Blicher, Steen Steensen Danmarks nærværende Tilstand

Danmarks nærværende Tilstand

Det er en Erfaringssandhed, langt ældre end Horats, og ligesaa gammel som Menneskenes Indtrædelse i lovbundet Samfund: "at Ingen er ret tilfreds med sin Stilling i Livet, hvad enten denne er Skjæbnens Værk, eller bestemt ved Individets eget frie Valg." Enhver føler sin Stands Besværligheder, og anslaaer dem ubilligen højere end alle Andres, hvis lyse Side falder ham i Øjnene, men hvis Skyggeside han ikke seer. - Denne Misfornøjelse, eller bedre: indbyrdes Misundelse, hvormed Stænder betragte hinanden, strækker sig kun hos saare Faa og under særegne Omstændigheder til Statsborgerne, som saadanne, og med Hensyn til fremmede Nationer. Vel gives der Mange, som end ej vorde tilfredse med eget Land og egen Regjering, som altid vide at forstørre virkelige Fejl og Mangler, og i Indbildningen at frembringe dem, der i Virkeligheden ikke finde Sted; men opfordres disse Radicaler, Carbonarer, Agraviados - eller hvad de nu kalde sig - til at anstille en Sammenligning mellem eget Land og fremmede: da ville kun saare Faa af dem give nogetsomhelst af de sidste Fortrinnet; hvad enten Grunden hertil ligger i Nationalstolthed, eller Fædrelanclskjerlighed.

At Fædrelandskjerlighed virker saaledes hos os Danske, er vitterligt baade for os selv og Andre; men at den hos intet andet Folk er bygget paa fastere Grundvold, eller fremkaldet af større og sandere Fortrin: at vise dette er Øjemedet af nærværende Skildring, der foranlediges af een for vort hele Samfund højst vigtig, forhaabningsfuld og glædelig Begivenhed.

Dersom Enkeltmænd vilde vurdere sine Kaar alene efter det, der mangler dem i Lyksalighed, de skulde aldrig vorde tilfredse, vare de end de lykkeligste paa Jorden; men toge de med i Beregningen de Goder, af hvilke de ere i Besiddelse, da kan der findes utallige, som have grundet Aarsag til at være fornøjede med Skjæbnen. Og vilde en 276 Statsborger alene optælle Manglerne ved den Forfatning, under hvilken han lever, istedet for at undersøge dens Fortrinligheder, den Beskyttelse og den Grad af Frihed, Samme yder ham; dersom han glemmer, at alle menneskelige Indretninger stedse ere ufuldkomne, just fordi de ere menneskelige, fordi de ere i en stedse fremskridende Tilstand; kort, dersom han vilde fordre, hvad aldrig vorder det indskrænkede Menneske givet: i Sandhed! hans daarlige Fordringer vilde vorde stedse uopfyldte.

Thi er det da her vor Hensigt: fornemmelig at kjende hvad vi have, eftersom vi heri - især med Hensyn til andre Nationer - ville finde tilstrækkelig Grund for den Kjerlighed, vi nære til Konge og Fædreneland.

Den første Gjenstand for vore Betragtninger vorder naturligviis Regjeringsformen selv, eller snarere Regjeringsmaaden. - "Den bedste Regjeringsform er den, der regjerer bedst" siger en berømt Tænker. Er denne Grundsætning rigtig, saa er ogsaa Danmark i Besiddelse af den bedste.

Menneskene have i Tidens Løb gjort mange, kostbare og blodige Forsøg paa at opnaae et tilfredsstillende Resultat: Demokratier, Aristokratier, absolute og indskrænkede Monarchier ere vexelviis prøvede, forkastede og atter fornyede; de have alle havt deres ejendommelige Mangler og Fordele, I dem alle har Frihed været Øjemedet, og dette meer eller mindre forfejlet: Clenodiet er bleven Nogle til Deel - snart Flere snart Færre - men aldrig almindelig Ejendom. Hvor det gik højest, fik enkelte Stænder: her den militaire, hist den gejstlige, her Adelen og hisset Kjøbmandstanden Overvælden; de øvrige udeluktes fra Frihedens Nydelse. Efter Formen have mange Stater været frie, Theorien har været fortræffelig; men med Praxis, i Gjerningen saae det stedse misligt ud. Man raabte paa Friheden i plurali; men Man søgte den i singulari; "vi ville vorde frie" var Løsenet; men "jeg vil være frie" var Meningen. De stærkeste, eller de Klogeste, eller de Rigeste svømmede i alle politiske Gjæringer stedse ovenpaa; de Svage, de Enfoldige, de Fattige bleve underneden. Ethvert Blad i Verdens Aarbøger bærer Vidne om denne Sandhed: I Athenen herskede Demagoger, i Lacodæmon Ephorer, i Rom Patricier,* derefter Prætorianer, * 277 derefter Cardinaler; i Persien Satraper, i Tyrkiet Paschaer, i Engelland Kjøbmænd; men allevegne var Resultatet det samme: Pluraliteten, levende i Afhængighed, var enten Friheden berøvet, eller nød den under store og trykkende Indskrænkninger.

