Blicher, Steen Steensen Politik

Politik

Enhver er sig selv nærmest. Dette er eet paa Menneskenaturen begrundet Sandsagn. Egenkjærlighed er uadskillelig fra vort Væsen. Men Religionen lærer os, med denne at forene Kjærlighed til vore Medmennesker; og det statsborgerlige Forhold udkræver dette. Politiken, den sande Politik, den eneste rigtige Politik, byder os: først at elske vort eget Borgersamfund, og derhos at udvise Retfærdighed mod Andre. Den Slags Politik, som vil fremme egen Stats Vel, Magt og Rigdom paa Andres Bekostning, søge eget Gavn ved Andres Skade, saadan Politik er falsk, farlig. Den udæsker til Gjengjæld, til Kamp, mercantilsk, industriel, pecuniær, og omsider - militær. Man svækker hverandre; eller den Ene ødelægger den Anden. Den falske Politik bevirker - snarere eller senere - at de smaae Stater opsluges, og at de store sønderlemmes.

For de gamle Romere var Rom Alt - den øvrige Verden Intet. Rom opslugte alle andre Starer - tilsidst slugte den sig selv. Lemmerne løste sig fra Kroppen; Kroppen indskrumpedes; Hovedet sattes paa Stage - et frygteligt Vartegn, en truende Advarsel mod falsk Politik, "der springer over sig selv, og f alder ned paa dm anden Side" som han siger, Skjalden fra Stratford.

"Os vel! og ingen ilde!" Denne gammeldags Skaal borde hæftes med gylden Skrivt over alle Cabinetsdøre. Men skulde den ærligen antyde somme Cabinetters Politik, borde istedetfor "Ingen" staae "Andre". Og Resultatet af en saadan Politik, af Noter, Conferencer, Congresser vilde omsider vorde: "Alk ilde" At overvælde en Anden, det kan lykkes, og det skeer. At overliste en Anden, det gaaer ogsaa an. Men "det kommer igjen," skjøndt Fædrenes Misgjerninger som oftest først "straffes paa Børnene"; og det stundom ude i flere Led, saa de med Drøvelse maae sande Profetens Ord: "Fædrene aad sure Æbler; derfor ere Børnenes Tænder ømme."

318

Der var en Periode, da man talte meget, skrev mere, sloges endnu mere om " Europas Ligevægt." Det var den sande, den sunde Politik i det Ord "Ligevægt"; men det var ikke alvorlig meent; thi man tænkte kun paa egen "Overvægt" og Andres " Undervægt" ; og derfor kunde Skaalerne, saa fyldte med Tractater, saa med Penge, saa med Blod, aldrig bringes til at balancere. Naar nu Intet udrettedes med Penge, Papirer og Soldater, greb man til større og tungere Masser; man kastede andre Smaastater, eller Stumper af dem, i Skaalerne; men det blev endnu misligere end ellers med denne Balance. Værst farne ved al denne Vejen og Maalen ere vistnok Smaastaterne; og da vi høre til disse, kan det ikke være hensigtsløst, at tænke lidt paa

Danmarks Politik

Vort lille Land havde fordum tilvundet sig stor Overvægt. Men det varede ikke længe: saa skred Engelland ud af Skaalen, saa kastede vi selv Sverrig bort; og saa toge de Andre Norge væk; og nu have vi da kun os selv tilbage. Vi komme til at see os vel for, om vi ville beholde denne dyrebare Rest.

At værge om den med Gaasefjeren, det hjælper ikke længere end Ørnen vil. Politisk Klogskab, Snildhed, List? Ja, dermed skal vi komme langt! Som om der ikke vare Folk oppe i de andre Cabinetter! Eller maaskee vi skulle kaste os i Armene saa paa Den, og saa paa Den? Ja, og giøre os selv til Fjederbold. Sætte vort Haab til de store Magters Enighed? Ja, det var et falsk Haab. Nej, vi skulle sætte vort Haab til vor egen Enighed, vor egen forenede Styrke. Lader os lære at forsvare os selv! saa vil man nok betænke sig paa at angribe os. Søge vor Beskyttelse ene bos os selv, udvise Retfærdigbed og Ærligbed mod Andre - see her Hovedsummen af vor hele Statsklogskab.

