa Landmandens Velstand følger Haandværkerens, Borgerens - Statens. Hvad Gulerødderne have været for Engelland, kan Faarene blive for Danmark. De kunne blive det samme for os, som Hornqvæget for Schweitzerne, Sildene for Hollænderne. Er dette Sværmerie, da ville Danmarks Oeconomer gjendrive mig! men er det ikke, da staae de mig bi af al Magt, til vi engang, iførte dansk Nationaldragt af dansk Uld, kunne undvære fremmede Landes Producter, eller betale disse.

Et lidet Bidrag til Kundskab om Vexeldrivt.

I denne - som man tør haabe - for vort Landbrug lykkelige Crisis, maae enhver Erfaring, som kan bidrage til at uddrøvte Sandheden, være af Vigtighed. Det er især Vexeldrivten, der med alle dens nødvendige og tilfældige Følger, synes at ville gjøre Epoche i vort Landvæsen; og enhver Erfaring om denne Drivt maae derfor lede til sikkre Resultater, saa sikkert som Erfaring i Agerdyrkning er den rette Kundskabskilde. Til denne være nærværende Stykke offret som en liden, dog reen og uforfalsket Draabe.

99

Til Randlev Præstegaard er en Toft paa 3 Tdr. Land geometrisk Maal, letmuldig Jord, som nu i 5 Aar har været dreven efter det engelske Firemarksbrug saaledes:

  • 1. Hvede gjødet efter to Pløininger.
  • 2. Kartøfler efter tre Pløininger.
  • 3. Byg efter to Pløininger (ifjor efter 1 Pløining).
  • 4. Kløver som er afbenyttet til Faarefolding.

I første Omgang af denne Brugsmaade havde jeg fuldkommen Aarsag til at være fornøiet med Indavlen; men den anden, som nu er begyndt, tegner til at ville fyldestgjøre mine dristigste Fordringer. Hveden staaer nu - den 17 de April - grøn og busket; skjøndt ikke istand til heelt at skjule Jorden. Hvedestubben, som tidlig i Efteraaret blev lagt, og idag pløies 2den Gang 8 Tommer dybt, er saa reen, løs og sprød, at Kartøflerne kunne sættes med det samme (hvilket ogsaa bliver prøvet med een Ager om en halv snees Dage, efter at den før Pløiningen er bleven harvet). No. 3 er efter det her gængse Udtryk - saavel tillavs, at Bygget kan saaes deri efter een Pløining. I No. 4 staaer Kleveren bedre end nogensteds her i Egnen - ja maaskee 8te eller 14 Dage fremmeligere end den beste, hvilket er en høist betydelig Vinding for Staldfodringen. Saa fordeelagtig som denne Vexeldrivt i og for sig selv betragtet er, saa vil dens- og naturligviis andre Vexeldrivters - Fortrinlighed bedst fremlyse ved Sammenligninger med de almindelige Drivtsmaader. Den være herfor sammenstillet med een af de her i Egnen brugelige holsteenske Sædskifter, for grandgivelig at see til hvilken Side Vægtskaalen helder.

Hertil kan og bør lægges følgende Bemærkninger: I første Omgang af Fiirmarksdrivten er pløiet 12 Skpr. Land mere end paa Schemaet er anført; men saa er ogsaa Hypningen ansat som Pløining, og i anden Omgang, falder de 12 Skpr. Lands Pløining bort som unødvendig. Indavlen er ansat lige i begge Drivtsmaader, skjøndt enhver som kjender begge veed, at den holsteenske her er aabenbar favoriseret. Priserne ere de før gjældende, skjøndt Kartøflerne nu koste 7 a 9 Rbdr. Td.; og til Qvæghøveders Fedning ville og burde de udbringes meget højere - atter en Begunstigelse af den holsteenske Brug. Gjødningen er ikke beregnet hverken til Udgivt eller Indtægt, da Fiirmarksdrivten - især naar der sommerstaldfodres og ingen Kartøfler

100

Tre Tønder Land med holsteensk Ottemarks Drivt,

Rbdr.
No. 1. Hvede 3 Skpr. Indavl 30 Skpr. 135 Arbejdet.
4 Trv. Langhalm 24 Pløining. Harvning.
den øvrige Smaahalm 5 12 Skp. L. 9 Skp. L.
No. 2. Byg 3 Skpr. Indavl 36 Skpr. 66 9 Skp. L. 6 Skp. L.
2 Læs Foder 20
No. 3. Havre 4 Skpr. Indavl 24 Skpr. 30 3 Skp. L. 3 Skp. L.
2 Læs Foder 2O
No. 4. Havre 4 Skpr. Indavl 21 Skpr. 25 3 Skp. L. 3 Skp. L.
1½ Læs Foder 15
No. 5. 6. 7. Kløver 6 Pd. Indavl 8 Læs 154
No. 8. Brak.
Summa 494 27 Skp. L. 21 Skp. L.

Tre Tønder Land med Fiirmarks Vexeldrivt.

Rbdr.
No. 1. Hvede 6 Skpr. Indavl 60 Skpr. Sæden fraregnet værd 270 Arbeidet.
8 Traver Langhalm værd 48 Pløining. Harvning.
den øvrige Smaahalm værd 10 6 Skp. L. 6 Skp. L.
No. 2. Kartofler 7 Tdr. Indavl 70 Tdr. Sæden fraregnet værd 378 18 Skp. L. 12 Skp. L.
No. 3. Byg 6 Skpr. Indavl 72 Skpr. Sæden fraregnet værd 132 6 Skp. L. 12 Skp. L.
4 Læs Foder. Sæden fraregnet værd 40
No. 4. Kløver 12 Pd. Indavl 6 Læs; Frøet fraregnet, værd 108
Summa 986 30 Skp. L. 30 Skp. L.

101

sælges, vil skaffe lige saa fuld Gjødning til sine 6 Skpr. Land, som Ottemarksdrivten til sine 3 Skpr. I Henseende til Arbeidet, da er det vist: 1) at Ottemarksdrivtens Pløining af 27 Skpr. Land er besværligere end Pløining af 30 Skpr. i Fiirmarken; og 2) at Harvningen især den tunge evindelige Brakharvning i biin, udfordrer baade mere Tid og Arbeide, end i denne; ja naar denne fordrer kun to og tre Tænder, saa fordrer hiin fire, sex og flere. Saaledes behøver Ottemarken, naar Harvningen beregnes efter Tænder, endog mere Arbeide, end Fiirmarken; dette kan da gaae lige op mod Haandarbeidet ved Kartøflerne.

Hoved-Resultatet af den hele Sammenligning bliver da dette: at Vexeldrivten mod holsteensk giver dobbelt Indtægt med lige Arbeide. Endskiøndt jeg, for at dette Udslag ikke skulde underkjendes, i Beregningen har viist mig aabenbar partisk for det Holsteenske, vil jeg dog endnu møde en Indvending, som jeg seer, at flere end Jens Jensen ville gjøre - egentlig støttende sig paa bemeldte partiske Beregning. De kunne sige: "Vores Havrehalm er bedre Foder, end deres megen Hvedehalm, og vores 9 Skjepper Lands Kløver mere end deres 6 Skjeppers: ergo kan vi holde flere Kreature, og producere mere Gjødning." Jeg svarer: mine 63 Tønder Kartofler overveie Fortrinnet af deres Havrehalm, og mine 6 Skpr. Lands Kløver saa nær efter Gjødning i saa vel beredet Jord er bedre end Deres 9 Skjeppers i den ved 4 Halme udpidskede - jeg forlanger ikke at bytte. Nok en Indvending: "Vor Jord faaer sin fornødne Hvile - Deres ikke." Jeg svarer: min faaer dobbelt Gjødske; at det er meer end Hvile, viser 1) vore Hauger, 2) Alstedjorden, som i Fælleskabet fandtes hos de fleste Byer, og aldrig hvilede; 3) Tomarksdrivten paa Dreiøe, og 4) foruden min egen Erfaring de i Engelland anstillede Forsøg, hvor blandt andre en Landmand ved Vexeldrivt har tvunget Jorden til at give rigelig Afgrøde uden Gjødning i eet og tyve Aar.

Og maae jeg da tilføie, at om jeg - uagtet al min overdrevne Føielighed mod det holsteenske Agerbrug - dog skulle ansees for partisk for Vexeldrivten, da er jeg det virkelig saa vist, som jeg holder to - ja vel tre - for at være mere end een.

Een Bemærkning - skjønt ikke umiddelbart hidrørende - maae jeg her vedføie. I denne Tidspunkt, da der ytrer sig en Giæring hartad i alle Videnskaber, da denne er ledsaget med Strid og Lyst til Strid, der - saa smertelig den end stundom kan være for de Stridende - dog 102 vil have havt sin Nytte: var det dog ønskeligt, om Agerdyrkningsvi-denskaben fritoges for slige krigerske Optrin, og især om de Mænd forskaanedes, der ærligt og drivtigt vandre fremad paa denne Vei. Ingen af disse have vel paastaaet at være ufeilbare; men fordi de ikke stedse fremsætte deres paa Erfaring byggede Grundsætninger i optativisk eller conjunctivisk Form, fordi de ikke altid indlede deres Meninger, som hiin engelske Professor med: "Jeg fordrister mig at troe; jeg skulde næsten vove at have den Formening." Fordi de, hvor de have erfaret, ligefrem sige: "Vi veed;" fordi de ikke paatage den Beskedenhedsmaske, der kun alt for ofte skjuler Stolthedens Aasyn - derfor burde de dog hverken føle Jens Jensens Plovkjæp - en Mand, der paa Sproget nær, hverken i sin Angrebsmaade eller i sine Angrebs-vaaben fornægter Bonden; ikke heller trædes paa Tæerne med saadanne Træeskoe, som de, i hvilke Anonymen i Minervas Decemberhefte 1816 heel vægtigen fremtriner.

Forslag til den ægte jydske Qvægraces yderligere Forædling.

"Det er en nu ligesaa erkjendt som for os Danske i een Henseende noget nedslaaende Sandhed: at Udlændinge først have gjort os opmærksomme paa vor egen Qvægraces fortrinlige og, vel at mærke, samlede fortrinlige Egenskaber. Mælkrighed samt Mælkens Fedme eller Drøide, Hurtighed og Lethed til Fedning, samt Kjødets Fiinhed og Velsmag, og det forholdsmæssige lidet Qvantum af Græs, Korn og andre Fødemidler, der udfordres saavel til Malkekoen som Fedehøvedet. Allerede vare vi paa Vei til hvad Nogle kalder at forædle, men som burde hedde af forqvakle vor ypperlige Qvægstamme, Jyllands rigeste og sikkreste Indtægtskilde, med Sveitserblod.