Lader os derfor ikke spørge: hvor stor Magt har denne, eller hiin Regering? men: hvorledes bruger den Samme? - Vel sandt: Magten i en Enestes Haand kan misbruges; men skeer ikke ogsaa dette, naar den er fordeelt i Fleres? og jeg mener: at jo flere Hænder, jo flere Misbrug. Hvad hjelper hiin konstige Ligevægt i de constitutionelle Statsmaskiner? Tvende eller flere Drivhjul istedet for eet; tvende eller flere Partier, Magter, Corporationer, der stride indbyrdes - hvorom? om Herredømmet over hele det øvrige Folk.

Jeg elsker Friheden, jeg attraaer den, som det forenede Menneskesamfunds største, kosteligste Gode; men jeg forventer den aldrig i idealsk Fuldkommenhed; jeg søger den ikke under Former, de maae klinge nok saa tryllende, love nok saa smigrende; jeg søger, jeg priser den, hvor jeg finder den i største Udstrækning; hvor mit Liv, min Ejendom, mine lovlige Handlinger, mine ikke lovstridige Meningsyt-tringer ere mig bedst sikkrede og meest uformeente - der har jeg fundet hvad jeg søger; og jeg mener at have fundet det i mit eget Fædreneland.

Danmarks Regjeringsform er efter Navnet absolut monarchisk: Kongen er aldeles uindskrænket af nogensomhelst anden menneskelig Magt, han staaer kun Gud alene til Ansvar for sine Handlinger; han erklærer Krig og slutter Fred, paalægger Skatte, indsætter og afsætter Embedsmænd, giver Love og raader selv for deres Udøvelse - han er aldeles enevældig. En saadan Magt er af ham ikke erobret eller anmasset; men ham af hele Folket af samtlige Stænder frivilligen overdraget. At en saa ubegrændset Vælde kan misbruges, hvo tør nægte 278 dette; men fra at kunne til at være gjælder intet apriorisk Raisonnement; lad os ikke alene spørge: Hvad kan Kongen giøre? men meget mere: hvad gjør han?

Analysere vi for det første selve Formen, undersøge vi den hele Statsmaskine i sin Sammensætning, da ville vi ikke finde den saa absolut, som den ved et løseligt Øjekast kan forekomme. Den er meget mere at ansee, som et i sin indbyrdes Forbindelse vidtløftigt og mangfoldigt, i sin Bestyrelse simpelt og derfor desto dygtigere Værk, som Maskinmesteren blot efterseer og vedligeholder; men i hvilket han ingen væsentlig Forandring enten behøver, eller i nogen Henseende kunde ønske at gjøre. Et saadant Indgreb i Maskineriets Gang vilde baade være unyttigt og voveligt. - Kongen regjerer ikke ved vilkaarligt Magtsprog, men 1) ved Love og 2) ved disses Udøvere: Collegier og deres underordnede Embedsmænd.