Vel var endnu Eet i høj Grad ønskeligt; men det staaer ikke i vor egen Magt allene: et inderligt og fast Forsvarsforbund mellem de tre nordiske Riger, og dette grundfæstet paa sund og ægte

Scandinavisk Politik

Et saadant Forbund, og det endnu nøjere, er jo allerede for halvfemte Aarhundreder siden stiftet. Men den sørgelige Opløsning af samme viste, at Folkeslagene endnu ikke vare modne til et saadant Statsværk. 319 Det Ene kunde ikke glemme - eller dog lade som det glemte, sin hidtil bestaaende Overvægt. Det vilde være Staten - et nordisk Rom- og de Andre skulde finde sig i at være Socii, Stater af underordnet Rang. Saa kom da ogsaa en uberegnet Magtstreg til, for pludselig at sønderrive det allerede skjørnede Baand. Fordærvelige, langvarige, stedsevarende viste sig Følgerne af denne unaturlige Sønderlemmelse. Vi maae, vi skulle kalde den unaturlig, da fælleds Herkomst, Tungemaal, Sæder og Skikke, Folkesind, Religion, Beliggenhed, fælleds Fordeel havde dicteret Unionen. Hvilke vare disse Følger? Brødrestaterne svækkede hverandre indbyrdes, sloges om - ødelagde Arveparter, der borde være fælleds, hellig Ejendom; de søgte - Hig uenige Ægtefolk - fremmed Venskab, fremmed Bistand. Men denne blev ogsaa derefter. Fremmede Ministre sadde i vore Cabinetter med Guld i den ene Haand, Staal i den anden, og Scandinaviens Landkort foran sig. De tilkjøbte, eller tiltruede sig Stemmer paa Rigsdagene, ja mere endnu: vort eget Blod, som udøstes i fremmede Lande, for fremmede, os uvedkommende, stundom foragtelige Interesser.

Der er i Stater, saa snart de erholde Overvægt, en Tendents, et Instinct til at forøge denne, til at forstørre sig, og det uden at sætte, uden at kunne sætte sig nogen bestemt Grændse. Denne Forstørrel-sesdrivt er ganske uafhængig af Regjeringens Form, den er tilfælleds for Monarchier og Republiker, I den sidst er den endog permanent, i de første intermitterende; thi i disse er Nationalaanden ikke i sin uindskrænkede Virksomhed. En ærgjerrig, rovgjerrig Overherre - en Sesostris, en Cyrus, en Alexander, en Tamerlan, en Napoleon - kunne vel gjøre hurtigere Erobringer, voldsommere Omvæltninger end et romersk Senat; men ikke saa varige. En Attila døer: hans sidste Suk er ogsaa Krigsorkanens sidste Pust; Jordskjælvet ophører, de opsvulmede Vande synke tilbage i deres forrige Leje, efterladende de sørgelige Spor af deres Ødelæggelser. Men et Senat, et Convent, et Parlament døer ikke. Dets Erobringer ere langsommere, men sikkrere. Deres Krige ophøre ikke, saalænge de endnu have ubetvungne Naboer tilbage. Omsider indtræder den Periode, som Hannibal spaaede Rom: "Naar det ikke længere har nogen udvendig Fjende, vil det finde den indvendigt,"

Men vee de underordnede Stater, som Oversvømmelsen hærger, og Jordskjælvet omvælter! Deres Nationalitet gaaer under. I Secler ligge de i Lænker, i Dvale; paa Gjenfødelse er ikke at tænke. De 320 kunne vel gjendøbes med de gamle dyrebare Navne; men det gamle Folk er uddød. Endnu udgjøre vi Nordboer een tregrenet, uforfalsket, uindpodet Stamme; men vorder een Green afreven, ville de andre friste samme Skjæbne. Men holde vi trofast, urokkeligt sammen; ere vi Alle vaabenfærdige, beredte til Kamp; da vilde endog den mægtigste Stat betænke sig paa at angribe os.

Den øvrige Verden vilde aldrig have noget af os at frygte; til Angreb kunne vi aldrig vorde stærke nok. Men vi behøvede ej heller at frygte for Andre; til Forsvar ere vi stærke nok.

321