Men der kom lykkeligviis kun saa lidet herind af dette fremmede Blod, at det gjerne kan ansees nu saa tyndt som Vand. Det er maaskee mere at ønske end at haabe, at det Samme en Gang skal kunne siges om vor Hesterace, den anden hidtil uudtømmelige Indtægtskilde. En tredie, Faareblodet, er nu saaledes forplumret med tydsk, spansk og engelsk, at det Rene kun findes paa nogle Strækninger i Vesteregnen; saa at den jydske Uld, der i Fortiden var en staaende og begjærligen søgt Handelsartikel, ikke mere findes i den tydske Kjøbmands Lexicon.

At forebygge et langt farligere Misgreb med vor Qvægrace, maa 103 saavel være enhver enkelt Patriots Ønske, som et Formaal for et Landhuusholdnings-Selskabs Virksomhed. Dette, situeret hartad i Midten af Jylland, baseret paa en betydelig Fond, og dannet af et betydeligt Antal Medlemmer, synes mig især egnet til her at gjøre en Begyndelse, og foregaae med et Exempel i denne yderst vigtige Sag. Fra det, ikke vidt førende Forsøg med Præmier til Tyre, er Man allerede kommen tilbage; og imod Samme er det altsaa overflødigt at tale. Men at udfinde den Methode, ved hvilken vor jydske Qvægstamme ei alene vedligeholdes i sin Reenhed, men ogsaa forædles - dette haaber jeg maa vorde en Gjenstand for alvorlig Eftertanke og Undersøgelse. Ikke fordi jeg vil anmasse mig at have opdaget det ufeilbare Middel til Hensigtens Opnaaelse, men fordi jeg, som bringer Tingen i Forslag, herved finder mig forpligtet til at fremstille Resultatet af min egen Tænkning, fremlægges Samme til Selskabets nærmere Drøftning, Ideen er aldeles ikke ny; men just saa meget mindre idealsk, som den allerede har Praxis for sig hos de i Opfindelse og Forsøg saa heldige Englændere. Thi allerede for mere end et halvt Seculum siden har Bachuel og efter ham Flere foretaget saa heldige Forsøg i Qvægavls Forædling, at Man har bragt Oxerne næsten 104 til Elephant-Størrelse; Man har seet Stude af 4 Alens Høide; Man har havt Køer, som daglig gav et Anker Mælk og derover. Skulde vel den jydske Qvægrace tabe sine eiendommelige Fortrin ved at vinde i Størrelse? - Jeg troer det ikke. At frembringe enkelte gode Individer hist og her vil næppe lede til noget Stort; men paa en eller om muligt flere Gaarde burde Opdræt foretages; og de forædlede Dyr fra disse excentrisk udbrede sig. Hovedmomenterne ere følgende:

  • 1) Fortrinlige Køer (paa Mors findes maaskee den jydske Qvægrace i sin største Reenhed og Fortrinlighed) maatte udsøges, og kjøbes uden ængsteligt Hensyn til Prisen.
  • 2) Tyren maatte vælges med samme Omhu.
  • 3) Kalvene skulde patte Køerne, eller dog nyde nymalket Mælk, indtil de bleve i det mindste halv Aar gamle. Og derefter maatte de rigeligen nyde de kraftigste Fødemidler, og den omhyggeligste Pleie.
  • 4) Qvierne maatte ikke holdes til Tyren, førend de vare over 3 Aar gamle, eller maaskee endog ældre.

Hvis en af Selskabets egne Medlemmer med klækkelig Understøttelse vilde foretage Prøveopdrættet, var Saadant vistnok det bedste; men i manglende Fald maatte det hos en anden duelig og retsindig Landmand staae under Opsyn af en dertil valgt Committee. At Foretagendet skulde overskride Selskabets pecuniaire Kræfter, frygter jeg aldeles ikke; men troer meget mere, at Tillægget i Tiden fuldelig vilde erstattes ved Salget af Tillægsdyr, som upaatvivlelig vilde vorde begjærligen søgte og dyrt betalte. Skulde den her fremlagte Plan vinde Bifald, skal den strax vorde ledsaget med en rimelig Udgifts- og Indtægts-Beregning."

Hesteavlen

[...]

Der er i de sidste Tider hørt mange Klager over Hesteavlens Forringelse i Jylland. Men denne Klage er, som saa mange lignende, om ej aldeles ugrundet (som jeg for min Deel mener), saa dog alt for overdreven. Her udføres (syd paa) endnu aarlig 5 til 6000 Heste til en Middelpriis af 120 Rbd. ved Indkjøbet her. De søges med samme Begjærlighed som forhen af hanoveranske, hollandske (eller belgiske), franske, ja selv italienske Hestehandlere. De holstenske kjøbe vel de 105 fleste, men til videre Udsalg ad Tydskland. Man kan sikkert antage: at Udførselen af jydske Heste indbringer Provindsen aarligt 5 à 6 Tdr. Guld, og vel derover.

Det er vitterligt nok, at Blodshestene ingen fremmede Kjøbere finde. Det er vel altsaa ikke formeget sagt, naar jeg kalder det en betænkelig Sag, at forblande vor egen Hesteslægt med den omtalte. Lad hiin endog være stærkere, raskere og kraftigere til Løb og Spring; den fordrer dog en kostbarere Røgt, længere Skaansomhed fra Arbejde, og - hvad der er endnu det betænkeligste: Bonden kan ikke sælge den, det vil sige: ikke til Hestehandlere og til Udførsel. Det er med vore Heste som med vort Hornkvæg: de have ingen Dyder i højeste Grad;* men de besidde flere samlede end nogen anden. Derfor søges de altid med lige Begjerlighed uafhængig af Modens Luner. Endog som Cavallerieheste ere de afsætteligere end hine, fordi de ere ej allene bøjeligere i deres Bevægelser, men og i Sindelaget. Til en Choc af Cuirasserer, der ere de med deres stærke Fart og Crocodilstivhed meget brugelige; men et saadant Angreb er hartad og deres eneste Maneuvre. Hvad skulle vi Jyder gjøre med Blodsheste? ride om Kap? paa Rævejagt? eller Kirkejagt? (Steeplechase). Indtil vi blive saavidt engliserede, er det raadeligst, at lade hine rige Øboere beholde deres kostbare Luxusheste; af hvilke vi desuden neppe faae andre end Udsætterne. Men den danske Sindighed - eller om man saa vil - Koldsindighed, vil forhaabentlig sætte Bom for de engelske Springere: vore Bønder lade ikke bedække hos dem.

De Anker, som føres paa den jydske Bondes Heste-Tillæg og Behandling, skulle dernæst nærmere drøftes.

1) Bonden bruger for tidligt sine Heste til strængt Arbejde, og røgter dem ikke omhyggelig nok" . Det første er sandt; men Følgen deraf modsiger Erfaring, og det andet er kun halvsandt. Sjelden seer en Bonde sig i den Nødvendighed at maatte spænde sin Plag i Aaget, før den er 2 Aar gammel; men ogsaa da gjør han dette med Skjønsomhed og Forsigtighed: han paalægger den ikke fuldt Arbejde, men lader den første Sommer trække selvtredie eller selvfjerde; han gjør den ældre Sidemands Træk (Gammeltræk) kortere; han spænder den ikke for svært *

106 Læs; og han skaaner den endnu en Tid for Ridning. Saaledes vorder dens Arbejde snarere en passende Indøvelse, en Slags Trainering, der indvirker gavnligt paa det unge Dyrs Sundhed, Muskelkraft og - Avlekraft, At ikke Alle følge denne Middelvej mellem Forkjælelse og Forslæbelse; at f. Ex. Nogle ikke heller ere formuende nok til at fodre tilstrækkeligt i Forhold til Arbejdet, er jo unægteligt; men dette hører til Undtagelserne; og saa ædel er den jydske Hests Natur, at selv Slid og Mangel sjelden mægter at kvæle den; fra en saadan tidlig og haard Skok udgaaer endda mangen dygtig Rytter- og Vognhest. Hestens Røgtning eller Pleje er derimod almindeligt ganske mønsterværdig. Den jydske Bonde elsker sin Hest som sig selv: skal der ædes, drikkes, hviles, har Hesten første Prioritet i alle disse Goder. Er Hesten svedig, og der skal holdes, tildæknes den strax; er den meget ophidset og tørstig, vandes den med megen Forsigtighed; fejler den det allermindste, søges øjeblikkelig Hjelp for den, og Dyrlæger consuleres eller hentes Mile borte. Her spares ingen Bekostning: hvad Bonden vedkommer, da troer jeg ganske vist, at Apothekeren har flere Recepter fra Dyrlæger end fra Menneskelæger. Bonden fodrer ypperligt: giver god og til Arbejdet afpasset Føde, smaa men mange Givter, tidlig og sildig - om Vinteren ved Lys - om Morgenen staaer han op, giver sine Heste og lægger sig igjen; om Aftenen faae de Nadvere tvende Gange efter at han selv har nydt den. Krybben holdes altid reen; paa Strøelse spares ikke. Enhver der ikke saaledes omgaaes sine Heste, nedsætter sig selv betydeligt i Almuens Øjne, og kan - hvis han er meget uskaansom - erhverve sig Titel af "Øgbøddel" . Ja man gjør herfra Slutning til Mandens hele Caracteer: " hvem skulde han gjøre godt?" - hedder det - " han er jo et Skarn mod det Umælende" . Dog denne tro Skildring mangler ej heller sin Skygge: naar Hesten vorder gammel, og ikke ansees at kunne fortjene sit Vinterfoder, vorder dens sidste Efteraar stundom saare strængt: den maa arbejde om Dagen, saalænge Ploven kan komme i Jorden, og selv søge sin Føde om Natten under alle Vejrets Besværligheder, indtil omsider en Kugle ender dens Nød. Alligevel gives ogsaa herfra mangfoldige Undtagelser, og sjelden drives Strængheden til det Yderste; ja der gives ikke faa Bønder, som ej engang nænne at sælge deres udlevede Heste til saadan Udslæbning, men skyde dem allerede inden de vorde forarmede. Den værste- og det en meget almindelig - Mangel ved Hestens Røgt er

107

hensigtsmæssige Stalde: de ere nemlig for mørke og kvalme; ligesom og Spiltougene gjerne ere for snevre.