Lovene giver han vel selv, forandrer eller afskaffer dem efter Behag; men deres Menneskelighed, Retfærdighed og Upartiskhed ere almindelig erkjendte, og deres Magt er saa stor, at ej alene de underordnede Executorer ere dem undergivne; men endogsaa Kongen selv respecterer dem, og tillader sig kun Indgreb i Samme, naar Naade skal gaae for Ret, og Aanden mildne Bogstavens Strænghed. - Hvor betryggende for Liv, Frihed og Ejendom ere ikke de danske Love? Ingen kan domfældes uden de soleklareste Beviser, uden Fleres paalidelige samstemmende Vidnesbyrd, ja ej engang uden egen Tilstaaelse; og denne fordres ikke med nogen Strænghed, undtagen den er at ansee som en blot Formalitet til endelig Fyldestgjørelse for Lovens Bogstav.* Ej alene alle Omstændigheder ved en Anklagets formeentlige Brøde vorde paa det nøjeste undersøgte, men og Sammes hele forhen førte Vandel, hans Temperament og Oplysningsgrad; saa at ej alene Handlingen, men ogsaa dens Motiver lægges klart for Dommerens * 279 Øjne.* Naar omsider Lovene have fordømt, har Kongen forbeholdet sig Ret til at benaade, og anvender denne med Hensyn til de indhentede Oplysninger. At en saadan Fremgangsmaade i Criminalsager er langt at foretrække for en Jury, herom kan kun være een Mening.** Dertil ere endelig alle Domme offentlige, motiverede, raisonnerede, underlagte Medborgeres Bedømmelse og underkastede højere Autoriteters Control. - Hvor der vaages med saa faderlig Ømhed over Landsaatternes Liv og Frihed, der antager Man let uden andet Beviis, at Ejendomsretten maae være ligesaa fast betrygget. Yderst sjældne ere de Exempler, at Trædskhed i denne Henseende har faaet Magt med Lovenes Viisdom, endnu sjældnere saaes Magten at gjøre vilkaarlige Ingreb i disse.***

Er Lovgivningen viist, retfærdigt og fast organiseret, da er den executive Magt det ikke mindre.

Umiddelbart under Kongen staaer Collegierne, der dele mellem sig de forskjellige Grene af Forvaltningen, og føre et Overopsyn med Samme. Under dem sortere igjen de enkelte Embedsmænd i alle Fag og Stænder, og til dem maae de aflægge Regnskab for Bestyrelsen af * * * 280 de dem anbetroede Poster. Forsømmelighed, Underslæb, Uretfærdighed forebygges saavidt muligt er, og hvor den indtræffer, findes den lettelig, og hemmes og straffes uden Persons Anseelse,

Men den udøvende Magt overdrages ei heller til nogen enkelt Stand eller Corporation: Duelighed alene aabner Adgang til alle Embeder, selv de allerhøjeste og vigtigste. Adelen har herpaa intet for de øvrige Landsaatter fornærmeligt Privilegium.* - Hver Stand, hver Kjøbstad, hver Commune har ved Medlemmer af sin egen Midte Deel i Oppebørsler, Jurisdiction og Politivæsen.

I Jurisdictionen ere tre Instantser. I den første have selv Borgere og Bønder Sæde; i den anden og tredie reviderer et Samfund af Adelige og Borgerlige - men alle Mænd af offentlig prøvet og erkjendt juridisk Dygtighed - den førstes Domme. Gjennemgaaet saa mange Sigtelser, er det ikke andet end naturligt, at Sandhed maae komme for Lyset, og Retfærdigheden sejrende træde op til Monarkens Trone.

Politievæsenet i alle sine Grene begynder ligeledes nedenfra ved Bondefogden, og stiger i en viis Gradation til Herredsfoged, Amtmand, Cancellie og - Konge.

Saaledes vil det da findes, at den danske Regjering med Hensyn til Formen er ypperligt anlagt, og at den, nøje undersøgt, ikke i almindelig Bemærkelse tilkommer Navn af absolut eller uindskrænket, men snarere bør kaldes patriarchalsk. Thi den store Familiefader har ikke blot Overherredømme over alle Medlemmerne; men 168 Aars Erfaring viser: at siden han erholdt denne, siden en enkelt Stand maatte overgive den usurperede og misbrugte Magt i hans Hænder, har han udøvet Samme med en god Faders hele Mildhed, Retfærd og Upartiskhed; * 281 ja bragt Danmark fra en forvirret, underkuet og forarmet Tilstand til en Grad af almeen Lyksalighed, hvortil intet andet Rige kan vise Mage. Den ene Regent efter den anden af det oldenborgske Dynastie har stadigen fulgt de samme Grundsætninger, og den nuværende har endog fordoblet sine Forfædres Skridt, og bragt nær til Fuldendelse hvad hine have begyndt og fortsat.