2) Bonden seer ikke saa meget paa gode Hingster til Bedækning, som paa Nærheden og godt Kjøb. Dette benægter jeg aldeles, hvad de rette Hestetillægsegne vedkommer. Denne Ankepost har formodentlig sin Oprindelse deraf, at Bonden ikke gjerne søger de kongelige Hingster (formedelst deres ringere Avledygtighed) og endnu nødigere Fuldblodshingsterne (deels formedelst den ham for høje Betaling; deels formedelst disses Fejl; deels fordi han ej kan afsætte Tillægget til Hestehandlerne).

3) Bonden sælger næsten altid sine bedste Tillægshopper. Det er sandt; men det er ligesaa sandt: at han gjør dette kun tvungen af den haarde Nødvendighed, og - uden at bruge en stærk Figur - med sine grædende Taarer. Den der kan beholde en god Hoppe, uden at frygte for Udpantning, han sælger den visseligen ikke. Men det kan være at han skjænker den bort i Medgivt til et kjert Barn, med den udtrykkelige Betingelse, at den aldrig paa nogensomhelst Maade maae afhændes.

[...]

108

3

Om de jydske Hedemosers Opdyrkning

Naar man staaer paa een af Høiene ved Graaemose, seer omkring sig til alle Sider og seer - Moser og Lyng, Lyng og Moser, og er uvis om, hvilken af disse har givet Kong Svend sit Tilnavn: da føres man uden sit Vidende tilbage til Syndfloden. Her neden under os ligger den bleggraae Slette - ikke Eng; thi her klingede aldrig nogen Lee - ikke Tørvemose; thi her gravede aldrig nogen Spade - ikke Kiær; thi Vand sees ikke, men staaer kun i vaade Aar usynlig mellem Tuerne: disse Tuer, der bevoxede med Græs, Lyng, Pors, Tyttebærriis, Tranbærriis, Blaaebærriis og Byllebærriis betrædes kun af Hornkvæg, Hyrder og Uhrfugleskytter. Denne Slette ender sig i flere Terrasser, som skyde sig to, tre og flere Alen ned mellem Lyngbakker og lede til andre af samme Beskaffenhed; fra disse atter Terrasser til andre større og større, og endelig den store Graaemose, der strækker sig mere end en halv Miil ud i Sønder, Saaledes Kongemosen mellem Lysgaard og Hvam, saaledes flere, hvor Syndflodens Vande synes at have stagneret, synket og synket, indtil Søe blev til Eng og Eng til Ørken. Naar skal denne Ørk blive opdyrket Land, naar skal Hvede og Rug og Byg og Havre bølge her istedet for Siv, Harekamp, Pors, Lyng og alle Arter Vaccinier? Engang - men om dette engang skal være snart, det beroer paa os selv. De tørre Lyngbakker, de sandige Skrænter imellem Moserne forvandles Aar for Aar til Agre; men hvilke? tyndtbesaaede, tyndtbevoxne, sparsomt lønnende sine Dyrkeres Sved. Alhedens vide Sletter grønnes og gulnes hvert Aar, og tusinde leve af Ahlens karrige Overlag, men Mosernes rige Guldgruber ligge unyttede, uprøvede hen, til en drivtigere, klogere Efterslægt vil aabne disse Miner.

Hvorledes skulle de aabnes? ved Kløgt og Fliid. Hvormed skulle de aabnes? med Spade, Hakke og Ploug. Hvornaar skulle de aabnes? naar vi ville - alvorligen ville.

Vandet der sier i Grunden er let afledet; her er Fald overalt. Hovedgrøvter giennemskiære Moserne, Landgrøvter udstikke Agre til hine. Spaden og Hakken afskiære Tuerne, Luften tørrer disse, Ilden brænder dem, og forvandler dem til Giødning, der for flere Aar 109 fremkalder de rigeste Afgrøder, hvilke laanes Dyrkerne forud - Capitaler, hvoraf Renter ikke gives men tages.

Lad saa Hederne hvile lidt, her er Løn for Arbeide og - bedre Løn. Huse og Gaarde ville reise sig rundt om ved Mosernes Landinger, og Velstand smile, hvor nu Armod - men, "er det ikke Drømmerier? Kunster? Projectmagerie?" Gaae til Tydskland, til Emsflodens Bredder! der er det ikke Projecter, ikke Drømme, men Kunster - skiønne, virkelige velgiørende Kunster. O! at ogsaa slige Kunster her i Danmark maatte omskabe de mange hundrede ja tusinde Tønder Land ikke ufrugtbar men ufrugtbringende Mose til Velsignelsens Agre og Enge. Allene i Hids, Lysgaard, Ginding og Hammerum Herreder ligger begravet dagligt Brød til over Fem tusinde Munde. "Det var meget!" ja tilforladelig alt for meget! alt formeget Gode saaledes at oversee, forsømme, ringeagte. Lad os engang see! her er Kongemosen (som tilhører Kronen) over 100 Tdr. Land, her er Høgild Mose over 2000 Td., her er Graaemose (ogsaa Kongens) med alle sine omliggende, endnu større, her er Kølvraae Mose, begge Simmelkiær Moser, Røgen Kiær endnu større, her er Aulum, Romvig - men det vilde fylde mere end et Blad at nævne dem alle, som nu ligge og vente paa Menneskehænder, og mere end to Qvadratmile, naar de maaltes. En Familie kunde her nære og ernære sig paa 20 Tdr. Land, og fem Mennesker til en Familie udgiør - 7200 Siæle!!

"Men! hvorledes skal dette skee?" Ved Regieringens Medvirkning, ved Landhuusholdningsselskabets Klogskab, Kyndighed, Iver; ved Exempler, Opmuntringer, Belønninger- og overalt ved - en Begyndelse, en viis, god, alvorlig Begyndelse. Om denne er nær, det beror paa de Mænd, som arbeide paa Danmarks sande Vel og som arbeide for Nutid og Fremtid.

For at give et - i det mindste ikke vildledende Vink, foreslaaer jeg til nærmere Overveielse. Det ædle, drivtige og ved virket Gavn høist-fortiente Landhuusholdningsselskab kiøber et eller i forskiellige Egne flere Mosestykker, som nu ville kunne faaes for Spotpriis, bygger og besætter disse Steder med duelige Landmænd, hvortil mange unge helst ugifte Mennesker ville findes meer end villige nok. Naar disse Steder efter 6, 8 flere eller færre Aars Forløb befandtes i fuldopdyrket Tilstand, ville de sikkert med Fordeel kunde sælges. Exemplet var nu givet, Syn for Sagen, og den ene Mosegaard vilde reise sig ved den 110 anden. Hvad anbelanger selve Dyrkningsplanen, da har man for det første Exemplet i de oldenborgske Moser, hvor Tørven ophakkes og brændes, derpaa Boghvede og siden andre Kornsorter saaes og høstes i stor Overflødighed, og her var Arbeidet lettere, da Tuerne hastigere og nemmere kunne afskiæres, og dog give Aske nok til konstig Giødning, indtil den naturlige - som en nødvendig Følge af de nye Afgrøder, kunde giengive Jorden den laante Kapital med Renter og Renters Renter. - Andre for Localet mere passende og hensigtsmæssige Planer ville vore indsigtsfulde Landsmænd, som tildeels beklæde hæderlige Poster i det sandelig ærværdige Selskab, selv bedst vide baade at lægge og udføre. Nu da! maatte dette mit givne Vink ikke henglimte ubenyttet, og en eller flere af de foreslaaede Experimentgaarde hæve sig som Ceres's Templer i Ørken!

Skrevet i Aaret 1820, mellem Jyllands udyrkede Moser.

Om raae Jorder og disses Opdyrkning

[...]

De største Heder ere: Alheden, der begynder ved Byen Sørup i Fjends Herred, og gaaer uafbrudt gjennem Vesterdelen af Lysgaard og Hids Herreder (hvorfra den fortsættes lige ned gjennem Halvøen og langt ind i Tydskland) i en Længde af 5 Mile og i en Brede af fra en halv til en heel Miil og derover; hvorhos den forgrener sig gjennem Amtets østlige Herreder. Thi som en Sidegreen af den store Alhede maae vi ansee Tapshede (ogsaa kaldet Ørum Hede) der alleneste oplivet af 7 Smaahytter med hosliggende Smule Agermark, gaaer lige fra Viborg Søe uafbrudt 4 Mile lige til den nordostlige Grændse af Sønderlyng Herred. Selv her ere store Strækninger af Hvidding og Nørbeks højere liggende Kjære klædte i Hedens Uniform, og endnu i de lavere kæmper Lyngen med Porsen om deres Besiddelse. Blot adskilt ved Aaen og de for Høleen tjenlige Engstrimler langs samme, tager Heden atter fat og fortsættes gjennem Nørrehald og Onsild Herreder i Randers Amt, til den omsider finder sin Grændse henimod Udløbet af Mariagerfjord.

Som en anden stor Forgrening af Alheden viser sig den, der strækker sig fra Colonien forbi Finderup og Vesten og Norden om Viborg 111 - med smaa Intervaller - gjennem Nørrelyng Herred lige til dettes nordostlige Grændse. Denne Hede løber saaledes parallel og lige langt med hiin i Sønderlyng Herred. Ligesaa rigt om ikke rigere begavet med Lyng end de anførte, kunne vi ansee Rinds Herred. Den største sammenhængende Hede begynder ved Liirnfjorden (ved Virksund) og løber østlig - lidt nordlig igjennem dette Herred, videre over det nordligste Hoved af Onsild og gjennem hele den sydlige Deel af Hindsted Herred, indtil den ogsaa standser henimod Mundingen af Mariagerfjord, paa Nordsiden af samme. Ikke af slet saa stor Udstrækning er den Hede som indtager den nordlige Deel af Rinds Herred. Men imellem begge befinde sig desforuden store, og som siden skal vises - lidet benyttede Lyngmarker. - Ogsaa Medelsom Herred har i den største - den vestlige Deel langt mere Hede, end der var at ønske. Salling Land og Houlberg Herred have ikkun lidet Lyng, og den endda kort, og altsaa unyttig til Brændsel. Det samme er Tilfældet med en stor Deel andre Heder f. Ex. i Fjends Herred - hvor Kalkbrænderne haardelig savne den lange Lyng, og i den vestlige Strækning af Rinds Herred. Aarsagen til at Lyngen saaledes paa sine Steder holder sig saa kort og forkrympet - hvorved den danner de ikke urettelig saakaldte Skaldeheder" (skaldede Heder) - finder jeg i den alt for magre Jordbund, som bestaaer af Sand - finere eller grovere - istedetfor at Lyngen voxer frodig hvor den har Leer til Underlag (som ved Aunsbjerg i Lysgaard Herred) eller og et tilstrækkeligt Lag af den egentlige Moor (som f.Ex. paa Alheden). Jeg slutter videre: at Skaldehederne deels ere unge Heder - senere overgroede og ikke Urheder - deels at Moren er bortgravet i Hedetørv. Saadanne Skaldeheder frembyde et saameget ødere Syn, som de ikke tjene til andet, end at Faarene engang imellem kunne overfare dem, og nyde en højst tarvelig Mellemmad. Desaarsag mener jeg og: at de allerbedst egnede sig til Skovanlæg. De langlyngede Heder afgive baade Tække (hvorved Halmen spares) og ypperlig Ildebrændsel - især til Bagning - samt pletteviis god Græsning for Faar og Unghøvder, og endelig for Jagtelskere baade særdeles Moroe og lækkre Spiser. - Derfor er og Hedebrynde, (som af gode Grunde ikke træffer Skaldehederne) et føleligt Uheld; thi vel fremspirer to à tre Aar efter et flint Græs; men dette qvæles snart af den opvoxende Lyng; der vorder, først efter 20 til 30 Aars Forløb, tjenlig til Takke. Med Føje fastsætter Lovgivningen Straf for Hedeantændelse, om 112 den endog blot bevirkes ved Uforsigtighed. Men saadanne Forseelser blive - eftersom de ere sjeldne at opdage og endnu vanskeligere at bevise - hartad aldrig ændsede. Der gaaer næsten ingen Sommer forbi, uden at denne Ulykke jo rammer een eller flere Egne. Den fordærveligste i sine Følger indtraf i Aaret 1783, da en Strækning af omtrent en Qvadrathalvmiil i det sydlige af Karup Sogn og det sydvestlige af Thorning, der var bevoxet med frodigt Lyng paa et meget tykt Moorlag, for et Tidsrum af over et halv Seculum aldeles ødelagdes. Thi ej allene afbrændtes Lyngen, men Moren tillige. Og varede den Brynde i tre Uger. Der blev vel gjort store Anstrængelser for at dæmpe Jordbranden; men forgjæves: som man fik slukket eet Sted, brød Ilden frem nedenfra paa et andet. Omsider blev hele den uhyre Tomte til Flyvesand, som, formedelst de fremherskende Vestvinde, udbredte sig mod Østen, og ødelagde flere Coloniegaardes Marker, saa Beboerne nødtes til at flytte deres Bopæle. Endelig standsedes Sandflugten ved Strandhavre. Nu er denne næsten ganske forsvunden, og hele Strækningen beklædt med Lyng - som dog bestandig holder sig temmelig stakket. Men istædetfor at her før var en flad Slette, saa findes her nu den sælsomste Afvexling af lavere og høiere Tuer - somme Kig virkelige Gravhøje - Banker, Grave og Volde, Skandser og Redouter. Om Sommeren, i stille og varmt Vejr og under en vis Beskaffenhed i Luften, frembyder sig her i passende Frastand et seeværdigt Exemplar af Fata Morgana. "Hvorledes disse Ujevnheder paa Jordfladen ere opkomne?" Dette skeer almindeligt hvor Strandhavre og Marehalm plantes i Flyvesand: dette fyger til hvor Halmen er frodigst; denne voxer altid op og igjennem Sandet; og saaledes dannes efterhaanden disse længe tilvoxende Forhøjninger, indtil Lyngen omsider pacificerer de kæmpende Partier.

En langt senere Brynde, der naaede fra Karup Mark og til Thorning - en heel Miil - overgik ogsaa den kongelige Skovplantning ved Ulvedal i en Strækning af henved 200 Tdr. Land; og hvor Lyngen har gjenvundet sit gamle Herredømme.

Een endnu sildigere truede Stendalgaards haabefulde og allerede virkelig skjønne Naaleskov med Undergang; men heldigviis standsede Diget, der just paa denne Strækning var begroet med Græs, Ilden, og kun nogle faa Smaagranner indenfor bleve svedne. Saadan Ildsvaade opstaaer næsten altid deraf, at man brænder Hedetørv til Aske for nær ved Heden. Reiser sig nu pludselig Vinden fra den modsatte 113 Kant, saa er - især om dette skeer om Natten - for nogle faa Mennesker intet at udrette til Slukning. I saa Fald ringes med Kirkeklokkerne, og alle de Omboende - saamange som kunne føre Spade eller Fork - ile nu til Hjelp. "Og hvori bestaaer denne?" Vand er sjelden at erholde paa slige Steder; men haves det, da stikker man Hedetørv paa en lang Fork, dypper Tørven i Vand og skyder denne for sig hen ad Kanten paa den brændende Hede. Er der Vand nok og Folk nok, lykkes undertiden denne Operation.

Hyppigere bruges at skiære for Ilden: Saamange som da have Hedetørvespader, grave da, et halvt eller et heelt hundrede Alen - kortere eller længere - saavidt Røg og Varme tillader, en Linie to tre og fire Tørv bred af og kaste Tørvene med Jordsiden opad ovenpaa Lyngen udenfor. Herved standses Branden, naar Strækningen ej er for stor eller Vinden for stærk.

Det sikkreste - for ukyndige paradoxe - Middel, som og almindelig sættes i Forbindelse med det foregaaende, er: at "brænde for" . Man antænder nemlig den Side af Lyngen, som vender mod Ilden og Vinden. Den brænder vel da langsomt, men fortærer alligevel inden den løse Ild naar til, et temmeligt bredt Stykke, og betager altsaa Luen sin Næring.

Endnu eet - men virkelig paradox Middel, har man stundom taget 114 sin Tilflugt til: at vende Vinden! Men da det som oftest slog fejl, og Naturen viste sig stærkere end dens præsumtive Herre - Hexemesteren; denne desværre oftest boede langt borte, og i al Fald maatte hentes til Hest i Gallop, saa er denne Troldom nu at ansee som død og magtesløs at være.

Af Amtets store Heder ere, først ved Colonisationen i Lysgaard og Hids Herreder, og senere som Følge af Udskiftningen, en ikke ubetydelig Deel opdyrket og forvandlet til Agerland - hvormeget? vilde neppe mere være muligt at faae udredet; men det gaaer i flere tusinde Tønder Land. Den almindelige Cultiveringsmaade er følgende: Lyngen afbrændes, og saasnart muligt brækkes (pløjes) Jorden, for at faae den Smule Aske ned med: efter Jordskorpens tættere eller løsere Beskaffenhed hviler nu Furen eet eller to Aar, før den atter vendes. I Efteraaret før den skal vendes til Foraaret bruge Nogle at give den Mergel - dog temmelig tyndt - hvor saadant haves; og her mener jeg, at Mergel kommer paa sin rette Hylde - forudsat naturligviis, at der siden ogsaa gjødes forsvarligt. Den første Sæd er gjerne Boghvede; hvilket ogsaa er ret hensigtsmæssigt. Herpaa følger Rug - stundom tvende Kjerve- og Havre ligesaa. - Endelig, efter fra tre til fem Aars Arbejde, kommer Jorden atter i Hvile; men yderst sjelden med paasaaet Klever eller Græsfrøe. Tre, fire, fem Aar derefter begynder Lyngen igjen at springe - jo mere afkræftet Jorden udlægges, jo før- og efter Forløb af andre 5 eller 6 Aar sees intet andet Spor af Culturen end - Agerrenene.* Dette er virkelig een - enten til skærpet Flid opvækkende, eller til Dovenskab neddyssende Beskaffenhed ved den nylig opdyrkede Hedebund; men tilstrækkelig Mergling og Gjødning, tilligemed en sparsom Huusholdning med den saaledes forædlede Jords Kraft (at den ej udpines ved for mange Kjerve) kan dog holde Lyngen saalænge borte, at den kan erholde fornøden Hvile. Mergelen især er en saa bestemt Fjende af Lyngen, at endog de Klatter, som ved Kjørsel spildes oven paa denne, bortæder den og frembringe Græs, ja sædvanligviis ogsaa - virkelig Rødklever. Frøet *

115 har da rimeligviis været opbevaret i Mergelen gjennem Aartusinder; thi man seer den fremkomme der hvor Rødklever ikke kjendes i Miles Omkreds, og hvor Mergelens Bruger intet haver eller nogensinde haver havt paa sine Marker.

Nogle bruge, istædetfor paa ny at tage den lyngsprungne Jord under Ploven, at indtage af den gamle Hede. Men dette forfører og til at udmagre Jorden, og saaledes for en lang Række af Aar at gjøre den uduelig til at modtage ny Bearbejdelse.

En, uden Sammenligning fortrinligere Jordforbedring, Hedens Forvandling til Eng eller varig Græsland ved Overrisling, er paa behørig Sted udførligere fremstillet.

Den hidtil almindeligste, og enten meest fordelagtige, eller mindst skadelige Hedeopdyrkning foretages af Plovdrivende, og i Forbindelse med andet og større Jordbrug. Men dog er i senere Tider mange Hedestykker særskilt - uden Forbindelse med anden Mark - opdyrkede. Forsaavidt dette skeer paa den Maade: at Nybyggeren er, og vil vedblive at være Ejer af Lodden, og at han dyrker den selv med egne Trækdyr - helst Køer - da maae Foretagendet ansees for statsgavnligt; thi det vil (med faa og Sagen selv uvedkommende Undtagelser) paa eengang forøge Folkemængden og Jordens Production. Finde derimod de opgivne Betingelser ikke Sted: er Nybyggeren Lejer, og skal han have Andre til at dyrke Lodden, da forøges vel Folkemængden, men Velstanden formindskes; thi saadanne Anlæg ere at betragte som ligesaa mange Fattighuse. Almindeligviis lejes Lodden - 4,5 Tdr. Land og noget mere - paa 10 à 12 Aar: Ejeren afgiver Arbejdsdyr og Redskaber til Opbrydningen, dog for Betaling, som gjerne bestaaer i Dagsgjerning, og naar Colonisten gifter sig, tillige i rundelig Kost: de første 4 à 5 Aar giver denne intet i Leje; men forbinder sig til i de øvrige Aar af Lejetiden at yde meer, end han formaaer; hvorfor han enten kaster sig paa Fattigvæsenet, eller løber fra sin usle og i Virkelighed kun provisoriske Hytte, og lader det være Communens Sag, hvorledes han kan faae en anden til sig og Familie. Lovgivningen har viseligen stræbt at sætte en Grændse for Udparcellering i det Smaa; men saadan Udlejning tykkes mig end stærkere at trænge til Indskrænkning. Herom udførligere paa sit Sted.