Før 1807 var Danmark hævet til et Trin af Cultur og Velstand, som maatte opvække alle Fremmedes Beundring og Manges Misundelse. Videnskaber, Kunster, Handel, Industrie, Agerdyrkning blomstrede under vise Loves og en mild Regjerings Ægide saa herligt, at Digternes fabulerede Guldalder syntes at vorde til i Virkeligheden, og den saturniske Periode for Alvor at være vendt tilbage til Danmark. Indvortes Orden og udvortes Fred vedligeholdtes under alle de voldsomme Storme, der rystede den øvrige Verden, og vendte op og ned paa alle guddommelige og menneskelige Ting. Det danske Cabinets Politik var Billighed og Ærlighed. Dets Symbolum var Folkets gamle oprigtige Ønske: "Os vel og Ingen ilde," og her saae Man Rigtigheden af det ægte danske Ordsprog: "Ærlighed varer længst" om den end ikke holder evindelig ud mod List og Rænker. Løvter og Trusler vare lige uformaaende til at rokke den danske Regjerings vise Fasthed; og først da List i Forening med Vold med uhyre Overvægt angreb det fredelige, uskyldige Land, henreves det - haardelig mod sin Villie - i den Malstrøm, der hidtil kun brusede fjernt, og magtesløs skyllede forbi den Dæmning, Monarkens Viisdom og Kjerlighed til sit Folk havde opført og bevogtet. - I syv Aar gjorde vore mange mægtige Fjender Alt for at nedrive Aarhundreders skjønne Værk: Floden ranedes, Skibsfarten standsedes og Handelen og Creditten tilintetgjordes; og først da vor ulykkelige Allierede var styrtet, kunde Freden gjenkjøbes ved Sønderriveisen af et Baand, der var mere dyrebart for sin Ælde, formedelst det gjensidige Venskab, den Lighed i Sprog, Sæder og Tænkemaade, der havde knyttet og befæstet Samme, end vigtigt i oeconomisk eller militair Henseende. - Danmark kunde vel nu, efter rimelig Calcule, at vore Fjender ansees for ruineret, og selv mange Mistrøstige af vore Egne spaaede det intet ringere, end nærforestaaende Nationalbankerot.

Og dog ere nu - efter kun fjorten Aars Forløb - de fleste Saar lægte og alle lindrede: Pengevæsenet har atter naaet Fasthed og Tiltroe; Skibsfart og Handel er igjen i ønskelig Fremvæxt; Industrie og Agerdyrkning 282 ere bragte til en langt højere Grad af Fuldkommenhed, end de før Krigen havde naaet; Almeenoplysning ligesaa, og alle den indvortes Oeconomies Grene fremblomstre paany, efter en lang og hærgende Vinter, i frejdig og haabefuld Foraars Ungdom og Styrke.

At Nationalcreditten kun kunde frelses og Pengevæsenet gjenrejses ved en gjennemgribende og for mange smertelig Operation; at dens, eller bedre, for at gaae lige til Aarsagen, Krigens Efterveer maatte vexelviis føles af alle Stænder - dette var ligesaa billigt som nødvendigt. Handelstanden, Militairet, Civiletaten, og sidst og længst Landmanden og Landgejstligheden* have efter hinanden maattet gjøre Opoffringer for det fælleds Vel. Haandværkerstanden er den, som af alle har lidt mindst, og naturligt; thi den lønner sig selv, bestemmer selv Prisen paa sit Arbejde, og er altsaa istand til, under enhver saadan Crisis at sætte Tæring efter Næring.

Men lader os kortelig Stykke for Stykke gjennemsee det vigtigste, som af den nuværende Regjering - saavel umiddelbart ved dens Foranstaltninger, som middelbart ved dens Beskyttelse og Understøttelse - er udrettet til Danmarks almindelige Velstand!