[...]

116

Engene og deres Cultur.

[...]

Hvad de naturlige Enges Forædling angaaer, da er siden Udskiftningen herpaa arbejdet, og arbejdes endnu næsten allevegne i Amtet; men uforholdsmæssigt meer ved Vandets Afledning, end ved dets Paaledning: Vandløbene (Aaer og Bække) oprenses, hvorved ubetimelige Oversvømmelser forebygges; og Afledningsgrøvter gjennem Engene give disse en større Fasthed. Kun er det at beklage: at ogsaa heri gjør Enkeltes Træghed og Egensindighed store Hindringer. Ved Lovenes Magt at tvinge saadanne finder liden Medhold i Jydens Nationalcaracteer: og Vejen hertil er - som mange andre jydske Veje - ikke af dem, som let og hurtig føre til Maalet. Oprydning og Afbrænding af Buske og Tuer. Opfylding af Huller og gamle Tørvegrave, Paaførsel af Sand, Aske og Mergel høre til Sjeldenhederne

Men en anden og det en radical Forbedring: Kildevands Paaledning (Overrisling) er derimod i glædelig Fremskridt. Den fandt sin Begyndelse for en Snees Aar siden hos en Huusmand i Vallerbek, Karup Sogn. Han opdæmmede først for den lille Bæk, som løb igjen-nem hans Ejendomme ned mod Karup Aae; og ved Sidegrøvter ledte han Vandet saa højt op over sit gamle Løb, som Dæmningen tillod. Fra disse Landgrøvter ledtes Vandet gjennem smaa Render ned over det Stykke Jord, som skulde omdannes til Engbund. Da Naboerne saae, hvor vel dette lykkedes: at ej allene paa den tørre Engbund, hvor det saakaldte "Katteskjæg" tilforn gav mager Græsning, og endnu magrere Høe, samt lidet af begge Dele, men og paa den forrige Lyngbanke, ja selv paa de nøgne Sande* bølgede en tæt og frodig Græsgrøde af lidet eller for Egnens Bønder slet ikke bekjendte Arter - da hentede de Opfinderen som en Mirakelmand Een efter en Anden i stedse større og større Omegn paa begge Sider af Aaen. Allerede for 12 Aar siden torde jeg anslaae de af Vallerbek-manden skabte Enge til at indtage et Areal af over 2000 Tdr. Land; nu stiger det maaskee til over det Dobbelte. For denne Egn er Værket af dobbelt Vigtighed, eftersom Overjorderne ere af en saa ussel Beskaffenhed,** at de forhen *

* 117 netop kunne give Rug (3 Skpr. Sæd i 1 Tde. Land geom.) Nu kan ej allene gjødes langt rigeligere; men i det saa stærkt forøgede Qvæghold er en riigholdig Indtægtskilde, om hvilken den forrige Generation ej engang havde Anelse. Til Exempel vil jeg blot anføre Sangildgaarden i Thorning Sogn, til hvilken forhen med lang Tidsspilde sammenskrabedes 5 à 6 Læs Sulthøe, bestaaende meest af Katteskjæg og Padderokker; og hvor nu bjerges mellem 50 og 60 Læs Syltbøe.*

Men udenom den her berørte Egn gaaer det endnu kun langsom med saadan Engforbedring og Engskabelse. Endnu udsender den gavmilde Jord sit Mirakelvand paa tusinde Steder, hvor man enten lader det gaae sin gamle Gang, eller endog indsnævrer og forkorter dets Vej til Aaerne. Jeg er langt fra Overdrivelse, naar jeg paastaaer: at i dette Amt allene over 50,000 Tdr. L. vente paa Menneskets Hjelp for i samme Antal at kunne formere Qvægbesætningen. Jeg finder for hele Nørrejylland ingen Deel af Landbruget vigtigere end denne, ja denne lige saa vigtig som alle de andre tilsammentagne. Thi her handles om at frembringe - ikke Noget men Meget af Intet: om ved eet *

118 Middel at forøge baade Engens og Agerens, Staldens, Nødsets og Faarestiens Productioner. Det er visselig meget under Virkelighed, naar jeg antager: at i hele Provindsen kunde saaledes vindes 100,000 Tdr. Land til Frembringelse af 400,000 Læs Høe (foruden Eftergræsning). Det er overflødigt for Kyndige at beregne Forøgelsen herved af Udførselskvæg. Smør, Ost, Uld, Flesk etc. - den formerede og forbedrede Kornproduction ej at forglemme. - Men skal der bies til alt dette kommer af sig selv? Alt modnes seent her i Jylland, ogsaa gode Planer. Jeg behøver ikke at nævne Hvem eller hvilken Kraft her kunde indgribe. Men jeg tillader mig alene at bemærke: at et hurtigtvirkende og ikke meget bekosteligt Middel vilde frembyde sig deri, at een eller flere kyndige og for Landvæsenet nidkjere Mænd i den angivne Hensigt berejste Landet, henvendte Ejernes Opmærksomhed paa Gjenstanden, oplyste dem om Fordelen, og vejledte dem i Værket. Det var endvidere ønskeligt, om disse kunde opmuntres ved den Forsikkring: at saadanne Enge ingen forhøjet Skyldsætning eller anden offentlig Tyngde havde at befrygte. En saadan Frygt har nemlig i den senere Tid faaet ny Næring, og Spader, Skovle, Grebe, Hakker og Røddeøxer i stor Mængde hjembaarne fra Overdrev og Udørkener.

Skovplantningerne.

Vi ville nu begive os til Skovplantningerne €: Konstens Værker.

Og paa hvilket skulle vi først hefte vort Blik hellere end paa den med fuld Føje saakaldte Kongeskov?

Hvor Sognene: Vium, Thorning og Frederiks (Colonien) støde sammen med deres store Lyngheder, omtrent midt imellem alle tre, ligger denne Skov i en Udstrækning af omtrent 1650 Tdr. Land. Det første Anlæg = 40 Tdr. Land - begyndtes 1789; og det sidste, 340 Tdr. Land, 1824. Uheldigviis saaedes i Begyndelsen meest Fyr, som vel løber temmelig rask op til en Højde af 7, 8 Alen, men uden forholdsmæssig Førhed. Naar de have naaet et saadant Maal, standse de i Væxten, staae hen ved det samme i hele Decennier imellem Liv og Død. Aarsagen hertil har man søgt i Ahlen; men netop i de Strækninger, hvor disse Fyrre befinde sig, er enten ingen Ahl, eller saa dybt nede, at den ikke kan skade noget Træes Rod. Et Slags grønne Fluer (Phalæner) har i somme Aar indfundet sig paa Træerne i saadan Mængde, at man endog har samlet og brændt dem i Skjeppeviis; men 119 den Skade, disse Insecter foraarsagede, var dog kun stykkeviis og temporær, og Fyrrene allevegne lige elendige. Jeg formoder: at et vist Sand - eller Gruus-Lag maae være tingeret med en saadan mineralsk Substants (Jern? Vitriol?) som læderer Hjerteroden. Nok er det: Fyrrene hører ikke hjemme paa de jydske Heder, har aldrig havt Hjem her. Det vise endnu deres Tørvemoser, hvor Gran og Birk ligger begravne i Mængde, men ikke hint Træ. Deraf see vi altsaa, hvad her kan groe; og dette sees nu ogsaa ovenpaa Jorden: hvor især det første Slags allerede har naaet en dobbelt saa stor Højde som Fyrren og en forholdsmæssig Tykkelse. De ere frodige og sunde, og gjøre aarlige Topskud af indtil 1½ Alens Længde. Her ere Graner i tusindviis, som kunde afgive Spændetræer, endog Bjelker til smaa Bønderhuse. Ogsaa Lærkerne - hvoraf der ikke ere mange - lykkes godt.

Lige til den nuværende Bestyrer Forstraad Bang kom her 1815 var alt blevet saaet, og det i fiirkantede Huller, af hvilke Overskorpen borttoges, og Underlaget løsnedes. Bang har ogsaa plantet, og det med god Fremgang, undtagen i et par meget hede og tørre Sommere. I den sidstanlagte Plantage er plejet i Strimler, og derpaa saaet og harvet. Denne Methode er nemmere og mindre kostbar.

120

Den sydvestlige Deel af disse Skove - den saakaldte "Ulvedalsplantage" - er af slettest Jordbeskaffenhed, og frembyder - med Undtagelse af Dalen midt igjennem den - intet lysteligt Syn; det var ogsaa denne, der fik Halvparten ødelagt ved Hedebrynde. Til at forebygge saadanne, og i det mindste at gjøre dem partielle, ere nu trukne brede Brandlinier uden om og - skjærende hverandre: ogsaa igjennem Plantagerne. Disse Strimler pløjes og harves, for at tilintetgjøre Ildens Næringsstof Lyngen. De Træer, som paa disse ere borthuggede, ere solgte deels ved Auction, deels underhaanden, til Lægter, Sparrer, Vognstange o.s.v., og have allerede indbragt nogle tusinde Rbdlr. Men Skoven trænger til en næsten total Udtynding; hvorved strax kunde indløses betydelige Summer, og de tilbagestaaende Træer faae tilbørligt Raaderum.

Man kan ikke tage fejl i den Beregning: at Stendalgaardsplantagen (den største og ældste) inden et Qvartsekels Udløb vil have ej allene betalt sig selv, men givet anseligt Overskud.

En Miil syden for befinder sig den yngere Kumpedalsplantage, anlagt tildeels i Flyvesand (dæmpet først ved Strandhavren.) Den er ved 100 Tdr. Land stor, men ikke indfredet. Naar den vil betale sig er vanskeligt at forudsige.

Af Privates Skovopelskninger fortjener først og fremmest at nævnes Hr. Kochs til Ulstrup i Medelsom Herred. Skovgrunden til denne Herregaard er 800 Tdr. Land. Deraf vare større og mindre Strækninger deels omhuggede, deels aldrig begroede. Ved Godsets Overtagelse fandt Koch en Planteskole som Rentekammeret havde ladet anlægge, ikke af Forstvæsenet men af Gaardens Gartner, en Planteskole, som indeholdt 40,000 Naaletræe-Planter tjenlige til Udplantning, og henved 200,000 yngre Planter. Da Koch for 4 Aar siden kjøbte Gaard og Gods, saaede han strax flere Slags Træefrøe, især af Gran; ogsaa Fyr, Lærke, Birk og Eeg (Agern). Han har paa passende Steder inde i Skoven 6 Træskoler af omtrent 2 Tdr. Lands Størrelse med 3 og 4 Aars omplantede Graner, Fyrre og Ege m.fl. alle saa vel behandlede, at de vilde fyldestgjøre enhver Forstmands Fordringer; saavelsom den endelige Udplantning, der allerede er fuldført paa over 50 Tdr. Land.

Vort næste Øjekast falder billigen paa Hjermind, hvor Consistorial-raad Bjerregaard ej allene har anlagt en, nu nogle og tyve Aar gammel, fortrinlig Plantage, meest af Naaletræer: men og paa en anden 121 Maade storligen gavnet og fremmet Plantningen i en viid Omkreds; thi af sin nu i mange Aar continuerede Planteskole har han uddeelt flere Hundredtusinde meest Naaletræplanter, saavel til dem som faae offentlig Understøttelse til slige Anlæg, som til dem der paa egen Regning drive saadanne.

Blandt andre Skovplantninger, som uden offentlig Understøttelse ere anlagte, udhæve vi: den ved Asmildkloster ved afdøde Justitsr. Bruun i Fredericia: den ved Æveldrup af Pastor Drejer: een ved Vorning Præstegaard af Pastor Blicher: een ved Brunshaab af nu afdøde J. Bruun Fabrikejer ibid.: een ved Nørre-Teilgaard.

[Herefter følger en Fortegnelse over de af Landhuusholdningssselskabet til Træplantning Understøttede i Viborg Amt.]

Her at give nogen Beskrivelse over disse Plantningers Tilstand, vilde deels være for tidligt; og dernæst anseer jeg mig hertil saameget mindre forpligtet, som det Kongelige Landhuusholdningsselskab ej allene har sørget for Opsyn med samme, men endog ladet dem af en Forst-Candidat berejse. Jeg tør allene tillade mig at gjentage min forhen yttrede Formening: at saadanne Plantninger ere for smaae og for adspredte til at naae det tilsigtede Maal. Med Hensyn til den første Beskaffenhed, da er det en uundgaaelig Følge: At Plantagen, saafremt den ikke er beskyttet af høje Banker mod Vesten og Norden, vil lide meget af Stormene, og en stor Strækning forknyttes, for at kun maadeligt beskytte det Øvrige. Med Hensyn til den anden Omstændighed, da ville disse Plantninger, som jo netop skulde anlægges i skovløse Egne, naar de naae en vis Størrelse, udsættes for Skovtyvene, hvis Udaad, efter vore Love, ikke straffes saa strængt, at Fristelsen derved kan dæmpes. Naar da Ejeren seer, at hans Træer skulle ranes, hvad Under, om han da bruger sin første Prioritetsret? Begge Onder vilde upaatvivlelig for Størstedelen hæves, naar sammenhængende Plantninger anlagdes flere, af hele Byer. Da her kun behøvedes et Udbeg for dem alle, vilde Bekostningen være langt ringere, og Selskabet saaledes, med samme Pengesummer som nu faae langt meer og varigere udrettet. Naar til Exempel 10 Bønder i en Bye anlagde en Plantage paa 20 Tdr. Land, og samme var 1,400 Alen lang og 200 Alen bred, da vilde Udhegnet 1,070 Favne koste omtrent 100 Rbd.: istædetfor at 10 isolerede Plantager vilde koste 1/5 meer. Her vandtes derhos bedre Læ, og større Sikkerhed for Tyve; thi saamange Ejere kunde jo langt lettere overkomme Tilsynet end en enkelt Mand. Naar 122 Landhuusholdnings-Selskabet nu lod et saadant Foretagende tilflyde 1000 Rbd., fordeelte maaskee bedst paa 10 Aar (istædetfor nu paa 4), da sparede det 700 Rbd., og Præmiens Størrelse i Sum skulde vist nok vise sig som en kraftig og sin Virkning ikke forfejlende Opmuntring.

Om Havedyrkningen.

Herom er - hvad Bondestanden angaaer - lidet at sige, eller snarere Noget om Intet. Haver ere saagodtsom ubekjendte Ting lige indtil Navnet; thi hvad der af saadant haves, hedder Kaalgaard (Kalgor) a parte potiori - rettere parte unica.

Et Stykke Jordsmon af fra ½ Fjerdingkars til et par Skieppers Areal, helst norden for Isterraden - der hos Gaardmænd gjerne udgjør den nordlige Fløj - ved Smaahuse oftere men ikke altid mod Syden, indhegnet med enkelt Steendige, Jordvold eller Hedetørv, udgjør en almindelig Bondehave; (Undtagelserne skulle siden anføres). Paa eller tæt inde ved Hegnet findes, dog i tilbørlig Afstand, nogle enkelte Piil, Hyld, Rønner, vilde Blommer, mosgroede Stikkelsbær, som intet bære. Grønkaal - ligemeget af hvilket Slags -, og hvortil man selv ofte avler Frøet, indtager Havens største Rum; i hvis eensformige Udseende som oftest kun eet eller flere Bistader give nogen Afvexling. Er Pladsen større, end behøves til Kaal for Kjøkkenet - Kreaturerne faae intet heraf, uden naar man vil fange løsgaaende Heste - saa er det øvrige gjerne bevoxet med Græs til at slaae i en trang Vending og tage i Vognen til en Rejse, eller og til derpaa at tøjre en Kalv eller et par Faar, eller til at blege Lærred. Sjelden findes nogle Pletter, der skulle ligne Bede, hvor man strøer lidt Persille- og Gulerodfrøe, og overlader saa til Hønsene, hvormeget af samme skal groe; og det vorder altid lidt nok. Nogle have et par Smaabuske Purløg, der sørge for sin egen Tilværelse, samt noget Peberrod hist og her i de fugtigste Steder. Findes her endnu et par Kirsebærtræer (af de almindelige sorte, satte af Rodskud) og et par Æbletræer, som naturligviis intet bære, da Græs og Nælder og andet Ukrud raade for Pladsen, da har man Skyggetegningen af en almindelig Bondehave. Der hvor man endnu ej er kommen saavidt med Kartøfler, at man dyrker dem i Marken, anvises dem og et Rum i Haven.

Aarsagerne til denne Havevæsenets jammerlige Tilstand ere: 1) 123 Naar undtages Grønkaal, har Bonden ikke synderlig Smag for Havevæxter; 2) han anseer dem ikke for noget Surrogat istædetfor andre Fødevare, men for et blot Kryderie, som hverken mætter eller giver Næring; 3) ynder han endog een og anden Sort, da kan han i Kjøbstæderne og paa Markeder virkelig for Spotpriis* forsyne sig med det lidet han behøver, af Løg til Slagterie, af Gulerødder, Persille, Porrer og Timian til Kjødsuppe, som for ham er en sjelden Kost, og - Slagtetiden fraregnet - alleneste Gildemad; 4) forstaaer han ikke at behandle sin Havejord tilbørlig, og lader denne altid staae tilbage for *

124 Marken. Naar her ikke er noget paatrængende Arbejde, klemmer han paa, een eller en halv Dag, og sætter sine Kaal; men de maae derefter passe sig selv, thi Lugning eller anden Slags Jordrensning maae de ikke vente.

Saaledes er da Havevæsenets almindelige Tilstand hos den egentlige Bonde; der gives Undtagelser, men de ere faa og smaa, og aldeles uvigtige med Hensyn til oeconomisk Fordeel.

Ved de allerfleste Herregaarde derimod sees smukke og store Haver - næsten alle levende Minder om Fortidens Adelsvælde; men ogsaa disse ere kun til for Fornøjelsen. Nogle sælge vel Træ- og Jordfrugt, men neppe meer end til Gartnerens og Arbejdernes Lønning. Men ved nogle Herregaarde indskrænkes Haverne, og største Delen gjøres til Agerjord, eller Tofte. Jeg kjender flere, hvor Raps, Korn og Klever have fortrængt Pomonas Yndlinger- og det maaskee til større Fordeel for Besidderne.

Præsterne deels vedligeholde, deels udvide og forskjønne almindeligviis deres Haver. Og saaledes gjøre og de fleste mindre Jordejere udenfor Bondestanden.

Kjøbstæderne have saagodtsom allene Haver, ej allene for Lyst, men og til Fordeel, og forsyne deres haveløse Beboere som Omegnens Bønder med de nødvendige Suppeurter. Træfrugter kjøbe disse vel noget lidet af; men blot for at spise strax, ikke til Brug i Huus-holdningen, hvor tørrede Frugter ere ganske ukjendte. Ikkun et par Haandfulde Rødløg - ogsaa Hvidløg - bruges til Pølserne.

Til de større Undtagelser høre: Bønderne i Løvskal, og nogle Flere deromkring (Skjern Sogn, Medelsom Herred), der have betydelige Kirsebærhaver. De ere af det almindelige sorte Slags; og sælges friske i Randers og Viborg i saadan Mængde, at Pundet stundom faaes for 2 Sk. En af Beboerne - Skovbye i Løvskal - har ogsaa tørret og solgt Partier.*

Videre bør nævnes Hornbekkerne (østligst i Sønderlyng Herred) der allerede for flere Aar siden have havt Urtehaver paa 1 til 2 Tdr. Lands Størrelse, og tillige med Christrupperne paa den anden Side, været Randrusiensernes Amagere. Hovedkaal er deres fornemste *

125 Product. Her tæt ved, i Taanum Sogn, er af en nu bortdød lært Gartner (1806) anlagt en endnu større Have, som ej allene frembringer finere Jordfrugter, Asparges, Jordbær, Sellerie o.s.v., men og har en god Deel Frugttræer, tilligemed en fortrinlig Planteskole for saadanne, af hvilke for billig Priis ere solgte mange til Omboende, og flere førte til Torvs i Randers.

De største og skjønneste Herregaardshaver findes ved: Asmildkloster, Ulstrup, Thiele, Viskum, Ørslevkloster, Corsøegaard, Lerkenfeld, Lynderupgaard, Bidstrup, Eskjer og Kjeldgaard. I den sidste findes en Sjeldenhed, som vist nok er eneste i sit Slags: tvende, til fem Alens Højde og Arms Tykkelse opfredede Træer af - Gyvel! (Spartium scoparium, nu: Genista scoparia). Med sine store skjønne Kroner af lange grønne Naale og dejlige gule Blomster vilde de være Pragtstykker i en kongelig Have. Kjeldgaard Have fortjener saamegen mere Opmærksomhed, som det maa have kostet meer end almindelig Møje og Taalmodighed, at skaffe den Læ for de skarpe Vestenog Nordenvinde, for hvilke den der paa Nordpynten af Salling er udsat.