Bonden er Statens Styrke; han er for de øvrige Stænder hvad Hænderne ere for de andre Legemets Lemmer; saaledes tænkte Statens Hoved, og løste derfor de bundne Hænder. - Allerede hans høje Forfædre havde, saasnart de selv fik Hænderne frie, gjort Almuens Opkomst til Gjenstand for deres alvorligste Bestræbelser; de havde viselig indseet: at Oplysning bør gaae forud, eller - da dette kun saare sjældent lader sig gjøre - dog i det mindste Side om Side med Friheden; men endnu vare Lehnsvæsenets Rødder ikke ganske oprykkede, * 283 og Modstanden for stærk. Kong Frederik den Sjette var det forbeholdet at udføre sine ædle Navneres skjønne Plan. Han sønderrev Stavnsbaandet: han afskaffede Hoveriet, eller satte det - hvor Modstanden ogsaa her var haard - saa bestemte og billige Grændser, at det Trykkende og Vilkaarlige deri forsvandt: han opmuntrede, tilskyndede og ved mange hensigtsmæssige Foranstaltninger lettede Bonden sin Friheds Erholdelse; han besørgede Fælledskabets Ophævelse.* - Men ikke herved blev Kongen staaende: han vidste, at Frihed uden Oplysning er en farlig Gave - en Kniv i det umyndige Barns Haand - derfor organiserede han Skolevæsenet paa en saadan Fod, at intet Almuesbarn kan i Danmark længere mangle de for Standen nødvendige og nyttige Kundskaber; ja - hvad mere er - at Ingen kan engang slippe for at erholde dem.** - Andre Folks Indretninger ere herved afbenyttede, dog sædvanlig modificerede og lempede efter vort eget Lands Lejlighed. Seminarier anlagdes, duelige Skolelærere dannedes, deres forhen saa usle Indkomster forøgedes og reguleredes paa en passende og anstændig Fod. Præsterne tilholdtes at tage stadig og alvorlig Andeel i Ungdommens Underviisning. Exarnener anordnedes, gode Læse- og Lærebøger indførtes, og endelig er nu paa det sidste sørget for den legemlige Dannelse, der hidtil havde været uforsvarligen forsømt og højst ubilligen anseet med Ligegyldighed, eller Foragt.

Ligesaa fortreffeligt er Fattigforsørgelsen reguleret, og lader virkelig fra Regjeringens Side Intet tilbage at ønske: Hver Commune plejer ved egen Beskattelse sine egne Fattige. De kunne aldeles ikke mangle det Nødtørftige. De Arbejdsdygtige holdes til Virksomhed, og understøttes i Samme; de fuldkommen Hjelpeløse forsørges aldeles; Betleriet er næsten ganske hemmet; øves det endnu hist og her, er det sandeligen ikke Regjeringens Skyld. Og med alt dette er Fattigskatten (ligesom og Skoleskatten), især paa Landet, en umærkelig Byrde.* * * * 284 Vi tør frit paastaae: at i Danmark lægger intet Menneske siguden egen Skyld og Brøde - nogen Aften hungrig tilsengs, og opstaaer ikke nogen Morgen uden at vide, hvorfra det skal tage Dagens Nødvendigheder.

Til Landvæsenets Fremme i alle sine Dele er givet mange fortrinlige Anordninger. Og Landhuusholdingsselskabet, som under Regjeringens Auspicier af Private er oprettet, understøttes af denne paa det kraftigste med store aarlige Pengesummer; saaat ved Sammes Bestræbelser Agerdyrkning, Høeavl, Havevæsen, Skovplantning og Huusflid opmuntres, belønnes og fremelskes i stedse tiltagende Progression. For Heste- og Qvægavlens Forbedring er desuden sørget umiddelbart af Kongen selv; ligesaa for Kornvarenes Forædling og Afsætning. Utallige ere understøttede med offentlige Pengelaan, saavel til at erhverve Selvejendom, som til at forbedre denne, endogsaa til Gaardes Udflytning paa beqvemmere Steder og bedre Opbyggelse har Kongen rakt rund og hjelpende Haand. Til Heders Opdyrkning er meddeelt opmuntrende Friheder, og mange øde Strækninger derved gjorte frugtbringende. - Men det vilde føre for vidt ud over nærværende Afhandlings foresatte Grændser: om alle Regjeringens Foranstaltninger til Landvæsenets Fremme her skulde opregnes; Vi ville aleneste til Slutning betragte Virkningerne: Udførselen af Korn og Fedevare, af Fisk og alle andre Producter har i et Tidsrum af faa Aar mere end fordoblet sig; og uagtet en syvaarig fordærvelig Krig, uagtet Skatternes betydelige Forhøjelse, uagtet de lave Kornpriser, befinder sig en stor Deel af Landalmuen i Velstand, Fleerheden bar ønskeligt Udkomme, og Alles Kaar ere uden Sammenligning bedre, end to Generationer tilbage i Tiden; og endeligen har Oplysning og Sædelighed holdt Skridt med den idelig stigende oeconomiske Velfærd.

Ej heller ere de øvrige Klasser af Næringsstanden tabte af Sigte: Industrien er fremskyndet paa mangfoldige Maader; Fabriker og Manufacturer ej alene begunstigede, men ogsaa anlagte af Regjeringen selv, og Fabrikaternes højst mulige Forædling gjort til en af de utallige Gjenstande for dens ufortrødne Omhue, der end ej er bleven svækket ved mødende Hindringer, eller forsætligt Misbrug af dens Ædelmodighed. Mange nyttige Forholdsregler ere trufne til at bringe 285 Haandværker til større Fuldkommenhed, samt til at hemme de skadelige Følger af Laugsvæsenet. Nogle Forbud fra ældre Tider ere hævede, og andre ventes at ville vorde det; skjøndt den kloge Sindighed og mangesidige Overveielse ikke altid kan holde Skridt med det raske Ønske. Flere heterogene og locale Erhvervskilder: saasom Lærredsfabrication, Fiskerie og mange andre ere baade directe og indirecte ophjulpne.

Træde vi nu fra den egentlige Næringsstand op til de højere, da finde vi den samme Aand besjæle alle den danske Regjerings Foretagender: i dem alle er Almeenvellet Øjemed, og Midlerne dertil valgte efter Klogskabs Regler og Retfærdigheds Grundsætninger. Den stræber derfor at forskaffe sine Embedsmænd i ethvert Fag tilstrækkelige Kundskaber og forneden Duelighed. Til den Ende ere for det Første de lærde Forberedelsesskoler, efter flere successive Forbedringer, endelig undergaaede en Hovedreform, der paa den videnskabelige Ungdoms intellectuelle og moralske Dannelse har øjensynligt havt den ønskeligste Indvirkning. Det gamle Pedanterie er forjaget, tilligemed Tyranniet; Aandsevnerne faae nu, under en frie og uforkuet Udvikling, ædlere Retning og fleersidig Cultur. Højskolen - der nu virkelig fortjener Navn af Universitet - fuldbringer det velanlagte Værk: dygtige 286 Lærere, hensigtsmæssig Vejledning paa enhversomhelst udvalgt Bane, alvorlige og upartiske Prøvelser sikkrer Staten duelige Candidater, være sig til Kirken, til Skrankerne, eller Hygæas Tjeneste; selv Krigeren erholder nu en videnskabelig og vidt omfattende Dannelse, der, idet den udvider hans Forstand, forædler hans Caracteer og forfiner hans Sæder, sætter ham i et værdigt og rigtigt Forhold til de øvrige Stænder. - Særskilt Udvikling af Regjeringens store Fortjenester i denne Henseende vilde vorde for vidtløftig; men nævne kunne vi dog: de mangehaande Understøttelser for uformuende Studerende i alle Fag, Collegier, Legater, Rejsestipendier, Præmier, Pengebidrag til nyttige Værkers Publication, og offentlige Bibliotheker; samt at andre nyttige - kun ej som Brødstudia nødvendige - Videnskaber; Physik, Astronomie, Botanik, Veterinairvidenskab med flere, lige saalidet mangle Hjelp som Opmuntring. Endelig have de egentlige skjønne Videnskaber og Konster i Danmark fundet en saa stor og mangfoldig Understøttelse, at deres nuværende Standpunkt her ikke tillader deres Dyrkere at misunde deres gamle Forgængere i Grækenlands bedste Dage.

Berøre bør vi endvidere Regjeringens vigtigste Foranstaltninger til Undersaatternes almindelige Sikkerhed, Beqvemmeligheder og Tarv.