Blandt forsvundne Herligheder mindes jeg med Veemod: Haverne ved Aunsbjerg, Hald, Vindumovergaard og Allinggaard. Den første udmærkede sig ved sin Størrelse og ægte franske Stiil; den anden baade ved Størrelse, og ved sin - i det mindste i Jylland - mageløse Beliggenhed; den tredie var indhegnet med en 4 Alen høj Brandmuur, og den fjerde havde et fyrsteligt Orangeriehuus. Begge de sidste vare anlagte af een Mand - den af Mange og selv af hans mange Bønder savnede Arnold de Fisker.

"Nu ligge de alle i Græs eller Gruus"
"under Tidsler og Nælder - -"

4

Brændeviinsbrænding.

Med Hensyn til Kornets Forædling: da er den ene Maade, nemlig at gjøre Byg i Gryn til Forhandling, her i Amtet ophørt. Den anden, af Korn at lave Brændeviin, er ganske almindelig, naar undtages det østlige Strøg af Amtet nær imod Randers. Paa Landet brændes ej allene af Rug og Byg, men og af Spergel, som giver en hæslig Smag, og 126 af Boghvede, som nydt i tilbørlig Qvantitet, menes at frembringe en til Galenskab grændsende og længe vedholdende Ruus. Kartøfler bruger ingen. Eet stort Brænderie haves i Viborg, nemlig Haubroes; og desuden har Byen nogle faa mindre Brænderier; Skive har ogsaa nogle faa. Den Forordning, som gav Tilladelse til at brænde paa Landet under visse Betingelser, har i hele Amtet ikke bevirket et eneste Anlæg; de mindre Landbrugere ville slet ikke kunne benytte sig af Tilladelsen; og for de større ville Penge og Drivtighed med større Fordeel sættes i andre Foretagender. Det gaaer da i denne Sag ligesom med Markfreden: uagtet Lovbud og Bøder bliver Alt ved det Gamle. Men denne Uformuenhed saavel hos den legislative som executive Magt opfordrer til Undersøgelse af Aarsagerne. Ligger det i Jydens Caracteer haardnakken at fremture i Opsætsighed mod Regjeringen og dens Foranstaltninger? Ingenlunde: den jydske Bonde er en lydig Undersaat, og bærer uden Knur endog meget tunge Byrder, naar han blot troer at de ere nødvendige til Rigets Tarv: han sælger sin bedste Koe, sin bedste Hest for at betale sine Skatter; han lader sig udpante for disse, men han knurrer ikke; han adlyder alle andre Kongebud - hvorfor er han da gjenstridig med dette ene?* fordi han betragter det som et Indgreb i hans Ejendomsret, et Baand paa hans lovlige Virksomhed. Ligger Skylden hos de underordnede Øvrigheder? i en Slaphed, Ligegyldighed, Igjennemfingreseen, eller - *****? Jeg er ikke for at besvare dette Spørgsmaal ligefrem; men jeg har kjendt Herredsfogder (de ere nu døde; jeg taler ikke om de levende) som i enhver Henseende med Retfærdighed og Redelighed forvaltede deres Embeder, som ubøjelig straffede enhver anden Lovovertrædelse,

* 127

128

kun ikke denne. Jeg kjender mange Exempler paa: at saasnart Angivere med Toldofficiantere indfandt sig hos Fogden for at erhverve hans Bistand til Opdagelse af ulovlig Brændeviinsbrænden, foer strax fra hans Boepæl et ridende Iilbud omkring til de nærmeste Byer- og Budstikken løb derefter ligesaa hurtig videre. Naar man da, efter et med Forsæt langt nok uddraget Ophold, skred til Undersøgelse, fandtes naturligviis Intet. Og hvad skal man da vel sige herom? Mon ikke den Lovbestemmelse: at Fogden skal medtages ved enhver saadan Huusundersøgelse i hans Jurisdiction, seer ud som Lemfældigbed hos selve den legislative Magt? Og har ikke Regjeringen, ved at forlange Underauthoriteternes Meninger og Forslag, viist hvormeget den ønskede en almeengavnlig Forandring i de gjældende Bestemmelser? Men Anskuelserne af denne Sag ere vidt forskjællige; hvilken skal tages tilfølge?

Jeg skal kortelig fremsætte de væsentligste Hindringer og Indvendinger mod fri Brændeviinsbrænden.

1) "Det Tab i Statsindtægterne, som herved vilde foraarsages, da en saadan Frihed jo ogsaa maatte forundes Kjøbstæderne." Dette Tab vilde sikkert kunne meer end erstattes naar Afgivten lagdes paa Kjedlerne (ikke som nu paa Kornet, der skal brændes) efter disses Størrelse, men dog med Hensyn til hele Brændeviinstøjets Beskaffenhed, og Stedet* det befandt sig. Naar man undtager den Egn mellem Randers og Mariager Fjorde, hvor Almuen ikke brænder, da kjender jeg ikke eet Herred og ikkun faa Sogne i hele Jylland, hvor jo dette finder Sted; ja man kunde vel paavise det Herred, hvor der befinde sig over 500 Kjedler. Jeg tør med temmelig Sikkerhed regne over 10,000 i hele Provindsen; og dette Antal vilde ved Frigivelsen vist nok langt meer end fordobles, naar man tager Hensyn ogsaa til Øerne, hvor nu ingen existere. De mindste Kjedler paa Landet kunne med Lethed bære en aarlig Afgivt af 5 Rbd., saa allene herfra, hvorfra ellers intet for denne Post tilflyder Statskassen, vilde erholdes meget over 100,000 Rbd. Naar man videre betænker: at Kjøbstæderne nu udrede hele Afgivten, kunde Landboernes forskaffe hine en inderlig ønsket Lettelse, samt Frihed fra de forhadte Huusinqvisitioner, og den næsten uimodstaaelige Fristelse til at besvige Toldvæsenet. For samme Fristelse *

129 vilde og Almuen ganske befries; thi naar Straffen for ulovlig Brænden betydelig forstærkedes - hvilket jo var højst retfærdigt - vilde ingen udsætte sig for samme, og for at spare 5 Rbd. risikere et ti eller tyvedobbelt Tab. Ydermere vilde under saadanne Omstændigheder det ansees for en baade taabelig og uhæderlig Overtrædelse af Landslovene, hvad der nu betragtes som undskyldelig Nødværge.

2) "Der ville brændes langt mere Korn: altsaa udføres mindre men drikkes saa meget mere".

Det første er utvivlsomt; men at alt hvad brændtes meer end nu, just skulde gaae gjennem danske Halse, er uvist. Hvorfor skulde ikke fra de danske Provindser kunne udføres Brændeviin ligesaavel som fra Holsteen, hvor Landmanden brænder hvad han selv behøver, og Kjøbmanden udskiber? Hvad om her ikke blev lavet synderlig mere end det som Flensborgerne nu tilføre os? Allene i eet Aar (1826; see Brinck Seidelins Beskrivelse over Hjørring Amt) indførte de til Frederikshavn 47,368 Potter. En Deel deraf gik vel til Skagen og Sæbye; alligevel maae vel og desforuden et ikke ubetydeligt Qvantum fra andre Kanter være tilført dette Amt, skjøndt Brænden paa Landet der er stærkt igang. Det er ikke overdrevent, naar man antager, at Holsteen indfører 1 Potte Brændeviin for hvert Menneske i de danske Provindser,* følgelig 1,224,000 Potter.** Saaledes kunde vi spare over 2 Tdr. Guld aarlig, naar fri Brænden tillodes, og maaskee endda føre Brændeviin ud af Landet. Man betænke videre: at Talen her er om et Naturalproducts Forædling, hvilket i og for sig selv er en Gevinst: at af Kornet ej allene frembringes Brændeviin, men og et for Landmanden saa vigtigt Product som Spølet, der igjen forøger baade de animaliske og vegetabiliske og som virkelig lader ham drikke sit Brændeviin for intet.

3) "Kjøbstæderne vilde lide Skaar i een af deres vigtigste Næringsgrene."

Denne Paastand har endnu mindre Grund: a) Naar Afgivten vorder nedsat i et passende Forhold, vil Kjøbstædbrænderen med hans *

* 130 fortrinlige Redskaber uden Tab kunne holde Priser med Landboen: b) Hiins bedre og reensmagende Brændeviin vil finde samme Aftræk som før baade i Kjøbstæderne og hos alle Familier over Bondestanden paa Landet, som ikke selv brænde- og af disse ville der altid blive mange: c) Hvad der laves mere end til indenlandsk Forbrug kan under mulig Forandring i Toldvæsenet udføres: d) Dersom det under 1. fremsatte Forslag iværksattes, vilde Kjøbstædbrænderen sikkerligen staae sig langt bedre derved end ved de nu gjældende Bestemmelser: e) Disse, men maaskee ogsaa Tidsomstændigheder og Handels-conjuncturer, ere Aarsag i, at i Kjøbstæderne - hvilke det bestaaende Tvangssystem jo skulde komme tilgode - nedlægges eet Brænderie efter det andet; Sundbye f.Ex. har af 28 Brænderier som for en Snees Aar siden vare igang, nu ikkun tre tilbage!!! Og dog er der vist ikke mere Smugbrænden i Vensyssel nu end dengang, f) Og hvorfor skulde da, reent udtalt, Kjøbstæderne allene have udelukkende Ret til at forædle dette vigtige Naturproduct Kornet, som er Frugten af Landmandens Flid og Møje? En saadan Begunstigelse staaer efter min Formening under samme Categorie som Laugsrettighederne - om hvilke videre i det 26de Capitel. At afsætte Landmandens Producter, og at forædle dem, forsaavidt han ikke selv formaaer - det er Kjøbstædboernes Bestemmelse.

4) De tre første Ankeposter have Hensyn til Oeconomien, den fjerde til Moralen: "Landbrænderierne - siger man - befordre Drikfældighed i Bondestanden." Denne Yttring, fremført af en Kjøbstædmand til en Bonde, kunde vel hos den sidste fremlokke et Smiil tilligemed det Spørgsmaal: "om der da herskede mere Drikfældighed i Stæderne end paa Landet?" Men Skjemt tilside! Forfatteren som er temmelig vel kjendt med Almuen i forskjellige Egne af Jylland, baade hvor der brændes og hvor der ikke brændes, og som i en Række Aar har været bosat hvor saavel det ene som det andet var Tilfældet, forsikkrer: at den omhandlede Last, som - med det samme sagt - i de senere Tider meget har aftaget i Bondestanden, ikke hersker meer i den Egn hvor Brændeviin tillaves i Smug end i den hvor man henter sit i Staden. Ja det forekommer mig endog, at i den sidste hentes flere Perialer paa Torve- og Markedsdage, end i hiin; maaskee af den psychologiske Grund: at den nordiske Nektar for den som ikke selv tilbereder den, og sjeldnere nyder den, har Raritetens Tillokkelse. Hvo der ellers nøje kjendte baade den sjællandske Bonde som ikke 131 brænder, og den jydske, ville bedst kunne afgjøre: hvorvidt hiin i Henseende til Afholdenhed staaer over denne.

Jeg har, som man seer, ikke lagt Dølgsmaal paa min Mening i den omhandlede Sag; og skal ej heller krympe mig for at henlede Opmærksomheden paa endnu een ikke priselig Følge af den bestaaende Tvang: det store Misforhold nemlig som herved finder Sted hos Bondestanden i denne ene Provinds; idet nogle Egne nyde Fordeel af Brænderie, andre - som ere under nærmere og strængere Tilsyn - ikke. Kan man da ikke, eller vil man ikke allevegne holde over Forbudet - halvtredsindstyve Aars Erfaring viser dette - da tykkes mig Billighed at kræve dets totale Ophævelse. Gud give at dette inderlige og almindelige Ønske snart maatte opfyldes!*

Viborg Tugt- og Forbedringshuus.

Klædefabriken i Tugthuset.

Denne er ogsaa anlagt af samme drivtige Mand, Justitsraad Bruun, i Aaret 1811.

Ved kongeligt Rescript af 21 de Junii 1820 overdroges ham for egen Regning Fabrikens Drivt ved Arbejde af Fangerne, paa Vilkaar: "I det Hele taget at sørge for disses reglementerede Forplejning og Bespiisning, samt Bygningens og Inventariets Vedligehold, m.m., samt at der ham til Hjelp heri af den kongelige Kasse aarlig udbetaltes 4000 Rbd."

Siden gik Kjøbmand Guldberg i Viborg i hans Sted ind paa disse Vilkaar, (saavidt jeg veed endog med offentligt Tilskud af ikkun 3000 Rbd.) og har endnu Bestyrelsen.

Det er iøjnefaldende, hvilken betydelig Besparelse her er for det Offentlige. Thi lægge vi Inspectørens og de faa Betjentes Lønning *

132 hertil, da koster en Fanges Underhold aarlig kun fra 20 til 25 Rbd. (efter Fangernes Antal). Hvor ønskeligt var det, om saadant fandt Efterligning ved vore øvrige Straffeanstalter! Og staaer hermed i naturlig Forbindelse et andet Ønske: at gjennemgribende Forandringer maatte foregaae i disse Anstalters hele Indretning; og blandt andre navnligen: Fangernes størst mulige Adskillelse fra hverandre!

Tugthuusfabriken leverer aarlig omtrent 20,000 Alen Klæde fra 9 Mk. til 19 Mk. pr. Alen, i forskjellige Farver, dog meest "mørkmeleret" til 9 à 19 Mk., som er almindelig bekjendt for særdeles godt til saadan Priis. Den leverer videre fra 600 til 1000 Alen Hestedækkener, nogle hundrede Alen Flanel, samt alt hvad Fangerne behøve til Gang- og Sengeklæder. Der spindes endeligen fra 5000 til 6000 Pd, Uldgarn, hvoraf de 3000 Pd. forbruges i et af Hr. Guldberg anlagt Strømpevævene, der drives i Forening med Fabriken paa 15 Væve. Det øvrige Garn sælges næsten alt som saadant til Kjøbenhavn. Klædet gaaer sammesteds hen, samt til Helsingøer og Kjøbstæderne i Jylland.

Fangerne

Og er her vel Stedet til at fremsætte de Oplysninger om Tugthusets nærværende Tilstand, med Hensyn til Fangerne. De ere aldeles nøjagtige; thi jeg skylder dem den over min Roes langt ophøjede Bestyrer, Hr. Major v. Undall, i vedføjede Lister: A, B, C.

133

A. Summarisk Liste

over de begangne Forbrydelser af de Fanger, der hensidde i Viborg Tugt- og Forbedringshuus den 31te December 1837.

Forbrydelser mod Personer. Forbrydelser mod Ting.
Tyveri.
Kjøndene. Mord. Drab. Barnefødsel i Dølgsmaal. Opsætsighed. Forældres Mishandling. andre Delict. car. Qvaksalveri. Overfald. Falsk Vidnesbyrd. Konens Mishandling. Brandstiftelse Qvalificeret Tyveri. 3die Gang. 2den Gang. 1ste Gang. Hæleri m.v. andre Bedragerier. Lediggang. Falske Bancosedler. Falsk Myntning. Tvangsunderviisning. uangivet Forbrydelse. Anmærkning.
Mandsfanger - - - 2 3 2 1 3 - 1 2 3 4 70 23 - 2 35 2 2 1 6 162 Mandsfanger.
Fruentimmerfanger 4 4 - - - - - 2 - 3 5 16 19 2 3 1 17 - - - 3 80 Fruentimmerfanger.
Summa 4 1 4 2 3 2 1 3 2 1 5 8 20 89 25 3 3 52 2 2 1 9 242 Fanger.

Min Afskriver har af Listen udeladt de ubesatte Rubrikker, deraf kommer det, at her findes en Rubrik, der er betegnet andre Delict. car., uden i Forveien at omtale Bigami og Crim. Bæst. Endvidere Meeneed, Undsigelse, Falsk, m.v.

134

B. Summarisk Liste

over den Alder, som de Fanger havde ved Indtrædelsen i Straffeanstalten, der hensidde i Viborg Tugt- og Forbedringshuus den 31te December 1837.

Kjøndene. Fra 11 til 20 Aar. Fra 21-30 Aar. Fra 31-40 Aar. Fra 41-50 Aar. Fra 51-60 Aar. Fra 61-70 Aar. Fra 71-80 Aar. Fra 81-90 Aar. Anmærkning.
Mandsfanger 16 48 40 33 16 8 1 - 162 Mandsfanger.
Fruentimmerfanger 2 27 16 16 14 3 1 1 80 Fruentimmerfanger.
Summa 18 75 56 49 30 11 2 1 242 Fanger.

135

C. Summarisk Liste over de Straffe, der ere tilkjendte de Fanger, der hensidde i Viborg Tugt- og Forbedringshuus den 31te December 1837.

Kjøndene. Paa Livstid. Paa Kongens Naade Paa 6 Aar. Paa 4 A. Paa 3 A. Paa 2 A. Paa 1 6/12 A. Paa 1 2/12 A. Paa 1 1/4 A. Paa 1 A. Paa 8te Maaneder. Indtil videre. Anmærkning.
Mandsfanger 7 6 1 13 30 71 4 2 1 21 5 1 162 Mandsfanger.
Fruentimmerfanger 36 2 - 4 7 20 2 - - 9 - - 80 Fruentimmerfanger.
Summa 43 8 1 17 37 91 6 2 1 30 5 1 242 Fanger.

136

Hernæst følger Af- og Tilgangs-Liste Littr. D.

Aar Afgang Tilgang Mortalitet
Fanger Børn
1828 70 95 3 -
1829 83 67 8 -
1830 70 69 4 1
1831 87 107 8 1
1832 87 95 7 1
1833 85 79 7 1
1834 77 82 7 5
1835 92 121 12 -
1836 116 114 11 1
1837 102 130 13 1
Summa i 10 Aar 869 959 80 11

Altsaa i 10 Aar en Tilvæxt af 90 Fanger.

Denne stigende Overballance i Tilgang kan ikke tilskrives Tilvæxt i Forbrydelser, men er en Følge deels af Forordningen af 6 Oct. 1833 "Om reelle Injurier" €: personligt Angreb, der tilforn ikke straffedes saaledes, og deels af Forordningen af 1834 om Forandring i Straffen for 2den Gang begaaet Tyverie, der efter samme nu skulde i visse Tilfælde afsones i Tugthusene istædet for i Rasphusene.

Derhos maae ej lades ubemærket: at tiltagende Folkemængde vil, under uforandret Moralitets- og Legalitets-Tilstand, give forholdsmæssig flere Lovovertrædelser.

Til yderligere Oplysning ved Tabellen D. antydes: 1) at de døde Fanger ere indbefattede under Afgangsrubriken, og 2) at de døde Børn alle ere under 1 Aar; thi frugtsommelige Delinqventinder optages i denne Tilstand, og Børnene blive i Anstalten 1 Aar til de ere afvante.

Det bemærkes videre; at af Natmændsfolk vare i Tugthuset ved Enden af Aaret 1837, 18 af Mandkjøn og 14 af Kvindekjøn; samt at Antallet af disse tilforn har været langt større - stundom 1/3 Deel og derover af det hele Personale. Bestyreren har under sin lange Embedsførelse 137 erfaret: at dette Folkeslags Opførsel I Tugthuset langtfra har været slettere end de øvrige Fangers; de vise endog mere Hørsommelighed; men holde sig dog saameget mueligt sammen, og adskilte fra de Andre.

[...]

5

Første Pintsedag i Aunsberg Skov

Een, og den vist nok meget gammel, Folkeforlystelse, finder jeg for sin Sjeldenheds Skyld værd at anmærke. Første Pintsedag om Eftermiddagen samles Almuen fra det halve Lysgaard Herred i Åunsberg Skov, hvor Ungdommen paa en dertil altid brugt stor aaben Plads fornøje sig med Dands til Mørket adskiller dem. De Ældre og Børnene see til, plante sig paa den bløde Grønsvær og spadsere omkring i Skoven. Spise- og Drikkevare medbringe de Fleste, ligesom den kjøbenhavns ke Borgerstand til Dyrehaven. Men paa de senere Aar findes her flere Restaurationstelte; thi nu samles her ej allene Bønder, men næsten alle af Herredets Beboere udenfor Bondestanden, tilligemed mange af Viborgenserne. Jeg har flere Gange bivaanet denne Foraarsfest, og glædet mig ved at finde hvorledes den i Anstændighed, Fredelighed og uskyldig Munterhed fejredes af saa talrig og blandet en Forsamling. Paa en Snees Aar har en lignende Forlystelse fundet Sted i Palstrup Skov anden Pintsedag.

138

        

139