Sundhedspolitiet er hos os indrettet paa det fortrinligste: Districtslæger ere allevegne ansatte passende Virkekredse, deres Functioner beskyttes og understøttes af den verdslige Øvrighed: ligeledes ere videnskabeligt oplærte Gjordemødre etablerede i mindre Arrondissementer: Qvaksalveriet nemmes. For smitsomme Sygdommes Standsning er tilstrækkeligen sørget. Qvarantaine-Indretningen betrygger mod Pesten. Vaccinationen er ved Regjeringens kraftige Forholdsregler bragt til en Fuldkommenhed, som lader selve Opfindelsens Fødeland langt tilbage. Endogsaa mod Smitsots Udbredelse blandt Huusdyrene finder Landmanden sig sikkret. Brandanordningerne forebygge mangen Ildsvaade, betager de virkelig udbrudte deres Farlighed og kommer de Brandlidte paa kraftigste Maade til Hjelp, saa at ingen længere - undtagen formedelst egen Ligegyldighed - tør befrygte uopretteligt Tab ved en slig Begivenhed. - Med Dæmningers Vedligeholdelse mod Havets Indbrud har Regjeringen stadigt og alvorligt Tilsyn, og sørger faderligen for at lindre de Uhæld, som ikke kunne forebygges. Endog Sandflugter ere ved dens Omsorg dæmpede. - Skovene, som af enkelte Vindesyge stode Fare for at udryddes 287 til ubodeligt Tab for følgende Slægter, ere tagne under offentlig Skyts; og derforuden ere store Skovstrækninger indfredede og Ørkener beplantede af Kongen selv. - Til stor Beqvemmelighed og Nytte for Samqvem og Færdsel ere baade offentlige Landeveje ypperligt anlagte, og Biveje ligeledes i aarlig tiltagende Forbedring.

Denne korte, men troe Skildring af Danmarks nærværende Tilstand forklarer naturligst den Kjerlighed, som Folket bærer for Konge, Statsforfatning og Fædreland: den indvortes Ro, som her uforstyrret har hersket under alle udvendige Storme; og den gjensidige Tillid, der har viist sig urokkeligen grundfæstet mellem Regjeringen og Nationen, medens alle andre Statsformer enten omstyrtedes eller dog maatte udholde de voldsomste Rystelser. Intet Folk revolterer uden Aarsag; og hvor ingen Saadan findes, er Revolution umulig. Thi hvad skulde vel bevæge den, der nyder sit Liv, sin Friehed, sin Ejendom i Fred og Sikkerhed til at sætte alle disse Goder i Vove? Medens derfor een Trone faldt og andre skjalv, stod den danske fast; og den gode retfærdige Konge, som beklædte Samme, hvilte tryggelig i sit troe Folks Arme. Intet hemmeligt Politie, ingen Bajonetter behøvedes for at kue Statens Borgere; tvertimod gav Kongen selve disse Vaaben ihænde, for at værne mod fremmet Vold om deres egen Friehed og Lykke. - Under en Tidspunct, da andensteds den offentlige Stemme var et forbudet Ord, Klubber en Statsforbrydelse, og Frihed belagt med et Anathema: oversatte vi her Marseillanerhymnen og Pyrenæermarschen, og i alle Klubber sang glade og lykkelige Borgere - ja lige under Kongens Vinduer - i høje Chor: "Frihed paa den hele Jord!" - Ordene: "Revolution, Partie, Faction, Reform, Umtriebe" ere os fremmede, ligesom Tingene, de betegne, og kunne ikke engang passende oversættes i vort Sprog. Liberale ere baade Konge og Undersaatter, og skal her findes Demagoger, da er Frederik den Sjette den første og største.

Kongens personlige Elskværdighed, der er et arveligt Familietræk, hans uforstilte Omgængelighed, der staaer i en saa skjøn Harmonie med Folkets Nationalcaracteer, har virkelig hævet dettes Kjerlighed til en Højde, som torde synes Udlændinge hartad uforklarlig. Den besværlige Hofetikette - fremmet Opfindelse - er afskaffet; alle uden Undtagelse have Adgang til Tronen, og alle Stænder uden Forskjæl Deel i hans paastandløse, trohjertige og hjertevindende Omgang. 288 En saa fastgrandet og harmonisk Statsbygning, en saa uplettet Hæder, en saa trofast og inderlig Folkekjerlighed skal Kong Frederik den Sjette engang - Gud give sildigt - overlade i Arv til sin Efterfølger. Med stærke Forhaabninger hviler Nationens Blikke paa det tilkommende Kongepar - tvende Grene af een og samme ældgamle Stamme, dem han forener til Hegn og Skygge, til Glæde og Velsignelse for sit kjere, lykkelige Danmark. Himmelen opfylde vore retfærdige Ønsker, befæste Scepteret i saa værdige Hænder, og lade Frederik den Syvende og hans Maria længe og lykkeligt vandre i Forfædres rene og lysende Fodspor!

289